FRSTE DEL

De Troende.




I. KAPITEL.


I det lille Vrtshus i Genf, hvor Russerne plejede at have deres
Tilhold, nd Helene hurtigt sit beskedne Aftensmaaltid uden som
sdvanlig at drikke en Kop Kaffe dertil -- en Luksus, hun ikke havde
ngtet sig lige siden den Dag, hun havde faaet sine Elever i Russisk.
Men i Aften maatte hun skynde sig; et lnge ventet Brev fra Rusland laa
gemt i hendes Lomme. Hun havde for et jeblik siden faaet det af den
gamle, hvidhaarede Urmager, til hvem hele hendes udenlandske
Korrespondance blev adresseret, og hun brndte af Utaalmodighed efter at
erfare de Nyheder, som det i al Almindelighed maatte indeholde, og efter
at faa det overbragt til sin Ven Andrey, hvem det dog fornemmelig angik.

Hun vekslede nogle Ord med en anden landflygtig, krydsede imellem de
mange Rkker smaa Borde, ved hvilke der overalt sad Mnd i
Arbejdsbluser, og naaede ud paa Gaden. Klokken var kun halvsyv, hun var
sikker paa at trffe Andrey hjemme. Han boede i Nrheden, og efter fem
Minutters Forlb befandt Helene sig uden for hans Dr. Hendes smukke,
noget stillestaaende Ansigt havde faaet en let Farve af den hurtige
Gang.

Andrey var alene, i Frd med at gre Uddrag af en Statistik, som han
benyttede til Grundlag for den Artikel, han hver Uge skrev til et
russisk Provinsblad. Han vendte Hovedet og rejste sig med udstrakt Haand
for at byde sin Gst velkommen.

Her er et Brev til dig! sagde Helene, idet hun gav ham Haanden.

Naa, endelig! udbrd han.

Andrey var en Mand paa seks-syv og tyve Aar med et alvorligt, godmodigt
Ansigt, lidt skarpt og regelmssigt i Trkkene. Over hans Pande laa Spor
af tidlige Sorger, og hans jne var ualmindelig dybe og tankefulde, men
dette forringede ikke det Indtryk af Ro og Bestemthed, man fik af hele
hans kraftige, velformede Skikkelse.

Der gled en let Rdme over hans Pande, idet hans slanke, muskelstrke
Fingre med nervs Hast rev Konvolutten op og fremdrog et stort Ark
Papir, bedkket med Linier i vid Afstand fra hinanden, skrevne med en
uregelmssig, sammentrngt Haandskrift.

Helene, der ikke syntes at vre mindre utaalmodig end han, gik hen til
ham og lagde Haanden paa hans Skulder for ogsaa at kunne lse i Brevet.

Det er bedre, at vi stter os ned, Helene! sagde den unge Mand. Du
skygger for Lyset med dine Krller!

Det mere end tarvelige Vrelse var kun sparsomt oplyst af en eneste
Lampe, dkket af en grn Papirskrm, saaledes at kun en Del af
Brdegulvet, Benene paa nogle simple Stole og den nederste Del af en
Mahogni Kommode -- Vrelsets fornemste Prydelse -- var helt oplyst.
Vggene, som var betrukne med gult Tapetpapir og prydede med et billigt
Litografi af den schweiziske General Dufour, et Landskab, et Fotografi
af Vrtindens afdde gteherre og hendes Eksamensbevis fra Skoletiden,
indfattet i Glas og Ramme, var hyllede i et diskret Tusmrke, meget
kldeligt for disse Kunstvrker, men umuligt at lsei.

Andrey stillede endnu en Stol hen til det runde Spisebord, som var
dkket med Bger og Papirer, og drejede Lampeskrmen saaledes, at det
Hjrne, han plejede at bruge som Skrivebord, var helt oplyst. Helene
satte sig ved Siden af ham og saa nr, at hendes Haar undertiden berrte
hans; men ingen af dem nsede det, saa optagne var de af deres Tanker.

Helene var den frste, der talte; med en Kvindes hurtige Blik var hendes
jne lynsnart gledne hen over Papiret.

Der staar intet i det Brev! udbrd hun. Bare Snak! Det er ikke Umagen
vrd at spilde sin Tid med at lse det!

Hendes Udtalelse syntes, hvor besynderlig den end kunde lyde, ikke at
anfgte hendes Kammerat; thi han svarede roligt:

Vent bare! Jeg kender Georgs Haand, og han plejer i Almindelighed at
have noget srligt at bemrke. Det vil i hvert Fald ikke tage lang Tid
at lse det.

... Min kre Andrey Anempoditstovitsch, jeg vil i al Skyndsomhed
fortlle dig -- -- hm! hm! -- -- grundet paa den ualmindelige strenge
Frost -- -- hm! hm! -- -- Faarene og Ungkvget -- -- hm! mumlede
Andrey, idet han hurtigt gled hen over Linierne.

Naa, her kommer noget om Familien -- -- -- Lad os se, hvad han
skriver!

Med Hensyn til min Familie-- -- Andrey lste med monoton, refererende
Stemme -- -- kan jeg fortlle dig -- -- min Sster Kate har giftet sig
-- -- -- hvem hun lrte at kende i Efteraaret -- -- han viste sig at
vre en Mand uden Principper eller resbegreber, som -- -- -- og vrre
endnu -- -- -- bundulykkelig -- -- Jeg vilde aldrig have troet om hende
-- -- Fader er meget nedbjet og -- graahaaret. Vort eneste Haab er den
alt lgende Tid, alle ulykkeliges barmhjertige Trster------

Den patetiske Stning blev afbrudt af et lystigt Latterudbrud af Helene
eller Lene, som hendes Ven kaldte hende.

Det er let at se, at det er skrevet af en Digter! sagde hun.

Uden at lade sig anfgte af hendes malplacerede Lystighed fortsatte
Andrey i noget hurtigere Tempo og mumlede Slutningen af Brevet mellem
Tnderne.

Nej, du har Ret! Det er ikke vrd at lse, sagde han, uden dog at vise
noget Tegn paa synderlig Skuffelse, men saa sig om i Vrelset, som om
han sgte efter noget.

Der er den! udbrd han og greb en lille, sort Flaske, der stod paa
Kamingesimsen ved Siden af den lille Spirituslampe, hvorpaa han kogte
sin Te om Morgenen.

Helene rakte ham en Glasbrste, medens han omhyggeligt glattede Brevet
ud. Derpaa dyppede han Brsten ned i Flasken og lod den et Par Gange
glide hen over Papiret foran sig.

De sorte Linier, skrevne med almindeligt Blk, forsvandt, som fortrede
af den tsende Saft. Et jeblik vedblev Papiret at vre tomt, men saa
blev pludseligt alt Liv og Bevgelse. Som draget frem af en usynlig
Haand myldrede det frem overalt -- her, der og alle Vegne! Bogstaver,
Ord, Stninger formede sig og stillede sig i Rkker som et Kompagni
Soldater, der, naar Alarmsignalet lyder, styrter ud af deres Telte for
at indtage deres Plads i Geledderne.

Saa ophrte Bevgelsen; Bogstaverne stod stille. Hist og her ude i
Randen kmpede endnu et enkelt forsinket Ord eller Bogstav for at bryde
sin Vej igennem det tynde Dkke, hvorunder det laa skjult, og smuttede
ubemrket paa sin Plads ved Siden af sine mere rapfodede Kammerater; men
den verste Del af Arket var i fuldstndig Orden. IStedet for de
tidligere intetsigende Ord stod der nu ttsluttende Rkker, skrevne med
en fast, sikker Haand, parate til at aabenbare det Budskab, de saa
trofast havde bragt det unge Par, der nu med blussende Kinder og
tindrende jne stod lnede over Bordet.

Lad mig lse det for dig! udbrd Helene, og frend Andrey kunde faa
sagt et Ord eller paa anden Maade forsvare sin Ejendomsret, havde hun
grebet Brevet og begyndt at lse:

Kre Broder! Vore Venner har overdraget mig at besvare dit Brev og sige
dig, hvor fuldstndig vi alle billiger dit nske om at vende tilbage til
Rusland. Jeg kan forsikre dig om, at Lngslen efter at se dig iblandt os
har vret strkere, end du formoder. Men vi har tvet med at kalde dig
tilbage, fordi vi kun alt for vel kendte de Farer, som du i Srdeleshed
er udsat for her. Vi vilde vente til det yderste med at sende Bud efter
dig. Nu er dette jeblik imidlertid kommet.

Selvflgelig kender du gennem Aviserne vore sidste Sejre, men du ved
rimeligvis ikke, hvor dyrt de er kbte! Vor Liga har haft svre Tab;
nogle af vore bedste Folk er omkomne. Politiet tror, at de fuldstndig
har knust os; men selvflgelig skal vi nok arbejde os op igen. Der er
mange rede til at slutte sig til os; men de er endnu uprvede. Vi kan
ikke lnger undvre din Hjlp, derfor kom! Vi venter alle med Lngsel
paa dig, de gamle Venner, som ingen Sinde har glemt dig, og de nye, som
er lige saa utaalmodige som vi efter at byde dig velkommen iblandt os.
Kom altsaa saa hurtig, som du kan!

Helene standsede. Hun gldede sig paa Andreys Vegne; thi hun var ham en
god Ven, og idet hun saa op paa ham, ligesom indesluttede hun ham i et
Blik fuldt af Forstaaelse og Godhed.

Men hun saa kun hans ttklippede, sorte Haar, stift som en Hestemanke.
Han havde trukket sin Stol lidt vk fra Bordet og lnede sig over dens
Ryg med Hagen stttet i Haanden, tilsyneladende hensunken i Beskuelsen
af nogle Render i de Fyrretrs Gulvbrder. Hun fortsatte sin Lsning.

Brevet omhandlede temmelig bredt flere mere abstrakte Sager, paaviste
derpaa de betydelige forandringer, der i den senere Tid var foregaaede i
den praktiske Politik, og nvnede de forelbige Forholdsregler, Partiet
i den Anledning agtede at tage.

Alt dette, sluttede den skrivende, vil vistnok forbavse dig -- ja
maaske endog i Begyndelsen krnke dig; men jeg tvivler ikke om, at du
som en praktisk Arbejder i Sagen i Lbet af kort Tid vil indse det
rigtige deri----

Her maatte Helene vende Bladet og blev brat afbrudt i sin Lsning ved
det frste fingerede Brevs meningslse Indhold. Hun havde glemt, at
denne Side endnu ikke var vasket bort, og det virkelige Indhold saaledes
endnu ikke kommet til Syne. De frste Ord, som hun saaledes uvilkaarlig
lste, virkede paa hende som en kaad Farce midt i et Srgespil.

Hun greb Brste og Flaske og vdede de tiloversblevne Sider. ILbet af
nogle faa Minutter var de undergaaede samme Forandring som den frste;
dog havde de et noget andet Udseende. Den sdvanlige flydende
Haandskrift blev her afbrudt af lange Rkker Cifre, som jensynlig
indeholdt ganske srlig vigtige Meddelelser. Cifferskriften benyttedes
som yderligere Forsigtighedsregel over for Politiet, for det Tilfldes
Skyld, at det skulde fatte Mistanke til Brevet og ikke njes med at
gennemlse det, men benytte kemiske Prparater for at se, on det
muligvis skulde indeholde skjulte Meddelelser. Cifferskriften var i
Begyndelsen anvendt lejlighedsvis, idet enkelte Grupper af store,
ttskrevne Figurer ragede op over den almindelige Haandskrifts
regelrette Linier som Buske og Trer paa en Grsmark; men efterhaanden
blev Cifrene talrigere, indtil de midt paa tredje Side dannede en hel
tt Skov, som en Logaritme-Tabel, uden nogen som helst Interpunktion
eller Afbrydelse.

Se dog Andrey! Det er en hel Svir for dig! udbrd Helene og pegede paa
Cifrene. Jeg er vis paa, at Georg har anvendt dem saa rigelig bare for
at glde dig!

En smuk Vennetjeneste! svarede Andrey. Han hadede at tyde Cifferskrift
og plejede at sige, at dette Arbejde for ham var en Slags korporlig
Revselse.

Ved du hvad! vedblev han, dette Stykke Arbejde vil tage os mindst
seks Timer!

Aa nej, ikke slet saa lnge, du dovne Fyr! Vi to tilsammen skal nok
klare det paa langt mindre Tid.

Men jeg er kommen noget ud af velsen. Du maa skrive Nglen op for
mig!

Helene gjorde straks, hvad han bad om; hvorpaa de -- hver isr bevbnede
med et Ark Papir -- satte sig til Arbejdet. Det var langt fra let gjort.
Georg plejede at bruge Partiets dobbelte Cifre; de oprindelige Figurer i
Brevet skulde ved Hjlp af en Ngle omdannes til andre Figurer, og disse
igen ved en anden Ngle tydes i Ord. Denne Forvandlingsproces fordrede
en uendelig Mngde Tegn for hvert enkelt Bogstav i Alfabetet, men havde
den Fordel at gre Cifrene absolut sikre mod Opdagelse, selv over for
Politiets allersnildeste Forsg. Men hvis der i denne Skrivemaade var
indlbet blot den ringeste Fejl, blev den ofte til et Mysterium ogsaa
for den, for hvem den var bestemt.

Som det smmer sig for en Digter, var Georg langtfra noget srligt
Mnster paa Agtpaagivenhed og Paapasselighed, og hans Venner blev ofte
drevne til Fortvivlelse over hans Breve. Enkelte af hans Cifre ngtede
med sand Haardnakkethed at blive til andet end stnnende, pustende,
hvsende Stavelser, af hvilke det syntes rent utnkeligt at forme et
kristent Ord. Og som for rigtig at drille forekom disse Hieroglyffer
altid paa Steder, hvor hvert Ord var eller syntes at vre af
allerstrste Vigtighed og Interesse.

Uden Helenes Hjlp vilde Andrey ofte have fortvivlet; men den unge Pige
var en vet Ciffer-Lser og havde et eget Talent til at gtte, hvad der
manglede. Naar han ganske modls foreslog hende at opgive denne eller
hin Stning som haabls, tog hun begge Ark Papir i sin Haand og gttede
ved en Slags Inspiration, hvor det var, at Georg havde gjort Fejl.

I mindre end to Timer havde de tydet de spredte Cifre i Brevet. De gav
Oplysning on de nrmere Enkeltheder ved Andreys Rejse, idet de nvnede
Navne og Adresser paa de Folk, som han skulde henvende sig til ved
Ankomsten til St. Petersborg og ved den russiske Grnse. Andrey afskrev
omhyggeligt alle Adresserne paa et lille Stykke Papir, som han gemte i
sin Portemonn, for at lre dem udenad, inden han rejste.

Nu havde de den samlede Mngde Cifre tilbage at tyde. De forstod, at det
nu drejede sig om et andet Tema, sandsynligvis af en srlig farlig og
kompromitterende Natur, siden den skrivende havde gjort sig den
Ulejlighed at omskrive hvert eneste Ord i Cifre.

Hvilke blodige Hemmeligheder kunde ikke denne Skov skjule? Andrey
stirrede paa den, opsat paa at gtte. Men Skoven bevarede trofast sin
Hemmelighed og saa trods sin lunefulde Forskelligartethed irriterende
monoton og stumud.

Efter nogle faa jeblikkes Hvile, gav de sig med fornyet Iver i Lag med
deres Arbejde og tydede -- Stump for Stump -- den skjulte Mening.

Som det endelige Resultat af Decifreringen nedskrev Andrey mjsommeligt
Bogstav paa Bogstav. Naar han havde Ord nok til en Stning, lste han
den hjt for sin Hjlperske. Men allerede de frste Ord berrte ham saa
smerteligt, at han ikke var i Stand til at afvente Slutningen af
Stningen.

Jeg er vis paa, at der er noget galt fat med Boris! udbrd han. Se
engang!

Helene saa hurtigt ned paa Papiret, som han rakte hende, og derpaa paa
sit eget. Det var uden for al Tvivl -- det drejede sig om Boris -- en af
Partiets dygtigste og mest indflydelsesrige Mnd--, og Begyndelsen af
Stningen klang uhyggeligt nok -- vrre endnu, end Andrey formodede; thi
hun gttede straks, hvilke to Bogstaver der vilde flge; men hun tav
klogelig stille og vedblev at diktere.

Fem -- tre --.

Syv -- ni, svarede Andrey og saa i Nglen efter Bogstavet.

Skynd dig! raabte Helene utaalmodigt. Ser du ikke, at det er et _a_?

Det ildespaaende _a_ blev nedskrevet af Andrey.

Det flgende Bogstav var et _r_, hvilket var endnu vrre.

Det tredje, det fjerde og det femte Bogstav blev skrevet, og deres
sidste Tvivl -- hvis de i det hele taget havde haft nogen -- forsvandt.
Uden at veksle et eneste Ord mere vedblev de med feberagtig Iver at tyde
Skriften, og efter nogle Minutters Forlb lste de begge, -- sort paa
hvidt:

Boris er for nylig bleven arresteret i Dubravnik.

I stum Forfrdelse saa de paa hinanden.

I Dubravnik! Hvad Pokker havde han at gre i det fordmte Dubravnik?

Lad os gaa videre, svarede Helene, maaske faar vi det at vide. Der
maa sikkert nok vre nrmere Oplysninger om hans Arrestation!

Atter optog de deres irriterende langsomme Arbejde, og i Lbet af en ti
Minutters Tid, som forekom dem at vre en Time, havde de igen tydet et
Par Linier. Deraf fik de at vide, at Boris tillige med to andre Venner,
efter en haard Kamp med Politiet, var bleven tagen til Fange. Det var
ikke meget; men tilstrkkeligt til at sige dem, at Sagen var fortvivlet.
Hvorledes Boris' Andel end havde vret i Kampen, saa var han en ddsdmt
Mand. IFlge en ny Lov, som var traadt i Kraft, blev enhver, der havde
taget Del i disse Fgtninger med Politiet, straffet med Dden; og Boris
var ikke den Mand, der njedes med at vre Tilskuer, mens de andre
sloges.

Stakkels Zina! sukkede de begge; Zina var Boris' Hustru.

Efter en kort Pavse nedskrev Helene atter en Rkke Figurer, som i Lbet
af nogle Minutter viste sig at vre Navnet paa den Kvinde, hvis Lod de
netop havde beklaget -- Zina.

Zina! -- -- Kan det vre muligt? udbrd Andrey. Hans frste Tanke var,
at ogsaa hun var arresteret. Men efter andre fem Minutters ngstelig
Spnding saa han, at han havde taget fejl.

Zina -- stod der -- er rejst til Dubravnik for at undersge Terrainet
og se, hvad der kan gres for at frelse Boris.

Gudskelov, at de tnker paa det! Det er godt og en Grund mere for mig
til at skynde mig hjem, sagde Andrey.

Efter Meddelelserne om Boris fulgte en Liste over andre Ofre, som i den
senere Tid var faldne i Politiets Hnder. Derefter omtaltes de
forestaaende Forhr og de ubarmhjertige Domme, som man ad hemmelig Vej
igennem Kontorerne allerede havde faaet at vide. De srgelige Nyheder om
de fngslede Venner blev kortelig opramsede i samme forretningsmssige
Tone som Rapporterne over de dde og saarede efter et Slag.

Det var Bagsiden af den underjordiske Kamp, der som en, mudret Strm,
Draabe for Draabe, sivede frem; det var ikke muligt at svlge denne
bitre Drik paa n Gang. Ved enkelte srlig srgelige Nyheder kunde de to
Venner ikke undlade at veksle et Par Ord; men forvrigt fortsatte de i
Tavshed deres Arbejde og beholdt deres Flelser for sig selv.

Det gik nu langt raskere fra Haanden end fr. Georgs Cifre blev mere
tydelige, og Decifreringen foregik nsten uden Standsning.

Efter de srgelige Beretninger om Tab og Lidelser kom man til et lysere
Tema. Georg omtalte kortelig, men med den gldende Tro og Overbevisning,
der var ham egen, de hurtige Fremskridt, Partiet i al Almindelighed
havde gjort, og fremhvede den strke aandelige Gring, som sporedes
overalt.

Ja, det vil ikke vare lnge, frend der sker noget stort! udbrd
Helene begejstret og rejste sig for at rette de stivnede Lemmer ved at
gaa frem og tilbage i Vrelset. Pludselig greb hun Brevet, trrede det
omhyggeligt over Lampen og strg en Svovlstik for at antnde det.

Aa nej, lad vre! sagde Andrey hurtigt.

Hvorfor? Har du ikke skrevet alle Adresserne op?

Jo; men jeg kunde have Lyst til at beholde Brevet lidt endnu.

Hvorfor? For at det skulde falde i uvedkommendes Hnder? spurgte
Helene skarpt.

Andrey svarede, at i Schweiz var disse strenge Forholdsregler
overfldige; men det var ikke let at overbevise den unge Pige; thi som
alle Kvinder, der er indviklede i en Sammensvrgelse, overholdt hun
strengt de vedtagne Forskrifter.

Maaske er du tilgngelig for et Kompromis? spurgte hun tvende.

Hun rev den frste Halvdel af Brevet af, den, som indeholdt de rent
personlige Meddelelser, og udkradsede omhyggeligt de enkelte Cifre.

Det er formodentlig dette, du vil lse? spurgte hun.

Naa ja, jeg gaar ind paa dit Kompromis! Ungtelig synes jeg bedst om
denne Del og fratrder min Fordring paa Resten, svarede Andrey, medens
den unge Pige knlede ned foran Kaminen og omhyggeligt brndte
Levningerne af Brevet tilligemed de to Ark, hvorpaa de havde lst
Cifrene.

Da Helene havde bragt sin Samvittighed til Ro, indtog hun atter sin
Plads.

Altsaa, du skal rejse fra os, Andrey, sagde hun drmmende.

Der var en strre Varme end ellers i hendes Stemme og i det Blik,
hvormed hendes rlige, klare, blaa jne saa paa Andrey. For dem, som
bliver tilbage, er det altid vemodigt at se en Mand i Frd med at
forlade sit sikre Eksil for paa ny at risikere Livet i Czarens Riger.

Tager du snart af Sted? spurgte hun.

Ja, svarede Andrey. Pengene og Passet vil kunne vre her om tre,
fire Dage, haaber jeg, og det er tilstrkkelig Tid til mine
Rejseforberedelser.

Efter en nppe mrkelig Pavse tilfjede han:

Jeg vilde nske, at jeg vidste, om de allerede er komne under Vejr med
hans Navn?

Om hvem taler du? spurgte den unge Pige og saaop.

Om Boris naturligvis!

Jeg kan ikke tnke mig, at de saa snart skulde have udfundet det,
svarede Helene. Boris har aldrig fr vret i Dubravnik. Desuden vilde
Georg have omtalt en saa vigtig Kendsgerning.

Gid du havde Ret, svarede Vennen. Det vilde vre saa langt lettere at
hjlpe ham! Men lige meget -- det vil ikke vare lnge, frend jeg ved
Besked om alt.

De fortsatte Samtalen rent forretningsmssigt. Den unge Pige havde
jensynlig en Del personlig Erfaring i at smugle eksilerede Landsmnd
ind i Rusland, og omendsknt hun var adskillige Aar yngre end Andrey,
gav hun ham dog mange vrdifulde Raad.

Naar du nu atter er inde i Malstrmmen, saa lov mig ikke helt at glemme
os her, sagde Helene med et Suk. Skriv af og til til Vasily eller mig.
Ogsaa jeg vilde gerne tilbage til Rusland. Se, om du ikke kan ordne det
for mig!

Jeg skal gre mit bedste! Men hvor er Vasily? Hvorfor kom han ikke
med?

Han var ikke i Kafen i Aften. Jeg sendte Bud til ham, at jeg gik
herop. Han maa vre ude -- rimeligvis i Operaen. De spiller Robert.
Ellers vilde han have vret her for lnge siden.

Hun stak Haanden i Lommen og trak et stort, gammeldags Guldur frem. Det
var et Familiestykke, som hun satte srlig Pris paa, fordi hun havde
faaet det efter sin Fader, der var General paa Kejser Nikolaus' Tid. Hun
havde haft Uret med sig i Sibirien, og det var ligeledes fulgt med hende
i Eksilet. Lejlighedsvis tjente det vel som Tidsmaaler; men for det
meste laa det fredeligt i en eller anden Pantelaaners Skuffe -- til
Fordel for hende selv eller en af hendes Venner. Disse Menneskers
Tilvrelse var saa nje knyttet sammen, at den personlige Ejendomsret
omtrent helt udelukkedes, og det Faktum, at Uret nu befandt sig i dets
retmssige Besidders Eje, var et talende Bevis for, at den lille Kreds
af sammensvorne, som befandt sig her, for Tiden var nogenlunde konomisk
betrygget.

Nej, hvor det er blevet sent! udbrd Helene. Den er over tolv. Jeg
maa skynde mig hjem, for ikke at sove over mig til Timerne i Morgen. Du
kunde for Resten srge for, vedblev hun, at en anden fik dit Arbejde,
naar du rejste.

Ja, det skal jeg. Det vilde egne sig for Vasily. For ham med hans faa
Forndenheder vilde firsindstyve Francs om Maaneden vre tilstrkkeligt
til alle Udgifter. Og der kunde endda blive saa meget tilovers, at han
engang imellem kunde tage dig med i Teatret eller paa en Koncert.

Helene rdmede, endsknt hun var forberedt paa en eller anden Hentydning
af den Art; Andrey drillede hende altid med hendes Beundrer.

Vasily er en Mand med strenge Grundstninger, ikke saadan en Sybarit
som du, sagde hun smilende. Men jeg vil ikke sinke mig med at skndes
med dig -- Farvel, Andrey!

Han greb Lampen for at lyse hende ned ad Trapperne og slap hende ikke af
Syne, fr hun sikkert var naaet inden for sin Gadedr; Huset, hvori hun
boede, laa lige over Gaden. Saa gik han langsomt tilbage til sit enlige
Vrelse.

Det afrevne Stykke af Brevet laa fristende paa Bordet. Helene havde
gttet Sandheden, han havde nsket at beholde Brevet for, naar han var
alene, at fryde sig over disse venlige Ord fra fjerne Venner. Men han
kunde ikke gre det nu, Helene havde ved at gtte hans Tanker delagt
Glden for ham. Han stak Brevet i Lommen for at gemme det til nste Dag.
Saa gav han sig til at ordne sin Seng; men han var alt for ophidset til
at kunne sove.

Tre lange, lange Aar var forlbne, siden Andrey Kojukhov,
mistnkeliggjort saa vel gennem sine frste Forsg paa at gre
Propaganda blandt Bnderne som ved senere Delagtighed i den
underjordiske Kamp, var bleven overtalt af sine Venner til forelbig at
fordufte. Han havde i Mellemtiden gennemstrejfet forskellige Lande,
forgves sgende at finde en passende Beskftigelse for sin hvilelse
Aand. Frend det frste Aar af hans ufrivillige Eksil var omme, var han
saa plaget af Hjemve, at han spurgte Vennerne, der holdt Valpladsen i
St. Petersborg, om han ikke maatte vende tilbage for atter at indtage
sin Plads i Rkkerne. Men dette blev paa det bestemteste ngtet ham. Der
var en forelbig Pavse i Kampen, idet Politiet ikke havde noget srligt
at holde sig til; men da hans Navn var vel erindret, vilde han ved sin
Tilbagekomst stte hele Banden i Bevgelse. Uden at vre i Stand til at
udrette noget, vilde han kun blive en Byrde for Vennerne. Han burde have
forstaaet dette af sig selv; naar man trngte til ham engang, vilde man
sende Bud efter ham. IMellemtiden maatte han holde sig i Ro og sge at
finde Beskftigelse i Udlandet, enten ved literrt Arbejde i
Revolutionens Tjeneste eller i den sociale Bevgelse i fremmede Lande.

Andrey forsgte begge Dele; men med mere Iver end Held. Han skrev for
flere russiske Blade, som blev udgivne i Udlandet; men han havde
oprindelig intet literrt Talent. Ihans Indre brndte en begejstret
Sjl, og han havde strke Flelser over for Sknhed og Poesi, men
manglede Evne til at give dem Udtryk. Det var ham ikke muligt paa samme
Tid at tjene to Herrer. Han levede og aandede kun for Rusland og var
ganske optaget af sine Minder, sin Lngsel og af alt, hvad der angik
Fdrelandet. Han flte sig som en flygtig Gst ved de udenlandske
Socialisters Sammenkomster og blev mere og mere overfalden af Hjemve.
Han var lige paa Nippet til atter at skrive til sine Venner, da han
modtog en levende Hilsen fra dem igennem Helene Zubova, den unge Pige,
der havde hjulpet ham med at tyde Brevet.

Netop hjemvendt fra Sibirien havde hun straks meldt sig til Tjeneste paa
ny i Ligaen i St. Petersborg, men var bleven raadet til jeblikkelig at
drage over Grnsen og for en Tid at opholde sig i Udlandet. Tillige med
en Bunke Hilsener fra Vennerne havde hun bragt Andrey det bestemte
Paabud om at vre fornuftig og holde sig i Ro. Forelbig var der ikke
Brug for nogen af dem. Helenes Afrejse til Udlandet var et tydeligt
Bevis derfor.

Andrey blev altsaa ndt til at gre en Dyd af Ndvendigheden. Tiden
havde taget Brodden af hans frste Skuffelse, og han havde lidt efter
lidt vnnet sig til at tnke sig sit Liv henlevet i Landflygtighed med
alle de deraf flgende pinlige rgrelser og Besvrligheder, men ogsaa
med den udelte Tilfredsstillelse, der en i uhindret at kunne fordybe sig
i sine Tankers Lnkamre. P denne Maade havde han nu tilbragt tre
rolige, ensformige Aar kun oplivet ved den feberagtige Spnding, som
Forventningen om Nyheder fra Rusland hensatte hami.

Han ventede ikke forgves. Efter en kort Stilstand brd den ulmende
Revolution atter ud med fordoblet Kraft, og Andrey greb med Begrlighed
denne Anledning. Han sendte en ny Foresprgsel, affattet i veltalende,
overbevisende Ord, noget, som uheldigvis aldrig fandtes i hans mere
gennemarbejdede literre Frembringelser. Der var ingen Grund mere til
Udsttelse, og efter nogle faa Ugers ngstelig Spnding modtog han
Georgs Brev som Svar.

Endelig engang! gentog han for sig selv, da han langsomt gik frem og
tilbage i sit Vrelse, optaget af at tnke paa Rejsen.

Landflygtighedens tomme Oplevelser eksisterede ikke lnger for ham, han
var pludselig igen i St. Petersborg med dens velkendte Omgivelser og
flte det, som om han frst den foregaaende Dag var rejst derfra.

Hans Hjerne arbejdede mere og mere intenst, og han travede hurtigere og
hurtigere frem og tilbage i Vrelset.

En lydelig Banken afbrd ham pludselig i hans Drmmerier og kaldte ham
tilbage til Virkeligheden. Det var den logerende nedenunder, der,
irriteret over hans generende Gaaen frem og tilbage, dunkede i loftet
med en Stok for at give sit Mishag til Kende.

Det er nok Monsieur Cornichon, der nsker Ro til at sove, udbrd
Andrey. Den gode Mand bryder sig Pokker om, enten den russiske
Revolution gaar ad Helvede til eller ej.

Han standsede imidlertid brat og var stille, indtil Bankningen var
ophrt, for paa denne Maade at tilkendegive, at han bad om Undskyldning.
Da han imidlertid stadig ikke flte Lyst til at gaa i Seng og ikke vilde
kunne holde sig i Ro, naar han var oppe, besluttede han at spadsere ud i
den smukke Foraarsnat. Han slukkede Lampen, laasede Dren efter sig og
listede stille ned ad den mrke Trappe.




II. KAPITEL.

_Ved Grnsen._


Samuel Susser, almindelig kaldet Rde Sam, Formand for Smuglerne og
Vrtshusholder i Ishky, en Landsby paa den lithauiske Grnse, betjente
sine Gster med sdvanlig Paapasselighed. Hans aarvaagne je bemrkede
jeblikkelig, naar en af dem flte Trst, og hans vede Haand sknkede
aldrig nogen Sinde en Draabe l mere, end der akkurat udkrvedes, for at
Glasset skulde synes fuldt, medens der i Virkeligheden manglede saa
meget som vel muligt. Hans livlige Aand var for jeblikket beskftiget
andet Steds, idet han fulgte Iltoget, som fra St. Petersborg Mil for Mil
nrmede sig Grnsen.

Han havde om Morgenen faaet Telegram fra David Stirn, en Student af
jdisk Afstamning, som stod i Forbund med Goiserne (kristne Oprrere)
imod Autoriteterne og nu bevogtede Grnsen for dem. Iet forud aftalt
Sprog havde David meldt, at han kom med Aftentoget og havde tre
Kammerater med, som skulde bringes over.

Tre Personer  ti Rubler pr. Hoved er ingen ilde Dagsindtgt; men
alligevel gjorde Rde Sam Regning paa at faa lidt mere for sin
Ulejlighed. Det var netop i Udskrivningstiden, og der blev ved Grnsen
taget srlige Forholdsregler for, at de unge Jder ikke skulde lbe vk
fra Militrtjenesten. En rlig Smugler havde under saadanne Forhold Ret
til at vente en ekstra Ducr; men det gjaldt om at vre forsigtig over
for saadan en Gnier som David. Og dog var han ingen daarlig Kunde denne
samme David. Et skarpt Hoved, gte Jdeblod, som overalt i Verden vilde
gre sin Race re. Han var efter al Sandsynlighed Frer for Goiserne,
en rask Kns, som nok vidste, hvor han var hjemme. Uden Tvivl havde han
en Fremtid for sig, og en rlig Smugler behvede intet at frygte ved at
staa i Forbindelse med ham. Han forstod at holde Mund og var Mand for at
staa ved sit Ord; men han kunde prutte og tinge om en re, ligesom en
Zigeuner paa Hestemarkedet.

Rde Sam havde tilstrkkelig Anledning til at studere sin besynderlige
Klient. Hver tredje eller fjerde Maaned viste den unge Mand sig ved
Grnsen med et Hold Goiser, som enten nskede at komme ind i Landet
eller ud af det. Saa var der ogsaa Bger, der skulde smugles ind udefra,
og dette var en meget indbringende Gren af Forretningen, thi der blev
betalt mere for Bger end for Tobak og Silke. David havde mange
Forbindelsen langs Grnsen, men Samuel var stolt af at turde regne sig
for hans Yndlingsagent.

Hvad alt dette betd -- hvem de underlige Folk var, som David stod i
Ledtog med, og hvad de egentlig vilde -- kunde Samuel ikke rigtig blive
klog paa. Dreven af sin jdiske Nysgerrighed havde han vel forsgt at
lse nogle af de revolutionre Pamfletter, som han skulde smugle ind;
men da hans Kundskaber i Russisk kun var yderst mangelfulde, fik han
ikke meget ud af det og opgav klogelig at spekulere videre over Tingene.
Naar en saa klog Mand som David var Part i Sagen, maatte der sikkert
vre noget at tjene; hvorledes skulde David ellers kunne betale saa
punktlig og saa rigelig, som han gjorde.

Lokomotivets Fljten i det fjerne sagde ham, at Petersborgtoget nu var
ved at lbe ind paa Stationen.

Der er de! tnkte Rde Sam, idet han med Alvorsmine serverede en
Snaps for en Politiembedsmand.

Samuels Vrtshus laa noget borte fra Stationen, og de fleste rejsende
tog deres Forfriskninger i nrmere og bedre Lokaler; men der var dog
altid en eller anden, der fandt Vej hen til ham. Han gjorde derfor sine
Forberedelser til Modtagelsen, trrede Bordene af, inspicerede
Snapsbeholdningen, som stod i en lang Rkke Flasker langs Vggene, og
placerede sig derpaa selv bag Disken. Vrtshuset begyndte at fyldes.
Flere Bnder fra Landsbyen kom ind, ivrig debatterende Begivenhederne
paa Markedet hvorfra de netop vendte hjem. To Gendarmer kom ind for at
drikke en Snaps og satte sig paa Hderspladsen. Flere andre Kunder
indfandt sig; men David var ikke til at se. Omtrent en Time forlb efter
Togets Ankomst, og han kom stadig ikke. Vrten var netop fordybet i sine
Betragtninger over, hvorledes han bedst skulde genoprette det Tab, som
Davids Mangel paa Punktlighed vilde paafre ham, da han ved at se til
hjre opdagede selve Manden i egen Person siddende ganske stilfrdigt
ved samme Bord som de to Gendarmer, hvem han syntes at sknke lige saa
liden Opmrksomhed som de ham. Den unge, fattigkldte Jde var sandelig
ogsaa den, man mindst skulde betragte med mistroiske jne. Som han sad
der, med Blikket tomt rettet ud i Rummet, gjorde han ganske Indtryk af
at vre en yderst beskeden Kunde, som ikke var srlig forhippet paa at
forlade et Sted, hvor man sad saa godt og i saa behageligt Selskab.

David var en lille, bredskuldret Mand paa omkring de femogtyve med et
tiltalende, regelmssigt Ansigt af udprget jdisk Type, store,
mrkebrune jne med et mildt, noget srgmodigt Udtryk.

Samuel betjente ham, da hans Tur kom, og stillede et lkrus hen foran
ham uden ellers at tage nogen Notits af ham. Den unge Jde betalte for
llet, og da han i Ro og Mag havde tmt sit Krus, forlod han Lokalet
lige saa stille, som han var kommen.

Ude paa Gaden drejede David om Hjrnet af Huset og gik ad en Bagdr ind
i Kkkenet, hvorfra han atter kom ud i en mrk Gang. Han strg en
Svovlstik og gik op ad en Trappe, der frte til et snvert og temmelig
smudsigt Bagvrelse, hvor Rde Sam i Almindelighed afgjorde sine
Forretninger.

Vrten var der allerede. Da han saa David forsvinde, havde han ogsaa
skyndt sig bort, efter frst at have faaet sin Kone til at indtage hans
Plads bag Disken.

Naa, hvordan gaar det, Sam? spurgte David. De ventede mig vel ikke
saa snart?

Jeg ventede Dem slet ikke, Hr. David -- eller rettere ikke i Dag. Jeg
tnkte, at De frst kom i Morgen.

Jeg havde noget at tage Vare paa, svarede den unge Mand og satte sig i
en Lnestol af tvivlsom Kulr og skrkkeligt Udseende, som stod op imod
Vggen.

Samuel balancerede paa en hj Trstol, som manglede et Ben.

Er Deres Venner saa med Dem?

Ja! -- alle tre! To Mnd og en Dame. Jeg forlod dem hos Foma. Vi nsker
at vre paa den anden Side i Morgen tidlig. De har vel ordnet alt
forndent?

Ja, alt er klart. Klokken otte i Morgen er de derovre uden mindste
Vrvl. Men----. Sam brd af og gned sin Nse, medens han saa
sprgende paa David.

Hvad skal det sige? David saa op.

Ja, ser De, kre Herre, Tiderne er vanskelige, og Soldaterne meget
begrlige. Jeg har haft uhyre -- ganske frygtelig meget Mas med at faa
dem paa ret Kl, sagde Samuel og saa alvorsfuldt op i Loftet. Og jeg
blev ndt til at betale dem mere end----.

Det har De gjort galt i, min gode Sam, det var en stor Dumhed! afbrd
David ham i en ligegyldig Tone.

Saa? Er der noget dumt i at betjene Dem paalideligt?

Nej, det er der ikke! Men De maa holde faste Priser. Jo mere man giver,
des mere forlanges der. Husk vel paa det, gamle Ven!

Det er nemt nok sagt for Dem, Hr. Stirn, svarede Smugleren i en
krnket Tone. Men tror De, at _jeg_ tr fastslaa Reglerne? Det er
Soldaterne, der er Herrer, og ikke mig.

En klog Mand maa vide at klare sig, svarede David med uforstyrrelig
Ro. St nu, tilfjede han med et Glimt af Lune i jet, at De en Dag
kom og forlangte hjere Betaling end den, vi var bleven enige om. Jeg
siger ikke, at De vil gre det; men lad os nu antage, at De gjorde det.
Nuvel, hvad tror De, at jeg vilde svare Dem? Min gode Sam, Fisken gaar,
hvor Vandet er dybest, og Kberen, hvor Varen er billigst. Grnselinien
er lang, og der er mange Soldater. Hvis den ene ikke vil, saa vil den
anden. Eller har jeg maaske ikke Ret?

David smilede godmodigt og begyndte at stoppe sin lille Snadde. Han
havde selvflgelig straks forstaaet, hvor Samuel vilde hen, og var fast
bestemt paa ikke at give efter; men han holdt ikke af at optrde barskt,
saa lnge han kunde undgaa det. Han vedblev derfor, som om intet var
forefaldet:

Naa, hvorledes har saa Familien det? Det har jeg jo glemt at sprge
om.

Jo Tak, godt! svarede Sam mut; det var ikke hans Agt saa hurtig at
opgive vret.

Er der ellers passeret noget nyt i Landsbyen? spurgte David
uforstyrret videre.

Aa jo, der er vel det, svarede Smugleren i samme gnavne Tone og
fortalte saa en Del Nyheder, der skulde vise, hvor alvorlig Situationen
ved Grnsen var.

Har De hrt, at Isak er kommen tilbage? spurgte David og udsendte en
stor Rgsky.

Sams Mod faldt. Isak var en dreven Smugler og hjt anset iblandt
Fllerne. David havde af og til benyttet ham, og Sam var altid angst
for, at Isak skulde stikke hamud.

Er han det? sagde Sam klejnmodigt. Det vidste jeg ikke af. Han saa
forskende hen paa sin Gst, men Davids Ansigt var ubevgeligt.

Jeg hrte det nede hos Foma!

Saa er der intet Haab mere, tnkte Samuel; med den Mand kommer du
ingen Vegne.

Har Deres Folk megen Bagage? spurgte han derpaa hjt i fuldstndig
Forretningstone, som om intet var forefaldet.

Nej, kun en Bagatel! Deres Dreng kan bre det hele.

Saa sender jeg ham i Morgen ned til Foma. Pengene udbetales altsaa paa
den anden Side?

Ja! Men husk paa ikke at tage imod noget som helst af dem -- kun en Lap
Papir, som De bringer mig, og hvoraf jeg faar at vide, at de er komne
sikkert over.

Sam nikkede tavst. Det var atter en af Davids Srheder, som han
gennemfrte med ubjelig Strenghed.

Den krnkede Smugler strg Haaret fra Panden og gav sig til at sprge om
Vejret i St. Petersborg, for at komme ind paa et andet Samtaleemne. Men
hans daarlige Humr forsvandt med t Slag, da hans Gst spurgte ham, om
han kunde holde skarpt Udkig paa sin Post i Lbet af den flgende
Maaned.

Jeg skal over Grnsen, forklarede den unge Jde, og har en Mngde
Ting, som jeg skal have ind i Landet.

Sam smkkede med Lberne, dette vilde blive fuld Oprejsning for hans
skuffede Forhaabninger nu. Forvrigt gjorde han ingen Sprgsmaal; thi
han vidste, at David ikke holdt af det og kun fortalte, hvad han vilde.

De samtalede endnu en Stund om de forskellige Forholdsregler, der skulde
tages, og skiltes som fine Venner.

David begav sig tilbage til Fomas Hus, hvor hans Ledsagere havde
indrettet sig for Natten. Husets Herre lukkede ham selv ind og fortalte
paa hans Sprgsmaal, at alt var i Orden, man havde spist til Aften, og
Selskabet var gaaet til Ro. De to Mnd sov i Vrelset ud til Gaden og
Damen ovenpaa i hans Datters Kammer. David takkede ham og gik ind til
sine Venner. Han plejede altid ved Lejligheder som denne at bo hos Foma,
omendsknt Sengelejet, som bdes ham der, kun bestod af en Trbnk. Men
Foma var Stedets _sotsky_ -- en Slags landlig Politimand, og hans Stue
havde den Fordel at vre et sikkert Opholdssted.

Da David var kommet ind i Vrelset, undersgte han alt med samme
Njagtighed som en vagthavende Officer. Vinduesskodderne var lukkede for
at skjule de rejsende for nysgerrige Blikke, og al Bagagen, hans egen
Lrredssk indbefattet, var sammenstablet i et Hjrne af Vrelset. Hans
Kammerater laa, trtte af den lange Rejse, itryg Svn paa Bnkene langs
Vggene. Alting var i Orden.

Nste Morgen, da Solen tittede ind gennem Sprkkerne i Skodderne, var
David frste Mand paa Benene. Han kldte sig hurtig paa, og aabnede
Vinduesskodderne; de to andre vkkedes af hans muntre Stemme og var
ligeledes snart i Tjet.

Ostrogorsky, den ldste af dem, var en midaldrende Mand, mager og med
bjet Ryg og et sygeligt, hentret Udseende. Han var for flere Aar siden
for en eller anden ubetydelig Forseelse bleven forvist til en afsides
liggende By ved Volga, og var nu flygtet fra sit paatvungne Opholdssted
for at bostte sig i Udlandet.

Den anden, en ung, kraftig Mand paa treogtyve Aar, ved Navn Sazepin, var
en af Davids Med-Sammensvorne; han havde bekldt en underordnet Stilling
i et Linieregiment, men var efterhaanden bleven saa mistnkeliggjort,
at Ligaen mente det var bedst, at han forsvandt en Tid.

Skynd jer lidt, Kammerater! sagde David. Iskal have meget udrettet i
Dag og har ingen Tid at spilde. Nu skal jeg srge for Frokosten.

Udenfor traf han den tredje af Selskabet, Annie Vulitch, en Pige paa
nitten Aar, indviklet som Medvider i nogle Uroligheder af ikke politisk
Art.

Da Politiet havde ngtet hende et Pas til Udlandet, havde David
beredvilligt lovet hende at skaffe hende over Grnsen, saa snart der
gaves Lejlighed dertil.

Frokostmaaltidet var saa rigeligt, som Fomas Spisekammer paa nogen Maade
tillod. Dette var en af Davids Egenheder. Fuldstndig ligegyldig over
for sine egne Forndenheder, drog han en -- til Tider -- nsten
latterlig Omsorg for dem, der var betroet til hans Frelse. Teen lavede
han altid selv; han frte bestandig et Forraad med sig i Rejsetasken,
fordi den Te, man kbte undervejs, baade var ham for dyr og for daarlig.
Maaltidet forlb livligt. Alle var i denne egne, ophidsede Stemning, som
strk Spnding og Flelsen af forestaaende Fare fremkalder. De kunde
ikke faa ud af deres Hoved, at det at komme over Grnsen fra Czarens
Rige ikke var en overmaade farlig Historie, endsknt David forsikrede
dem, at det var den letteste Sag af Verden. Der var i Hundredevis af
rejsende, der passerede Grnsen hemmeligt, simpelthen for at spare
Udgifterne ved et Rejsepas; og politisk mistnkte kunde komme lige saa
nemt derfra som alle andre, naar der da ikke var noget ganske srligt
paafaldende ved deres Ydre.

Det er meget muligt, bemrkede Annie Vulitch med en let Rdmen; men
der er dog mange, der er blevne arresterede ved Grnsen.

Hun var lidt beklemt til Mode; thi hun havde aldrig fr vret i en
lignende Situation.

Det har De Ret i! svarede David med Indignation i Stemmen. Men hvis
har Skylden vret? Ene og alene deres egen! En Tosse kan drukne i en
Spand Vand ved at holde Hovedet ned i den.

Deres Samtale blev afbrudt ved, at Rde Sam traadte ind.

Alt er i Orden, Herre. Vi kan straks drage af Sted, hvis det passer
Dem. Her er to Pas for Herrerne, og Damen faar min Datters -- hun mder
os paa Vejen til Frgen.

David oversatte Samuels Ord paa Russisk og rakte Vennerne de to Pas. Det
var ikke almindelige Rejsepas, men et Slags Certificat, som udfrdiges
for Folk, der bor ved Grnsen og i Forretningsanliggender er ndsagede
til ofte at rejse frem og tilbage. Enhver af dem skyndte sig med at
aabne sit Pas for at lre det Navn at kende, under hvilket han skulde
bringes over paa den anden Side. Det gav et St i Sazepin, og han raabte
vredt hen imod Smugleren:

Hvad er det for noget Kludder? Det er jo et Pas for en Dame!

Det er sandt nok, svarede Samuel roligt, men hvad gr det?

Ostrogonsky og David tittede nu ogsaa i Passet. Jo, ganske rigtigt!
IPasset stod der skrevet med store Bogstaver: Sara Halper, Enke efter
Kbmand Salomon Halper, fyrretyve Aar.

De brast alle i Latter, Sazepin med. Han havde under sin revolutionre
Lbebane benyttet mange forskellige Pas og spillet mange forskellige
Roller; men det var frste Gang, at han skulde optrde som en Enke paa
fyrre, og han gjorde Indsigelse imod denne Forvandling.

Det maa De lave om, sagde han til Sam, jeg kan umuligt gaa for en
Enke.

Samuel lftede hjtidelig sine Hnder som en Kerub sine Vinger, og sagde
med et Blink i jet:

Hvorfor ikke? Med Guds Hjlp kan De det!

Sazepin, som ikke havde en saa blind Tro til Forsynet, protesterede; men
David, der morede sig over sin Vens Ivrighed, blandede sig nu i Sagen.

Bryd dig bare ikke om Enken, sagde han. Du skal se, det gaar nok.

Sazepin trak paa Skuldren; hvorledes man vilde lade ham passere for en
fyrretyveaarig Matrone, gik over hans Forstand; men da David syntes at
vre indviet i Hemmeligheden, antog han, at Sagen var klar nok, og man
gjorde sig nu frdig til Opbrud.

I Dren mdte de et af Samuels Brn, der leverede Ssterens Pas til
Annie Vulitch.

Se saa, nu er alt i Orden! bemrkede David. Man trykkede hinanden
hjerteligt i Haanden og skiltes. Sazepin og Smugleren gik frst, derpaa
kom de to andre i nogen Afstand, for ikke at tiltrkke sig Opmrksomhed.
Efter tyve Minutters Vandring var de ved en usselig, smudsig lille Bk,
ikke dybere, end at en Hne i Trkevejr kunde klare den, som man siger
i Rusland. Paa begge Sider strakte der sig en flad, ensformig Slette,
hvor det gule Jordsmon tittede frem mellem det sparsomme, grnne Grs.
Paa begge Bredder var der Klynger af Mnd og Kvinder. En fladbundet
Pram, der lignede en gammel Kmpetffel, fld paa Vandet. En graahaaret,
hjtidelig udseende Politibetjent med meget rdt Ansigt og Sabel ved
Siden stod posteret ved Bredden som Lovens Haandhver.

Saa snart som Prammen var naaet til Bredden og tmt for sine Passagerer,
sprang vore rejsende paa et Tegn af Sam ned i den, efterfulgt af en halv
Snes Mnd og Kvinder, der var ved at skubbe hverandre over Bord i deres
Iver for at komme med.

Stop! raabte Politimanden og skubbede Mngden tilbage. Idet han vendte
sig imod dem i Baaden, sagde han i bydende Tone: Deres Pas!

Thi her var Grnsen, den venstre Bred af den lille, smudsige Strm var
Rusland, den hjre Tyskland.

Passene kom frem i en Fart og blev i en Bunke rakt den frygtindgydende
Cerberus. Med Fingren i Luften talte han Hovederne i Baaden og derpaa
Passene; Tallene stemmede. Saa rakte han den nrmeste Passager Bunken og
raabte: Alt i Orden! hvorpaa Frgemanden, som hverken havde Ror eller
Aare, gav Rusland et velrettet Spark for i nste jeblik at lande i
Tyskland. Passagererne sprang i Land. Alt var overstaaet; man var i
Europa, uden for Czarens Rige.

Det gik jo nemt nok, sagde Annie med et Smil. De flte sig alle
befriede fra en Byrde, og under hjrstet Samtale gik de videre til den
Landsby, hvor de skulde vente paa David. Havde de vret noget mindre
optagne af sig selv, vilde de have bemrket en ung, tarvelig kldt Mand
med mrke jne og blegt Ansigt, som idet han kom gaaende ned ad Gaden,
uvilkaarlig fo'r sammen ved at hre det russiske Sprog. Det var Andrey,
som allerede for fulde fem Dage siden var kommet hertil efter Ordren i
Georgs Brev. Time efter Time havde han ventet paa David -- hvem han
skulde trffe her--, og han var ved at forgaa af Kedsomhed.

Han gttede jeblikkeligt, at disse tre maatte vre Nihilister i Davids
Flge, og flte sig strkt fristet til at tiltale dem, men betvang sig.
Det kunde jo muligvis vre fremmede, og Forsigtighed skader ikke. Hvis
det virkelig var Venner af David, vilde David ikke heller lade vente
lnge paa sig.




III. KAPITEL.

_En travl Dag._


Da Andrey var kommen tilbage til Vrtshuset, hvor han boede, gav han
Besked om, at han, iTilflde af, at der skulde komme nogen og sprge
efter ham, var hjemme hele Dagen.

Vinduet i hans Vrelse vendte ud til en stor, grn Plads, hvor en Mngde
Gader udmundede. Her sad han og iagttog de forbigaaende, og Klokken
henad elleve opdagede hans skarpe Blik Davids understsige Figur, der i
fuld Fart kom om et Hjrne. Han var ifrt den samme svre Kavaj, som han
plejede at bre Aaret rundt, og svingede strkt med Armene.

Andrey fo'r ned ad Trapperne; de to Venner mdtes i Forstuen og
omfavnede hinanden efter gte russisk Skik.

Du har vel vret gnaven, fordi jeg har ladet vente paa mig, hvad, gamle
Dreng? spurgte David, idet han klappede Andrey paa Skuldren.

Aa ja, en lille Smule! Men for Resten var jeg bange for, at der var
hndet dig noget galt.

Snak! Hvad galt skulde der kunne hnde mig? Nej, jeg skulde bare se at
faa samlet en lille Trup til at bringe med over. To Fluer med t Smk,
forstaar du, det er billigere og nemmere.

Jeg er vis paa, at jeg saa dine Folk ved Frgen for lidt siden.

Ja, det er rimeligt nok. Sazepin, som du jo nok kender af Omtale, er
iblandt dem. Du maa endelig lre ham at kende.

De var imidlertid kommet til Andreys Vrelse; David tog sin Overfrakke
af, smed den paa den Hestehaars Sofa og satte sig.

Fortl mig nu om alt det nye, du vd, sagde Andrey, der stod op foran
ham. Hvorledes lever Georg og alle de andre? Og er der noget nyt om
Boris? Har I hrt fra Zina?

Ja, vi har faaet et Brev fra Zina. Udsigterne synes ikke at vre
synderlig lyse, efter hvad vi kan forstaa af de faa Oplysninger, hun
giver i sit Brev. Men det varer ikke lnge, frend hun atter er i St.
Petersborg, og saa faar vi fuld Besked.

Flges vi ikke ad til St. Petersborg?

Nej, svarede David. Jeg skal videre til Schweiz, og maa blive der i
nogen Tid.

Vd Vennerne, at du kommer? Har du skrevet til dem?

Nej, det gr jeg aldrig, det er bedre at komme uventet. Hvorledes lever
de?

Der er intet at fortlle! Den ene Dag gaar som den anden, bestandig den
samme uendelig triste Tilvrelse! svarede Andrey.

David slog sig utaalmodigt paa Knet.

Det er en uderlig Race, disse Nihilister! udbrd han. At leve i et
frit Land under en stor social Bevgelse og saa dog fle sig som en Fisk
uden Vand; det er ufatteligt! Er da for jer hele Verden begrnset til
Rusland?

Det var et Sprgsmaal, som David med sin jdiske Kosmopolitisme ofte
drftede med sine russiske Venner.

Ja, du har Ret til at bebrejde os dette, svarede Andrey med den
Beredvillighed til Selvkritik, som hyppigt skjuler dyb Tilfredshed med
den begaaede Fejl. Vi er den mindst kosmopolitiske af alle Nationer,
omendsknt mange mener det modsatte. Du er egentlig den eneste Mand, jeg
kender, der fortjener at kaldes en Verdensborger!

Det er smigrende, men ikke meget behageligt, svarede David.

Andrey forfulgte ikke denne Samtale videre, men spurgte om, hvad
Petersborg-Vennerne egentlig mente om Boris' Stilling. Sagen gik ham nr
til Hjerte; Boris var hans kreste Ven og den Mand paa hele Jorden, han
foruden Georg stod nrmest.

Det er ikke muligt at dmme derom, fr Zina er kommen tilbage, svarede
David. Men jeg er bange for, at vi i jeblikket ikke kan gre noget for
ham.

Af hvad Grund? spurgte Andrey.

Fordi vi ikke har de forndne Midler! sagde David med et Suk. Vi er
for Tiden meget vanskeligt stillede. Det vil du snart kunne overbevise
dig om.

Han gik nu over til at give Vennen en njagtig Skildring af Ligaens Tab
og dens finansielle Vanskeligheder. Andrey gik frem og tilbage i
Vrelset og lyttede til hans Ord. Det var vrre, end han havde tnkt
sig; men Tanken om at maatte opgive Haabet fik ham til at dirre af
Harme.

Han var vant til at tnke paa sin egen eventuelle Paagribelse med en vis
Ro; naar man var i Krig, maatte man vre forberedt paa, at Lykken kunde
vende sig. Men at finde sig i, at disse Slyngler (som han kaldte hele
Statsstyrelsen) nedslagtede en af Vennerne, uden at man saa meget som
ofrede et Skud paa at redde ham, det var en Ydmygelse, han ikke kunde
vre med til.

Hvad er det for noget Snak! udbrd han og standsede brat foran David.
Vi skulde ikke vre strke nok? Vor Styrke ligger jo rundt omkring os.
Dersom vi ikke faar tilstrkkelig Tilgang, saa er det kun et Bevis for,
at vi ikke er meget vrd.

Man kan ikke hoppe hjere, end man selv er, bemrkede David. Vi kunde
vel nok undvre et Par Mnd til at ordne den Affre; men hvad kan de
udrette uden Penge?

Penge er ikke Hovedsagen, svarede Andrey. Der er intet, der lettere
fylder Pengekassen og hurtigere faar Modet op igen end det, at man
mrker, at der for Alvor kommer Liv i Bevgelsen igen.

Du kan til Dels have Ret! svarede David. Tal med Zina og de vrige
derom. Vi vil alle gerne have noget udrettet.

Han rejste sig for at tage Afsked.

Jeg maa hen til mine tre rejsende, sagde han.

Hvorledes skal vi for Resten bre os ad med Sazepin? Vil du gaa med og
hilse paa ham, eller skal han komme til dig?

Andrey erkyndigede sig frst om, hvem de to andre var, og foreslog saa
at gaa med straks, det kunde ogsaa more ham at snakke lidt med de to
fremmede.

Da David traadte ind i Vrelset, hvor hans lille Selskab var samlet,
blev han modtaget med stormende Jubel.

Andrey blev indfrt under et falsk Navn, det frste, der faldt den
behndige David paa Tungen. Da Ostrogorsky og Annie var fremmede for
Ligaen, mente han ikke, det var raadeligt at trkke dem med ind i
Hemmeligheden, og hvad Sazepin angik, saa gttede han let, hvem den
nyankomne var.

Selskabet delte sig i to Grupper. Andrey og Sazepin blev siddende ved
Bordet, medens David trak de to andre med sig hen i en Vinduesfordybning
i den anden Ende af Vrelset; baade Ostrogorsky og Annie var endnu
opfyldte af Forundring over, hvor uhyre simpel deres Flugt over Grnsen
havde vret.

Man nsker nsten altid, at det skal vre lidt mere spndende, sagde
den unge Pige, og Ostrogorsky bemrkede, at han ungtelig ogsaa havde
tnkt sig Sagen mere vanskelig. Fra paalidelig Kilde var der blevet ham
fortalt, at man, skjult i en Sk, blev baaren paa en Mands Ryg over
Grnsen, og at man ofte maatte tilbringe flere Dage i smaa hemmelige
Rum, Pulterkamre og lignende, indtil Smugleren kunde finde en passende
Lejlighed til at hjlpe en over. David lo og sagde, at han aldrig havde
hrt Tale on Skkene; men det andet kunde vre sandt nok. Igamle Dage,
da Smuglerne gjorde, som de vilde, spillede de ofte saadan en Komedie
for at dupere deres Klienter og vise dem, at de uhyre Summer, de
forlangte, var surt fortjente.

Imidlertid samtalede Andrey i dmpet Tone med Sazepin, hvem han
udspurgte om alt, hvad han vidste om Forholdene. Med den Liberalitet,
som almindelig hersker ved Nihilisternes Mder, tog ingen Forargelse af,
at de to holdt sig for sig selv. Det var David, der frst afbrd dem.

Kre Venner! sagde han, det er Tid at tnke paa vore legemlige
Forndenheder! Skal vi ikke have nogen Middagsmad? Der er ikke engang to
Timer til, at jeres Tog gaar.

Alle var enige on, at man burde spise, og David gik nedenunder for at
ordne Sagen med Vrten, medens Ostrogorsky gik ud i Byen for at faa en
russisk Pengeseddel byttet. Andrey gav sig nu i Snak med den unge Pige,
som hele Tiden havde holdt sig beskedent tilbage, og hvem han knapt
havde lagt Mrke til. Han saa nu, at hun havde et nydeligt, ungt Ansigt
med et alvorligt, intelligent Udtryk, klare, nddebrune jne og en lille
slank, men energisk Figur. Hun var ifrt en tarvelig sort Kjole,
saaledes som Nihilistinderne i Almindelighed plejer at bre. Hun
fortalte paa hans Sprgsmaal, at hun var Medlem af en hemmelig Forening
af studerende, hvis Formaal er Selvuddannelse, og han gttede let, at
hun var Foreningens ledende Aand. Det var hendes Agt nu at fuldende sine
Studier et eller andet Steds i Schweiz. Andrey raadede hende til at
vlge Genf, hvor hun var sikker paa at finde, hvad hun nskede, og gav
hende et Par anbefalende Ord med til Helene.

Toget krte Klokken fire. David gav de rejsende alle mulige Oplysninger
og var dem paa enhver Maade behjlpelig; men hans moderlige Omhu var
forsvunden. De var nu ikke lnger under hans Omsorg, og al hans
Opmrksomhed drejede sig om Andrey. De gik sammen tilbage til det lille
Hotel, hvor Andrey boede, da de var blevne enige om at bo der begge to.
De havde hele Morgendagen for dem; thi David maatte frst have sendt Bud
til Rde Sam, saa at han kunde vre parat til at fre dem over Sndag
Morgen.

Kan det ikke blive fr? spurgte Andrey.

Nej! Det vil da sige, hvis jeg skal have fat i Sam frst, --
forklarede David. Men her er for Resten en anden Mand ovre paa denne
Side, som jeg jo kan opsge, hvis du synes.

Det syntes Andrey ubetinget, og David vendte snart efter tilbage med
gode Efterretninger. En vis Hr. Schmidt -- en Smugler af tysk Herkomst
-- var villig til at bringe dem over Grnsen allerede samme Nat. Andrey
var straks parat; thi han lngtes efter at komme til St. Petersborg, og
da David ligeledes gerne vilde skynde sig, sendte man straks Bud til Hr.
Schmidt, som da ogsaa indtraf punktlig paa den aftalte Tid.

Det var en hj, svr Mand, kldt som Landmand og med et godmodigt,
troskyldigt tysk Ansigt. Han hilste hfligt paa Andrey, gjorde et Par
Bemrkninger om Vejret og gik saa lige ls paa Sagen, idet han sagde,
at alt var i Orden.

En kort, men hurtig Diskussion paa Tysk frtes derefter mellem Hr.
Schmidt og David. Andrey var ikke i Stand til at flge med; men forstod
dog, at den endte til gensidig Tilfredshed. Tyskeren tog Andreys Vadsk
paa Ryggen, og man begav sig af Sted til Smuglerens Hus. Det var et
lille toetages Hus med en sirlig Blomsterhave foran. Schmidts Hustru, en
statelig, midaldrende Kone, blev prsenteret og bd dem Forfriskninger.

Hvor er Hans? spurgte Husets Herre.

Hans var lige kommen hjem fra Eftermiddagsskolen og i Frd med at skifte
Dragt. Han viste sig imidlertid snart -- en blekindet, lyshaaret Kns
paa tolv Aar i vide Benklder og en stram, kort Trje, som var ved at
sprnges i Smmene for at give Rum til de kraftige, unge Lemmer, den
dkkede.

Tag din Hat, Hans! sagde Faderen, og fr disse Herrer hen til den
graa Sten bag ved Birkehjene derovre. Du forstaar mig nok?

Ja, Far!

Men skynd dig! tilfjede Hr. Schmidt.

Ja, Far!

Smugleren nskede sine Gster lykkelig Rejse og fulgte dem hfligt til
Haveporten, hvor han gentog sin Ordre til Snnen.

Det var for Resten overfldigt. Hans var en forstandig Kns, der nok
skulde vide at klare sig og sikkert vilde gre Professionen re -- den
hans Far og Forfdre i en lang Aarrkke havde drevet. Uden unyttig Tale
overtog han rolig og med en vis vrdig, selvflende Mine sin Post som
Frer. De to Venner fulgte i nogen Afstand. Man gik ud af Byen og et
Stykke langs med den lille Bk, som Davids Rejsefller var komne over
samme Morgen. Saa drejede Strmmen af til hjre, og Vejen gik over et
aabentliggende Stykke Moseland, uden Spor af Sti eller Mrker. Men
Drengen betnkte sig ikke et eneste jeblik; med sikre Skridt vedblev
han at gaa, fgtede ganske lidt med Armene med de smaa, tykke Hnder og
vendte sig ikke saa meget som en eneste Gang.

Solen var gaaet ned, og den purpurfarvede Aftenhimmel bredte en vis
Sknhed selv over dette ensformige Landskab. En endels Slette strakte
sig til alle Sider omkring dem; men Andrey kunde allerede i det fjerne
skimte de fattige Straatage og de usselige Hytter, som er Srkendet for
en russisk Landsby og danner en saa strk Modstning til de rummelige,
vel vedligeholdte Huse i de tyske Landsbyer med deres rde Teglstenstage
og pyntelige Udseende. Han var ikke lnger i Tvivl; paa hin Side af
Buskene laa Rusland, det stakkels Land, som fyldte hans Hjerte med Angst
og Smerte, og for hvis Skyld han til enhver Tid var rede til at ofre sit
Liv. Om nogle faa Minutter skulde han betrde denne dyrebare,
taarevdede Jord.

Det gr mig oprigtig ondt, kre David! sagde han til Vennen ved sin
Side, at vi kun kan vre saa kort Tid sammen, der er en Mngde Ting,
som jeg gerne vilde tale med dig om.

Om en Maanedstid eller saa omtrent er jeg atter i St. Petersborg. Du er
vel ikke allerede rejst til den Tid?

Nppe! Jeg maa jo frst stte mig ind i Forholdene. Meget har sikkert
forandret sig. Sig mig, er der mange, der ser paa Tingene med Sazepins
jne?

Nej, han er n af de faa Srlinge, der ikke vil have med Socialismen at
gre. De andre har deres Synspunkt, og Georg er deres Profet. Du har vel
lst hans Ting?

Ja!

Og synes du om dem?

Jo, hvorfor skulde jeg ikke det?

Nej, jeg tnkte det nok! Jeg for min Del vilde hlde til Sazepins
Anskuelser, hvis jeg skulde vlge.

Du vilde ikke komme meget langt sammen med ham, sagde Andrey.

Aa jo! Sandt nok, han ser ikke ud over Dagens Gerning; men han er
Dagens Mand, og det er hans Arbejde, vi alle gr. Ivd paa en Prik,
hvor I har ham. Men I Russere har nu en Gang Afsky for at regne med
positive Kendsgerninger, Ting, som I kan tage og fle paa. Imaa altid
have et eller andet Fantasteri til at omtaage jeres Hoveder med. Det
ligger jer i Blodet, tror jeg.

Vr ikke saa streng imod os, sagde Andrey med et Smil. Selv om Georg
i sin Tro til Rusland og vore Bnders udmrkede Egenskaber skulde gaa
lidt for vidt, hvad Skade kan det gre? Gaar det ikke dig selv akkurat
ligedan over for dine hjt priste tyske Arbejdere -- iSrdeleshed dine
kre Berlinere?

Det er en anden Sag, sagde David. Min er ingen Tro, men en Fremtids
Vision, baseret paa et solidt Fundament af faktiske Kendsgerninger.

Den samme Sauce, min kre Ven, kun i en lidt nyere opspdt Form,
svarede Andrey. Heller ikke du kan lade vre med at idealisere, hvad du
holder af; kun gaar dine Interesser i en anden Retning. Vi er strkt
knyttede til vort Folk, det er du ikke.

David tav en Stund, Andreys Ord havde berrt en m Streng i hans Hjerte.

Nej, jeg er ikke knyttet til jert Folk, sagde han endelig i en dmpet,
srgmodig Tone. Hvorfor skulde jeg ogsaa vre det? Vi Jder elsker vor
Race, det er alt, hvad vi ejer her paa Jorden. Jeg elsker mit Folk dybt
og inderligt. Hvorfor skulde jeg elske eders Bnder, der hader og
forflger mine Trosfller med blindt Barbari, og som maaske i Morgen
plyndrer min Faders, en rlig Haandvrkers, Hus og mishandler ham
brutalt og grusomt, som de har gjort med tusinde andre stakkels, rligt
arbejdende Jder? Jeg kan fle Medlidenhed med eders Bnder paa samme
Maade, som jeg fler Medlidenhed med en abyssinsk eller malayisk Slave
eller et hvilket som helst andet uretfrdigt behandlet menneskeligt
Vsen. Men mit Hjerte slaar ikke for dem, og jeg kan ikke dele eders
ideelle Syn og latterlige Beundring for dem. Og med Hensyn til det
saakaldte gode Selskab i de hjere Klasser, naa ja, kan man vel fle
andet end Foragt for saadan nogle elendige Krystere? Nej, der er intet i
jeres Rusland, der er vrd at holde af. Men jeres Nihilister kender jeg,
og jeg er kommen til at holde af jer, endogsaa mere end af min egen
Race. Jeg har sluttet mig til jer og betragter eder som mine Brdre; men
dette er ogsaa det eneste Baand, der binder mig til Rusland. Saa snart
som vi har faaet Bugt med Czarens Despotisme, udvandrer jeg for
bestandigt og bostter mig et Steds i Tyskland.

Men tror du ogsaa, at du vil finde noget bedre der? spurgte Andrey
tvende. Har du glemt den tyske Pbels Brutalitet? Og var det kun
Pblen alene?

Nej! svarede David med et Udtryk af dyb Sorg i sine store, smukke
jne. Men vi Jder er nu en Gang tilovers iblandt alle Nationer.
Alligevel er den tyske Arbejder den mest civiliserede og paa Vej til at
nre bedre Flelser, og Tyskland er det eneste Land, hvor vi ikke fler
os absolut fremmede.

Han bjede sit fine, delt formede Hoved og tav.

Andrey var dybt bevget over Vennens Sorg. Han gik nrmere hen til ham
og lagde sin Haand blidt paa hans Skulder. Han vilde saa gerne sige ham
nogle gode Ord, fortlle ham, at de russiske Bnders Raahed kun skyldes
Uvidenhed, og at de, hvis de kun havde halv saa god en Opdragelse som
Tyskerne, aldeles ikke vilde vre hildede i disse middelalderlige,
falske Forestillinger. Men Andrey kom ikke til at sige noget af alt
dette; thi i dette jeblik traadte deres lille blekindede Frer hen
foran dem og sagde:

Godnat, mine Herrer!

Naa, Hans, sagde David. Vil du allerede forlade os?

Ja, Mor bliver ellers urolig for mig. Jeg maa skynde mig at komme
hjem.

David tog nogle Skillinger op af Vestelommen, rakte Drengen dem,
klappede ham paa hans buttede Kind og sagde et Par venlige Ord til
Afsked.

Men Grnsen? spurgte Andrey. Skal vi da klare den alene?

Grnsen? Den har vi passeret!

Hvornaar?

For en halv Time siden!

Det var mrkeligt! Jeg har ikke set mindste Spor af noget, der kunde
ligne en Gendarm.

Nej, for han har rimeligvis opholdt sig bag den Hj der eller et eller
andet Sted, hvorfra han ikke kunde se os og vi ikke ham.

Det er uhyre elskvrdigt gjort af ham, bemrkede Andrey med et Smil.

Det er et meget almindeligt Fif, svarede David. Ingen kan bebrejde
ham, at han i et givet jeblik opholder sig paa et givet Punkt af den
Strkning, han har at bevogte. For nogle faa Skillinger -- forudsat at
han kender en -- vil han med den strste Fornjelse opholde sig netop
det Sted, hvor man nsker.

Men hvis man nu blev forsinket, og han kom frem netop tidsnok til at
faa je paa en, hvad saa? spurgte Andrey.

Saa vilde han hurtig gre hjre om og lbe tilbage til sit Skjulested
-- det er meget simpelt. Men vi maa skynde os! Lad os gaa lige ind til
Byen, frend nogen Patrouille faar je paa os; thi det vilde nppe blive
til vort Held. Husk, at vi nu er paa Czarens Grund!

Hos Foma, hvor hen de straks begav sig, forefandt Andrey sin Vadsk, som
den paalidelige Tysker allerede havde besrget dertil. De kom til
Banegaarden fem Minutter fr det pustende og dampende Iltog lb ind paa
Perronen. Det var et saakaldet Harmonikatog og ydede derved Andrey endnu
strre Sikkerhed; thi velstillede Folk betragtes nu en Gang ikke med
samme mistroiske jne som den store Mngde. Andrey fandt en Kup, hvori
der kun sad en ung Mand sovende i det ene Hjrne, med et stort Trklde
viklet om Hovedet. En Gendarm, der gik frem og tilbage paa Perronen,
hjalp ham hfligt til Rette med hans Vadsk; endnu et sidste venligt Nik
fra David, og Toget dampede videre. Andrey flte sig nu for fuldt Alvor
atter i sit kre Rusland.




IV. KAPITEL.

_Vennerne i St. Petersborg._


Da Iltoget krte ind under det uhyre Glastag paa Stationen i St.
Petersborg, stod Andrey lnet ud af Vinduet for at spejde efter Georg,
som han ventede vilde modtage ham her. Perronen var fyldt indtil
Trngsel af Folk af begge Kn og i alle Aldre, der skulde afhente
Slgtninge eller Venner, og imellem dem puffede Dragerne sig frem med
deres Hjulbre, medens de uundgaaelige Gendarmer med ophjet Ro bevgede
sig frem og tilbage. Andrey kunde ikke faa je paa Georg og tnkte, at
han maaske ventede ved Udgangsdren.

Med sin Vadsk i Haanden banede han sig Vej igennem Trngslen, da
pludselig en Haand lagde sig paa hans Skulder, og Lyden af en velkendt
Stemme fik ham til at vende sig om. Det var Georg; han havde ikke kunnet
kende ham iblandt Menneskemngden. Ide tre Aar, han havde vret borte,
var Georg fra Yngling bleven til Mand, et smukt, blgende Skg dkkede
hans Hage og Kinder. Desuden var han kldt med en Elegance, som stod i
skarp Modstning til hans tidligere nihilistiske Ligegyldighed for
Udseendet.

Sikken en Laps du er bleven! sagde Andrey smilende efter at have
omfavnet og kysset sin Ven. Jeg kunde jo slet ikke kende dig igen.

Ja, det andet duer ikke! Vi er alvorlige Mnd nu og maa srge for at
holde Anseelsen vedlige. Har du nogen Bagage?

Nej, kun denne, svarede Andrey og pegede paa Vadskken, som han holdt
i Haanden.

De gik i Tavshed ud af Stationsbygningen og tog en Droske for at kre
til Georgs Bolig.

Naa, fortl mig saa, hvordan det gaar jer her? Er alle vel?

Ja, alle vore Folk har det godt! svarede Georg. Hermed mente han
selvflgelig, at ingen af Vennerne for nylig var bleven arresteret; et
almindeligt Sprgsmaal om Helbredet betragtes iblandt de sammensvorne
som overfldigt.

Saa kommer jeg jo i en god Tid, bemrkede Andrey.

Naa, ikke ubetinget, svarede Georg og gjorde en betegnende Bevgelse
hen imod Kusken. Men herom senere. En Droske i St. Petersborg er just
ikke Stedet til at tale om Politik. Andrey nikkede forstaaende og gav
sig til at betragte de velkendte Gader, som de krte igennem.

Hvor det dog er velsignet atter at skumple af Sted i disse grsselige
Kretjer! sagde han fornjet. Han havde allerede glemt Rejsen og dens
Farer og flte sig atter helt paa sin Plads, som et Led af det uhyre
underjordiske Legeme, der lige for Nsen af Czaren underminerer hans
Magt og ofte morer sig med at lege Skjul umiddelbart under hans
Gendarmers og Politimnds Frakkeskder. Her stod de overalt, disse
Czarens imponerende Vogtere, med Svrd og Revolver i Bltet og
hjtidelige Miner. Men Andrey vidste, at de lige saa godt kunde falde
paa at arrestere Halvdelen af Byens Indvaanere som at antage disse to
glade og nydelige unge Herrer, der krte forbi i Drosken, for
mistnkelige Individer, og det fornjelige ved Sagen fik ham ganske til
at glemme den virkelige Fare, som altid laa paa Lur efter dem.

Georg beboede et Par Vrelser i Jagarinskaja Gaden med tilstrkkelig
Plads for to Personer, og de bestemte, at Andrey skulde tage Ophold her,
indtil han havde fundet en passende Bolig. Det er forvrigt en Regel
blandt Nihilisterne, at der aldrig maa bo flere sammen, undtagen naar
det er absolut ndvendigt for Forretningen, for at ikke den enes
Arrestation skal drage den andens med sig.

Da Andrey havde gjort Toilette efter Rejsen, fulgtes de ad til
Hovedkvarteret, hvor man altid kunde vre sikker paa at trffe nogle
af Kammeraterne; derpaa aflagde de et Par korte Besg hos dem, der boede
nrmest, men udsatte forvrigt al videre Forhandling til den nste Dag.
De nskede at have Eftermiddagen og Aftenen for dem selv; der var saa
meget, de gerne vilde tale om. Andrey havde nok af Sprgsmaal at gre og
Georg tilstrkkeligt at fortlle om alle de nye Medlemmer og nye
Ordninger. Det blev en lang og ivrig Samtale, ihvilken Andrey
fornemmelig spillede Tilhrerens Rolle.

Nu kan det vre nok med Politik for i Dag, sagde Andrey, efter at de i
fem fulde Timer havde debatteret op og ned. Fortl mig noget om dig
selv, Georg!

Ja, hvor skal jeg begynde?

Ved Begyndelsen! Jeg vd i Virkeligheden ikke meget om dig -- kender
dig kun igennem den Smule, du har ladet trykke!

Saa kender du alligevel det meste af mig, endsknt det vistnok er meget
lidt.

Har du da ikke skrevet mere end det?

Nppe noget af Betydning! Jeg har arbejdet meget i de unges Klub,
svarede Georg og gav en kort Beskrivelse af enkelte af Medlemmerne.

Der er for Resten en ung Pige, som jeg lnges efter at forestille for
dig, sagde han og satte sig ned paa Sofaen ved Siden af Andrey. Hun
hedder Tatiana Grigorievna Repina og er Datter af den bekendte Advokat.
Hun er en ualmindelig interessant ung Pige!

Du har en sjlden Evne til at opdage interessante og ualmindelige
Personligheder, isr blandt de unge Piger, sagde Andrey smilende.

Der er Egenskaber, der er saa haandgribelige, at man ikke kan vre i
Tvivl om dem, og det er netop Tilfldet med Tania Repina. Hun er
virkelig en af de interessanteste Karakterer, jeg har truffet.

Og ung og smuk, kan jeg tnke, sagde Andrey drillende.

Hun er nitten Aar, svarede Georg med en let Rynken af Panden.

Bliv ikke vred! Jeg mente intet ondt dermed, sagde Andrey formildende,
og Georg, hvis Vrede aldrig varede lnge, begyndte nu en lngere,
begejstret Beskrivelse af Tanias mange legemlige og aandelige Fortrin.
Andrey hrte efter med et noget tvivlende, men meget sympatisk Smil; han
var vis paa, at de ni Tiendedele kun eksisterede i Georgs Fantasi. Georg
havde et bldt Hjerte, men en mrkelig Mangel paa Mellemtoner i de
menneskelige Flelsers Skala, og gik over for sine Kammerater enten til
den ene Yderlighed eller til den anden, enten til den allerhjeste
Beundring eller fuldstndig Ligegyldighed. Han blev derved ofte vildledt
af sine Sympatier, og man kunde ikke stole paa hans Dom, omendsknt han
selv troede, at han var en stor Menneskekender. Men Andrey, som selv var
en sikker Iagttager, elskede netop dette Trk hos Vennen og var glad ved
at se, hvor uforandret han var.

Ja! udbrd han leende, Du maa endelig fre mig sammen med din unge
Veninde! Hvis blot Halvdelen af det, du har fortalt, er sandt, maa hun
jo vre sit Kns Vidunderblomst! Hvor kommer du sammen med hende?

I Regelen i Klubben -- men ogsaa hos hendes Far, -- jeg kommer der med
Zina. Han er ikke bange for at modtage Ulovlige isit Hus. Jeg tror,
at du helst skal lre hende at kende i hendes Hjem.

Andrey var af samme Mening; han var desuden nysgerrig efter at lre
Repin at kende og udtalte sin Glde over, at saadan en gammel Bureaukrat
var paa deres Side.

Det er jeg nu ikke helt vis paa, han er, svarede Georg. Jeg kan ikke
rigtig gre mig hans Standpunkt klart. Men Zina kender ham bedre, og hun
stter ham meget hjt. Sagen er, at han i forskellige vanskelige
Situationer har vist sig meget rundhaandet over for os.

Han fortalte et Par Eksempler, som tydelig viste, at Repins Sympati for
Ligaen maatte vre mere end almindelig Interesse.

Han maa vre en rig Mand, bemrkede Andrey.

Ja, det er han, svarede Georg. Men for Resten er jeg ikke sikker paa,
at alle disse Penge altid udelukkende kommer fra ham selv. Tania er
ogsaa rig og vil faa en stor Formue, naar hun bliver myndig -- en
mdrene Arv, saa vidt jeg ved. Zina har fortalt mig noget derom, men jeg
husker ikke hvad. Hun selv vil vre en langt vrdigere Akkvisition for
vor Sag end alle hendes Penge, sluttede han i en bld, drmmende Tone.

Andrey saa hen paa ham, men fangede ikke Vennens Blik; det stirrede
aandsfravrende ud i Rummet.

Hm! mumlede Andrey for sig selv og besluttede at gribe den frste den
bedste Lejlighed til at lre denne mrkelige unge Pige at kende.

Med den Frihed, der i Rusland hersker i Forholdet mellem unge Mennesker
af begge Kn, behver en ung Mands Beundring eller Hengivenhed for en
ung Pige ikke altid at betyde noget srligt: de vedbliver at vre Venner
og ikke mere. Og for et saa ekstravagant Hoved som Georgs kan Venskabets
Grnser sttes meget vidt; men alligevel var der noget i hans Blik og
Stemme, der syntes at tyde paa en hel Del mere og gjorde Andrey bekymret
for Vennen. Thi selv om Andrey ikke hrte til de Nihilister, der
principielt proklamerer, at en Revolutionist aldrig br elske nogen
Kvinde, var han dog af den Overbevisning, at jo lnger man kan holde sig
borte fra den Slags Dumheder, des bedre, og han mente ikke, at der var
nogen Anledning til at lyknske Georg, fordi han netop paa dette
Tidspunkt var falden for denne Fristelse, tilmed da hans udvalgte, efter
alt hvad han forstod, tilhrte en hel anden Klasse Mennesker end den, de
frdedes iblandt.


Der var hengaaet tre Uger, og endnu havde Andrey ikke haft Lejlighed til
at besge Repin. Zina var i Mellemtiden kommen hjem fra Dubravnik og
havde bragt saa daarlige Efterretninger med sig, at alle -- hun selv og
Andrey indbefattet, -- var ndte til at indrmme, at ethvert Forsg paa
at befri Boris for jeblikket vilde vre haablst. Zina nskede at tale
med Repin om Sagen og opfordrede Andrey til at flge hende derhen.
Andrey beboede nu sine egne Vrelser i Pesky, ikke langt fra Zina, saa
at de meget nemt kunde mdes. Det kom Georg meget tilpas, at den unge
Kone vilde ledsage Vennen til Advokatens Hus; thi han selv kunde saa gaa
lidt tidligere end de andre. Klokken seks prcis, da han vidste, at
Familien var frdig med at drikke Eftermiddagskaffen, stod han uden for
den elegante Lejlighed, som Repins beboede i Konushennaia-Gaden. Han
trykkede paa den elektriske Klokke og havde nppe faaet spurgt, om
Familien var hjemme, frend han hrte hurtige Trin, og Tania stod foran
ham, smilende og med udstrakt Haand. Det var en Brunette med store,
mrke jne under sorte, kraftige jenbryn og en fint formet, noget stor
Mund. Hun havde et livligt, ualmindeligt Ansigt, ikke absolut smukt, men
overordentlig indtagende, isr naar hun smilede.

Er det kun Dem? sagde hun i en Tone, der fingerede Skuffelse.

Ja, kun mig, Tatiana Grigorievna! Men De behver ikke at fortvivle,
de andre kommer straks efter.

Hun frte ham ind i Spisestuen, hvor hendes Fader -- en hj og
graaskgget Herre oppe i Fyrrerne -- befandt sig tilligemed en yngre
Mand i Fljls Frakke og med langt, nddebrunt Haar; han lignede en
Kunstner. Det var Nicolas Petrovich Krivoluzky, Lrer ved en af
Petersborgs lrde Skoler og intim Ven af Repin.

Efter at de sdvanlige Hilsener var udvekslede, optog de to Herrer igen
deres afbrudte Samtale, og Tania bad Georg fortlle hende, hvilke
Sprgsmaal der var blevne debatterede ved Klubbens sidste Mde, som hun
desvrre havde vret forhindret fra at overvre. Georg gav en kort
Beretning derom og spurgte saa paa sin Side, om hun allerede havde gjort
sine Uddrag af den Bog, som hun ved nste Mde skulde forklare for dem.

Ja, jeg har! Men jeg finder det selv saa slet gjort, at jeg aldeles
ikke tror, jeg kan lse det op. Jeg rgrer mig over, at jeg ikke har
valgt et lettere Tema.

Enhver Begyndelse er vanskelig, sagde Georg. Men det er nok bedre,
end De selv tror. Vil De lade mig se det?

Ja, gerne! Men jeg er vis paa, at De ikke finder det en Smule bedre,
end jeg selv gr.

Hun frte ham ind i sit Vrelse, hvor der paa et nydeligt lille
Skrivebord laa et sirligt skrevet, omhyggeligt sammenhftet Manuskript
med bred Margen. Hun rakte ham det.

Georg tog en Blyant op af Lommen og satte sig straks til at lse uden at
sige et Ord, som en Mand, der er vant til at lse Korrektur.

Tania satte sig lige over for ham paa en Stol, stum som en Fisk, og
iagttog i ngstelig Spnding hans Ansigt. Hun var bange for, at han
skulde finde hende frygtelig dum, naar han lste hendes frste Forsg i
literr Retning.

De havde kun kendt hinanden nogle faa Maaneder; men tilstrkkelig lnge
til at blive gode Venner, og den unge Piges Tilvrelse havde aldrig
vret saa rig og mangesidet som nu, efter at hun havde truffet Georg.
For flere Aar tilbage, da Zina var kommen ud af Fngslet, havde hun
fuldstndig vendt op og ned paa Tanias Tanker, idet hun aabenbarede en
hel ny Verden for hende; men Tania havde den Gang kun vret et Barn, og
den nye Verden forfrdede hende lige saa meget, som den interesserede
hende. Nu begyndte hun at se mere klart og var kommen til at holde af
Zinas Venner, som hun efterhaanden havde lrt at kende. Ved et af
Mderne havde hun truffet Georg, og det varede ikke lnge, frend han
spillede Hovedrollen i hendes aandelige Liv.

Naar den unge Pige lyttede til hans Ord, flte hun sig til Mode, som om
nye Krfter rrte sig i hende. Georg smigrede hende ikke, ja, sagde
hende ikke en Gang en almindelig Kompliment, men talte med hende som med
en god Ven, idet han alvorligt drftede Klubbens Anliggender med hende.
Tania var glad og taknemmelig over, at en Mand, der stod saa langt over
det almindelige Niveau, vilde give sig saa alvorligt af med hende, og
Georg var i hendes jne Ridderen uden Frygt og Dadel, der kmpede for en
del Sag og satte Livet ind paa den. At der kunde vre noget andet end
Venskab i Georgs Flelser, faldt hende ikke ind. Smuk og rig, som hun
var, havde hun Tilbedere nok; men Georg var i sin Maade at vre paa over
for hende saa ulig disse som vel muligt, og ikke mindst af den Grund var
hans Selskab hende saa behageligt.

Hun flte sig ganske let om Hjertet, da Georg, efter at have gennemlst,
hvad hun havde skrevet, erklrede, at det langt fra var daarlig gjort,
og derpaa med sin Blyant foreslog forskellige Omskrivninger og
Forkortelser, som yderligere vilde forbedre det.

De var midt i dette Arbejde, da Zina og Andrey traadte ind.

Ved Synet af den unge Kone glemte Tania baade Manuskriptet og Georg i en
Flelse af overstrmmende Medlidenhed med sin ulykkelige Veninde. Hun
vidste, hvor inderligt Zina elskede Boris, og det var frste Gang, hun
saa hende efter Hjemkomsten fra Dubravnik. Med et ngsteligt sprgende
Blik i de store, udtryksfulde jne fo'r hun hen til Veninden og
omfavnede og kyssede hende med gte ungpigeagtig Overdrivelse. Men den
unge Kones billedsknne Ansigt var fuldstndig roligt og behersket, og
den, der i dette jeblik saa de to Kvinder, vilde tro, at Tania var den
ulykkelige og den anden den, der i medflende Deltagelse bjede sig over
hende for at yde hende Trst. Zinas dybe, graa jne mdte klart og
roligt Venindens ngstelig bedrvede Blik, og ingen Sky var synlig paa
den fint formede Pande, indrammet af en blgende Linie smaa nydelige
Krller. Hendes lyse Smil viste, hvor glad hun var ved Venindens
Modtagelse.

Tania var beroliget; det var ikke srlig vanskeligt at opnaa det; thi
Sorgen passer nu en Gang ikke for Ungdommen.

Og hvorledes gaar det Grigory Alexandrovitsch? spurgte Zina. Han er
vel hjemme?

Ja, Far er inde i Stuen med Krivoluzky. Vi flygtede herind for ikke at
forstyrre dem med vor Passiar, svarede Tania. Men nu, da vi er i
Majoritet, kan vi vel nok vove at bryde ind til dem.

Georg forestillede Andrey.

Det er min Ven, og jeg beder Dem om at holde af ham, Tatiana
Grigorievna! sagde han.

Jeg lover Dem at forsge derpaa, svarede den unge Pige og rakte Andrey
Haanden med paafaldende Ynde.

De fandt Advokaten og hans Gst inde i Arbejdsvrelset, indhyllede i en
Sky af Tobaksrg.

Andrey blev forestillet under Navn af Petroff, omendsknt Repin saa vel
som Krivoluzky -- der udelukkende var kommen for at se ham -- meget godt
vidste, hvem han var.

Den gamle Advokat tog hjerteligt imod Andrey. Iblandt de ldre
Emigranter i Schweiz var der flere af hans Ungdomsvenner, som han
lngtes efter at faa lidt Oplysning om, og Andrey var i de fleste
Tilflde i Stand til at tilfredsstille hans Nysgerrighed, da han enten
personlig kendte dem eller i hvert Fald havde hrt dem omtale.

Samtalen blev snart almindelig. Repin havde vret i Schweiz samtidig med
Herzen og fortalte sine Oplevelser fra den Tid.

Hvilken pinlig Overgang maa det dog vre for Dem, sagde han, henvendt
til Andrey, efter saa lang Tids fuldstndig Frihed at komme tilbage til
dette ulykkelige Land, hvor man ikke kan aabne Munden uden at risikere
at blive taget i Nakken af en Gendarm.

Ja, De har Ret, Overgangen er stor; men jeg fler det dog ikke som
noget pinligt -- tvrt imod, jeg befinder mig bedre her end der,
svarede Andrey.

Repin rystede tvivlende paa Hovedet. Synet af denne unge, blomstrende
Mand, der var rejst saa langt for at komme til denne By -- som var fuld
af Spioner og Politi -- for rimeligvis her at ofre Livet for et
Drmmebilleds Skyld, fyldte hans Hjerte med Medlidenhed og tillige med
en Slags Selvbebrejdelse. Han saa paa ham og hans to Venner og rystede
atter paa Hovedet.

Nej, sig ikke det! Altid at leve i Angst, aldrig at fle sig sikker et
jeblik paa Dagen -- og at vkkes om Natten ved den mindste Larm med den
Tanke, at ens sidste Time er kommen -- aa, det maa vre forfrdeligt!
sagde han.

Den brave Mand talte med saa megen Alvor og var selv saa greben af det
Billede, han udmalede for dem, at de af hans Tilhrere, hvem det mest
berrte, brast i Latter.

Jeg beder om Forladelse! sagde Andrey undskyldende. Men De maler med
meget for strke Farver.

Repin flte sig ikke i mindste Maade fornrmet, men derimod, som en
Iagttager af den menneskelige Natur, strkt interesseret; thi dette
uvilkaarlige, hjertelige Latterudbrud var for ham mere overbevisende end
mange Argumenter.

De vil vel ikke bilde mig ind, at De slet ikke nser de Farer, der
truer Dem? spurgte han og saa sig forbavset om i Kredsen.

Zina, som sad nrmest ved ham, og paa hvem hans jne srlig hvilede, som
om Sprgsmaalet fornemmelig gjaldt hende, svarede, idet en let Sky et
jeblik formrkede hendes Pande:

Faren mder os for ofte, Grigory Alexandrovitsch, man vnner sig til
sidst til alt og slves efterhaanden -- desvrre!

Det var som Flge af en utilgivelig Ligegyldighed, at hele
Dubravnik-Tragedien -- som Boris var indviklet i -- havde fundet Sted.

Uagtet den unge Kone hvert jeblik paa Dagen flte sin store Sorg i dens
videste Udstrkning, var det dog ikke muligt at tage hendes ydre Ro for
kun at vre en Maske. Enhver Tone i hendes Stemme, enhver Linie i dette
smukke, lyse Ansigt udtrykte en saadan Sanddruhed, at selv hendes
Stoicisme maatte vre naturlig og ikke paataget. Iden Verden, hvori
Zina levede, vil der iblandt tre Personer i det mindste altid vre n,
hvis Hjerte snderrives af en lignende Sorg som hendes. Livet vilde for
disse Mennesker vre en ren Umulighed, og deres Gerning vilde
fuldstndig gaa i Staa, hvis de ikke tillod sig et jebliks Sorglshed
og drog Omsorg for at holde deres Nerver i Orden.

Forvrigt var Zina ikke meget talende denne Aften, men tog dog paa en
naturlig, ligefrem Maade Del i Samtalen og hjalp Andrey i hans
Bestrbelser for at bibringe Repin et mere naturtro Billede af en
Ulovligs Tilvrelse. Hun lo, da Georg sgte at bevise, at de
Ulovlige iRusland er de eneste, som, ihvert Fald til Tider nyder fuld
Beskyttelse af Loven.

Tag for Eksempel Dem selv! sagde han til Advokaten. Er De vis paa, at
Politiet ikke endnu i denne Nat bryder ind hos Dem? De har afskediget en
af Deres Fuldmgtige for Bedrageri; hvem vd, om han ikke hvner sig ved
at angive Dem som en, der huser Terrorister? Eller De har sagt et eller
andet imod Regeringen, og beredvillige Sjle indberetter det til Tredje
Afdeling. De har maaske for flere Aar tilbage skrevet nogle lignende
Udtalelser til en Ven, som frst nu bliver arresteret, og Deres Brev
findes hos ham. Eller har De maaske i Virkeligheden ikke gjort noget af
alt dette?

Repin maatte tilstaa, at han var skyldig i sligt.

Saa er det jo en utilladelig Sorglshed fra Deres Side at sove roligt,
vedblev Georg. Hvem vd, De bliver maaske arresteret i Nat og befinder
Dem i Morgen paa Vejen til Archangel eller til et andet endnu fjernere
og mere ubehageligt Sted.

Den gamle Jurist svarede smilende, at han ikke haabede, noget saadant
vilde ske, men at han selvflgelig ikke kunde vre sikker derpaa.

Men det kan vi! udbrd Georg. Alle vore Synder bliver vaskede af os,
naar vi kaster vore Pas i Ovnen og anskaffer os et nyt -- forudsat, at
det er et godt, og at vi holder jnene aabne. Vi har det saamnd rigtig
godt. Jeg fejrer nu snart den fjerde Aarsdag for min ulovlige
Eksistens.

Saa lever du den ene Halvdel paa en andens Bekostning! sagde Andrey.
Thi man har beregnet, at de Ulovlige gennemsnitlig kun lever to Aar.

Ja, men de kunde i det mindste forlnge denne Frist til tre Aar, hvis
de bare vilde vre lidt raskere til at skifte Pas, svarede Georg.

I dette jeblik blev der meldt, at Teen var serveret, og alle rejste sig
for at gaa ind i Spisestuen.

Zanaida Petrovna! sagde Repin, vr saa venlig at sknke mig et
jeblik. Der er noget, jeg gerne vil tale med Dem om. Tania! tilfjede
han henvendt til Datteren, send os vor Te herind!

Han vilde have at vide af Zina, hvorledes det i Grunden forholdt sig med
hendes Mand, for hvem han nrede stor Interesse -- og sprge hende, om
han ikke paa en eller anden Maade kunde vre hende behjlpelig.

Zina gttede straks, hvad han vilde; der var desvrre ikke meget at
fortlle om hendes egne Affrer, som der for jeblikket ikke kunde gres
noget ved; men hun nskede hans Hjlp i andre Sager. Der var de to
Sstre Polivanov, som Politiet ikke var utilbjeligt til at slippe fri
imod Kaution, da man under deres to Aars Fangenskab ikke havde kunnet
finde noget graverende Vidnesbyrd imod dem. Man havde overdraget Zina at
ordne denne Sag, og da begge Sstrenes Helbred var strkt nedbrudt,
gjaldt det saa hurtigt som muligt at finde gode Kautionister. Repin
maatte tage n af Sstrene paa sin Kappe; men han maatte ogsaa srge for
at skaffe en Kautionist til den anden.

Der var for Resten endnu en anden Sag, som Zina nskede at tale
med Repin om; han maatte, hvis det var ham muligt, igennem
Statsmyndighederne skaffe hende at vide, hvad der var blevet af de
dmte fra det sidste politiske Forhr -- de, som hemmelig bliver bragt
bort, uden at nogen faar at vide hvorhen.


Inde fra Spisestuen ld Latter og muntre Stemmer. Georg skndtes med
Krivoluzky om dennes Yndlingspaastand, at der ikke var noget Haab for
Arbejder-Bevgelsen i Rusland, frend de russiske Bnder ved en
fuldstndig Omvltning var blevne forvandlede til ejendomslse
Proletarer under Kapitalisternes Aag.

Georg var en glimrende Modstander i en Debat; hans utrolige Hukommelse
gjorde, at han huskede hvert Ord, som Opponenten havde ytret, hvor lang
hans Tale end maatte have vret. Tania og Andrey var Tilhrere;
iBegyndelsen havde Andrey vel af og til med et Par Ord givet sin Mening
til Kende; men hans Interesse slappedes hurtigt; han havde meget lidt
eller slet intet af den brndende Lyst til Debatter, som er saa
almindelig hos Russerne, og han var glad, da Zina og Vrten viste sig i
Dren.

Naa, hvor langt er I saa? spurgte Advokaten de to stridende. Er
Ruslands Skbne afgjort, eller er der endnu nogle Punkter svvende?

Man lo, og Passiaren blev nu almindelig.

Lidt efter brd Zina op. Tania forsgte at holde hende tilbage og bad
Andrey hjlpe sig dermed.

Vil De virkelig af Sted, Zina? Det er jo tidligt endnu! sagde han.

Jeg maa gaa. Jeg har et rinde at besrge.

Det kan du gre i Morgen -- bliv nu lidt her hos os! sagde Tania og
smg sig klent som en lille Kattekilling op ad hende. Zina lo med denne
korte, klare Latter, som kldte hende saa fortryllende.

Venindens Opfordring forekom hende saa urimelig, thi det rinde, hun
havde, var at mde Klokken halv elleve prcis i Bascow Alleen for at
tage imod Brevene fra de politiske Fanger i Ravelinerne. Det var
Fstningens Fangefoged, der bragte hende dem.

Nej, min sde Pige, sagde hun og kyssede Tania. Mit rinde kan ikke
opsttes til i Morgen -- hvis det kunde det, var jeg bleven uden
Opfordring.

Endnu i Dren vendte hun sig med et Smil, og det var, som om alt i Stuen
blev mere dagligdags, da hun var forsvunden. Stor Ulykke, baaren med
Vrdighed og Mod, har en egen Evne til at indvirke fordlende paa
Omgivelserne.

Har De kendt Zinaida Petrovna lnge? spurgte Andrey den unge Pige.

Jeg traf hende straks, efter at hun var kommen ud af Fngslet; men det
er frst, efter at hun har bosat sig her i St. Petersborg, at jeg rigtig
har lrt hende at kende og ved, hvilken sjlden Kvinde hun er, svarede
Tania begejstret.

Jeg vil rimeligvis ikke faa Lejlighed til at trffe Dem saa ofte,
Tatiana Grigorievna, men alligevel kom jeg her i Aften med det Haab, at
det maatte lykkes mig at blive Deres Ven! sagde Andrey. Jeg haaber
ikke, at De fler Dem krnket derved.

Aa nej, tvrt imod! svarede den unge Pige alvorligt.

Tak, sagde Andrey. De er nemlig langtfra fremmed for mig -- jeg
synes, jeg har kendt Dem lnge, frend jeg har set Dem. Georg har talt
saa meget og saa begejstret om Dem!

Tania rdmede og rgrede sig over sig selv.

Vil De tillade mig at tale med Dem, som om vi var gamle Venner?
vedblev han.

Ja, svarede hun, ogsaa jeg har hrt meget om Dem, men fra mange
forskellige Sider, saa mit Indtryk af Dem har den Fordel ikke at vre
ensidigt.

Andrey begyndte nu at sprge hende om, hvad hun isr beskftigede sig
med, om hendes politiske Anskuelser og Interesser. Hans Sprgsmaal
forvirrede hende undertiden, men var hende dog ikke imod, og efter et
Kvarters Forlb flte hun det, som sad hun over for en gammel Ven.

Georg kom hen til dem, men trak sig snart igen tilbage. Han vilde saa
gerne have, at de to skulde blive Venner, og vilde derfor give dem
Lejlighed til en lang, uforstyrret Samtale; selv njedes han med i
Frastand at betragte den unge Pige, medens han dog hurtig saa bort, naar
han mdte Andreys let drillende Blik.

Da Klokken manglede et Kvarter i tolv -- henad den Tid, hvor man er mest
usikker -- brd Andrey og Georg op og forlod Advokatens Hus.

Tania trak sig tilbage til sit Vrelse med en behagelig Flelse af at
have tilbragt en god Aften. Hun affrte sig sin elegante Kjole -- alt
for elegant for en Pige med hendes Anskuelser. Georg havde ofte ivrig
bebrejdet hende hendes Sans for kostbare Toiletter. Hun blev lnge
siddende foran sit Spejl, iFrd med at ordne det svre, sorte Haar for
Natten. Hun var opfyldt af Tankerne paa sin nye Ven; det smigrede hendes
Forfngelighed, at en Mand som Kojukhov havde vist hende saa megen
Interesse.

Repins Gadedr havde nppe lukket sig bag de to Venner, frend Georg
greb Andreys Arm og spurgte, hvad han saa syntes om Tania. Vennen
svarede temmelig reserveret, at han syntes godt om hende; hans rolige
Svar irriterede den begejstrede Georg, som dybt krnket fortsatte sin
Vej i Tavshed. Det varede imidlertid ikke lnge, frend han igen
begyndte en af sine gldende Lovtaler over den unge Pige, og Andrey
spillede atter mere eller mindre Tilhrerens Rolle, indtil hans
Opmrksomhed pludselig blev optagen af noget helt andet.

Han havde lnge hrt Fodtrin bag dem, som forekom ham mistnkelige.
Snart ld Trinene stjende, snart igen listende, men altid i samme
Afstand; de blev efter al Sandsynlighed forfulgt af en Spion. Andrey
sagde frst intet til Georg, da han frygtede, at Vennen i sin Ophidselse
uvilkaarlig vilde vende Hovedet for at se efter Manden, og dette vilde
faa Spionen til at tro, at de vidste Besked.

Han greb derfor sin Ven under Armen og fremskyndede sine Skridt, som om
han i Talens Hede uvilkaarlig gik hurtigere til. Trinene bagved fulgte i
samme Tempo. Andrey fortsatte Eksperimentet ved atter at sagtne sin Gang
-- samme Resultat. Nu vidste han bestemt, at det var en Spion, men han
vidste ogsaa, at de ikke var blevne forfulgte frend lnge efter, at de
var kommen ud fra Repins, det var altsaa ganske tilfldigt -- rimeligvis
et Par Ord af mistnkelig Karakter, som Manden havde opsnappet, idet de
gik forbi ham. Sagen var saaledes ikke srlig farlig; men de maatte dog
se at blive fri for ham, isr da de nu nrmede sig til Georgs Bolig.

Vend dig ikke om -- gaa roligt videre, hviskede han til Vennen, der
er en Spion efter os. Paa Hjrnet af Kosoistrdet skilles vi, og jeg
tager ham paa min Kappe alene. Der er et godt Stykke lngere til mit
Hus.

Jeg er med! svarede Georg og nikkede.

De var snart efter ved det Sted, hvor de skulde skilles. Georg gik,
Andrey tog et Par Skridt, men standsede saa for at tnde en Cigar. Nu,
da han saa Mandens Ansigt, var enhver Tvivl forsvunden, idets Trk stod
tydeligt hans Profession skrevet: han havde et eget forskrmt og spndt
Udtryk, som han forgves sgte at skjule under en ligegyldig, skdesls
Mine. For Resten var det en hj, stiv Skikkelse med store rde Hnder og
gult Haar og Skg.

Spionen, som nu maatte gre sit Valg, hvilken af de to han vilde flge,
standsede raadvild et jeblik. Andrey var den ldste og smigrede sig med
at se langt mere vrdig og alvorlig ud end Georg; han var vis paa, at
Manden vilde vlge ham.

Rimeligvis vilde han ogsaa have gjort det; men Andrey fik ikke straks
Ild i sin Tndstik, og Spionen, som blev gjort usikker ved denne Tven,
gjorde pludselig kort omkring og gav sig til at flge efter Georg.
Andrey havde selvflgelig forudset denne Mulighed og slog straks ind i
samme Gade. At have en Fjende foran og en anden bag sig i et snvert,
de Strde er en hjst ubehagelig Situation, og selv den modigste Spion
vil nppe holde den ud mere end nogle faa Minutter. Fyren standsede da
ogsaa ganske rigtig for at lse en Teaterplakat, der var opslaaet paa en
Mur. Andrey gik roligt forbi ham, fredeligt rygende paa sin Cigaret, og
da han var kommen en Snes Skridt bort, hrte han atter Fodtrinene bag
sig. Det var det, han havde ventet. Han gik langsommere end Georg, som
en Mand, der er paa Udkig efter en Droske, og Vennen fik derved et
betydeligt Forspring og var snart forsvunden om et Hjrne. Andreys Plan
var den, at lade Spionen flge efter sig igennem flere afsides liggende
Gader og saa at se at faa fat i en Vogn, som han vilde give Ordre til at
kre til et eller andet langt borte liggende Sted; men han blev sparet
for denne Udgift, Skridtene bag ham ld fjernere og fjernere og hrtes
til sidst ikke mere. Da Manden forstod, at han var opdaget havde han af
sig selv opgivet Forflgelsen. Andrey var snart efter hjemme, laasede
omhyggeligt Drene og forvissede sig om at Revolver og Dolk, som han
altid bar i sit Blte, var i god Orden.




V. KAPITEL.

_Tania vinder sine Sporer._


Georgs spgefulde Bemrkning om Advokat Repins urolige Svn syntes at
skulle have vret et ildevarslende Omen; thi nppe var hans to farlige
Gster ud af Dren, frend Gendarmerne viste sig.

Repin var ingen Kujon; men hans Blod stivnede, da Mndene i den forhadte
blaa Uniform traadte ind i hans Stue. Hans frste Tanke var, at de to
unge Mnd var blevne arresterede uden for paa Gaden, og at hans Hus i
den Anledning skulde undersges. Men Gendarmernes frste Ord beroligede
ham i saa Henseende. Det uvelkomne Besg skyldtes en eller anden lettere
Mistanke, hvis Begrundelse han ikke blev klog paa, og at det netop skete
i Aften, var kun en Tilfldighed. Advokaten aandede friere; for hans
eget Vedkommende havde han intet srligt at befrygte.

Politiet ransagede Huset, men fandt intet kompromitterende. Klokken tre
om Morgenen gik de igen. Som Flge af Repins hje sociale Stilling blev
han ikke arresteret, men maatte kun aflgge en hjst ubehagelig Visit
paa Politikammeret for at besvare en Del nrgaaende og taabelige
Sprgsmaal.

Man lod ham i Fred; men det skuffede Politi vedblev at bevogte hans Hus.
Denne Omstndighed kunde have skbnesvangre Flger for alle, isr hvis
man blev opmrksom paa Zinas og Georgs ret hyppige Besg. Det var
ndvendigt saa hurtigt som muligt at underrette dem om det passerede, og
Tania blev allerede nste Morgen sendt af Sted for at advare Vennerne.

Hun begav sig paa Vandring med al den Ophidselse, som en ung Pige
uvilkaarligt fler, naar man for frste Gang har betroet hende en
alvorlig og farefuld Mission.

Eftersom deres Hus blev bevogtet, var det mere end rimeligt, at hver
enkelt af dets Beboere vilde blive fulgt, naar de gik ud. Hun var i den
ddeligste Angst for, at hun, iStedet for at advare, skulde fre
Spionerne lige ind til dem. Hvorledes skulde hun undgaa at blive
forfulgt? Hun ifrte sig en Dragt, der var noget forskellig fra den, hun
plejede at bre, og traadte ud paa Gaden i det jeblik, da den
mistnkelige Mand henne paa Hjrnet var forsvunden for at aflgge en af
sine korte Visitter paa Politistationen. Men hvem kunde vide? Maaske
stod der bag Gardinerne i hint Vindue ovre paa den anden Side af Gaden
en anden Spion, som havde set hende og signaliserede til den frste, saa
snart han var vendt tilbage? Hun skyndte sig ned ad Gaden, forfulgt af
de Gglebilleder, hendes Hjerne fostrede. Eller hvad garanterede hende
for, at hin gamle, vrdigt udseende Dame, som gik i samme Retning som
hun, ikke var en Spion? Men den gamle Dame drejede om det frste Hjrne
og gik hen ad Nevsky-Kvarteret til, uden saa meget som at se paa den
unge Pige. Det var altsammen meget godt; men det kunde vre et
Krigspuds, og den forkldte Spion kunde have givet et Vink til en anden,
som skulde fortstte Forflgelsen! Eller hvis hun virkelig tog fejl i
denne Formodning, var hun da sikker paa, at ikke en virkelig Spion
fulgte efter hende i nogen Afstand?

Den stakkels Pige var fuldstndig raadvild og lige ved at tabe Hovedet,
da det pludselig faldt hende ind, at en Slgtning af hende boede i et
Hus i Liteinaia, som stod i Forbindelse med Mokhovia Gaden ved en smal
Gennemgang. Selv paa den travleste Tid af Dagen blev denne Passage kun
benyttet af meget faa Mennesker, og nu saa tidligt paa Formiddagen vilde
den rimeligvis vre helt de. Dersom hun kom igennem denne Gyde uden at
have nogen bag sig, kunde hun vre temmelig sikker paa at vre
undsluppen Tredje Afdelings Blodhunde.

Dette Eksperiment var saa simpelt, at hun undrede sig over ikke at vre
falden paa det. Hun tog en Vogn til Liteinaia og havde den
Tilfredsstillelse at mrke, at hun ikke blev fulgt af nogen anden Vogn.
Det var hendes Hensigt at opsge Georg i hans Bolig. De aktive
sammensvorne holder deres private Adresser meget hemmeligt, og som Regel
kender kun Kollegerne dem, men Georg havde gjort en Undtagelse over for
Tania. Hun vidste hvor han boede, og havde allerede besgt ham nogle
Gange i hans Hule. Den russiske Omgangstone tillader en saadan Frihed
mellem unge Mnd og Kvinder. Hun lovede Kusken en Drikkeskilling, hvis
han vilde kre hurtigt, og ti Minutter efter holdt hun ved Indgangen til
den omtalte Gyde. Den var ikke helt de, idet to Vaskerkoner, der bar en
stor Kurv imellem sig, netop i dette jeblik drejede ind i den. Men
Tania var nu tilstrkkelig rolig til ikke at mistnke disse to Kvinder
for at staa i nogen som helst Forbindelse med Tredje Afdeling. Hun
fortsatte sin Vej til Fods.

Nsten i samme jeblik, hun ringede paa Georgs Dr, blev den aabnet. Han
var hjemme og modtog den uventede Gst med et Gldesudbrud.

Hvilken god Vind har dog frt Dem her hen, Tatiana Grigorievna? sagde
han. Mine bedste Venner er i Dag samlede under mit Tag, vi savnede kun
Dem!

I sin overstrmmende Glde gav Georg hende ikke Tid til at faa indfrt
et eneste Ord, men trak hende gennem Forstuen ind i sit Arbejdsvrelse,
hvor hun fandt Andrey og en hj, smuk Dame, som hun ikke fr havde set.

Det var Helene Zubova, der lige var kommen fra Schweiz.

De to unge Piger blev forestillede for hinanden, og Tania fandt nu
endelig Anledning til at fortlle, hvorfor hun var kommen.

Meddelelsen om det natlige Besg i Advokatens Hus gjorde et strkt
Indtryk paa Vennerne; men man tog dog Sagen forholdsvis roligt, efter at
man havde faaet at vide, at der intet kompromitterende var fundet, og at
Repin ikke var arresteret.

Georg fortalte derpaa Tania, hvorledes de to ogsaa nr var bleven
nappede paa Hjemvejen om Natten.

Og hvis vi altsaa kun var bleven et jeblik lngere oppe hos Dem, vilde
vi uundgaaelig vre bleven arresterede, tilfjede han.

Ja! bemrkede Andrey halvt spgende og halvt alvorligt. Ethvert
Menneskes Skbne er skrevet forud, og ingen kan undgaa den.

Men det er dog ganske godt at hjlpe Skbnen lidt med at ordne
Tingene, mente Georg.

Saa takkede de begge to Tania, fordi hun var kommen for at advare dem.

Helene var den frste, der spurgte, hvorledes hun egentlig havde baaret
sig ad med at komme ud af Huset, som dog vistnok var bevogtet.

Er De vis paa, at man ikke er fulgt efter Dem? spurgte hun.

Tania fortalte alle sine ngstelser og den lille List, hun havde
benyttet for at komme bort fra mulige Forflgere.

Helene klappede i Hnderne.

Det har De jo klaret helt brillant, Tatiana Grigorievna! udbrd hun.
Ingen af os kunde have gjort det bedre.

Mener De virkelig? spurgte den unge Pige rdmende. Det faldt mig ikke
ind, at der var noget srlig klogt i det.

Saa meget des bedre, sagde Georg, De har altsaa ligefrem et medfdt
Talent i den Retning.

Han var henrykt over, at Tania havde givet dette lille Bevis paa
Aandsnrvrelse og Dygtighed, og var lykkelig ved at se det anerkendende
varme Blik, det indbragte hende fra hans to Venner.

Tania rejste sig for at tage Afsked; nu, da hun havde udrettet sit
rinde, tillod hendes Taktflelse hende ikke at blive her lnger.

Georg saa umaadelig skuffet ud og bad hende dog endelig blive lidt
endnu; men Tania holdt paa, at hun burde gaa.

De har dog vistnok et eller andet at tale alene om med Deres Venner,
sagde hun til ham.

Nej, aldeles ikke, bliv endelig! Det er ikke noget Forretningsmde. De
behver ikke at gaa af den Grund.

Andrey gentog Georgs Forsikring og bad hende blive lidt endnu. Nu, da
hendes Faders Hus ikke lnger var sikkert, kunde det maaske vare lnge,
inden de atter fik Lejlighed til at se hende.

Andrey talte forvrigt nsten ikke med hende, men overlod hende helt til
Georg; han selv var optagen af at tale med Helene om Annie Vulitch.
Lenas Fortllinger om den unge Pige bestyrkede ham i hans egne
Formodninger efter det gode Indtryk, han havde faaet af hende.

Desuagtet forlod Bevidstheden om Tanias Nrvrelse ham ikke et jeblik;
han flte den som noget behageligt, paa samme Maade som man ubevidst
nyder Glden ved et smukt Landskab, selv om ens Tanker er optagne i
ganske andre Retninger.

Da Tania en halv Time senere rejste sig og gik, idet hun erklrede, at
hendes Fader ellers vilde blive ngstelig, forekom det Andrey, som om
Stuen pludselig blev mrk og tom.

Sikken et fortryllende Ansigt! udbrd Helene.

Ja, sprg kun Georg, hvad han mener derom, sagde Andrey smilende; han
var selv ganske enig med Lena -- Tania havde endog set ualmindelig
indtagende ud i Dag.

De optog atter deres Samtale, og hen ad Klokken tolv kom Zina og Vasily
Verbitzky, der var kommen fra Schweiz sammen med Helene. Andrey havde
holdt sit Lfte om at srge for, at de begge to snart fik Lov til at
vende tilbage til Rusland. Zina var i den hjeste Ophidselse, og selv
Vasilys urokkelige Ansigt viste Tegn paa Sindsbevgelse.

Hvad er der i Vejen? spurgte Georg.

Zina svarede ved at forelse dem et Brev fra Dubravnik, der indeholdt
haarrejsende Beskrivelser af den Maade, hvorpaa de politiske Fanger
behandledes. Den kulminerede i en hidtil ukendt Skndselsdaad. Efter
Dommerens Ordre var en ung Pige -- hvis Navn nvntes fuldt ud i Brevet
-- bleven kldt ngen af i Gendarmernes og Fangevogterens Nrvrelse,
under Foregivende af, at Fngselsreglementet forlangte, at man frend
Indesprringen skulde have en njagtig Beskrivelse af Fangens Person.

Brevet paahrtes under ddlignende Tavshed, den glade Stemning, der fr
havde hvilet over det lille Selskab, var som bortblst. Hvnens mrke
Aand hvilede nu over dem alle, og hver isr var opfyldt af de samme
truende, trodsige Tanker.

Dette maa ikke gaa ustraffet hen!

Nej, der maa statueres et frygteligt Eksempel! udbrd Georg og Helene
omtrent samtidigt.

Andrey sagde intet, han mente, det faldt af sig selv.

Det er netop det samme, som vore Dubravnik Folk mener, sagde Zina.
Thi de beder os i deres Brev om at sende dem en paalidelig og erfaren
Kvinde, som kan forestaa et Tilflugtssted for sammensvorne. De sprger
ogsaa, om vi kan skaffe dem en sikker Mand med en klig Hjerne og en
rolig Haand.

Den Mand vil jeg vre! udbrd Andrey.

Nej, protesterede Vasily paa sin langsomme, dovne Maade. Det bliver
mig, jeg har allerede talt med Zina derom.

Zina bekrftede det og erklrede, at det var bedst saaledes, ikke af den
Grund, at den ene var mere egnet dertil end den anden, men Andrey havde
allerede faaet sine Forbindelser i St. Petersborg og var begyndt paa sin
mere aktuelle Virksomhed. Desuden var Vasily en ny Mand og derfor som
skabt for Dubravnik-Affren.

Hermed var Sagen afgjort.

Med Hensyn til Valget af Kvinden var der kun n Mening. Zina, som fr
havde vret i Dubravnik, havde alle Kvalifikationer paa sin Side.
Saaledes var begge de nskede Personer fundne; Sagen skulde nu kun ved
nste Mde forelgges Komiten til Vedtagelse; men dette var en ren
Formsag, og man vidste forud, at ikke en eneste Stemme vilde rejse sig
imod Forslaget.

Det er sandt, sagde Zina og vendte sig imod Helene, kunde De have
Lyst til at tage min Plads her under min Fravrelse?

Den unge Pige svarede, at hun vilde vre glad ved straks at finde
Arbejde, og Zina begyndte at forklare hende, hvad hun havde at gre.

Det viste sig at vre et meget omfattende Arbejde -- nemlig Propaganda
iblandt den oplyste Ungdom, Propaganda blandt Arbejderne og den
hemmelige Korrespondance med Fangerne i Fstningen.

Jeg ved ikke rigtig, om jeg kan paatage mig alt det, isr
Korrespondancen, sagde Helene tvende. Jeg ved endnu saa lidt om, hvad
der foregaar her.

Georg lovede at paatage sig denne Del af Arbejdet, og tilbd at hjlpe
hende med det andet, indtil hun var kommen rigtig ind i Forholdene.

De vil snart have overvundet de Vanskeligheder, sagde han opmuntrende.
IMorgen besger vi en Ven af mig -- Medlem af den ene Klub, han vil
stte Dem ind i det hele. Og De har allerede lrt et af Medlemmerne af
den anden Klub at kende, Tania Repina, som var her nu.

Har Tania vret her? Er der hndet noget srligt? spurgte Zina.

I Ophidselsen over Brevet fra Dubravnik havde man helt glemt
Begivenheden hos Repin og ikke omtalt den for de nyankomne.

Zina blev strkt berrt ved Meddelelsen.

Ved Repin, hvorfor Politiet har ham mistnkt?

Nej! Man sagde intet, og det er ham ikke muligt at tnke sig Grunden.

Jeg tror, at jeg kender den, svarede Zina. Den staar i Forbindelse
med Arrestationerne i Dubravnik. Der er en svag Hentydning dertil i
Brevet, som jeg frst nu forstaar. De omtaler at en vis Novakovsky er
bleven arresteret, en Advokat, der, saa vidt jeg ved, stod paa en
venskabelig Fod med Repin, og de tilfjer, at jeg maa advare Pandekt,
Nummer et. Jeg forstod ikke, hvem der mentes med denne Benvnelse; nu
kan jeg tnke mig, at det maa vre Repin. Det kommer der af at vre alt
for forsigtige igen.

De vilde dog ikke have kunnet advare ham, selv om De straks havde
gttet det rigtige, sagde Andrey. Rimeligvis er Ordren om
Husundersgelsen kommen telegrafisk, og da der ingen Ulykke er sket,
behver vi ikke at ngste os synderligt over den Sag.

Det er sandt nok, men jeg frygter for, at den ikke er endt dermed.
Novakovsky bar vret indviklet i alvorlige Affrer, hvert jeblik kan
bringe vigtige Opdagelser for Lyset, og Repin kan blive alvorlig
indviklet deri. Vi maa se at faa givet ham et Vink, saa at han ikke
falder til Ro i en muligvis skbnesvanger Sikkerhedsflelse.

Da man ikke turde gaa til Advokatens Hus, blev man enig om at en af dem
skulde opsge Krivoluzky og sende Repin Bud gennem ham.




VI. KAPITEL.

_Advokat Repin._


Kort efter afrejste Zina og Vasily Verbitzky til Dubravnik, og nogle faa
Dage senere meldte et Brev, at de var ankomne i god Behold. Ti Dage
efter kom endnu et Brev fra Zina, hvori hun meddelte, at Affren var i
fuld Gang, og at det ikke vilde vare lnge, frend den var ordnet.
Desuagtet skulde denne Affre ikke blive ordnet, hverken nu eller
senere; thi Dommeren, der havde beordret den skndige Handling, blev
greben af en saadan Panik, da han forstod, at man agtede at hvne sig,
at han under Foregivende af pludselig Sygdom skaffede sig Orlov og i al
Hastighed forlod Byen. En Maaned senere sivede det Rygte ud, at han for
bestandig havde forladt Ministeriets Tjeneste. Hvor opbragt vore
Dubravnik Folk end var paa ham, var der intet andet for dem at gre end
at lade den Fugl flyve. Det er en vedtagen og urokkelig Bestemmelse
iblandt Terroristerne, at fra det jeblik en Embedsmand ophrer at vre
skadelig, maa han i intet Tilflde hugges ned kun for Hvnens Skyld. Paa
denne Maade har adskillige Kujoner undgaaet den Skbne, der ventede dem.

Men disse Mennesker, som nu var frte sammen her for at fuldbyrde en
Hvnens Gerning, spredtes ikke ved Offerets Flugt. Man blev enig om,
siden man nu en Gang var her med hele Apparatet i Orden, at tage fat for
Alvor paa Forsgene paa at redde de tre Revolutionister, som afventede
deres Dom i Dubravniks Fngsel, nemlig Boris og hans to Kammerater
Levshin og Klein.

Zina skrev i den Anledning til Hovedkvarteret i St. Petersborg, som
fuldstndig billigede den ny Plan og lovede at understtte dem med Penge
og, hvis det var ndvendigt, ogsaa med Mandskab.

Andrey var forberedt paa at blive kaldet til Dubravnik hver Dag, men
undrede sig desuagtet ikke over, at Uge hengik efter Uge, uden at man
sendte Bud efter ham. Zina, som var den, der ledede Forberedelserne
dernede, havde faaet Ordre til ikke at skrive efter Andrey, frend det
jeblik var kommet, da den afgrende Handling stod for Dren, og han
vidste af Erfaring, hvor vanskeligt det var at ordne en saadan Sag. Paa
denne Maade forlb Sommeren uden at bringe noget srlig nyt fra
Dubravnik.

I St. Petersborg var Ssonen lige saa dd, som den altid plejede at vre
paa denne Aarstid. Den korte Sommers brndende Hede, der fles dobbelt,
fordi den staar i saa strk en Modstning til Temperaturen den vrige
Del af Aaret, driver enhver, der blot kan skaffe Midlerne dertil, bort
fra den kvlende By, ud hvor der findes en Mundfuld frisk Luft. Saavel
Arbejderen som Videnskabsmanden sger ud til de grnne Marker,
henholdsvis for at finde Arbejde eller Hvile. Denne almindelige
Udvandring frembringer en flelig Mangel paa Liv baade i Byens
Forretningsverden og i dens aandelige Rrelser. Og Nihilismen slumrer
saa vel som alt andet i den hede Aarstid, idet dens Medlemmer er spredte
vidt og bredt over Landet. Alligevel var man denne Sommer mindre
uvirksom end ellers, hvilket hovedsagelig skyldtes den voksende
Propaganda iblandt Arbejderne, af hvilke der altid er nok i Byen baade
Sommer og Vinter.

Andrey ofrede sig for dette Arbejde med hele sin Energi, saa lnge som
man ikke paa andre Maader behvede hans Hjlp. Han havde i tidligere
Dage tilbragt en Del af sin Tid med at drive Propaganda iblandt
Arbejdsklassen, og havde fra den Gang flere Venner imellem dem, som var
glade ved atter at gense ham. ILbet af fjorten Dage var han helt
fortrolig med sine Folk og med sit Arbejde. Han var afholdt paa Grund af
sin ligefremme, alvorlige Maade at vre paa, og man lyttede med Glde
til hans klare, forstandige Tale, der var fri for enhver unyttig
Forsiring. Andrey paa sin Side flte sig hjemme blandt disse Mennesker,
og det var egentlig det Arbejde i Revolutionens Tjeneste, han syntes
bedst om. Iden Retning var han en absolut Modstning til Georg, som
foretrak Propagandaen iblandt den studerende og mere dannede Klasse,
hvor hans glimrende Talegaver anderledes kunde komme til deres Ret.

Det var en klar Sndag Eftermiddag i den frste Halvdel af August;
Andrey var paa Vejen hjem fra et Arbejdermde i Vyborg-Kvarteret, der
stod under hans srlige Varetgt. Klokken var seks, og han standsede ved
Liteiny Broen for at overveje, om han skulde gaa videre ad Hjemmet til,
eller om han skulde staa op i en Omnibus og krte til Repins Sommervilla
ved Den sorte Flod. Han kunde naa den paa en Time, og Dagen og Tiden
egnede sig godt for et Besg. Alligevel flte han lidt Samvittighedsnag
ved at give efter for sin heftige Lyst til at besge Repins. Han havde
vret der to Gange i den forlbne Uge, og det var ubetinget klogest ikke
atter at vise sig der. Vist nok havde den Uvejrssky, som for nogle
Maaneder siden trak sammen over Advokatens Hoved, atter spredt sig;
Novakovsky var bleven frigivet, uden at Dubravnik Politiet var kommen
under Vejr med hans kompromitterende Forbindelser, og Repin var ikke
yderligere bleven forulempet; hans Hus var saa sikkert, som en Russers i
det hele taget kan vre.

Alligevel indeslutter enhver Ulovligs Besg i sig selv en Fare og br
ikke gentages for ofte, og Andrey besluttede derfor at vre dydig og gaa
lige hjem, omendsknt hans Vrelser i dette jeblik kun forekom ham
lidet tiltrkkende. Han gik ogsaa virkelig over Broen, men da Omnibussen
til Den sorte Flod isamme jeblik, som han naaede den anden Side, kom
rullende hen imod ham, og han saa, at der var en Plads ledig paa
Kuskesdet, skyndte han sig med at springe op og sikre sig den.

Man maa heller ikke vre alt for ngstelig, trstede han sig med; ide
udenbys Distrikter er Politiet mindre aarvaagent, og en Visit mere eller
mindre betyder ikke saa meget, srlig en Sndag, hvor der altid ventes
Gster fra Byen. Det faldt ham pludselig ind, at der var Musik i Parken
hver Sndag Aften, og da Tania vist nok gerne gik derhen, kunde han vre
hendes Ledsager; thi Advokaten arbejdede altid om Aftenen.

Siden Andrey for to Maaneder siden havde truffet Tania frste Gang, var
der ikke hengaaet en Uge, uden at han havde set hende, iBegyndelsen
rent tilfldigt, senere ved mere eller mindre planlagte Kombinationer.
Efter at Repins var flyttede paa Landet, tilbragte Andrey de fleste af
sine ledige Aftener enten hos Advokaten eller hos Helene Zubova. Den
unge Pige havde for Sommermaanederne lejet et Vrelse i Nrheden og kom
meget sammen med Tania.

For Andrey med hans mange dyrekbte Erfaringer i Livet var Tania trods
sine nitten Aar omtrent et Barn endnu; men der var alligevel i deres
Smag, ideres Sympatier og Interesser saa megen Overensstemmelse, at han
flte hendes Selskab som noget af det kreste og bedste. Det faldt ham
ikke ind, at denne fortrolige Omgang kunde rumme nogen Fare for hans
Sjlsro, og med Hensyn til Tania ansaa han det for helt utnkeligt; han
havde intet ved sig, der satte en Kvindes Fantasi i Bevgelse. Vist nok
var der mange, der havde holdt af ham; men de havde dog alle giftet sig
med en anden. Det var nu en Gang hans Skbne i Livet; og han havde
vnnet sig til at tage det med Ro; en Kvindes Krlighed er en stor, men
skbnesvanger Lykke, og for en Oprrer er det bedre at vre den foruden.

Desuden elskede Georg jo Tania, og Andrey havde frst troet, at denne
Flelse blev gengldt fra hendes Side, men han var i den sidste Tid
begyndt at blive noget tvivlsom paa dette Punkt. Tanias Flelser for
Georg var nppe mere end ssterlige. Men mrkeligt nok var det dog
Vennens Krlighed til den unge Pige, der gjorde ham blind over for hans
egne Flelser.

Georg var en sjldnere Gst i Advokatens Hus end Andrey. Den unge Digter
benyttede den Ferie, som Sommeren bragte med sig, til at arbejde paa
sine egne Ting.

Da Andrey naaede Advokatens smukke, lille Villa, som var smagfuldt
prydet med Trskrerarbejde i russisk Stil, fandt han Husets Herre alene
hjemme. Tania var gaaet ud. Helene Zubova var kommen straks efter Middag
for at hente hende til en Spadseretur, Georg ventede paa dem i Parken,
og de kom nppe hjem fr sent paa Aftenen, forklarede den gamle Herre.

Andrey flte sig bittert skuffet og vilde straks tage Afsked, men hans
Vrt holdt ham tilbage.

Sid dog ned og ryg en Cigar! sagde Repin. Jeg fejrer ogsaa min Sndag
nu.

Foran ham laa et nylig udkommet Hfte og en Elfenbenspapirkniv mellem
dets Blade.

Hvor kommer De fra, og hvad nyt foregaar der i den Del af Verden, hvor
De frdes? fortsatte Repin. Skal vi alle sammen gaa i Hundene, og er
De allerede bleven enige om paa hvilken Maade?

Aa nej, slet saa galt er det ikke, svarede Andrey. Jeg kommer fra et
Arbejdermde.

Ja saa! Udrettes der meget ad den Vej?

Ubetinget! Isr i det sidste Aars Tid.

Og finder De virkelig, at disse Bestrbelser brer Frugt? spurgte
Advokaten strkt interesseret, men i en noget tvivlende Tone.

Naturligvis gr det det, hvorfor skulde vi ellers blive ved dermed?
spurgte Andrey.

Aa, de fleste Mennesker er i Regelen mest udholdende paa de Punkter,
hvor det er mest frugteslst, bemrkede Repin.

Fdt Adelsmand og opdraget iblandt dem, der havde Livegne under sig,
nrede Advokat Repin som saa mange af de bedste Mnd fra hans Tid den
Anskuelse, at der imellem den dannede Mand og Arbejderen var en
uoverstigelig Afgrund. Isin Virksomhed som Advokat ved de politiske
Forhr havde han vistnok truffet adskillige Arbejdere og Bnder, som
aandeligt stod paa fuldstndig samme Niveau som den mere dannede Mand,
og det slog ham hver Gang som noget helt nyt. En Svale -- ja selv en
halv Snes -- gr imidlertid ingen Sommer, og han var lige saa tvivlende
som fr, men greb dog nu med Glde Anledningen til at hre lidt nrmere
om dette Sprgsmaal af en Mand, der som Andrey kendte alle dets for og
imod.

Han lyttede derfor med stor Opmrksomhed til den unge Mands Ord, idet
han af og til nikkede samstemmende.

Ja, jeg maa indrmme, at det er en god Begyndelse, sagde han til
sidst, og den mest haabefulde Del af eders Gerning, den eneste, som jeg
i Virkeligheden kan vre med til at godkende. Og jeg er Dem taknemmelig,
fordi De har sat mig saa godt ind i Sagen.

Advokat Repin drftede ofte politiske og revolutionre Sprgsmaal med
Andrey. Den unge Mand var den af Datterens Venner, som han helst saa i
sit Hus og helst talte med. De var selvflgelig aldrig enige, men de
saarede hinanden mindre og forstod hinanden bedre end de vrige.

Jeg vil nu sige Tak for denne Gang! sagde Andrey, idet han rejste sig.
Jeg vil gaa igennem Parken, maaske kan jeg vre saa heldig at trffe de
andre. Tr jeg i hvert Fald bede Dem om at hilse Tatiana Grigorievna fra
mig?

Da Repin atter var alene, greb han sin Bog for at genoptage Lsningen;
men det var ham umuligt at lse videre. Han var saa opfyldt af sine egne
Tanker, at han ikke var i Stand til at flge Forfatterens. Han tnkte
paa sin Datter og paa den vanskelige, srgelige Stilling, hvori hendes
synligt voksende Sympati for Revolutionen bragte ham.

Repin var ingen Tilhnger af Revolutionen, som den var paa den Tid. Som
en Mand fra en langt tidligere Periode var han en varm Beundrer og
virksom Understtter af den store Frihedsbevgelse fra 1860, hvortil
Herzens Navn saa nje var knyttet. Han var bleven disse Traditioner tro,
og naar Revolutionisterne haardnakket angreb den politiske Despotisme i
Rusland, kunde han ikke andet end i dem at se Forkmperne for hans egne
Doktriner. Omendsknt han var alt for gammel til at dele deres
Forhaabninger eller til at bifalde deres hensynslse Midler for at naa
Maalet, ansaa han dog ikke dette for tilstrkkelig Grund til selv helt
at unddrage sig ethvert Ansvar eller enhver Byrde i den forestaaende
Kamp. Han havde set for meget af Despotismens Rdsler til ikke at fle,
at selv den vildeste Form for Gengldelse var naturlig og undskyldelig,
ja endog moralsk berettiget, og han flte hverken Had eller Afsky for
dens Forkmpere, snarere en vis Respekt.

En Begivenhed, som var hndet for tre Aar siden, havde bidraget
vsentlig til at fstne hans den Gang noget vage Sympatier. Han var
bleven opfordret til af optrde som Defensor ved et politisk Forhr. Paa
den Tid havde de politiske Forbrydere endnu Ret til at lade sig forsvare
af Advokater. Han blev paa denne Maade bekendt med Zina Lomova -- hans
Klient -- og med flere af hendes Kammerater. Hans Interesse for Sagen
blev forhjet ved den strke personlige Sympati, som disse brave og
modige unge Mennesker indgd ham.

Da den efter hans Mening hjst uretfrdige Dom faldt otte Maaneder
senere, og Zina, efter at vre flygtet, uventet en Dag opsgte ham i
hans Bolig i St. Petersborg, modtog han hende med aabne Arme og tilbd
hende Beskyttelse og alt, hvad hun ellers behvede. Zina tilbragte i
Virkeligheden flere Dage i Advokatens Hus, indtil hun Ved hans Hjlp var
bleven sat i Forbindelse med dem af hendes tidligere Venner, der som
Ulovlige boede i Hovedstaden.

Igennem Zina var Repin og hans Datter iblandt andre ogsaa blevne
bekendte med Boris Maevsky, med hvem hun kort efter giftede sig.
Advokatens Hus var Samlingsstedet for den hjeste Intelligens i St.
Petersborg, og der var intet Sted, hvor Oprrerne -- iMangel af en fri
Presse -- bedre kunde faa Begreb om de toneangivendes Meninger og
Sympatier. Flere af Oprrerne sluttede Venskab med hans Datter, hvem de
tydeligt nok betragtede som et fremtidigt Medlem af deres Parti.

Den gamle Advokat var tilstrkkelig klartseende til at frygte at deres
Forhaabninger var vel begrundede, og at den Dag var nr, da hans elskede
Barn vilde blive trukken med ind i denne bundlse Hvirvel, som krvede
saa mange Ofre. Han vilde have givet sit Liv for at frelse hende; men
han kunde ikke se, hvorledes det lod sig gre. At forbyde hende ethvert
Samkvem med de sammensvorne forekom ham lige saa moralsk umuligt, som
det var ham selv at ngte enhver Hjlp, kun fordi han derved kunde
risikere en Dag at komme i Kollision med Politiet. Desuden, til hvad
Nytte var alle Forbud og al kunstig Indesprring naar Smitstoffet laa i
Luften? Hvor mangen en Fader har ikke forsgt dette fortvivlede Middel
og med hvilket Resultat? For at se sit Barn trde op imod hans Autoritet
og i Vrede og Had skille sine Veje fra hans. Nej, saa hellere lade det
vrste ske, aldrig skulde hans Datter komme til at se paa ham som paa en
Fjende. Han lagde intet Baand paa hendes Frihed, men stolede paa, at den
moralske Indflydelse, han havde over hende, vilde vre tilstrkkelig til
at afholde hende fra et Skridt, som han ansaa baade for farligt og
fortvivlet. Ilang Tid havde han smigret sig med aandeligt at have saa
megen Magt over hende, at hun holdtes inden for bestemte Grnser; men i
den senere Tid havde han lagt Mrke til en Forandring hos hende, som
gjorde ham urolig. Han frygtede, at den skbnesvangre Krisis nrmede
sig, og nu, imedens han sad her foran sin opslaaede Bog, flte han sit
Hjerte sammensnres ved Tanken om dette uafvendelige.




VII. KAPITEL.

_En Proselyt._


Andrey forandrede sin Beslutning om at gaa ned i Parken og gik i Stedet
for lige til Helenes Bopl. Rimeligvis vilde de dog komme hjem for at
spise til Aften, hvis de ikke allerede var der; og han fremskyndede sine
Skridt.

Men det var en Dag fuld af Skuffelser. Der var ingen til Stede, og man
sagde ham, at de ikke havde givet Besked om, hvornaar de kom tilbage.
Desuagtet bestemte han sig til at vente.

Helene beboede et rummeligt Vrelse, tarveligt mbleret, men med en smuk
Udsigt. Et stort Akasietr skyggede foran Vinduet, og dets fine Lv
dirrede let i den stille Luft. Andrey aabnede Vinduet og indaandede den
krydrede Duft fra Haven og Markerne. Huset stod i Udkanten af den lille
Landsby, og man havde en vid Udsigt over Agre og Enge. Midsommerens lyse
Ntter var allerede forbi, men Aftenskumringen var endnu lys og lang.
Han havde nppe ventet et Kvarter, frend han hrte Gadedren smkke i
og et jeblik efter Georgs Latter ude paa Trappen og en Stemme, som fik
hans Hjerte til at banke heftigere.

Tania saa henrivende ud med en let Rdme paa Kinderne efter den hurtige
Gang. Hun var ifrt en lys Bluse af Raasilke, som kldte hendes smidige,
slanke Figur fortrffeligt. IHaanden bar hun sin store, runde Straahat,
som hun havde taget af undervejs. Andrey rejste sig og gik hende i Mde
med et straalende Smil.

De har haft en behagelig Spadseretur, kan jeg se, sagde han og saa
hende ind i det straalende Ansigt.

Ja, sagde hun og kastede sig i en Lnestol, det var virkelig en rar
Tur. Georg fortalte os saa mange morsomme Historier. Skade, at De ikke
var med!

Mener De for Historiernes Skyld? Maaske har jeg dog hrt dem fr. Det
hnder undertiden med gamle Venner, som er meget ude sammen.

Hvorledes gaar det egentlig dig? sagde han til Georg. Det er
snart en Evighed, siden jeg har set dig! Du er vel midt i en
Skabelses-Paroksysme, kan jeg tnke mig?

Jeg har siddet og hekset med Renskrivning, hvis det er det du mener?
svarede Georg.

Og nu fejrer du formodentlig dit Vrks lykkelige Fuldendelse?

Ja, nu er jeg frdig med mit Arbejde for denne Maaned og fejrer, som du
siger, min midlertidige Frihed -- en Glde, som kun den helt kan fatte,
der maa slide i den literre Trdemlle.

Tania, som mageligt strakte sig i Stolen, vendte sig mod de talende og
lnede begge Albuer mod Stolens Arme.

Sikken en utaknemmelig Gnavpotte du er, Georg, sagde hun. Jeg mente,
at du mindre end de fleste havde Grund til at beklage dig over din
Skbne.

Det lader sig hre! udbrd den unge Mand. Vil du maaske vre saa
venlig at sige mig, hvorledes du er kommen til den Opfattelse? Det vilde
vre yderst behageligt, om du kunde faa mig til at dele den.

I dette jeblik viste Helene sig i Dren med Tebakken, fulgt af
Stuepigen med Samovaren. Med Gsternes Hjlp blev Bordet hurtigt tmt
for Bger og Papirer, Dugen lagt paa og alt gjort i Orden til
Aftensmaaltidet.

Naa, Tania Grigorievna, du skylder mig stadig en Forklaring, sagde
Georg, da de huslige Forretninger var besrgede. Du svarede mig ikke
paa mit Sprgsmaal, hvorfor du ansaa mig for at vre den lykkeligste
blandt alle ddelige.

Er Georg det? Det er mere, end jeg har vidst, sagde Helene.

Du forvrnger mine Ord, svarede Tania. Jeg sagde blot at du ikke
burde beklage dig over din Skbne.

Ja, men hvorfor skulde denne slle Glde ngtes mig mere end andre
ddelige?

Fordi du en Gang har fortalt mig, at naar du var trykket af et eller
andet, saa behvede du blot at nedskrive det i Vers, for helt at blive
befriet for det, svarede den unge Pige hurtigt og lo. Hun tnkte sig,
at Georg havde ventet en Kompliment, og det morede hende at drille ham
lidt.

Jeg troede ikke, du kunde vre saa ondskabsfuld, Tania Grigorievna,
sagde Georg. Nste Gang skal jeg vre mere forsigtig og kun vise dig
Reversen af Medaljen.

Paa denne spgefulde Maade fortsattes Samtalen, medens man indtog
Aftensmaaltidet, kun Andrey var paafaldende tavs. Han flte nsten
Bitterhed imod Vennen, fordi han besad denne egne Evne til med sine Ords
klangfulde Svada at fngsle og interessere sine Tilhrere.

Pludselig rykkede Helene sin Stol hen ved Siden af Andrey og afbrd hans
triste Tanker ved paa sin forretningsmssige Maade at sprge ham, om det
ikke var muligt for ham at hjlpe hende et Par Aftener om Ugen med
hendes Arbejde.

Hvilket Arbejde? spurgte han, og fo'r op af sine Drmmerier.

I de unges Klub! Vi vil saa gerne have dig til at tale for dem af og
til. Jeg tror, du vil klare det godt.

Jeg? Hvad Nytte skulde jeg gre der? Du ved, at jeg ikke er nogen Taler
og kun vil gre en ynkelig Figur. Bed hellere Georg, han forstaar det
bedre.

Det har jeg selv tnkt, svarede den unge Pige ligefrem, og jeg har
allerede spurgt ham, men han siger, at han er alt for optaget og ikke
kan afse en eneste Aften.

Der var intet i Helenes Bemrkning, som Andrey ikke selv under lignende
Forhold vilde kunne have sagt til hende, men han var jensynligt i
daarligt Humr i Aften og svarede gnavent:

Naa, saa er det altsaa i Mangel af noget bedre, at du kommer til mig?

Helene gjorde en utaalmodig Bevgelse og sagde:

Hvad er det for noget Snak, Andrey? Svar mig kun paa, om du vil eller
ej.

Jeg er selv meget optaget af mine Arbejdere, sagde han og tog sig
sammen. Men sig mig dog, hvorfor du pludselig ikke kan klare dig uden
Hjlp?

Fordi flere af vore Folk er blevne trukne med ind i Affren ved de
sidste Arrestationer -- iblandt andre Myrtov.

Naa, saaledes! udbrd Andrey nu helt interesseret. Var Myrtov Medlem
af din Klub?

Helene nikkede.

Jeg har aldrig truffet den Mand, vedblev Andrey, men jeg har hrt,
paa hvad Maade han blev arresteret, og naar jeg dmmer herefter, maa han
vre en ualmindelig del Karakter. Har du nogen Id om, hvorledes det
vil gaa ham?

Det er umuligt at sige, svarede Helene, det afhnger helt og holdent
af Politiets Forgodtbefindende. Hans Tilflde er en hel Undtagelse.

Hun henvendte sig nu til Georg, som stadig samtalede med Tania, og
spurgte, om han nylig havde hrt noget fra Fstningen om Myrtovs Skbne.

Ja, vi har haft et Par Linier fra ham, svarede den unge Digter. Hans
Sager staar langt slettere, end vi har troet. Politiet fandt paa hans
Skrivebord en lige fuldendt Artikel til det hemmelige Trykkeri og en hel
Del af vore Skrifter, frdige til Udgivelse. Jeg frygter for, at han er
en ddsdmt Mand.

Hvem er denne Myrtov? spurgte Tania.

En meget stilfrdig, ung Student, som ved en Forveksling blev
arresteret for nylig i Stedet for Taras. Du ved jo, hvem Taras er --
ikke sandt?

Jo, naturligvis ved jeg det! svarede Tania.

Taras Kostrov var en af Revolutionens mest begavede og populre Mnd.

Nuvel, Taras boede under Navn af Zachary Volkov, Landmand fra Kassimov,
isamme Hus som Myrtov. Men da han sendte sit Pas op paa Politikammeret
til Registrering, fik man Mistanke om, at det ikke hang rigtig sammen
med denne Zachary Volkov, og der blev beordret en Husundersgelse.
Natten til Mandag ringede Politiet paa Myrtovs Dr; de tog fejl af
Etagerne, Taras boede i Etagen ovenover. Myrtov, som endnu ikke var i
Seng, fordi han var i Frd med at skrive den ulyksalige Artikel, lukkede
selv op, og da Politiet spurgte ham, on han var Zachary Volkov, begreb
han straks, hvorledes Sagerne stod, og besluttede at redde Taras paa sin
egen Bekostning. Han svarede altsaa bekrftende, Politiet kom ind, fandt
alt og frte ham straks med til Fstningen.

Og Taras blev frelst? spurgte Tania aandelst.

Ja! Om Morgenen vidste alle Husets Beboere igennem Tjenestefolkene
Besked med, hvem Politiet havde spurgt efter nede hos Portneren, og
Taras afventede selvflgelig ikke Politiets Tilbagekomst, naar de havde
faaet opdaget Fejltagelsen.

Har de da opdaget den? spurgte den unge Pige.

Ja, og meget snart endda. Myrtov tog altid den Forholdsregel aldrig at
have Breve hos sig, men ved at undersge Bgerne i hans Vrelse fandt
Politiet paa et enkelt Titelblad hans fulde Navn: Vladimir Myrtov. De
antog, at det maatte vre en Ven af den fngslede, som havde laant ham
Bogen, og der blev udstedt Ordre til Husundersgelse hos Vladimir
Myrtov. Selvflgelig opdagede Gendarmerne snart, at den Mand, de sgte,
var identisk med ham, som de allerede for to Dage siden havde
arresteret, og at den anden i Mellemtiden var forsvunden.

Hvad gjorde saa Politiet? spurgte Tania videre.

Ja, hvad skulde de gre andet end at lade deres Raseri gaa ud over den
Mand, de havde faaet i deres Kler? svarede Georg. Det var dem ikke
muligt at finde ud, hvem det var, der levede under Navn af Zachary
Volkov; men saa meget forstod de nok, at det maatte vre et vigtigt
Medlem af Oppositionen, som de var gaaede Glip af. Myrtov vidste, hvad
der ventede ham, og ingen ofrer vel sit Liv for at redde en anden, uden
at denne anden er en Mand af hj Vrd.

Var Myrtov og Taras intime Venner? spurgte Tania igen.

Nej aldeles ikke, de kendte kun hinanden saadan i al Almindelighed.
Myrtov -- som jeg kender lidt til -- kunde personlig ikke engang lide
Taras, han var ham for meget af en Diktator. Hans Handling skyldtes
ingen som helst personlige Flelser; det er derfor, det hele bliver saa
uhyre stort, sluttede Georg, mens hans Stemme sklvede af Beundring.

Der paafulgte almindelig Tavshed -- en Tavshed, som bedre end Ord
udtrykker Sjlens dybeste Rrelser. Alle var betagne af denne dle
Selvopofrelse, som endog var enestaaende i Revolutionens Annaler, og
alle var et jeblik overvldede af deres Flelser: Sorg over det
uventede Tab af en saadan Mand, Beundring for hans Daad og Stolthed
over, at Partiet fostrede en Mand som ham.

Men for Tania betd dette jeblik endnu mere; thi det betd for hende
Vendepunktet i hendes Liv.

Efter at hun havde gjort Zinas og senere Georgs og Andreys Bekendtskab,
var hun bleven en varm og ivrig Beundrer af deres Sag; men der er et
stort Spring herfra og til at blive en virksom Tilhnger, som altid er
rede til at stte noget af sig selv ind paa Sagen. Tania gjorde nu dette
Spring, Krisen var kommen, iet jeblik var det sket.

Da Georg holdt op med at tale, var hun sig det klart bevidst, og hun
flte sit Hjerte svulme i en overvldende Flelse af dyb Medlidenhed.
Det var, som on hun pludselig fra Barn var bleven modnet til Kvinde, de
moderlige Instinkter rrte sig i hendes fine Pigesjl, og denne unge
Mand, som hun aldrig havde set, forekom hende at vre hendes eget Barn,
som grusomme Fjender ubarmhjertigt havde revet fra hende.

Der lagde sig en Rdme over hendes Pande, og en egen Flelse, der
hverken var Had eller Hvn, fik hendes Hjerte til at bve og hendes jne
til at flamme. Her i dette fattige Vrelse, ien afsides liggende Del af
Byen havde Beretningen om en del Daad for bestandig vundet en ny Sjl
for den store Sag.

Da den unge Pige atter talte, var det ikke for at aflgge nogen
hjtidelig Ed eller komme med patetiske Fraser. Noget saadant vilde i
dette jeblik have vret hende umuligt, selv om hun ikke af Naturen
havde haft en udprget Afsky for enhver Skygge af Ostentation. Hverken
nu eller nogen Sinde senere i hendes Liv, under de mange Aars bitre
Lidelser og heltemodige Udholdenhed, kunde hun med Ord have forklaret
den Forandring, der nu foregik i hendes Sjl, og som fandt et hjst
besynderligt Udtryk i flgende Ord, udtalte med en lav, sklvende
Stemme:

Jeg ser ikke noget srlig stort i det, Myrtov har gjort.

Georg saa med et hurtigt, sprgende Blik hen paa hende.

Imellem en Mand, der er saa vrdifuld for den gode Sag og en anden, som
selv ved, at han intet betyder, kan Valget ikke vre svrt. Myrtov har
kun gjort sin Pligt -- intet andet, vedblev hun uden at seop.

Helene nikkede bekrftende; hun for sin Del var ganske enig med
Veninden.

Georg vedblev forbavset at stirre paa hende; han havde aldrig ventet at
hre Tania tale saaledes, og dog troede han, at han kendte hende saa
godt.

Vilde du under lignende Forhold have gjort det samme? spurgte han med
bvende Stemme.

Ja, hvis jeg havde haft Aandsnrvrelse nok, svarede Tania uden at
betnke sig og saa ham fast ind i jnene.

Hun havde netop besvaret sig selv dette Sprgsmaal og var som Flge
deraf kommen med sin uventede Bemrkning om Myrtovs Handlemaade.

Andrey kunde ikke faa sine jne fra den unge Pige, saa vidunderlig
dejlig forekom hun ham i dette jeblik, og der gik en Gysen igennem ham
som i Forudflelsen af en forestaaende Fare.

Hvis moralsk Mod i det hele taget har noget Vrd, begyndte Georg, saa
maatte den bedste og strste af vore Mnd vre en formastelig Taabe, om
han bevidst modtog et saadant Offer---- Han var synlig ophidset og
talte i strk Bevgelse.

Tania saa paa ham og rakte saa sin Haand hen imod ham:

Du er et bravt Menneske, Georg, sagde hun; men lad os nu hellere tale
om noget andet.

Men hvad er der i Vejen med dig, Andrey! udbrd Helene i samme
jeblik. Du er jo bleg som et Lig!

Er jeg? stammede den tiltalte. Det maa vre det grnne Skr fra Tret
derude.

Han vidste godt, at det ikke var Skret fra Tret, som gjorde hans Kind
voksbleg, men en skrende Flelse af Jalousi, som i dette jeblik
sndersled hans Bryst og i et Nu havde gjort ham klartseende over for
sig selv. Han vidste nu, at han elskede denne fortryllende, unge Pige --
elskede hendes Ansigt -- hendes Dragt -- ja selve den Plet af Gulvet,
hendes Fod berrte, og han flte en nsten vanvittig Smerte -- som om
man skar i hans Hjerte med en Kniv -- ved at maatte sige sig selv, at
hvis hun i det hele taget kom til at elske en Mand, saa maatte det blive
Georg, denne glattungede Smigrer, som han i dette jeblik nsten hadede.
Det var kun med den yderste Selvovervindelse, at han kunde sidde roligt
paa sin Plads, Vrelset forekom ham kvlende, og han frygtede ikke lnge
at kunne beherske sig.

Jeg maa gaa, sagde han med lav Stemme.

Er det allerede saa sent? spurgte den intet anende Tania og trak sit
lille, elegante Ur frem. Saa gaar jeg med! Vil I flge mig hjem? Hun
henvendte sig samtidig til ham og Georg.

Andrey bukkede i Tavshed, og Georg var straks beredt -- man tog Afsked.

Paa Hjemvejen talte Georg uafbrudt med Tania.

Andrey lukkede nppe Munden op, hvert Ord, Georg sagde, borede sig som
en Pil ind i hans Hjerte; men han flte en egen Tilfredsstillelse ved at
lide paa denne Maade.

Ved Tanias Gadedr tog de Afsked med den unge Pige, og da det endnu ikke
var sent, foreslog Georg, at de skulde gaa ind til Byen. Andrey
samtykkede, alt var ham ligegyldigt, og han fortsatte sin Vej, hensunken
i samme paafaldende Tavshed som fr og besvarede kun med Enstavelsesord
Vennens Sprgsmaal. Han flte sig i hj Grad ulykkelig; den
skbnesvangre Opdagelse, han havde gjort over for sig selv, vilde bringe
ham i en hel anden Stilling til Vennen.

Endelig skulde de hver sin Vej.

Jeg kommer op til dig i Morgen Formiddag, sagde Georg. Jeg vilde
gerne lse mine sidste Digte for dig.

Kan du ikke sende dem i Trykkeriet med det samme? spurgte Andrey.

Dette var nsten for meget for Georg, det var at saare ham paa hans
mmeste Punkt. Han rynkede Panden og sagde i en halvt krnket, halvt
forbavset Tone:

Nej, naturligvis kan jeg ikke det -- eller vil det i hvert Fald ikke.
Du ved, jeg stoler aldrig helt paa min egen Dom.

Godt, saa venter jeg dig i Morgen! svarede Andrey.

Hvad gik der dog af Andrey i Aften? spurgte Georg sig selv, da han var
bleven alene, saadan har jeg aldrig set ham fr.


Den nste Morgen sad Georg i sin Vens Vrelse med en Pakke Manuskript i
Lommen.

Andrey havde sovet paa sin Vrede og Sorg -- eller rettere ligget vaagen
paa den, og saa trt, men rolig ud. Han modtog sin Gst som sdvanlig,
ja snarere med lidt mere Opmrksomhed end ellers. Georg tnkte, at han
vilde sge at gre sin Gnavenhed fra Aftenen fr god igen.

Da Georg endelig trak sit Manuskript op af Lommen og begyndte at lse,
flte Andrey det som en Befrielse.

Det, Vennen i Dag lste, var ingen politisk Artikel eller Afhandling af
dem, han skrev i sit Ansigts Sved, som han udtrykte sig, men derimod
Lyrik, skreven i hans gode og ledige Timer. Det var for det meste korte
Digte, hvert med sit Tema, men dog nje knyttede sammen ved n flles
Id, saa at hele Samlingen virkede som et Epos i forskellige Sange.

Det var en stor og begejstret Hymne til Pris for den unge, lysende Dag,
der var i Frd med at oprinde for den russiske Revolution; igldende
Ord henvendte han sig til de unge iblandt _Folket_, som dem, der bar
Fremtidens Socialisme, ihvilken der herskede Lykke og Broderskab.

Skrevne, som disse Digte var, til forskellige Tider, og i forskellige
Stemninger, virkede de hjst uensartet. Lune og Sklmeri afvekslede med
den hjeste Patos, og ganske korte Digte fulgte ofte efter en lang Sang.
Men netop denne Uregelmssighed og tilsyneladende Mangel paa Sammenhng
havde gjort det lettere for Digteren at skabe et gte Billede af
Revolutionens mangesidede, dle og store Vrk. Andrey fulgte ham med
aandels Interesse og vogtede sig vel for at ytre et eneste Ord. Han var
fuldstndig under Fortryllelsen af Georgs melodiske, gldende Ord, alle
mismodige Tanker eller Flelser var som strgne af ham, og han frygtede
for at bryde den gode Stemning.

Da Georg efter at have lst omtrent en Time, holdt op, brd Vennen ud i
en varmt flt og begejstret Tak. Dette var ubetinget det bedste, Georg
endnu havde skrevet. De talte let og frit om det lste, Andrey gjorde
nogle enkelte kritiske Bemrkninger, og Georg havde ikke mere Anledning
til at forundre sig over Vennens forandrede Opfrsel.

Da Georg tog Afsked, foreslog han Andrey at gaa med ham; men han var
ndt til at blive hjemme; man havde overdraget ham at skrive et
Cifferbrev, og det kunde ikke opsttes. Lnge blev han staaende ved
Vinduet, efter at Vennen var gaaet. De herlige Ord genld endnu i hans
Sjl. Georgs Talent havde udviklet sig forbavsende, han var uden Tvivl
en benaadet Digter. Lykkelige Mand, som bar Geniets Stempel paa sin
Pande!

Og atter gled hans Tanker tilbage til Tania; hvorledes kunde hun vel
vlge mellem ham og denne Mand?

Med et Suk satte han sig til sit Skrivebord og tog energisk fat paa sit
Arbejde. Iflere Timer levede han nu i denne underlige Verden af talende
Tegn og Figurer, slog ivrigt efter i Nglen og bandede ofte den
mjsommelige Arbejdsmaade. Brevet skulde, saa snart det var frdigt,
bringes til Hovedkvarteret, for at Budet, som rejste til Dubravnik hen
ad Eftermiddagen, kunde faa det med.

I Hovedkvarteret traf han Helene; det var hendes Tur til at gre
Tjeneste den Dag.

Her er en Efterretning fra Dubravnik, som angaar dig! sagde hun og
trak et Brev frem, som endnu var vaadt af den kemiske Proces. Her er
det, og her staar dit Navn! Hun pegede paa en enkelt Samling Figurer
paa sidste Side. Brevet var fra Zina, og Andrey lste:

Da, der viser sig mange Vanskeligheder ved den Sag, jeg har for, vilde
det vre godt, om------ her fulgte Tegnene -- kunde komme hertil.

Intet kunde i dette jeblik vre Andrey mere velkomment end at faa
Anledning til at komme bort fra St. Petersborg.

Naa, hvad siger du? spurgte den unge Pige noget kligt. Agter du at
tage af Sted?

Ja, selvflgelig!

Det tnkte jeg nok! ytrede Helene i en misbilligende Tone. Uden et
jebliks Betnkning er du i Stand til at forlade dit Arbejde her, som du
netop har faaet saa godt i Gang. Men saadan brer I Herrer
Revolutionister af god Familie jer altid ad! vedblev hun vredt, uden at
agte paa den unge Mands Indsigelser. Saa snart der blot viser sig en
Lejlighed for jer til at kaste jer hovedkulds ind i aktiv Terrorisme,
er I straks parate og glemmer ganske jeres stakkels Arbejdere.

Helene, som havde set, hvilken udmrket Propagandist Andrey var, rgrede
sig over, at han nu uden videre vilde opgive dette Arbejde maaske for
bestandig; thi intet var mere rimeligt, end at han satte Hovedet paa
Spil ved Affren i Dubravnik.

Intet skulde vre mig krere, end om jeg kunde fortstte mit Arbejde
her, sagde han godmodigt og beroligende; men det vilde vre en Skam
for vort Parti, om vi ikke gjorde et ordentligt Forsg paa at redde vor
udmrkede Ven!

Det er ingen Skam for Partiet, at en Mand, som er det hengiven,
anvender sin Tid og sine Evner der, hvor de kan gre mest Nytte,
svarede den unge Pige.

Synes du da virkelig, at Boris og de andre to er af saa lidet Vrd for
Partiet, at det ikke engang lnner sig at ofre et Forsg paa at frelse
dem? spurgte Andrey skarpt.

De har den Vrdi for Partiet, som vore bedste Mnd i det hele taget
har, svarede Helene; men hvis vi vilde forsge at frelse alle dem, der
er noget vrd, kunde vi ikke bestille andet end at hnge over Fngslerne
rundt om i hele Rusland.

Naa, saa mener du altsaa, at det er det eneste rigtige, at vi overlader
dem til deres Skbne? spurgte Andrey ironisk.

De levende har noget bedre at gre end at brkke Halsen for at grave de
dde op igen, svarede Helene fast og skarpt.

Saa er du vel ogsaa af den Mening, at Minearbejderen ikke skal forsge
at befri sin Broder, der er begravet nede i Skakten, men derimod rolig
blive ved med sit Arbejde?

Aa, bliv mig fra Livet med dine Minearbejdere! de beviser intet,
udbrd hun rgerligt. En Lignelse er intet Argument. Men vi har ingen
Tro til vor Gerning, det er Sagen! Hvis vi havde den rette Tro, vilde vi
ogsaa have Mod til trofast at blive ved den!

Jeg siger Tak til den Slags Trofasthed og nsker mig den ikke! sagde
Andrey vredt. Men det er latterligt at bruge Tiden til at skndes,
vedblev han lidt efter noget roligere; thi du ved dog lige saa godt som
jeg, at jeg til Trods for din Protest rejser til Dubravnik. Det er
bedre, at vi skilles som Venner; rimeligvis ses vi ikke mere frend min
Afrejse.

Trods deres Strid kyssede de hinanden til Afsked, som det er Brug i
Rusland iblandt Folk af deres Slags. Andrey lovede hende, at han i Lbet
af en eller to Maaneder vilde vre tilbage med alle tre Venner, og at
han saa straks igen vilde optage sit Arbejde i Propagandaens Tjeneste.

To Dage senere afrejste Andrey til Dubravnik i langt bedre Humr, end
han lnge havde vret.




ANDEN DEL

I Ilden.




I. KAPITEL.

_De sammensvorne i Dubravnik._


Ingen i St. Petersborg kendte Adressen paa Hovedkvarteret i Dubravnik;
Andrey havde faaet Besked om at henvende sig til to Sstre, Masha og
Kathrine Dudorov, for hos dem at faa nrmere Oplysning om Zina og hendes
Venner.

Det var ikke uden Vanskelighed, at han fandt den snvre, afsides
liggende Gade og det stygge rde Murstenshus, hvori de boede.

Ad en endels Stentrappe med slidte Trin naaede han til en gulmalet Dr.
Der inden for maatte de bo; thi Trappen frte ikke videre.

Han trak i Klokkestrengen, og straks efter stod en hj og paafaldende
fattig kldt Kvinde med et sygeligt Udseende foran ham; hendes Alder
kunde lige saa godt vre tredive som tyve.

Tr jeg sprge, om Frknerne Dudorov bor her? spurgte Andrey.

Ja, vrsgod at komme indenfor! sagde hun kort og frte ham ind i et
Vrelse, hvis Fattigdom endogsaa var paafaldende for en Nihilist.

Et Shirtingsforhng delte Vrelset i to Dele, den forreste Del, hvor
Andrey befandt sig, blev brugt som Dagligstue, den bageste som
Sovekammer.

Hvad nsker De? spurgte Damen videre i samme klige, korte Tone.

Jeg kommer med en Hilsen til de to Sstre Masha og Kathrine Dudorov fra
Helene Zubova -- mit Navn er Andrey Kojukhov!

Nej, hvor det glder mig! udbrd hun, og der fo'r et Gldesskr over
hendes blege Ansigt. Jeg er Kathrine Dudorov, jeg skal straks kalde paa
min Sster, vrsgod at tage Plads!

Hun forsvandt hurtigt, og Andrey satte sig ved det umalede
Fyrretrsbord, som var bedkket med Bunker af Bger og Manuskripter i
alle Strrelser og med forskellige Haandskrifter.

Han vidste fra Helene, at de to Sstre havde arvet en lille Formue efter
deres Fader, men at de havde givet alt, indtil den sidste Skilling, til
den store Sag og nu fortjente deres Brd ved Afskrivning eller hvilket
som helst andet Arbejde, de kunde faa fat paa. Paa en af Stolene laa et
pragtfuldt Broderi paa gul Silke, meget for elegant til at kunne vre
bestemt for Beboerne af dette fattige Vrelse.

Et jeblik efter traadte Masha ind; hun var den ldste af de to, men saa
med sit livlige Ansigt, den lille Opstoppernse og de klare, brune jne
ubetinget yngreud.

Vi ventede Dem ikke saa snart, sagde hun. Zina sagde, at De ikke
kunde vre her frend om tre Dage. De nsker formodentlig straks at
opsge hende?

Det gr jeg ungtelig -- hvis det da er Dem belejligt? svarede Andrey.

Jeg skal vre frdig om et jeblik. -- Zina bor ikke langt her fra,
tilfjede hun og forsvandt bag det Shirtings Gardin.

Hvorledes lever Helene? spurgte imidlertid den yngre Sster. Helene
var en Slgtning af Dudorovs.

Andrey fortalte med faa Ord, hvad han vidste om hende.

Ved De, at David ogsaa er her i Byen? raabte Masha bag Gardinet. Hvis
De har Lyst til at trffe ham, kan jeg ogsaa give Dem hans Adresse.

Er David her? Det anede jeg ikke!

Jo, han har vret ved den rumnske Grnse for at ordne Indsmuglingen af
vore Bger, og standsede undervejs her, jeg ved egentlig ikke af hvilken
Grund, svarede Masha, som nu traadte frem fra sit Skjulested, ifrt en
anden Kjole.

Se saa, nu er jeg frdig! vedblev hun. Hvem vil De frst besge, Zina
eller David?

Lad os tage den frst, som er nrmest, foreslog Andrey.

Da David var den nrmeste, begav man sig altsaa frst til ham.

De fandt ham hjemme i Frd med at lege med en smudsig lille, gulhaaret
Unge med store, blaa jne. Det var Vrtens Datter; hun lb hurtigt bort,
da hun saa de fremmede. David holdt meget af Brn og stod forvrigt paa
den venskabeligste Fod med Vrten og hans Familie, der var Jder. Han
tog altid ind hos dem, naar han var i Dubravnik; ingen spurgte ham om
hans Pas, han var simpelthen kendt under Navn af David.

Han tog hjerteligt imod Andrey.

Du kommer akkurat i rette Tid, sagde han; thi allerede i Morgen skal
jeg rejse videre.

Efter at man havde talt en Tid sammen, erklrede David, at han vilde
flge med til Zina, da han havde noget at tale med hende om. Men jeg
skal frst have ordnet noget, tilfjede han og trak sin uundvrlige
Lrreds-Vadsk frem af en Krog af Stuen og gav sig til at fare med
Haanden ned i den.

Det er en underlig Vadsk, den! sagde han. Altid ligger det, jeg
sger efter, helt nede paa Bunden, og han begyndte i rivende Hast at
sprede dens Indhold ud over hele Sofaen.

Endelig fandt han, hvad han sgte: en lille Trske, som viste sig at
indeholde Saks, Fingerbl, Traad og andre Sysager. Saa trak han
Overfrakken af og begyndte atsy.

Lad mig dog hellere gre det for dig! sagde Masha og rakte efter
Frakken.

Nej Tak! svarede han. Jeg gr det meget bedre selv. Mands Arbejde er
langt solidere!

For ogsaa paa en eller anden Maade at gre sig nyttig, gav Andrey sig
til at lgge Tingene ned igen i Vadskken. Idet han greb en lille, grn
Pose paa fem, seks Tommers Lngde, faldt der en besynderlig Genstand ud,
som han frst tog for et Stykke Legetj. Det var en Trklods paa vel en
Tommes Hjde, stillet paa et lille bitte Fodstykke. Nogle lange
Lderremme var fstet til det og antydede, at det maatte vre en
Brugsgenstand. Ved at aabne den lille Pose saa han, at den indeholdt et
hvidt og sortstribet, uldent Klde af den Slags, som bruges ved den
jdiske Gudstjeneste. Han havde flere Gange vret i Synagogen og var vis
paa, at han ikke tog fejl. Den lille Trfigur var det diminutive Alter,
som Jderne binder fast til Panden, medens de lser deres Bnner, og det
stribede Klde var den hellige _Talith_, som de bruger til at bedkke
deres Hoved og Skuldre med, mens de beder.

Se dog en Gang, hvad David har her! sagde Andrey og holdt de to Ting
op foran Masha.

De lo begge, det var virkelig for morsomt at se den Slags Sager i Davids
Gemmer, han, der saa vel som de andre var afgjort Fritnker.

Le I kun! sagde David. Jeg rejser aldrig uden de to Ting -- det er
mit Pas og virker ligefrem magisk paa Spioner og Politi; det falder dem
ikke ind, at jeg kan vre Nihilist!

Han lo og bed Traaden over med sine hvide Tnder.

Se saa, nu er jeg frdig til at gre vor Herskerinde min Opvartning!
tilfjede han.

Masha tog nu Afsked for at gaa hjem efter frst at have bedt David hilse
Zina og Annie.

Hvem er den Annie? spurgte Andrey, da hun var gaaet.

Annie Vulitch! Du kender hende godt! -- husker du ikke, at du traf
hende ved Grnsen? Hun er kommen tilbage fra Schweiz og har nu taget
Pladsen som Tjenestepige i Hovedkvarteret, svarede David.

Jo vist husker jeg Annie Vulitch! udbrd Andrey. Men er det nu ogsaa
rigtigt at betro en saa ung Pige saa vigtig en Post?

Jeg tnkte det samme i Begyndelsen; men jeg maa indrmme, at hun fylder
sin Plads fortrinligt. Det var Zina, der valgte hende, og hun bar samme
mrkelige Evne til at se sine Folk an, som hun har til at knytte dem til
sig.


Om Aftenen fandt der et improviseret Mde Sted i Zinas lille Hus i en af
Byens Udkanter. Der var kun fire Personer til Stede -- de to Kvinder,
Andrey og David.

Annie Vulitch tog liden Del i Samtalen; begravet i en uhyre Lnestol med
de bitte smaa Fdder dinglende i Luften, lyttede hun til de andres Tale,
medens hendes livlige, sorte jne bevgede sig fra den ene til den
anden.

Zina var i Frd med at forklare Andrey den Plan, de havde lagt til
Boris' og hans to Kammeraters Flugt, og spurgte til sidst, hvad han
mente derom.

Du kommer med friskt Hoved og kan se klarere paa Tingene end vi andre!
sluttede hun.

Andrey vedblev i Tavshed at stirre paa den Plan af Fngslet, som Zina i
raske Trk havde ridset for ham.

Men saa tal dog, Menneske! Er du pludselig bleven stum? spurgte hun
heftigt.

Naar jeg skal sige min Mening uforbeholdent, begyndte han endelig,
saa synes jeg aldeles ikke om eders Plan. Den er meget for kompliceret,
alt for mange Ting skal gribe ind i hinanden. Et eneste Uheld paa et
enkelt Punkt kan faa det hele til at ramle sammen, desuden er det en alt
for ls Grund at bygge paa. Ja, her har du min Mening!

Planen var baseret paa en Medvirkning af de almindelige Fanger, med hvem
de politiske havde vret saa heldige at faa sat sig i hemmelig
Forbindelse. To af dem, en forhenvrende Landevejsrver, ved Navn
Berkut, og en Lommetyv, kaldet Kunitzin, var gaaet ind paa at hjlpe
Boris og hans Venner med at flygte.

Arbejdet med den underjordiske Gang, ad hvilken de skulde slippe bort,
gik rask fremad, om en Uges Tid vilde den vre frdig. Det var Berkut og
Kunitzin, der gravede den. Deres Celle var i Stueetagen, medens de
politiske Fangers, som blev strengere bevogtede, laa i Fngslets verste
Etage.

Naar alt var i Orden; skulde Fangerne ovenpaa -- en bestemt aftalt Nat
-- aabne Drene til deres Celler ved Hjlp af en Dirk og liste sig ned i
Cellen i Stueetagen for at naa den underjordiske Gang, der gik ud
derfra.

Den uhyre Fare, som var forbunden med hele dette Foretagende, laa ikke
deri, at to almindelige Fanger var indviklet i det, thi baade Kunitzin
og Berkut var Boris hengivne med Liv og Sjl og havde ofte givet Bevis
paa deres Tilforladelighed. Men de boede i Celle sammen med femten andre
Fanger, som man selvflgelig havde maattet indvi i Hemmeligheden. Ingen
af dem vidste rigtignok andet, end at det var Berkut og Kunitzin, der
vilde flygte, og som gode Kammerater bevarede de Hemmeligheden godt.

Imidlertid kunde Brndevinen, som stadig smugledes ind i Fngslet,
anstifte uberegnelig Ulykke, idet et eneste uforsigtigt Ord, udtalt i
omtaaget Tilstand og i Vagtens Nrvrelse, kunde rbe hele Planen.

Sluttelig var der Vandringen fra den ene Etage til den anden, som i sig
rummede den allerstrste Fare, da der Dag og Nat holdtes Vagt i Gangene.

Det hele er uhyre risikabelt, begyndte Andrey igen. Hvis de ikke
bliver opdagede fr, saa vil de sikkert ikke undgaa det paa denne
Vandring paa Trappegangene.

Hvilket Flugtforsg er ikke risikabelt, Andrey? spurgte Zina. Men se
her, jeg skal vise dig, at denne Vandring, som du kalder den slet ikke
er saa farlig endda! og hun tegnede paa et nyt Stykke Papir en Plan
over det Indre af Fngslet, som hun kendte til dets mindste Enkeltheder.

Der var for Tiden ni politiske Fanger i Dubravniks Fngsel. Cellerne var
fordelte i to sammenhngende Gange, som lb i en ret Vinkel hver til sin
Side. Heldigvis var Boris og begge hans Kammerater i samme Gang. Efter
at Vagten havde gjort sin Runde ved Midnat, skulde Zalessky, en af
Fangerne i den anden Gang, se at faa lokket Fangevogteren hen til sin
Celle og opholde ham med Snak. Zalessky havde allerede flere Gange paa
denne Maade underholdt sig med ham, for at Manden ikke den Nat skulde se
noget nyt i hans Adfrd og muligvis fatte Mistanke. Zina viste paa
Planen, hvorledes det var umuligt fra Zalesskys Dr at se hen til de
andres. Alle Hngsler saa vel som Laase skulde forud vre smurte, og
Fangerne skulde liste sig af Sted paa Hosesokker. Naar de frst var uden
for deres egen Dr, skulde de med en Dirk aabne Dren til Trappen, der
frte ned til Stueetagen. De fire forskellige Gange dernede blev kun
bevogtede af n Mand, som altsaa havde at gre sin Runde igennem dem
alle, og Fangerne behvede kun at afvente det jeblik, da han forsvandt
i en anden Gang, for at smutte ud i den, hvor Berkuts og Kunitzins Celle
laa.

Og hvor udmunder den underjordiske Gang? spurgte Andrey.

Her, svarede Zina og pegede paa sit frste Afrids paa en Plet
umiddelbart uden for Ydermuren.

Og hvor er Skildvagten?

Her!

Altsaa lige i Nrheden! De kommer frem saa at sige for Nsen af
Skildvagten, sagde han og viste Annie og David Kortet.

Ja, hvis det var dig, der skulde postere Skildvagterne, saa vilde du
rimeligvis nok anbringe ham her paa et andet Sted, sagde Zina
utaalmodigt. Men da det nu ikke er Tilfldet, saa maa vi se at hjlpe
os, saa godt vi kan.

Nuvel, saa hjlper vi os, saa godt vi kan, og lber Risikoen,
bemrkede Andrey. For Resten har jeg en Id med Hensyn til Skildvagten;
men jeg maa frst selv se Stedet. -- Hvilken Rolle har du for Resten
tnkt at overdrage mig?

Zina fortalte ham det. I Nrheden af det Sted, hvor Gangen udmundede,
skulde der holde en Vogn for hurtigst muligt at bringe Fangerne til et
sikkert Sted. Vasily, som var en udmrket Kusk og kendte Byen ud og ind,
skulde agere Kusk; men man holdt det for raadeligst at have en anden
paalidelig Mand med frie Hnder paa Stedet for at hjlpe Fangerne hen
til Vognen og i forndent Fald forsvare dem.

Andrey nikkede bifaldende. Ja, den Plan kan der intet siges imod, ingen
ved, hvad der kan ske, sagde han.

Saa aftalte man, at Vasily nste Aften skulde fre ham hen til Stedet,
og Mdet sluttedes.

Hvor kan jeg trffe dig i Morgen? spurgte David.

Det har jeg ingen Id om -- sprg Zina! Jeg staar under hendes
Kommando, svarede Andrey.

Kom til Rokhalsky i Morgen, vi er der alle, Andrey skal bo sammen med
Vasily, svarede Zina.

Vasily beboede et Vrelse i det lille Vrtshus, hvor hans Hest stod
opstaldet. Han udgav sig for at vre Kusk og Oppasser hos en mindre
Kbmand, der var bleven opholdt paa Markedet i Romny, men snart vilde
komme efter. Andrey skulde altsaa forelbig spille denne fingerede
Herres Rolle og maatte i den Anledning anskaffe sig en Kldedragt, der
svarede til hans nye Stilling og hans nye Pas: en lang Kaftan, et Par
lange Stvler, en Hue og Vest af den brugelige Slags og saa fremdeles.
IMellemtiden skulde Vasily forberede Folkene i Vrtshuset paa, at hans
Herre nu kom.

Den nste Dag skulde de begge mdes hos Rokhalsky for at trffe en
bestemt Aftale om Andreys endelige Ankomst til Vrtshuset, og det blev
overdraget David at bringe Vasily Besked; thi Vasily selv kom aldrig til
Zinas Hus; de to Boliger holdtes strengt afsondrede. Vrtshuset var kun
et midlertidigt Tilholdssted; Politiet vilde ikke have vanskeligt ved at
finde dem der, saa snart Flugtforsget frst var gjort. Flgelig skulde
det forlades samme Nat, som Flugten fandt Sted, og Andrey og Vasily --
saa vel som de undvegne -- tage Ophold i Zinas Hus, hvor de skulde
holdes indelukkede, medens Politiet vendte op og ned paa Byen for at
finde dem. Af den Grund maatte Zinas Hjem ikke alene holdes fuldstndig
frit for ethvert Samkvem med Vrtshuset, men ogsaa i det hele taget for
al mistnkelig Omgang. De to Kvinder levede saaledes nsten helt
afsondrede; man mdtes kun til korte Forhandlinger i de offentlige Anlg
eller Pladser, eller, hvis det var ndvendigt, at alle maatte vre til
Stede, ien Vens Hus, som f. Eks. hos Rokhalsky.

Hvor vil du anbringe mig i Nat? spurgte Andrey, da David var gaaet.

Jeg vil straks gaa med dig til Rokhalsky, som vist nok gerne giver dig
Husly en Nat, saa har du den Fordel at vre der i Morgen Formiddag.

Saa snart Mrkningen var falden paa, begav de sig af Sted.

Rokhalsky var en velhavende og godhjertet Mand med liberale Anskuelser
og varm Interesse for de sammensvorne; han modtog mange forskellige
Slags Mennesker i sit Hus, havde aldrig haft noget Sammenstd med
Politiet, og de Ulovlige havde hos ham et af deres sikreste
Tilflugtssteder i Dubravnik.

I en stille Gade i et af Byens fornemme Kvarterer pegede Zina paa en
Rkke oplyste Vinduer i tredje Etage af et nybygget Hus og sagde til
Andrey: Vi trffer ham i hvert Fald hjemme -- rimeligvis er der
Selskab.

De er svrt tidligt paa Frde her i Dubravnik og, som det forekommer
mig, ogsaa meget konomiske -- der er jo ikke en eneste Vogn at se i
hele Gaden, sagde Andrey.

Den fattigste Del er vel kommen frst, bemrkede Zina ligegyldigt.

Idet de kom nrmere, opdagede Andrey i et Vindue i Stueetagen lige over
for Rokhalskys to gamle Damer, der i synlig Ophidselse syntes at pege op
imod den oplyste tredje Etage.

En egen Mistanke greb ham.

Vent et jeblik her, sagde han til Zina, lad mig gaa frst ind, her
er noget ved Stedet, som jeg ikke rigtig synes om.

Passiar! Rokhalsky er sikker nok, udbrd hun og gik hen imod Porten,
som hun aabnede. Andrey lagde Mrke til, at der indenfor og paa de hvide
Stentrin var Spor af mange og store Fdder, og idet han resolut greb
hendes Arm og stak den ind under sin, trak han hende ud paa Gaden.

Det er hjst sandsynligt, at Rokhalsky er sikker, naar du siger det;
men hvad kan det skade dig, om du venter et Par Minutter her udenfor,
mens jeg lber op for at se ad? sagde han.

Andrey vedblev at fle sig usikker -- alle disse forskellige Tegn, som i
og for sig syntes saa ubetydelige, og som han nppe selv kunde forklare
sig, havde faaet ham til at studse; det er det, overtroiske Folk kalder
for en Forudanelse.

Det er for latterligt, sagde Zina og trak sin Arm ud af hans.

Ja, hvis du ikke lader mig gaa alene op, gaar jeg slet ikke med.

Der var en saadan Bestemthed i hans Tone, at Zina uvilkaarligt saa op og
blev slaaet af Udtrykket i hans Ansigt.

Nuvel da, hvis du virkelig tror, at der er Grund til Mistanke, saa lad
os hellere slet ikke gaa op -- ingen af os--, men spadsere frem og
tilbage i Gaden, indtil vi ser et eller andet! sagde hun. Det vilde
ubetinget have vret det klogeste, men Andrey var nysgerrig efter at faa
at vide, hvorledes Sagerne i Virkeligheden stod; det var aldeles
ndvendigt for Mdets Skyld den nste Dag, og han svarede derfor:

Naa, det er jo heller ikke ndvendig straks at gre saa stort Vsen af
Tingene; vi kan risikere at komme til at gaa her i Timevis, uden at se
noget. Vent henne paa Hjrnet; jeg skal vre tilbage om et jeblik!

Han traadte ind i Porten; der var ikke en Sjl at se, Ddstavshed
herskede over hele Huset. Da han gik op ad den frste Trappe, aabnedes
en Dr i Stueetagen, og et rynket, skglst Ansigt -- han kunde ikke
afgre, om det var en Mands eller Kvindes -- kom til Syne, kastede et
hurtigt, spejdende Blik paa ham og forsvandt. Saa hrte han Dren blive
slaaet i bag sig og Nglen drejet hastigtom.

Besynderligt! tnkte Andrey og gik forsigtigt videre -- saa lydlst,
som det var muligt uden at rbe nogen Angst.

Han lagde hurtigt sin Plan. Han vilde gaa forbi Rokhalskys, lige op til
fjerde Etage for at lse Navnet paa dem, som boede der, saa vilde han
gaa ned og ringe paa hos Rokhalsky, og hvis Politiet lukkede op, vilde
han lade, som om han gik forkert, og sprge efter Familien ovenover. For
en Sikkerheds Skyld tog han sin Revolver ud af Hylstret, trak Dolken,
som han altid bar i sit Blte, frem, saa at den var nem at faa fat paa,
og var snart efter oppe i tredje Etage, hvor han saa Rokhalskys Navn paa
en Messingplade. Han standsede og betnkte sig; hans Plan kunde vre god
nok; men han lb den Risiko at afskre sig selv Tilbagevejen; havde han
dog blot spurgt Zina om Navnet paa dem, der boede ovenover, hun vidste
det rimeligvis.

Saa hrte han pludselig en Dr blive hurtig aabnet og Lyden af Sporer og
Sabler; al Tvivl var forsvunden. Politiet var der.

Inde i Rokhalskys Entr var der posteret fire Soldater, som havde faaet
Ordre til at anholde enhver, der maatte komme. De havde hrt Andreys
forsigtige Trin og ventede kun paa, at han skulde ringe, for at kaste
sig over ham. Da han imidlertid tvede med at ringe, frygtede de, at han
skulde gaa igen og saaledes undslippe dem, og besluttede derfor at
optrde angrebsvis.

Men frend de endnu havde faaet Dren helt op, var Andrey allerede som
et Lyn henne ved Trappen, greb fat i Gelnderet og sprang som en Bold
nedad. Han havde ikke en Gang set Soldaterne, men hrte kun deres Raaben
og Trampen og Lyden af deres Sabler paa Trappen. Det var et vanvittigt
Lb, ingen af Parterne havde gensidig set hinanden, men Andrey havde
Fordelen paa sin Side; thi han var en smidig, ung Mand -- vet i at
klatre paa Bjerge -- mens Soldaterne var anderledes stive og tilmed
hindrede af deres tunge Dragt og lange Sabler. Allerede nede ved frste
Etage havde han faaet et godt Forspring. Idet han lb forbi Gasblusset,
fik han en god Id -- han slukkede Gassen. Ved nste Afsats gjorde han
det samme, og med en lynsnar Bevgelse kastede han Bnken, der stod
langs Vggen, paa tvrs over Gangen. Der var nu ganske mrkt paa Gangen,
og hans Forflgere sagtnede deres Lb.

Saa havde han den Tilfredsstillelse at hre nogen falde over hans
improviserede Barrikade: et tungt Fald og en Ed, hvorefter der nsten
blev stille; Soldaterne var ndte til forsigtigt at famle sig frem af
Frygt for lignende Forhindringer. Nede i Porten slukkede Andrey atter
Gassen og stod endelig paa Gaden efter frst omhyggeligt at have trukket
Porten til efter sig, for at gre Mrket fuldstndigt.

Zina, som befandt sig i nogen Afstand, havde ikke hrt det mindste til
Larmen, kun var det hende paafaldende, at han kom saa hastigt tilbage:
men da hun saa hans rolige, om end hurtige Skridt og det fuldstndig
beherskede Udtryk i hans Ansigt, gik hun ham uden ngstelse i Mde.

Han standsede hende med en Gestus og hviskede, da han var kommen helt
hen til hende: Politiet!

Saa tilbd han hende galant sin Arm og gik roligt hen imod Rokhalskys
Hus. Rimeligvis vilde Soldaterne om et jeblik styrte frem, og det var
da bedre, at de saa deres Ansigt end deres Ryg. Zina gjorde ikke den
mindste Indvending, hun var alt for erfaren i den Slags Situationer til
ikke straks at forstaa og billige Andreys Plan; de var nppe gaaet ti
Skridt, frend Porten blev reven op, og fire Soldater uden Hjlm og med
flagrende Haar kom styrtende ud, den ene af dem holdt et Lommetrklde
for Nsen. De saa forvildede til alle Sider, og da de kun opdagede en
velkldt Herre med en Dame under Armen, lb de hen imod dem, og en af
dem sagde hurtigt og stakaandet til Andrey:

Undskyld, min Herre; men De skulde vel ikke have set en Mand lbe?

Ud af denne Port? spurgte Andrey og pegede paa Rokhalskys Hus.

Ja, netop!

Med rdt Skg og graa Hat?

Ja! Nej! -- -- det kan vre det samme. Men hvad Vej lb han?

Den! svarede Andrey og pegede paa et lille Strde bag dem. Han er
lige lbet forbi os og maa vist nok vre lbet ind i det frste Hus paa
hjre Haand. De vil sikkert kunne faa fat paa ham -- men lb hurtigt!

De lb hurtigt og var snart ude af Syne. Zina og Andrey gik videre, Arm
i Arm og med rolige, vrdige Skridt. Ved det frste Gadehjrne drejede
de af, og da der kom en Droske krende, raabte de den an og opgav Kusken
Navnet paa en Gade i et helt andet Kvarter. Som rimeligt var, nskede de
saa hurtigt som muligt at komme bort fra dette farlige Sted.

I Vognen talte de ikke om det forefaldne af Hensyn til Kusken, de opgav
ham igen en ny Adresse og steg til sidst ud paa et Gadehjrne.

Lad mig nu hre det hele! sagde Zina og greb atter Andreys Arm.

Han fortalte med faa Ord, hvad der var hndet. Vi har i Sandhed haft
Lykken med os! udbrd Zina. Hvis vi ikke var komne der i Aften, og du
ikke havde fattet Mistanke, hvad vilde der saa vret hndet os alle i
Morgen? Ak ja, tilfjede hun tankefuldt, med et Suk -- af hvilke
Tilfldigheder afhnger dog ikke vor Skbne; nu maa vi se at faa fat paa
David, for at han kan gaa rundt til vore Folk og give dem Besked. Vi er
lige ved Davids Hus, kender du Stedet igen?

Nej, jeg har ikke Begreb om, hvor vi er, svarede Andrey.

Vi er komne hertil fra en anden Side, sagde hun, slap hans Arm og
forsvandt i en mrk Port. Her tog hun sin elegante Hat af, bandt den ind
i sit hvide Lommetrklde, trak Handskerne af og kastede et Trklde
over Hovedet, som hun knyttede under Hagen paa samme Vis som de russiske
Bnderkoner. Idette Kostume og med den lille Pakke i Haanden lignede
hun en ung, smuk Syerske, som bar en Pakke til en Kunde.

Vent paa mig her! sagde hun. Om et Kvarter er jeg tilbage igen. Lad
mig se dit Ur?

Hun sammenlignede det med sit.

Tre Minutter i otte -- hverken fr eller senere er jeg her igen.

Naa, jeg ser, at du har bibeholdt dine Petersborger-Vaner! sagde
Andrey smilende.

Ja, der er intet saa modbydeligt som at vente paa det usikre, sagde
hun og forsvandt i Mrket.

Endnu en Tid kunde han skimte den lille, hvide Pakke, saa forsvandt
ogsaa den. Efter at have bidt omhyggeligt Mrke i det Hus, hvor de
skiltes, begyndte han at gaa fremad, af og til seende paa sit Ur. Da
Halvdelen af Tiden omtrent var udlben, vendte han og gik i samme Tempo
tilbage; et Minut fr Tiden var han paa Stedet.

Atter saa han den hvide Pakke nrme sig, dog var det ikke denne Gang
Zinas Hat -- den havde hun igen taget paa -- men Lommetrkldet alene,
som hun holdt i Haanden. Ved hendes Side gik en sort Skikkelse; det var
David; han havde ikke kunnet modstaa sin Lyst til at gaa med for at
lyknske Andrey til hans heldige Flugt.

Ja, disse smaa Byer er undertiden forbandet hede Steder, sagde han
leende, og godt var det, at du slap med at brnde Fingerspidserne!

Zina gav derpaa David endnu et Par Oplysninger, og saa forsvandt han.

Jeg er bleven ngstelig! sagde hun, da de var alene. David fortalte
mig om en ny, ganske uventet Arrestation -- en Mand i en anset social
Stilling. Jeg stoler ikke lnger paa nogens Sikkerhed; det er bedst, du
flger hjem med til mig.

Lad os saa gaa da!

Ja, men lad os hellere vente til efter Klokken ti, paa den Tid er Gaden
rolig, og ingen lgger Mrke til dig.

De havde endnu to Timer for sig; Andrey foreslog, at de skulde gaa en
Tur langs med Floden, de kunde da uforstyrret tale videre og samtidig
nyde den herlige, sydlandske Aften.

Nej! sagde Zina, vi kan benytte vor Tid til noget bedre end det! Lad
os gaa hen til Fngslet, saa behver du ikke at gaa der med Vasily. Det
er desuden rigtigst at undersge Stedet ved Nattetid, da det dog er om
Natten, du skal gre Brug af dine Kundskaber.

De gik altsaa lige hen til Fngslet; det var en stor, svr to Etages
Bygning, der ragede op over en hj Mur, som udelukkede den fra den
vrige Verden. En stor og de Plads uden Spor af Vegetation omgav den og
stdte paa den ene Side op til de aabne Marker.

Ad de nrmest tilstdende Gader gjorde de en Rundgang omkring Terrainet
og standsede til sidst ved den Gade, hvor Vognen skulde holde, og
hvorfra man kunde overse hele Valpladsen.

Tag blot et Overblik over det hele! sagde Zina. Du behver hverken at
tlle Skridt eller maale Afstande, det har Vasily allerede gjort, og han
vil sige dig alt.

Stedet, hvor Vognen skulde holde, var ret gunstigt, eller rettere, saa
lidt ugunstigt, som man kunde vente at finde det. Vist nok var det noget
langt borte fra det Sted, hvor den hemmelige Gang udmundede, men til
Gengld var det skjult af Husene, saa at Vognen ikke kunde ses eller
beskydes fra Fngselsmuren. Gaden var sikker nok -- selv paa denne Tid
af Aftenen var der ikke en Sjl at se i den.

Her er det svage Punkt! sagde Zina og pegede hen imod en tarvelig
Vinknejpe i omtrent tre Hundrede Alens Afstand. Hele Nabolaget her er
som en uddet rk ved Midnat; men i den fordmte Klder derhenne drikker
de lige til Klokken to. Man kan risikere, at en Opvarter eller en Gst
kommer ud for at se efter, naar der hres Larm paa Gaden, og en saadan
Tilfldighed kan blive skbnesvanger for os.

Aa, hvis det ikke er andet, saa behver du ikke at ngstes for det,
svarede Andrey. Det bliver min Sag at tage mig af dem derinde og
forhindre dem i at blande sig i Ting, som ikke vedkommer dem. Derimod
vilde jeg foreslaa, at Vasily holdt lidt nrmere ved Vrtshuset, det
vilde se mere naturligt ud, saa staar jeg ved Enden af Gaden og giver
ham et Tegn, idet Fangerne viser sig, for at han kan kre lidt lngere
frem imod dem.

De gik atter igennem Gaderne og kom nu ud paa en anden Kant af
Fngselspladsen; Zina frte sin Ledsager skraas over den og gik videre
langs Fngselsmuren.

Der oppe er de politiske Fangers Celler, hviskede hun og pegede paa en
Rkke Vinduer i verste Etage, hvoraf nogle henlaa i Mrke, medens der
inden for andre skinnede et svagt Lysskr.

Kan du vise mig Boris' Vindu? spurgte Andrey med sklvende Stemme.

Det syvende fra Hjrnet; der er Lys, rimeligvis lser han. Levisbins er
det femte og Kleins det tredje. Begge deres Vinduer er mrke, de sover
vel allerede. Men det er ikke vrd at stirre saa vedholdende paa nogle
Fngselsvinduer, tilfjede Zina og stdte til ham, Skildvagten
iagttager dig!

Andrey havde ikke ventet, at han skulde komme Boris saa nr i Aften, og
Tanken om, at hans Ven befandt sig her inden for denne Rude, saa nr, at
han kunde raabe til ham, satte ham i strk Bevgelse. Et jeblik fo'r
der en vild Id igennem hans Hoved om at raabe Boris' Navn hjt for
muligvis at faa et Glimt af ham at se. Han var saa fortabt i sine
Tanker, at Zina blev ndt til at tage hans Arm og trkke ham af Sted.

De fortsatte en Tid deres Vej i Tavshed; da Fngselsterrainet var et
godt Stykke bag dem, spurgte Andrey:

Vilde han kunne se os, hvis vi gik forbi ved Dagslyset?

Nej! svarede Zina. Dertil sidder Vinduerne meget for hjt, og de er
desuden overmalede med hvid Farve, for at man ikke skal kunne se igennem
dem. Men jeg skal skrive og fortlle ham, at vi er gaaede forbi hans
Celle i Aften og har set Lys derinde; det vil glde ham.

Ogsaa jeg vilde gerne skrive til ham -- kan jeg det? spurgte Andrey.

Ja, saa ofte du vil! Jeg kan nu faa bragt alt, hvad jeg nsker til ham;
vi frer en livlig Korrespondance. Men det har vret frygtelig svrt at
faa Bugt med hans Vogtere. Vd du af, at jeg to Gange paa en Haarsbred
nr har vret ved at blive arresteret? Jeg har altid det Held at komme
til de forkerte Folk.

De vedblev paa hele Hjemvejen at tale om Boris, og hjemme i Stuen viste
Zina sin Ven et Fotografi af hendes lille Sn Boria, hun havde faaet det
sendt for et Par Dage siden.

Er han ikke henrivende? spurgte hun med en Moders Stolthed, idet hun
holdt Billedet af en Baby med buttede Hnder, runde, forbavsede jne og
aaben Mund hen foran ham.

Jo, han er nydelig! Finder du ikke, at din Dreng ligner Boris?

Aldeles det samme Ansigt! udbrd Zina, glad ved at hre dette af en
fremmed. Og han bliver nok ogsaa en Gang i Tiden en lige saa god
Oprrer som hans Fader. Han er kun et Aar og fire Maaneder gammel, men
han har allerede efter Evne hjulpet med til Revolutionen, og saa
fortalte hun smilende, at hun havde taget Drengen med til Hovedkvarteret
i Kharkoff, da han var ni Maaneder gammel.

Der er intet, der giver ens Hus et mere fredeligt og uskyldigt
Udseende, frit for enhver Mistanke, end saadant et lille Barn. Og min
Boria viste sig den Gang at vre meget nyttig for os. Tror du vel, at
der er mange, der i saa ung en Alder, har begyndt deres Arbejde i
Revolutionens Tjeneste? spurgte hun og lo. Du ser, der er Grund til at
antage, at han vil blive til noget engang!

Forhaabentlig behver dog Rusland ikke lnger Revolutionister til den
Tid, at din Boria bliver stor -- mente Andrey, og tilfjede: Men hvor
har du gjort af ham nu?

Der gled en Sky over den unge Kones Pande.

Jeg kunde desvrre ikke tage ham med mig hertil -- idet Tilflde, at
jeg skulde blive fngslet, vilde han saa ogsaa komme til at flge mig --
og dertil er han dog lidt for ung. Han er ude paa Landet hos Boris'
Moder; de er gode imod ham og skriver ofte til mig. Jeg haaber, at jeg
vil kunne ordne det saaledes, at jeg kan rejse derud, saa snart Affren
her er overstaaet.

De talte til langt ud paa Natten i Zinas Spisestue, hvor der var redt
Seng til Andrey. Annie Vulitch havde forlngst begivet sig til Ro.
Andrey maatte fortlle Zina alt, hvad han vidste om Vennerne i St.
Petersborg, om Georg, Advokat Repin og Tania; men han vogtede sig vel
for at rbe sine Flelser for den unge Pige.


I Lbet af nogle faa Dage havde Andrey og Vasily ordnet alt forndent og
var installerede som Herre og Tjener i den omtalte Gstgivergaard. Men
kort efter hndte der noget, som forelbig bragte en fuldstndig
Standsning i hele Foretagendet.

I samme Celle, som Berkut og Kunitzin beboede med de andre Fanger, blev
der indfrt en ny Mand, som sagdes at vre Falskmntner; til ham fattede
man straks Mistanke; man frygtede for, at han var Spion for Politiet.

Alle Beboere af Cellen blev enige om, at Arbejdet paa den hemmelige Gang
maatte hvile, indtil man atter blev den uvedkommende Kammerat kvit.
ILbet af tre Uger gjorde hele Selskabet deres bedste for at gre ham
Tilvrelsen derinde saa uudholdelig som vel muligt, og paa denne Maade
lykkedes det dem endelig at bringe ham saa vidt, at han androg
Fngselsinspektren om at maatte blive frt til en anden Celle. Frst da
kunde man atter tage fat paa Arbejdet.

Disse Forsinkelser var yderst ubehagelige for Hovedpersonerne i
Sammensvrgelsen; ikke alene trede det i foruroligende Grad paa deres
Pengebeholdning, men det gjorde dem nervse, fordi de var ndte til at
holde sig i fuldstndig Ro og Afsondrethed. Det vilde have vret Vanvid,
om de var begyndt at tage Del i Propagandaen, der i Dubravnik saa vel
som andre Steder gik sin vante, regelmssige Gang.

I sin Egenskab af Forretningsmand kunde Andrey imidlertid ikke altid
sidde hjemme, det vilde se mistnkeligt ud; desuden var det ndvendigt,
at han traf Zina, som var Midtpunktet for og Lederen af hele Bevgelsen.
Flgelig gik han hver Morgen ud og mdtes i Lbet af Formiddagen paa et
forud aftalt Sted og paa et bestemt Klokkeslt enten med Zina eller
endnu hyppigere med Annie Vulitch. Resten af Formiddagen maatte han
tilbringe i Vrelset, hvor Vasily, naar han var frdig med sine Pligter
som Kusk og Opvarter, gjorde ham Selskab.

For ingen af dem var denne paatvungne Lediggang nogen srlig Nydelse; de
var for ophidset til at kunne studere, og selv almindelig Romanlsning
formaaede ikke for en Tid at fngsle deres Tanker. Dog var Vasily den,
der fandt sig bedst i sin Skbne. Naar han havde foret og striglet sin
Hest, pudset Seletjet og ordnet Vrelset -- som var lejet uden
Opvartning -- og som just ikke blev holdt overdrevent propert -- kunde
han i Timevis ligge ud af Vinduet med Piben i Munden og med en saa
ligegyldig, slv Mine, som om han aldrig i sit Liv havde bestilt andet.
Andrey sgte forgves at tilegne sig noget af sin Vens Ro -- for den,
der kmper, er Taalmodighed lige saa ndvendig som Mod og Klogskab,
sagde Vasily bestandig. Men for Andrey der kom lige fra det virksomme
Liv i St. Petersborg, var det dobbelt svrt at vnne sig til dette
Driverliv, og han levede kun i en eneste nervs Forventning om, at den
store Dag endelig skulde bryde frem.

En Aften, da de begge kom hjem efter en Spadseretur, fandt de en Seddel
med Andreys Adresse paa Bordet i Forstuen. Der havde under deres
Fravrelse vret et Bud fra Kontoret og lagt flgende Besked til
Herren, forklarede Portieren. Det var en aaben Seddel med nogle faa Ord
nedkradsede med en daarlig Haandskrift og forkert stavet, hvori man
anmodede Andrey om at komme paa Kontoret nste Morgen Klokken ti i
Stedet for Klokken elleve.

Denne Besked kunde kun komme fra Zina og maatte betyde, at der var
hndet noget srligt.




II. KAPITEL.

_Man lgger en ny Plan._


Deres Mde nste Dag skulde finde Sted i de offentlige Anlg. En halv
Time fr Tiden var Andrey ved den bestemte Bnk i en af de mere afsides
liggende Gange, og opdagede et jeblik efter Zinas lysebrune Kjole
mellem Trerne.

Hvad er der i Vejen? spurgte han.

Hun svarede ikke straks; thi der kom i det samme en Herre gaaende forbi
dem; men hendes Ansigt var alvorligt og bar Prg af strk
Sindsbevgelse.

Alt er delagt! sagde hun endelig og saa op paa ham. Politiet har
opdaget Gangen!

Opdaget Gangen? gentog Andrey som forstenet.

Ja, forrige Nat; men lad os stte os her paa Bnken, saa skal jeg
fortlle dig alt.

Den unge Kone fortalte nu hurtigt, hvorledes det hele var gaaet til.
Kunitzin var netop gaaet ned i Gangen for at grave de sidste Spadestik,
da et pludseligt Spektakel oppe i Cellen fik ham til at skynde sig
tilbage. Det var Fangerne, der var komne i Sknderi ved Kortbordet -- en
af dem var bleven greben i at spille falsk, og de kastede sig nu alle
over ham, en enkelt endog med Kniv, saa at han blev saaret i Skulderen.
Larmen hidkaldte selvflgelig straks Vagten, og det var kun lige netop,
at Kunitzin naaede at springe op i sin Seng; men han naaede derimod ikke
frst at faa Brdtet, der dkkede for Aabningen ned til Gangen, lagt
ordentlig til Rette. En af Soldaterne snublede over Kanten af det, og et
jeblik efter var den hemmelige Gang opdaget.

Andrey stirrede ufravendt paa Zina, mens hun talte, men hrte dog nppe
hendes Ord; kun det ene stod helt klart for ham, at deres Plan var
tilintetgjort.

Det er Frugten af al vor Udholdenhed! udbrd han bittert.

Det kunde vre gaaet os endnu langt vrre, sagde Zina roligt. St nu,
at Politiet den Gang gennem den nye Fange havde faaet et Vink om vort
Foretagende, saa var vi rimeligvis alle blevne grebne. Nu glder det kun
om at begynde forfra!

For tredje Gang, saa vidt jeg vd!

Nej, for femte! Vi har forsgt og opgivet tre andre Planer fr denne,
svarede hun.

Men hvad skal den nste blive? spurgte Andrey og forsgte at vre
rolig. Er der i det hele taget nogen nste tilbage?

Jeg haaber, at vi maa kunne finde paa et eller andet -- maaske Boris
kan hjlpe os -- -- -- men det vrste er, at vore Penge er ved at slippe
op, sagde Zina.

Der fulgte en lang Pavse, hver af dem var optagen af sine egne Tanker.
Det var Zina, der talte frst.

Jeg har faaet at vide, at der skal vre kommet Ordre fra St. Petersborg
til Dommeren om at fremskynde Boris' Forhr saa meget som muligt.

Hvad betyder det? spurgte Andrey.

Intet srligt! De vil blot paa ny blive underkastede Forhr.

Holdes disse Forhr i selve Fngslet, eller bliver Fangerne frte andet
Steds hen? spurgte Andrey, som greben af en pludselig Id.

Forhrene holdes paa Raadhuset, Dommerne anser det for under deres
Vrdighed at komme til Fangerne, svarede Zina.

Hvad om vi vovede et Forsg paa denne Vandring til Raadhuset? spurgte
han og vendte sig helt om imod hende.

Hun saa bestyrtet paa ham.

Er du gal? Midt paa Gaden i en stor By -- ved hjlys Dag? Hvad tnker
du paa!

Det er jo heller ikke ligefrem et Forslag, jeg gr, svarede han. Det
er kun et jeblikkeligt Indfald, som dog maaske var vrd at tage under
nrmere Overvejelse. Kan du sige mig, hvor stor Eskorten er, som
ledsager dem?

Sidste Gang var der fire Mand.

Kun fire! Det er ikke saa slemt, som jeg havde troet.

Han begyndte nu i fuldt Alvor at udvikle sin Plan og sge at bevise, at
Faren ved at angribe Politiet paa aaben Gade og ved hjlys Dag ikke var
nr saa stor, som det straks kunde synes. Hvis Forsget virkelig blev
gjort, vilde Sagen i Lbet af nogle faa Minutter vre afgjort enten paa
den ene eller anden Maade; paa saa kort Tid vilde der ikke kunne samle
sig noget Gadeoplb, tilmed da enhver forbipasserende rimeligvis vilde
lbe sin Vej ved det allerfrste Skud. Desuden kunde man vlge et
ubefrdet Sted til Angrebet; Fngslet laa i Udkanten af Byen, og de
nrmest tilstdende Gader var nsten mennesketomme paa den travleste Tid
af Dagen.

Men du glemmer Hovedpunktet, afbrd Zina ham, der er fire Soldater i
Eskorten, og de fordrer i det mindste fire Mand fra vor Side, hvis vi,
som du siger, skal overrumple dem. Med de tre Fanger bliver der altsaa
syv Mand af vore; dertil behves to Vogne med tilsvarende Kuske for at
fre dem hurtigt bort. -- Tnk blot, hvilket Materiale der udfordres til
at gennemfre din Plan!

Med lidt Energi vil vi vel nok kunne skaffe baade Penge og Folk,
svarede Andrey.

Maaske! Men det bliver jo en ligefrem Nedsabling, og det er da egentlig
ikke det, vi vil. Hvad hjlper det, om vi befrier Fangerne, hvis vi i
Stedet for bringer deres Redningsmnd i Ulykke?

Andrey mumlede noget i Skgget og gik uroligt frem og tilbage; hun havde
ungtelig Ret, hans Plan var meget for indviklet. Han forsgte at
simplificere den; den ene Vogn og en Mand til Angrebet kunde maaske
spares -- men det var og blev desuagtet en yderst kompliceret
Historie------

Hvad mener du! afbrd hans Ledsagerske ham pludselig i hans
Grublerier, hvis Fangerne var bevbnede?

Det vilde vre brillant -- men hvorledes skulde det gaa til?

Jeg tror, det kunde lade sig ordne. Slutteren giver dem alt, hvad de
vil -- for nylig lod han dem faa en Sav og et Bundt Ngler, han kan lige
saa godt overtales til at bringe dem tre smaa Revolvere. Jeg vil i hvert
Fald forsge, om det gaar.

Ja, -- og det saa snart du kan! sagde Andrey. Det vilde ungtelig
simplificere Sagen betydeligt.

Da de mdtes nste Dag, kunde Zina allerede meddele ham, at Slutteren
var villig til at hjlpe dem, og man begyndte nu paa den nye Plans
Udarbejdelse, efter at den frst ved et Fllesmde enstemmig var
vedtagen. Det blev bestemt, at man nu, da Fangerne kom til at fre
Vaaben, skulde hjlpe sig med to Mand til selve Angrebet og have to
Vogne til at skaffe dem bort i. Det blev overdraget Vasily at kbe en ny
Hest, medens Zina skulde stte sig i Forbindelse med Ligaen i Dubravnik
for at faa to paalidelige Mnd, en til at vre Kusk og en til Angrebet.

En ny Meddelelse fra Fngslet bragte dem til af al Magt at fremskynde
deres Forberedelser. Forhret skulde allerede finde Sted om fjorten
Dage; med saa kort Varsel vilde det vre umuligt at faa alt ordnet, og
Andrey foreslog, at man ikke frst skulde skaffe nye Folk, men hjlpe
sig med n Vogn og en Mand til Angrebet, og denne Mand vilde han vre.
Til Hest, med et flinkt Dyr under sig, vilde han alene paatage sig at
bringe Forvirring i Eskorten, naar samtidig Fangerne angreb. Boris saa
vel som hans to Kammerater var alle tre modige og behndige Mnd, og de
vilde i hvert Fald have Fordelen af at have de frste to, maaske tre
Skud paa deres Side. Hvis det blot lykkedes dem at gre n Mand
ukampdygtig, vilde Overmagten vre paa deres Side, fire Mand maatte
sagtens kunne gre det af med Eskorten.

Vasily skulde vedblive at spille sin Rolle som Kusk, kun skulde han
anskaffe sig en Droskekusks Mundering og pudse sin Vogn op, saa at den
var prsentabel ved Dagslys, alle tre Fanger skulde kre bort i samme
Vogn, og Andrey maatte ved Hjlp af sin Hest klare sig selv.

Hele Planen var meget risikabel, thi Fangerne var, hvordan det gik eller
ikke, ihvert Fald i Begyndelsen under Opsigt, og Vasily havde sin Vogn
at passe; Andrey var saaledes den eneste, der med helt frie Hnder kunde
begynde Angrebet. Men han havde en urokkelig Tro til sin Plan, og det
lykkedes ham til sidst at faa Vennerne lige saa overbeviste. Det, som
srlig tiltalte dem alle ved Planen, var dens store Simpelhed og
Billighed. Den lange Ventetid havde tmt deres Pengekasse; men Zina, som
havde et eget Talent til at skaffe Penge, havde igennem en Ven faaet
laant to Hundrede Pund Sterling, som skulde tilbagebetales om tre
Maaneder. Det var imidlertid ogsaa alt, hvad de for jeblikket havde at
disponere over. Den strengeste konomi var derfor ndvendig.

Jeg behver ingen Racehest, sagde han til Zina, der fungerede som
Kassererske, et almindeligt Dyr vil vre tilstrkkeligt til at klare
Forflgere til Vogns; og hvis det skulde hnde, at der var en Kosak
eller Kavalerist iblandt dem, saa er det hele dog forbi, enten jeg har
en Racehest eller ej.

En feberagtig Travlhed fulgte efter Andreys sidste Forslag, som nu blev
det gldende. Han og Vasily fandt snart hos en af Byens Anden-Klasses
Hestehandlere en flink, lille Steppehest med lille Hoved og lige Ryg.
Ejeren garanterede, at den var vant til at bre Sadel.

I Lbet af de flgende Dage sgte Andrey at gre sig kendt med sit Dyr,
som viste sig at vre klogt, hurtiglbende og heldigvis ikke sky --
hvilket var af den allerstrste Vigtighed.

Da han frste Gang paa en afsides liggende Plads ude i Skoven forsgte,
om den kunde staa for Skud, stejlede den lige ret op i Luften, men
allerede ved det andet og tredje Skud gik det bedre, og efter en Uges
Forlb var den fuldstndig rolig; kun et Skud affyret imellem dens ren
fik den til at sklve, men heller ikke mere.

Zina var paa sin Side fuldt optaget af at instruere Vagtposterne og de
vrige, der skulde hjlpe med i Affren; det var i alt otte Mand. Ved en
Rkke behndige Manvrer skulde de srge for at bringe Eskorten sammen
med Andrey paa rette Sted og i rette jeblik.

Det var ikke muligt bestemt at skaffe at vide, naar Forhret vilde finde
Sted. Dagen og Timen afhang ganske af Dommerens Forgodtbefindende. Det
var derfor ndvendigt, at alt og alle henad den formodede Tid skulde
vre rede til at handle med et jebliks Varsel.

Det frste Signal, det, der skulde stte hele Maskineriet i Bevgelse,
skulde udgaa fra Fngslet selv. Man vidste, at Fangerne, frend de
forlod Fngslet, nede i Kontoret skulde ifres andre Dragter og
visiteres indtil Skindet. Saa snart de modtog Ordren til at begive sig
nedenunder, skulde Klein stikke et Stykke blaat Papir op i sit Vindu,
som han kunde naa ved at staa paa en Skammel.

Hver Dag fra Klokken ni Morgen til tre Eftermiddag -- de Timer, hvor
Forhrene paa Raadhuset afholdtes -- blev dette Vindue iagttaget af to
af de sammensvorne, som havde lejet et Vrelse i et Hus lige overfor og
skiftedes til igennem en Kikkert at stirre derop. Saa snart som Signalet
i Kleins Vindu blev synligt, skulde n af dem lbe hen i det Vrtshus,
hvor to andre opholdt sig. Den ene af disse, en vis Vatajko, en ung Mand
af Annie Vulitch's Medstuderende, skulde jeblikkelig kaste sig i den
Droske, der holdt parat, for saa hurtigt som muligt at faa bragt
Meddelelsen til Vasily og Andrey, der med Hest og Vogn var rede til at
rykke ud med et jebliks Varsel.

Den anden Mand skulde bringe Besked til de vrige, der skulde fungere
som Vagtposter og holdt sig samlede i et andet Vrtshus.

Man havde beregnet, at hver isr vilde have tilstrkkelig Tid til at naa
sin Post, forinden Fangerne havde faaet skiftet Dragt, var visiterede og
komne igennem alle de vrige Formaliteter, der udkrvedes ved en saadan
Lejlighed. Turen fra Fngslet til Raadhuset tog henved fyrretyve
Minutter. Efter at vre gaaede over Fngselspladsen -- en to-tre
Minutters Gang -- kom de ind i et snvert Strde, der frte til en
nyanlagt og meget bred Lindetrsall, ihvis nederste Ende der kun
fandtes nogle enkelte Butikker. Der vilde medgaa tolv Minutter, frend
Eskorten naaede denne All, hvor Sammenstdet skulde finde Sted -- kun
tre, fire Minutters Gang fra Strdet.

En Linie af fem Vagtposter, anbragte paa Strkningen fra Fngselspladsen
til Allen, skulde ved forud aftalte Tegn signalisere, naar Fangerne
traadte ud af Fngslet, og hvad der ellers kunde hnde af Vigtighed, til
Andrey og Vasily, der holdt sig borte indtil det afgrende jeblik.

Efter njagtig Overvejelse var man bleven enig om, at Angrebet skulde
gres paa Vejen til Raadhuset, og kun, hvis det ved en eller anden
uforudset Hndelse -- en Ligbegngelse, et Brudetog eller lignende
skulde blive umuliggjort -- skulde det opsttes til paa Tilbagevejen.

I dette Tilflde maatte naturligvis alle de medvirkende forandre
Stilling, ligesom Andrey og Vasily da skulde vente paa et andet Sted;
selve Angrebet derimod skulde foregaa paa samme Sted.

Hele Planen var uhyre vanskelig og risikabel; alt maatte arbejde med et
Urvrks Akkuratesse, den ringeste Forhindring eller Misforstaaelse kunde
bringe det hele til at strande.

For at vre sikker paa, at hele Maskineriet arbejdede paalideligt, holdt
man en Sndag Morgen en Slags Generalprve, idet to af dem -- Zina og
Masha Dudurov -- agerede Eskorten og med afmaalte Skridt bevgede sig
fra Fngselspladsen og videre til det kritiske Sted. Alt gik, som det
skulde; Tid og Afstand var njagtig beregnet, og kun nogle faa Signaler
blev ndrede.

Der var Grund til at antage, at Forhret vilde finde Sted i den kommende
Uge, enten Mandag eller Onsdag. Mandagen forlb rolig, Tirsdag holdtes
der ingen Retsmder, og man var nu vis paa, at Onsdag vilde blive Dagen.

Vasily var oppe fr Klokken seks; for hundrede Gang undersgte han hver
Skrue i Vognen, hvert Sm i Hestens Sko og hvert Spnde i Seletjet, alt
var pudset og blankt som til Parade. Hestene fik en ekstra Portion Havre
og blev striglede med ekstra Omhu.

Da han var frdig med sit Arbejde i Stalden, gik han op for at lave Te
til Andrey, der imidlertid var kommenop.

Et jeblik efter kom Zina; hun bar en Torvekurv i Haanden og havde et
graat Trklde over Hovedet. Det uventede Besg bragte dem straks paa
den Id, at der maatte vre hndet et eller andet uforudset, og da den
unge Kone nu lste Trkldet, og de saa hendes blege, ophidsede Ansigt,
udbrd Andrey angst:

Nu er der vel atter hndet en Ulykke?

Nej, men ls dette! svarede Zina og rakte ham et Telegram fra St.
Petersborg.

Det var fra Taras Kastrov og holdt i ganske uskyldige Udtryk som et
almindeligt Forretningstelegram, men Meningen var tydelig nok for dem
alle. Taras bad dem indstndigt om at opstte Planen i tre Dage.

Det stod straks klart for dem, at et eller andet vigtigt Anslag, som
Ligaen i St. Petersborg havde for, vilde blive delagt, hvis
Telegrammerne om Dubravnik-Overfaldet forinden naaede Politiet. Baade
Andrey og Zina havde tilstrkkelig Erfaring til at vide, at den Slags
uventede Sammentrf kunde hnde; men de vidste ogsaa, at en Udsttelse
af deres Plan i dette jeblik kunde betyde det samme som belt at maatte
opgive den.

Det er for sent nu til at forandre noget, sagde Andrey.

Vist ikke! svarede Zina. Hvad der ikke allerede er udfrt, kan
opsttes.

Det vil sige det samme som at opgive det hele; rimeligvis er det den
sidste Lejlighed, der gives os.

Det er muligt, sagde Zina.

Naa ja, vedblev Andrey i Ophidselse; men har de Ret til at forlange
et saadant Offer for os? Maaneder igennem er der arbejdet for denne
Plan, og nu, da vi er lige paa Nippet til at gennemfre den, opfordrer
man os -- maaske for en ren Indbildnings Skyld -- til at opgive det
hele! Nej, det er for galt! Paa den Maade faar vi aldrig noget
udrettet.

Vr dog rolig, Andrey! sagde Zina stille. Du vd jo, at de kender
Sagen her lige saa godt som vi. Og naar de alligevel sender os et
saadant Telegram, saa maa deres Forehavende vre af strre Vigtighed end
vort. Tror du maaske, at jeg er mindre opsat paa at faa Sagen gennemfrt
end du, og at jeg ikke lider ved denne Udsttelse? Men vi maa finde os i
det.

Andrey bed sig i Lben og modsatte sig ikke lnger; efter et jebliks
Pavse spurgte han:

Er Fangerne underrettede om Udsttelsen?

Nej, dertil har der ikke vret Tid, svarede Zina.

Jeg fik Telegrammet i Aftes lnge efter mit Mde med Slutteren. Men
naar de ikke ser nogen i Gaden, vil de snart kunne tnke sig til, at der
er kommet noget i Vejen.

Nej, saadan kan det ikke gaa. Naar de ingen ser, vil de simpelthen tro,
at vi ikke har naaet at komme paa Plads, og at Angrebet vil finde Sted
paa Tilbagevejen. De maa jeblikkelig have et Tegn fra os -- maaske vil
det vre dem muligt at udvirke et nyt Forhr.

Det er sandt; men hvorledes skal vi faa givet dem nogen Meddelelse nu
saa sent? sagde Zina.

Lad os gaa ned og mde dem paa Gaden, foreslog Andrey. Naar de ser os
til Fods, forstaar de jeblikkelig, at alt er opgivet for i Dag.

Zina gik med Glde ind paa Forslaget, og det blev bestemt, at hun og
Andrey skulde flges ad; Vasily blev tilbage i Gstgivergaarden.

De var nppe komne et Par Hundrede Skridt frem, fr de saa en Droske i
rasende Fart komme imod dem og Vatajkas Hoved tittende frem ved Siden af
Kusken, hvem han syntes at sige en Besked.

Hallj! Holdt! raabte Andrey.

Vatajka sprang ned af Vognen; han bragte Meddelelsen: Signalet i Kleins
Vindu var givet -- alle Vagtposter var allerede paa Plads.

Lb alt, hvad du kan, og faa dem vk igen, udbrd Zina. De maa ikke
ses paa Gaden i Dag, der bliver ikke noget af vor Plan. Og da hun saa
den unge Mands skuffede og bedrvede Ansigt, tilfjede hun hurtigt: Det
er intet af Betydenhed, kun en Opsttelse paa nogle Dage.

Vatajko skyndte sig af Sted, og Zina og Andrey fortsatte deres Gang.

Det var en kold, fugtig Efteraarsmorgen, en fin Regn begyndte at falde
og tiltog i Styrke efterhaanden, som de gik. Fodgngerne i Gaderne
skyndte sig af Sted, alt hvad de kunde.

Hvilket udmrket Vejr! sagde Andrey med et Suk og pegede paa den
efterhaanden ganske mennesketomme Gade.

Zina nikkede, Vejret kunde virkelig ikke have, vret heldigere for et
Anslag som deres.

Idet de drejede ind i Lindetrsallen, fo'r de begge sammen.

Der er de! hviskede de uden at bevge Hovedet. Midt i Allen saa de
den lille Eskorte komme, to Gendarmer gik foran, saa kom de tre Fanger
og til sidst igen to Gendarmer.

Kun Boris, som gik i Midten, saa rask og strk ud, hans lange,
nddebrune Skg flagrede i Vinden, og hans Ansigt udtrykte Glde over
det uventede Mde, uden Skygge af ngstelse for, hvad det kunde betyde.
Begge de to andre, Levshin og Klein, var blege, maaske grundet paa
Sygdom, men maaske ogsaa kun af Sindsbevgelse.

De to Grupper nrmede sig langsomt hinanden, idet Vennerne hver for sig
gjorde sig den mest mulige Umage for ikke ved et Blik eller en Gestus at
forraade Gensynets Glde. Fuldstndig ligegyldige fortsatte de deres
Gang og dog vidste de gensidigt, at de saa og flte hinanden.

Zina sagtnede sine Skridt, men alligevel svandt Afstanden mellem de to
Grupper med rivende Fart. Med et brndende nske om at forlnge disse
dyrebare og dog saa vemodige Minutter traadte hun ind i en Port, som for
at sge Ly mod Regnen Pludselig fo'r der en Id igennem hendes Hoved.

Hun saa hen paa Boris og begyndte med Skaftet af sin Paraply at banke
paa Dren, som en Dame, der ved, at hun bliver ventet og ikke vil ringe.

Andrey saa forbavset paa hende, men forstod straks, at der maatte stikke
noget under. Og i Virkeligheden telegraferede Zina til sin Mand i
Fngsels-Banke-Systemet, hvor hvert Bogstav af Alfabetet gengives ved
forskelligt modulerede Slag. Baade Zina og Boris, som havde tilbragt syv
Aar af deres Ungdom i Fngsel, kendte tilstrkkelig dette Sprog.

De Ord, som hun paa denne Maade henvendte til sin Mand, var flgende:
Srg for et nyt Forhr! og saa hurtig havde hun vret, at hun var
frdig, inden Fangerne endnu var komne forbi. Et let, nppe mrkeligt
Nik fra Boris tilkendegav, at han havde forstaaet hende.

Nsten i samme jeblik aabnedes Dren foran Zina, og en Tjenestepige
spurgte hfligt, hvem hun nskede at tale med.

Er Oberst Ivan Petrovitch Krutikoff hjemme? det var det frste Navn,
der faldt hende paa Tungen.

Pigen svarede, at her boede kun Protopope Sakharov, og hun kendte ingen
af det andet Navn, hvorpaa Zina bad om Undskyldning og gik.

Fangerne var da allerede i nogen Afstand. Zina og Andrey vendte tilbage
til deres Logis i godt Humr og overbeviste om, at denne Forsinkelse
ikke vilde medfre ubehagelige Flger.




III. KAPITEL.

_Kampen._


Allerede samme Aften blev der vekslet Breve mellem Boris og Zina; hun
forklarede Grunden til Udsttelsen, medens han paa sin Side meddelte,
at et nyt Forhr vilde finde Sted ved Juryens nste Mde om Lrdagen.

Om Fredagen skulde den Affre i St. Petersborg, som havde forhindret
deres frste Anslag, lbe af Stabelen, og baade Vasily og Andrey var nu
glade over, at de havde fulgt Zinas Raad.

Lrdag Morgen Klokken ni placerede Vasily sig -- ifrt sit Kostume som
Droskekusk -- uden for Gstgivergaarden, ivrigt spejdende hen imod
Hjrnet af Gaden. En halv Time senere drejede Vatajkos Droske om Hjrnet
og fo'r forbi Vrtshuset uden at standse; men Vatajko holdt det aftalte
Tegn -- et hvidt Lommetrklde i Haanden og svingede endog ganske let
dermed, ung og eksalteret som han var. Vasily sprang op ad Trappen for
at give Andrey Besked, men mdte ham allerede paa Halvvejen; han havde
fra Vinduet set Vatajko og kom nu roligt, fuldstndig udrustet gaaende
ned ad Trappen.

Hesten stod fuldt opsadlet i Stalden, i et St var Andrey i Sadlen og
fulgte tt efter Vasily, som allerede havde besteget sin Buk og sat sine
Heste i Bevgelse.

Udenfor paa Gaden tilkastede de hinanden et hurtigt Afskedsblik,
rimeligvis skulde de aldrig mere tales ved. De tog Vej i forskellig
Retning og skulde frst mdes i det afgrende jeblik.

Ti Minutter senere havde Andrey naaet en lille, afsides liggende Plads,
ikort Afstand fra den nederste Ende af den skbnesvangre Lindetrsall.
Vatajko, der var udset som hans srlige Vagtpost, var allerede paa sin
Plads. Han havde afskediget sin Droske og stod nu midt i et snvert
kroget Strde, som forbandt Allen med det lille Torv. Ved at staa midt
ude i Gaden kunde den unge Mand se til begge Ender og saaledes
signalisere alle Tegn ude fra Allen til Andrey.

Vasily, som Andrey ikke kunde se, var allerede paa sin Post i den
modsatte Ende af Strdet, og fik sine Signaler fra Vagtposterne, der
stod i Linie hen imod Fngslet.

Idet Andrey red forbi Mundingen af det lille Strde, saa han, at Vatajko
stod med Hatten paa, et Tegn paa, at Fangerne endnu ikke havde forladt
Fngselsgaarden. Han steg af sin Hest og frte den rundt om Pladsen, som
om han nskede at give den Motion. Synet af en Rytter, der holdt stille,
vilde tiltrkke sig Opmrksomhed. Han var ifrt en kort national
_armiak_, under hvis Skder hans Vaaben var skjulte. Da han atter
passerede Strdet, saa han, at Vatajko tog sin Hat af og lod, som om han
plukkede et Straa af den. Det gav et St i Andrey; nu gik Fangerne ud af
Porten -- endelig var jeblikket kommet! Alligevel besteg han ikke
straks sin Hest, men fortsatte, idet han frte den ved Bidselet, roligt
sin Gang; han havde endnu et andet vigtigt Tegn at vente paa.

Hver af Fangerne skulde vre forsynet med en kort Revolver; det var
imidlertid vanskeligt paa Grund af Visitationen, der fandt Sted frend
Afmarchen fra Fngslet, at faa disse praktiseret til dem, og Slutteren,
der var med i Komplottet, havde derfor foreslaaet, at han vilde forsge
at stikke Vaabnene i de tre Kapper, som han, efter at alle Formaliteter
var overstaaede, skulde kaste over Fangernes Skuldre.

Alt afhang af, at denne List lykkedes, og Fangerne skulde give et
bestemt Tegn til den frste Vagtpost for at antyde, om det var sket.
Derefter skulde Angrebet finde Sted eller helt opgives for den Gang.

Vatajko, som hidtil havde drevet omkring, tilsyneladende optaget af at
betragte de udstillede Billeder i en Papirhandel, opgav nu ethvert
Forsg paa Forstillelse og posterede sig midt i Strdet, idet han
aandels vogtede paa enhver af Vasilys Bevgelser. Saa snart Signalet
var givet, drejede han sig rundt og lb for at bringe Andrey den gode
Efterretning. Hans Mission som Vagtpost var endt, han saa Vasily bevge
sig hurtigt fremad i Retning mod Kamppladsen.

Andrey derimod var ndt til at vedblive at bevge sig omkring paa
Torvet; det var for tidligt for ham allerede nu at vise sig i Allen;
han havde endnu fem  seks Minutter for sig.

Vatajko gik ved hans Side.

Lad os ikke komme for langt bort fra Strdet; sagde Andrey med dmpet
Stemme, og vr endelig ikke nervs! Glem ikke at bringe Zina Besked --
du husker jo nok, hvor hun venter dig? Tredje Bnk fra Begyndelsen af
Boulevarden.

Den unge Mand nikkede et Ja.

Se saa, nu er det Tid! udbrd Andrey og sprang behndigt i Sadlen,
medens Vatajko holdt ved Hestens Hoved.

Farvel! sagde den strkt bevgede Vatajko. Det hele afhnger af
dig--

Og af min Rosinante! fortsatte Andrey smilende, nikkede venligt og
forsvandt i Trav ind i Strdet.

Idet han drejede ind i Allen, holdt han et jeblik sin Hest an. Jo, alt
var i Orden, Gaden fuldstndig rolig! Hans jne droges som ved
Magnetisme hen imod et lille mrkt Punkt, som i den store Afstand syntes
at staa stille, men i Virkeligheden bevgede sig fremad med
regelmssige, militriske Skridt.

Det er dem! Der er ingen Tvivl mere! sagde han til sig selv --
hvorledes det end lber af, saa sker der noget i Dag!

Langsynet, som han var, kunde han snart skelne hver enkelt af de tre
Fanger og opdagede nu, at Boris ingen Kappe bar, men kun en kort Trje.
Han var rimeligvis ikke bevbnet. Hvilket Uheld! Men Levshin og Klein
havde begge to deres Kapper paa, saa skulde de nok klare Sagen
alligevel, og Fangerne var vel af samme Mening, siden de havde givet det
aftalte Signal.

Til venstre Side af Gaden holdt Vasilys Kretj, og paa Bukken sad
Vasily selv -- dog saa Andrey kun hans brede, krumme Ryg i den blaa
Frakke og med den skinnende hje Voksdugshat. Han saa fuldstndig ud som
en trt, udslidt Droskekusk, der i slv Ligegyldighed venter paa en
Passager. Intet andet Kretj var at se i Gaden, det var Vagtposternes
Pligt -- nu deres Mission som Telegraf var endt -- at optage enhver
Droske, som maatte komme krende og beordre den til et saa fjernt Sted
som muligt, for at Gendarmerne ikke skulde kunne benytte den til
Forflgelsen.

De to Parter nrmede sig langsomt hinanden; Andrey holdt sin Hest i
Skridtgang. Ihele Allen saas kun nogle enkelte Fodgngere.

Sammenstdet skulde finde Sted en tredive, fyrretyve Alen bag Vasilys
Vogn for at lette Flugten. Idet jeblik, Fangerne fyrede, skulde Andrey
allerede vre i Ryggen af Eskorten -- ved det frste Skud skulde han
gre omkring og sprnge ind imellem Gendarmerne, medens disse allerede
var optagne af Kampen med Fangerne. Han maatte altsaa srge for at vre
passeret, naar de nrmede sig den rette Afstand fra Vasilys Vogn. Han
saa ikke hen paa de tre, og de ikke paa ham, og dog iagttog de hinanden
skarpt. Levshin var den, der var ham nrmest, Andrey flte nsten fysisk
hans ivrigt sprgende Blik, og uden at vide af det, rent uvilkaarligt,
gav han et nsten umrkeligt opmuntrende Nik. Levshin misforstod i sin
Ophidselse dette Nik. Som et Lyn saa Andrey ham trkke Revolveren frem,
vende sig og sigte paa Gendarmen, der gik bag ham. Saa fulgte et Skud og
en drj Ed midt i en tt Rgsky, som et jeblik forhindrede Andrey i at
se nogen Ting.

Kampen var begyndt.

Andrey drejede lynsnart sin Hest rundt, spndte sin Revolver og ventede
med Fingeren paa Hanen. Igennem den forsvindede Rg saa han, at
Gendarmen ikke var saaret, men havde kastet sig over sin Angriber og
holdt ham fast i Struben. Inste jeblik holdt Andrey en rygende
Revolver i Haanden, Gendarmen var falden til Jorden, og en grnsels
Forvirring paafulgte.

Gendarmernes Raaben, Skrig af Fodgngerne, der styrtede bort i alle
Retninger, Vinduer, der blev smkkede i, blandede sig med Larmen af
Skud, der blindt affyredes i Luften.

Da Vasily saa, at det hele foregik for nr ved hans Vogn, krte han
langsomt en tredive Alen fremad. Med Tmmerne i den ene Haand og
Revolveren i den anden holdt han skarpt Udkig baade med Fgtningen og
Gaden. Hans Hoved bevgede sig uafbrudt, og hans smaa, gnistrende jne
mindede om et vildt Dyrs.

Levshin, der var bleven fri for sin Fjende, lb nsten uskadt hen til
Vognen og sprang ind. Klein var i Frd med at flge hans Eksempel; men
en stor, strk Karl af en Gendarm fik akkurat Tid til at gribe fat om
hans Haand og vriste Revolveren fra ham. Andrey sprngte ham til Hjlp.
Gendarmen fyrede, men traf ikke, idet han uafladeligt blev trukken frem
og tilbage af Klein, som han endnu ikke havde sluppet. Andrey tvang sin
Hest ind paa ham og truede med at trampe ham ned.

Ndsaget til at forsvare sig imod Hestens Hove slap han endelig sit Tag
i Klein, der nu lb hen imod Vognen. Iet Nu var Soldaten igen paa
Benene og vilde atter efter Flygtningen; men hurtig som et Lyn fik
Andrey drejet sin Hest ind imellem ham og Klein.

Du har lidt for meget Hastvrk -- min gode Mand! raabte Andrey og
hvede Revolveren.

I samme jeblik faldt der to Skud. Gendarmen var truffen i Armen, der
faldt kraftesls ned og slap Revolveren. Andrey var ikke saaret, kun
hans Kappe strejfedes af Modstanderens Kugle; men uheldigvis gik den
videre og traf Vasilys Hest. Med et St fo'r den i Vejret, og til Trods
for alle Vasilys Anstrengelser for at holde den tilbage, fo'r den i
rasende Fart af Sted. De to Fanger var i Sikkerhed; men Boris var
tilbage.

To Mnd af Eskorten var ukampdygtige, der var altsaa nu to imod to.
Boris kunde flygte med paa Andreys Hest.

Blot lidt Held, og Sejren er vor! sagde Andrey til sig selv og
forberedte et nyt Angreb.

Boris kmpede tappert i omtrent tyve Alens Afstand mod de to Gendarmer,
der forsgte at binde ham med et Reb. Han var allerede n Gang sluppen
fra dem, idet han forsgte paa at redde sig paa egen Haand ved at lbe,
hvis han ikke skulde vre saa heldig at naa Vognen; men han var bleven
indhentet og var nu midt i en voldsom Kamp.

Hold ud! Jeg skal straks vre hos dig! raabte Andrey og galoperede hen
til ham. Andrey var en udmrket Skytte og agtede at gre den mest mulige
Brug deraf; men da han i dette jeblik saa en rdskgget Gendarm lgge
en Slynge om Boris' Arm, glemte han al Forsigtighed, gav sin Hest
Sporene og red ind paa dem. Sergenten med den saarede Arm kom nu ilende
til for at hjlpe sine Kammerater. Med sin Hests brede Bringe rendte
Andrey imod ham, saa at han som en Bold blev kastet over mod den
rdskggede -- denne faldt til Jorden, men trak uheldigvis Boris med
sig; imidlertid havde Andreys Hest i den Tro, at den skulde gre et nyt
Std-Angreb, fjernet sig med sin Rytter i kort Afstand fra selve
Kamppladsen, og der gik saaledes nogle faa jeblikkes kostbar Tid tabt.
Chancerne vendte sig i et Nu mod Andrey.

Da han atter fik drejet sin Hest rundt, saa han Boris staa ubevgelig
mellem de to Gendarmer. Han kmpede ikke lnger, hans Ansigt var
fortrukket i Vrede, og hans jne truende fstede mod noget i det fjerne.

Red dig selv! Politiet! hrte Andrey ham raabe med en Stemme, som han
aldrig i sit Liv glemte. Han saa tilbage, og en fortvivlet Ed undslap
ham. To Politibetjente, hidkaldte ved Larmen, kom lbende ned ad Allen,
og en tredje drejede om ad et Gadehjrne lidt lngere borte.

Boris var fortabt!

Men endnu var Fjenderne langt borte, endnu kunde der gres et Forsg!

Med Fortvivlelse og Raseri i Hjertet og et vildt Haab om at kunne gre
det af med alle tre Modstandere, inden Politiet kom, sprngte Andrey ind
imod dem; men han var alt for ophidset. Han fyrede nsten uden at tage
Sigte, fuldstndig ligegyldig for, om han muligvis kunde trffe Boris.
Hellere blive skudt af en Ven end falde for Bdlens Haand! Hans fire
Kugler skd alle srgeligt forbi, medens en af Soldaternes traf ham i
venstre Ben. Med sammenbidte Tnder og ganske ude af sig selv af Harme
slyngede han sin tomme Revolver fra sig og greb en anden, som han havde
i Reserve.

Flygt for Pokker! Flygt, ellers fanger de dig! hrte han atter Boris'
Stemme ud igennem Krudtrgen og denne Gang mere bydende end fr.

De to Politibetjente var nu halede ind paa ham, en af dem havde grebet
hans Frakkeskd og sgte at trkke ham ned af Hesten. Andrey drejede sig
rundt i Sadlen og bibragte ham med sin tunge Revolver et saadant Slag,
at han trillede hen ad Jorden.

Men der var intet Haab lnger, Slaget var tabt! Han samlede Linerne i
sin Haand, for at ingen skulde gribe fat i dem, gav Hesten Sporene og
var med et St ude af Kampen.

Endnu hvislede de fjentlige Kugler ham om rene, og han hrte
Gendarmernes Raab bag sig. Men ve den Mand, der havde forsgt at standse
ham i dette jeblik!

Hans Hest, der syntes at vre lige saa lngselsfuld efter at komme bort
fra det uhyggelige Sted som han selv, bar ham af Sted i en Fart, som
gjorde den al re. ILbet af et halvt Minut var han for Enden af Allen
med de aabne Marker foran sig. Han valgte dog ikke den Vej, men drejede
rask til venstre og forsvandt i en Labyrint af snvre Gader i et gammelt
Forstads-Arbejderkvarter. Her sagtnede han sit Ridt og drejede snart af
til hjre, snart til venstre for at vildlede sine Forflgere. Endelig
kom han til en ganske snver Gyde, hvor kun to smaa Brn legede, og
derfra ud paa en aaben Landevej.

Her gav han atter sin Hest Sporerne, og som en Pil flj den hen ad den
blde Jordvej.

Ved den sydvestlige Byport stod en Politibetjent paa Post og fikserede
ham, idet han red forbi. Andrey drejede derfor ind i en Gade, der frte
til Byen; men allerede nogle Huse lngere ned drejede han atter af til
hjre og var snart igen ude paa Landevejen.

Da han saa Trkorsene paa den gamle, nedlagte Kirkegaard foran sig,
holdt han Hesten an; her var Maalet for hans Rejse! Han var nu i den
modsatte Ende af Byen, tre Fjerdingvej borte fra den skbnesvangre
Kampplads; Politiet vilde i hvert Fald behve to Timer for at forflge
hans Spor hertil, han var forelbig uden Fare; men der var ingen Tid at
spilde.

Efter forsigtigt at have spejdet til alle Sider steg Andrey af Hesten og
trak den med sig ned i en dyb, bred Grav, og nu tnkte han for frste
Gang paa sit Saar.

Det var ubetydeligt, kun en Skramme, som ikke hindrede ham i hans
Bevgelser; men Blodet piblede stadig ud af det og kunde nemt rbe ham
ved at lede hans Forflgere paa Spor. Han forbandt det med sit
Lommetrklde og tog derpaa ud af en Sk, som han havde haft bundet fast
bag ved Sadlen, en lang militr Kappe af graat Lrred, saaledes som
fattige, afskedigede Officerer plejer at bre, og en tilsvarende Hue.
Andrey stak sin egen Hue i Lommen, kastede Kappen over sig og saa nu ud
som en helt anden.

Sin Hest maatte han lade tilbage som en mager Trof for Politiet. Isin
Egenskab af uansvarligt Kreatur lb den ikke Fare for ilde Behandling
paa Grund af dens Delagtighed i en politisk Forbrydelse.

Med tungt Hjerte og bedrvet indtil Dden forlod Andrey Kirkegaarden for
at opsge den nye Bolig, som Vasily havde i Beredskab for dem.




IV. KAPITEL.

_Vasily i Knibe._


Andreys og Vasilys nye Logis var inde i Byen. Omtrent fjorten Dage fr
Katastrofen havde Vasily under Navn af Onesime Pavluk lejet et Vrelse i
et beskedent Pensionat, for at Vrtinden, hvis hun blev udspurgt om sin
Lejer, kunde erklre, at han allerede havde boet der en Tid, fr
Overfaldet i Lindetrsallen fandt Sted.

Da Vasily intet havde at gre om Aftenerne og ikke regnede det for noget
at lbe en halv Mils Vej, havde han bragt det saa vidt, at han
bogstavelig boede to Steder paa en Gang. Hver Aften i Skumringen kom han
til sit ny Logis under Foregivende af at vende hjem fra Arbejde; men ved
Midnat, naar alle i Huset sov, listede han sig forsigtigt bort igen
efter frst at have bragt Uorden i Sengen, for at Vrtinden skulde tro,
at han havde sovet i den og frst var gaaet tidlig om Morgenen. Han
havde foreslaaet Andrey at vise sig i det nye Logis nogle Dage fr
Attentatet og forestillede ham saa for Vrtinden som en medlogerende,
hvem han havde overladt Halvdelen af Vrelset. Han blev udgivet for en
Skriver, som havde meget Hjemmearbejde. Paa denne Maade kunde Andrey
tilbringe hele Dagen paa Vrelset, uden at det vakte Mistanke.
Selvflgelig vilde det vre forbundet med den strste Fare at vise sig
paa Gaden i den frste Tid efter Attentatet.

Byen var paa den anden Ende, og Politiet syntes at vre mere opsat paa
at faa fat i ham end i de to undvegne Fanger. Et njagtigt Signalement
blev givet til Hundreder af Spioner og Politibetjente, som var paa Jagt
efter ham alle Vegne. Paa en eller anden uforklarlig Maade var hans
virkelige Navn sivet ud, og det gjorde selvflgelig ikke Politiet
blidere stemt; thi man havde mangen uopgjort Regning at klare med ham.

Vasilys Stilling var langt bedre. Sknt der blev givet lige saa strenge
Ordrer til at paagribe Kusken, vidste dog ingen rigtig, hvem man skulde
sge efter. Andrey havde under Fgtningen saa udelukkende fstet
Soldaternes Opmrksomhed paa sig, at ingen af dem havde tnkt paa at se
efter Kusken. Og den Beskrivelse, som de ophidsede Gendarmer gav af
Vasily, stod i saa absolut Modstning til den, man fik af Staldkarlen og
Folkene i den Gstgivergaard, hvor hans Vogn og Heste blev funden, at
Politiet til sidst kom til det Resultat, at Manden, der passede Hestene
i Gstgivergaarden og den Mand, der sad paa Bukken under
Befrielsesforsget, var to helt forskellige Personer.

I hvert Fald flte Vasily sig lige saa sikker som fr i Dubravnik og
bevgede sig frit omkring i Gaderne. Han gik alle rinder, besrgede
Indkb og mdtes paa bestemte Dage i de offentlige Anlg med Annie
Vulitch for at faa Meddelelse om Vennerne. Han gjorde alt, hvad ban
kunde, for at adsprede Andrey, som befandt sig i en Tilstand af stille
Fortvivlelse.

Den Uge, som Andrey efter Overfaldet tilbragte i sit nye Skjulested, var
i Virkeligheden den tungeste i hans Liv. At Levshin og Klein var
frelste, kunde ikke opveje den bitre, nagende Sorg over, at Boris var
fortabt. Hvilken frygtelig Skuffelse! Og hvor forfrdeligt for Zina!
Hvis han havde baaret sig klogt ad, havde alt nu vret anderledes! Boris
havde vret hos Zina, og Andrey vilde, naar hans Fangenskab her var
overstaaet, atter kunne have sin Ven.

Hvis han blot ikke havde givet det ulyksalige Nik til Levshin! Det var
det, der gjorde, at han fyrede, fr Klein var beredt. Og hvis han ikke
senere, da han saa Boris i Frd med at blive overmandet af de to
Soldater, havde tabt Hovedet! Ja, hvis -- hvis! Han gjorde sig tusinde
Selvbebrejdelser og martrede sig uophrligt ved at sige til sig selv,
at det var hans Skyld det hele!

Imidlertid gik Dagene, og Politiets febrilske Iver begyndte at slje af.
Da man ikke fandt det ringeste Spor, antog man til sidst, at samtlige
Deltagere i Overfaldet var rejste fra Byen. Det var nu paa Tide for
Andrey at forlade sin frivillige Karantne og atter at begynde at vise
sig; men han vedblev til den brave Vasilys Fortvivlelse at vre
ligegyldig og slv for alt.

En Aften foreslog Vasily ham at ledsage Annie Vulitch paa en Tur ud i
Byen for at se paa en Illumination og et Fyrvrkeri. Andrey rystede paa
Hovedet. Jeg havde lovet at gaa med hende, fortsatte Vasily, men har
helt glemt, at jeg har et ndvendigt rinde til Zina i Aften. Du bliver
ndt til at flge hende, og dermed var han i en Fart ude af Dren. Et
rigtigt Instinkt sagde ham, at en Kvinde i et Tilflde som Andreys kan
udrette mere end en Mand, og han haabede, at den unge, elskvrdige Pige
bedre end han selv maatte vre i Stand til at bringe Andrey til at
udtale sig.

Da Annie var kommen og havde fortalt, hvad nyt hun vidste, var Andrey
den frste, der ledede Samtalen hen paa den ulykkelige Begivenhed.

Der ser du, Annie, du tog srgelig fejl, da du spaaede mig et heldigt
Udfald!

Han hentydede til en Samtale, de havde haft nogle Dage fr Katastrofen.

Jeg spaaede ikke helt fejl -- noget er der dog udrettet, svarede hun
stille. Men sig mig, Andrey, hvorledes gaar det egentlig med dit Saar?
Vasily sagde, at det var intet, men du ser saa angrebet ud!

Andrey svarede med en afvrgende Haandbevgelse, at det ikke var vrd at
tale om, og at han, selv om han havde faaet tyve saadanne Saar, vilde
have vret glad som en Lrke, hvis blot Sagen var endt, som den burde.

Hermed var han inde paa det mme Punkt, og i strke, selv-anklagende Ord
aabnede han nu sit Hjerte for den unge Pige. Og selv om hun ikke
formaaede at tage Bitterheden fra ham, saa gjorde hendes varme, rlig
mente Protest hans syge Sind saa uendelig godt.

Er Fangerne endnu hos eder? spurgte han til sidst i en rolig Tone.

Nej, de forlod Dubravnik i Aftes for at rejse til Odessa. Byen er nu
atter falden til Ro, der er intet usdvanligt at spore i Gaderne, og det
er ikke ndvendigt for dig altid at sidde inde.

Hun spurgte, om han vilde flge hende ud at se paa Illuminationen, og
til hendes store Glde samtykkede han.

Men det er sandt! udbrd hun. Jeg har helt glemt, at jeg har en
Besked til dig fra Zina! St. Petersborg Vennerne har skrevet, at en ung
Pige, som du kender, af Georg er bleven foreslaaet som nyt Medlem af
Ligaen, og Georg har bedt Zina og dig om at stemme for hende.

Hvad hedder den unge Pige? spurgte Andrey, mens en flygtig Rdme lagde
sig over hans Ansigt. Han vidste kun alt for vel, hvem det var. Der var
kun en eneste ung Pige, som de alle tre kendte, og som Georg kunde
foreslaa som Medlem.

Tania Repina! svarede Annie.

Ja saa! Tania Repina! Og det er Georg, der foreslaar hende! sagde han
adspredt.

Hvem er denne Tania?

En Datter af den bekendte Advokat Repin! svarede Andrey og saa lige ud
for sig.

Naa! Maa jeg saa bringe Zina den Besked, at du giver det nye Medlem din
Stemme? spurgte Annie.

Ja, selvflgelig!

De var nppe ude af Dren, frend Vasily kom tilbage. Han blev
overordentlig fornjet ved at se, at Andrey var gaaet, saa var dog hans
List lykkedes! Annie vilde nok forstaa at opmuntre ham; han flte med et
lille Stnk af Skinsyge, hvor lykkelig han selv vilde have vret i
Vennens Sted.

Vasily havde, trods sin tilsyneladende Barskhed og Slvhed, et umaadelig
bldt Hjerte og havde mindst hundrede Gange vret forelsket. Han havde
en egen Svaghed for haabls Krlighed og anbragte som oftest sit Hjerte
der, hvor der ikke var den ringeste Rimelighed for at vinde
Genkrlighed. Det var Helene Zubovas kolde Utilnrmelighed, der havde
fortryllet ham ved hende, og han var nu atter lige ved at forelske sig i
Annie, efter at han i den senere Tid havde opdaget visse Tegn paa, at
hans Krlighed til hende rimeligvis vilde blive lige saa ubesvaret som
den til Helene. Han hengav sig i sde Drmmerier om en behagelig Aften;
thi Annie vilde efter al Rimelighed flge op med Andrey og drikke en
KopTe.

Samovaren, som han holdt i Beredskab, snurrede gemytligt paa Bordet
foran ham, mens han spndt lyttede efter hvert Fodtrin. Endelig kom der
nogen; han sprang op for at aabne Dren og -- -- stod Ansigt til Ansigt
med Politiet -- den forfrdede Vrtinde stod i Baggrunden.

Der har vi det! sagde han til sig selv. Det er naturligvis det
fordmte Pas!

Han gttede rigtigt.

Vasilys Hoved var hjst besynderligt; naar han handlede uden Overlg,
i jeblikkets Indskydelse, kunde han i vanskelige Tilflde vise en
ligefrem forbavsende Aandsnrvrelse og Klogskab; men naar han vilde
bre sig rigtig fiffigt ad og stte sig hen for at spekulere paa,
hvorledes ban bedst skulde gribe Sagen an, saa kom han altid yderst
uheldigt og kejtet fra det.

Saaledes var det gaaet ham med Passet, som han havde faaet gennem
Dubravnik-Vennerne. Det ld paa en ung Mand, Onesime Pavluk, der havde
fuldendt sine Studier i en Realskole med Dimission til et hjere
Gymnasium, altsaa nrmest en ung Mand, der tilhrte den dannede Klasse;
men Vasily havde mere Lyst til at spille den tarveligere Mands Rolle,
og efter lnge at have lagt sit Hoved i Bld, satte han sig til at
forbedre Passet; han havde en srlig velse i dette Haandvrk. Han
kradsede Gymnasium ud og skrev Elementarskole iStedet for med
fuldstndig den samme Haand som den, hvormed det vrige var skrevet.

Da han viste Andrey Forbedringen, brast denne i Latter, det var jo det
rene Nonsens! For at fuldende sine Studier i en lavere Skole, behvedes
der vel ingen srlig Dimission.

Vasily blev slaaet af Sandheden i denne Bemrkning; men de to Venner
blev imidlertid enige om, at Passet nppe vilde blive lst, og selv om
man saa njere paa det, vilde man antage, at det var en Fejlskrift, og i
hvert Fald ikke falde paa, at den Slags Bommerter kunde forekomme i et
falsk Pas.

Brevet blev altsaa indsendt, men Ulykken vilde, at netop
Politiinspektren lste den besynderlige Passus og studsede derved.
Passet var i alle Henseender korrekt og var paategnet af flere
forskellige Politikontorer -- han ansaa derfor ikke Sagen for
tilstrkkelig vigtig til at lade Indehaveren arrestere; han indfrte det
og lagde det til Side for egenhndig at bringe det til Ejeren og gre
ham et Par Sprgsmaal.

Synet af Politiet forbavsede Vasily, men forvirrede ham ikke; han
besvarede uden et jebliks Betnkning Politimandens Sprgsmaal, idet han
gav sig ud for en Klejnsmed fra Poltava, der var kommen til Dubravnik
for at sge Arbejde, men allerede var ved at rejse hjem igen. Med sit
vejrbidte Ansigt, sine haarde Hnder og sin tarvelige Dragt saa han
fuldstndig ud som en almindelig Arbejdsmand eller Haandvrker.

Han forstod mesterligt at efterligne denne Klasse Menneskers Tale og
Manerer, ja selv deres kejtede Ydmyghed over for Politiet. Inspektren
var straks enig med sig selv om, at denne Mand var uskyldig.

Men Vrtinden meddelte ham, at der hos Vasily boede en logerende, som
ikke havde afleveret sit Pas til Registrering, og som nok kunde
forekomme noget fordgtig.

Vasily forklarede med Uskyldens Overbevisning og Frimodighed, hvorledes
han ved et rent Tilflde havde lrt denne anden at kende og var gaaet
ind paa at tage Ivan Zalupalov -- det var Andreys ny Navn -- iLogis for
en Uge.

Har du forlangt hans Pas? spurgte Politimanden.

Selvflgelig, Deres Hjvelbaarenhed! Jeg tog det straks fra ham for at
have lidt Pres paa ham. Man maa vre forsigtig over for disse fremmede,
Deres Hjvelbaarenhed! og han halede det vigtige Dokument, indsvbt i
en Klud, op af en af sine langskaftede Stvler.

Men hvorfor indleverede du det ikke straks til Indregistrering?
spurgte den anden strengt.

Aa Gud, tilgiv mig, Deres Hjvelbaarenhed! Jeg har altid saa daarlig
Tid! stammede Vasily.

Politimanden svarede ikke, men saa meget misfornjet ud. Vasily saa
fortabt ned paa sine Stvlesnuder og stak Haanden i Lommen; saa lagde
han ydmygt og frygtsomt en lille Slvmnt paa Hjrnet af Bordet foran
den vrede Mand.

Foragt ikke min ringe Gave, Deres Hjvelbaarenhed, det er kun lidt; men
det kommer af et godt Hjerte, sagde han forknyt og bukkede.

F! sagde Politiembedsmanden brysk. Tag dine Penge til dig! Men i
Stilhed flte han sig aldeles ikke saaret over denne Maade at vise
Underdanighed paa.

Naar kommer din logerende tilbage? spurgte han.

Det kan jeg ikke sige, Deres Hjvelbaarenhed! svarede Vasily og antog
atter den meddelsomme, fornjede Tone fra fr. Jeg skal nemlig sige
Deres Hjvelbaarenhed, at den gode Mand har en slem Svaghed for Drik --
og kommer ofte meget sent hjem. Ja, en Nat kom han slet ikke.

Ja, jeg venter nu alligevel! sagde Politimanden, greb en Stol og satte
sig resolut. Og hr du -- hvad hedder du?

Onesime, Deres Hjvelbaarenhed!

Altsaa, Onesime, gaa ned til Sergenten, der venter her nede ved
Gadedren og bed ham komme op -- men du kommer med! tilfjede han
bydende.

Vasilys Mod sank, hele hans Komedie var til ingen Nytte; men han havde
intet andet Valg end at spille den til Ende, flgelig udfrte han sit
rinde og vendte tilbage med Sergenten.

Imidlertid spadserede Andrey rundt med Annie og saa paa Illuminationen
og Fyrvrkeriet uden at ane, hvilken Fare der truede ham hjemme. De gik
tidlig hjem; han fandt alting kedeligt og dumt og rgrede sig over at se
alle de voksne Mennesker gebrde sig som Brn. Et Par Huse fr de var
ved hans Gadedr, standsede Annie for at tage Afsked.

Hvorfor gaar du ikke med op? Det er tidligt endnu, sagde Andrey.

Ja, jeg ved det, svarede den unge Pige, men jeg har lovet Zina at
vre hjemme fr ti.

Idet Andrey vilde til at gaa op ad den daarlig oplyste og temmelig
smudsige Trappe, saa han Vasily staa ovenfor -- barfodet, uden Hat og i
Skjortermer. Han var ligbleg og gestikulerede heftigt. Andrey forstod,
at han ikke skulde gaa videre og standsede jeblikkeligt. Lydlst og
hurtig som en Kat listede Vasily ned ad Trappen og hviskede til Andrey:
Politiet er i vort Vrelse! Skynd dig bort, saa hurtigt du kan!

Politiet! -- Men saa kom du dog med! hviskede Andrey tilbage; men
Vasily rystede energisk paa Hovedet og forsvandt som et Lyn op ad
Trappen og gik -- til Andreys store Forbavselse ikke ind i Vrelset, men
ind i et lille, ubenyttet Pulterkammer lige overfor.

Nede paa Gaden indhentede Andrey Annie.

Politiet er oppe hos os, sagde han.

Hvad siger du? Politiet? Er Vasily arresteret? spurgte den unge Pige
forfrdet.

Nej, rimeligvis er han ikke arresteret, ellers vilde de vel nppe sende
ham ud paa Trappen for at advare mig. Og han fortalte det besynderlige
Optrin. Ingen af dem kunde forklare sig, hvad det betd. Hvorfor blev
Vasily deroppe, naar han saa let kunde vre sluppen bort med?

Det gik saaledes til: Da Vasily efter Politiinspektrens Ordre havde
hentet Sergenten og saa at sige frt Fjenden ind paa sit eget
Territorium, satte han sig sindigt paa en Stol i en Krog af Vrelset.
Det vil sige, tilsyneladende saa han saa ligegyldig og troskyldig ud som
vel muligt; men i Virkeligheden var han i den strste Ophidselse.

Andrey kunde hvert jeblik vende tilbage, rimeligvis i Selskab med
Annie. Hvorledes kunde han faa dem advaret? De to Politimnd begyndte at
fre en sagte Samtale; den lange Sergent stod ved Siden af sin
foresatte, bjede sig ned imod ham og hviskede ham noget ind i ret;
derefter saa Inspektren og saa Sergenten hen imod en Plads bag Dren,
hvor man kunde staa skjult, naar den aabnedes. De Slyngler vilde
rimeligvis falde over Andrey, en forfra og en i Ryggen! Og han kunde
ikke en Gang hjlpe ham ordentligt, thi han var ubevbnet, hans Revolver
laa i Brystlommen paa Frakken, som han havde taget af et jeblik, fr
Politiet kom, og han kunde ikke hente den nu uden at vkke Mistanke.

Hvad i Alverden skulde han dog finde paa?

Pludselig bragte Lyden af en hvislende Raket ham paa en god Id.

Deres Hjvelbaarenhed! begyndte han i sin mest trohjertede og ydmyge
Tone. Jeg kunde vel ikke faa Lov til at se lidt paa Fyrvrkeriet? Her
lige overfor er et Pulterkammer, fra hvis Vindue man kan se over hele
Parken! -- Maa jeg ikke gaa derover?

Inspektren, som gerne vilde forhandle lidt alene med sin Mand, svarede:

Jo, min Sn, hvis det kan more dig, saa gaa du kun; men ikke for langt
bort, vi trnger snart igen til din Hjlp.

Paa denne Maade lykkedes det ham at komme ind i Pulterkammeret, hvor han
tilbragte et Kvarters Tid i den frygteligste Spnding og med bankende
Hjerte lyttede ved den aabne Dr efter hvert Skridt, han hrte
nedenunder.

Men da han endelig havde faaet advaret Andrey, vendte han lykkelig og
befriet tilbage til sit Pulterkammer og nd nu med stor Sindsro Synet af
det smukke Fyrvrkeri.


Hos Zina, hvor Andrey havde sgt Tilflugt, var man imidlertid i den
strste ngstelse for Vasilys Skbne. Da Morgenen kom, og Timerne gik,
og han endnu ikke viste sig, blev man for Alvor urolig.

Zina gik hen til sin Ven Slutterens Bolig og fik igennem hans Kone bedt
ham om at undersge Listen paa dem, der var arresterede i Lbet af de
sidste fire og tyve Timer; Vasilys Navn fandtes ikke iblandt dem. Annie,
som imidlertid var bleven sendt omkring til Dubravnik-Vennerne for at
sprge, om de maaske havde set noget til ham, vendte tilbage med den
mrkelige, men beroligende Besked, at Vatajko havde mdt ham paa Gaden,
fuldstndig fri, uden Politi eller Eskorte. Dog var det tydeligt at se,
at der var noget galt paa Frde; thi han gik hurtigt forbi og gjorde
Tegn til Vatajko, at han ikke maatte kendes ved ham.

Altsaa var det, som man frst formodede: Vasily var bleven rodet ind i
en eller anden Politiaffre og spillede nu en lille Komedie med
Politiet, og man tvivlede ikke om, at han jo nok kom klar af den. Om
Aftenen, da de alle tre var forsamlede ved Tebordet i Zinas Stue,
begyndte Andrey for frste Gang over for den unge Kone at tale om Boris,
idet han spurgte hende om, hvad hun nu mente, der kunde gres?

Jeg skal vise dig et Brev fra Boris, som jeg fik Dagen efter
Katastrofen, svarede hun. Jeg har vret saa fortumlet, at jeg slet
ikke har tnkt paa at sende det over til dig.

I dette Brev, skrevet Natten efter Overfaldet, takkede Boris Vennerne,
der havde vovet deres Liv for ham, frem for alle Andrey, isaa varme og
hjertelige Udtryk, at Andreys jne fyldtes med Taarer. Som Sagerne nu
stod, ansaa han imidlertid ethvert Forsg for haablst og kun skikket
til at bringe Vennerne i den strste Fare. Han sluttede med indstndigt
at bede Andrey om jeblikkeligt at forlade Dubravnik og de andre, saa
snart det blot lod sig gre.

Jeg antager ikke, du mener, at hans nske er bindende for os? svarede
Andrey.

Nej, selvflgelig ikke! svarede Zina bestemt. Men i t Punkt har
Boris Ret, -- fortsatte hun. Du maa ikke lnger tage Del i Affren! Du
har gjort alt, hvad du paa nogen Maade kunde: at blive her lnger, vilde
for dig vre den visse Dd.

Det samme kan siges om dig! mente Andrey.

Nej! Politiet kender ikke mig, hvorimod de har udfundet dit Navn og er
rasende paa dig -- -- -- Desuden, tilfjede hun drmmende -- er det en
helt anden Sag med mig! Hvis Boris var en fremmed for mig, vilde jeg
ubetinget sige, at Sagen burde opgives; men nu -- -- kan jeg det ikke.
Derfor maa jeg fortstte alene------ hun bjede Hovedet ned over
Bordet, foran hvilket hun sad. Andrey greb hendes Haand og frte den
rbdigt og tavs til sine Lber.

Hr mig, Zina! begyndte han lidt efter. Du har Ret i at mene, at jeg
-- jaget og forfulgt, som jeg er -- for Tiden kun kan vre eder til
liden Nytte; men den Ting kan snart afhjlpes! Jeg foreslaar flgende:
Allerede i Morgen rejser jeg til St. Petersborg og bliver der, lad os
sige i fjorten Dage. Iden Tid gaar jeg i Studenternes Klub, til de
selskabelige Sammenkomster, kort sagt overalt, hvor jeg kan, for at gre
mig saa bemrket som muligt. Naar jeg paa den Maade har faaet tiltrukket
Politiets Opmrksomhed i tilstrkkelig Grad, saa at man er vis paa at
have mig sikker i St. Petersborg, rejser jeg i al Hemmelighed tilbage
til Dubravnik igen. Men du, Zina, maa fuldt og fast stole paa mig og
selv forlade Byen. Du stter Livet til ved at blive, og det maa ikke
ske. Hrer du, Zina, lad os bytte Plads -- vil du -- Hvorfor svarer du
ikke?

Endelig saa hun op. Jeg kan ikke, Andrey! sagde hun stille og rystede
srgmodigt paa Hovedet. Et jeblik sad de alle tre i dyb Tavshed.

Hvad er det? sagde Andrey og sprang op.

De lyttede; det ld, som om en Haandfuld Jord blev kastet mod Ruden.

Annie lb hen og saa ud.

Det er Vasily! raabte hun glad og ilede ned ad Trappen for at
lukkeop.

Et jeblik efter viste Vasilys brede Skikkelse og fornjede Ansigt sig i
Dren, han holdt en Vadsk i den ene Haand og en Bylt i den anden.

Andrey og Zina lb ham i Mde, omfavnede og kyssede ham, som om han var
kommen tilbage fra en lang Rejse.

Sagde jeg ikke nok, at han vilde klare det! udbrd Andrey og slog ham
saa kraftigt paa Skulderen, at han vaklede. Fortl saa, hvor du har
vret, gamle Ven?

Puh! Det var en varm Affre! sagde Vasily. Jeg kan nsten ikke rigtig
tro paa, at jeg virkelig er kommen ud af den!

Har du vret arresteret? spurgte Annie.

Meget vrre!

Maaske lagt paa Pinebnken? spurgte Zina med et Smil.

Vrre, meget vrre, siger jeg! gentog han.

Hvad i Alverden har du da oplevet? Lad os snart faa det at vide! sagde
Andrey. Og Vasily fortalte.

Ja, men for Pokker, hvorfor gik du ikke med mig? spurgte Andrey, da
Vasily var kommen til Mdet paa Trappen.

Ja! svarede han og klede sig sindigt bag ret -- Havde jeg vidst,
hvad der kom bag efter, saa havde det jo vret det klogeste. Nu troede
jeg, at de nok til sidst gik af sig selv, -- de Slyngler, og saa var det
dog bedst ikke at vkke deres Mistanke ved at rende. Derfor blev jeg!

Hvad hndte der saa mere? Ventede de lnge paa mig?

Ja, til efter Midnat! sagde han med krnket Mine. En halv Time efter,
at du var gaaet, kaldte de mig ind -- for at jeg skulde holde dem med
Selskab! Og det grinagtigste er, at det egentlig var mig, der opholdt
dem, jeg blev ved at trste dem med, at du kom nok! Han lo kort, men
blev straks efter igen alvorlig. Naa, endelig Klokken halv et rejste de
sig og satte Huerne paa. Gud vre lovet! saa blev du da fri for dem,
tnkte jeg; men Inspektren, den Rv, gav mig nu strenge Ordrer til ikke
at sige et Ord til dig, naar du kom; han selv vilde komme igen nste
Morgen Klokken otte, sagde han! Det var en rar Meddelelse; men da jeg
ikke nskede at delgge mit Pas, saa blev jeg stadig!

Naa, altsaa i Morges Klokken otte stillede min Mand igen!

Er din logerende kommen hjem?

Nej! Deres Hjvelbaarenhed!

Hvor tror du, han kan vre?

Det aner jeg ikke, Deres Hjvelbaarenhed!

Se saa, nu gaar han! tnkte jeg; men han blev hngende fast som paa en
Limpind.

Hr en Gang, Onesime, sagde han yderst venligt. Jeg forstaar jo nok,
at du er en skikkelig Fyr, og jeg vil give dig tre Rubler, hvis du kan
hjlpe mig! Gr en Runde i de nrmest liggende Restaurationer og Kafer
og se, om du kan finde din logerende.

Jo, Deres Hjvelbaarenhed! Men jeg er rigtignok ndt til at rejse til
Poltava i Dag.

Du har Tid nok alligevel; husk paa, at du tjener tre Rubler, hvis du
skaffer os fat paa Fyren! Men gr ham nu ikke bange, naar du trffer
ham! Sig ham, at hans Pas uden Vrvl er registreret og sendt tilbage,
saa bliver han fornjet og gaar roligt hjem med dig. Naar du saa mder
en Politibetjent, tager du din Mand i Nakken og afleverer ham. Forstaar
du?

Bevares, Deres Hjvelbaarenhed!

Du gr altsaa njagtigt, som jeg har sagt!

Ja vel, Deres Hjvelbaarenhed!

Vasily gengav til sine Tilhreres store Fornjelse hele sin Del af denne
Samtale med akkurat samme Stemme og samme Manerer, som han havde anvendt
over for Politimanden.

Naa, vi forlod altsaa sammen Huset, vedblev han, og jeg begyndte min
Runde i Kafer og Spisehuse. Jeg turde ikke lade vre; thi jeg kunde
muligvis blive fulgt af en Spion. Det var under den Vandring, at jeg
mdte Vatajko og foretrak ikke at kende ham. Klokken fire i Eftermiddags
vendte jeg hjem. Toget til Poltava gik Klokken halv seks, og jeg mente,
at nu var alle mine Trngsler endte.

Saa betalte jeg Vrtinden, pakkede mine Sager og vilde endelig gaa hen
til jer. Men hvad ser jeg nede paa Gaden? Min Politimand, der forsger
at skjule sig bag et Hjrne. Aha! tnker jeg, er du der igen, din
Rvepels? Og saa maa jeg selvflgelig af Sted til Jernbanen. Jeg
springer ind i en Droske, han i en anden, inogen Afstand efter mig. Vi
kom til Stationen lnge fr Tiden, Billetkontoret var endnu ikke aabnet.
Min Cerberus posterede sig i en Krog ved Aviskiosken. Jeg spadserede
frem og tilbage, betragtede Loftet, Vinduerne, Drene, alt undtagen ham,
han var den eneste, jeg ikke saa. Dog tabte jeg ham ikke et jeblik af
Syne; jeg ventede stadig, at han skulde forfje sig vk nu efter at have
set mig i Sikkerhed paa Stationen. Men nej! Han vedblev at staa der.

Saa blev Billetkontoret aabnet; Folk begyndte at stille sig i Rkke.
Han var der stadig! Saa drev jeg hen over Gulvet og indtog min Plads i
Rkken. Nu maatte han vel endelig gaa, tnkte jeg.

Jo, han gik, men kun for at komme nrmere, den Skurk! Nu drev han
omkring ved Billetsalget.

Jeg var i den strste Forvirring. Skulde jeg tage en Billet til Poltava
og staa ud ved frste Station? Men jeg havde kun to Rubler i Lommen --
ikke halvt nok til en Billet! Og forlange Billet til den nrmeste
Station? Men det vilde han hre og naturligvis tro, at jeg havde ljet
hele Tiden for ham, og saa lod han mig naturligvis straks arrestere.
Folk gik frem -- en for en. Endelig kom Turen til mig! Jeg stod foran
det lille Vindu -- han var lige bag mig, paa den anden Side af
Jernstangen.

En tredje Klasse -- Poltava! raabte jeg med hj, fast Stemme og
begyndte at knappe min Vest op foroven og famlede ind paa Brystet.

Skynd Dem! Folk venter! brlede Billettren.

Straks! svarer jeg roligt og trkker endelig mit Kors frem fra Brystet
-- stirrer paa det og slaar i Bestyrtelse begge Hnder sammen over
Hovedet.

Brdre! Venner! raaber jeg, mine Penge er stjaalne! og styrter som
en gal Mand bort fra Kassen.

En Menneskemngde er i et Nu samlet om mig, og jeg begynder jamrende at
fortlle: Alt, hvad jeg ejede, en fem og tyve Rubels Seddel, havde jeg
bundet til Korset paa mit Bryst, men den Slubbert -- den nedrige
Bedrager af en logerende, som jeg samlede op paa Gaden, har stjaalet
mine Penge fra mig og er stukket af! Og med mit Frakkerme trrer jeg
Taarerne af mine jne, virkelige Taarer, som fld over min egen gribende
Beretning!

Et jeblik oplystes Vasilys Ansigt atter af dette halvt forbavsede Smil,
som var ham egent, og som forsvandt lige saa hurtigt, som det kom. Saa
genoptog han sin Fortlling.

Da jeg fandt, at min Tilhrerkreds var tilstrkkelig rrt, trrede jeg
mine Taarer, greb min Vadsk og stak af det bedste, jeg kunde. Ude paa
Gaden sprang jeg i den frste Droske, der holdt.

Og din Politimand? spurgte Annie. Fulgte han ikke lnger?

Nej! han havde endelig faaet nok! Jeg var saa optaget af Tabet af alle
mine Penge, at jeg et jeblik tabte ham af Syne; men da jeg var kommen
til Ro i min Droske, saa jeg mig om og kunde ingen opdage. Resten af
Aftenen har jeg tilbragt med at gaa fra det ene Sted til det andet for
at forvisse mig om, at jeg ikke blev fulgt.

Han er rimeligvis gaaet hjem for at skrive en Rapport til sin Chef om,
hvorledes disse Slyngler af Nihilister benytter sig af stakkels fattige
Folks Godtroenhed, sagde Zina leende.


Nste Dag rejste Andrey til St. Petersborg med Anmodning fra Zina om at
skaffe Penge til Sagens Fortsttelse.

Vasily blev i Dubravnik. Der var noget usdvanlig ridderligt i hans
Karakter, som bedst mrkedes i hans Forhold til Kvinder. Der var altid
en, for hvem han sukkede, men som en sand Ridder var han til enhver Tid
rede til at tjene en hvilken som helst anden Kvinde, der trngte til
Beskyttelse, og ingen var ham mere hengiven end Zina.




V. KAPITEL.

_Atter i St. Petersborg._


Hovedstaden var i Festdragt, da Andrey atter betraadte dens Gader. Den
frste Sne var netop falden, og for enhver Nordbo er denne Begivenhed en
Fest. Gader, Gyder, Tage, Huse -- alt var dkket af et skinnende hvidt
Tppe, funklende i Solens Skr. Luften var frisk og klar, nogle enkelte
Kaner gled rask forbi, Menneskene, som sad i dem, saa straalende og
fornjede ud, stolte over at vre de frste til at byde Vinteren
velkommen.

Andrey gik hurtigt langs med Ligovsky Kanalen i Retning af Helene
Zubovas Bopl; han mdte hende i Gadedren. Hun havde en lille Pelshue
paa Hovedet og saa ung og frisk ud som selve den smukke Vinterdag.

Men er du der, Andrey! udbrd hun og rakte ham gldestraalende
Haanden: Jeg frygtede for, at du, efter hvad der var hndet i
Dubravnik, vilde sidde endnu fastere end fr dernede. Kommer du tilbage
for at blive?

Ja! svarede han.

Helene, som var gaaet ud for at besrge nogle rinder for sig selv,
opgav sit Forehavende og tilbd at flge Andrey til Hovedkvarteret. Paa
Vejen maatte han udfrligt fortlle alt om den ulykkelige Begivenhed i
Dubravnik og Vennerne der.

Og hvilke Nyheder kan du saa til Gengld fortlle mig? spurgte Andrey,
da han var frdig med sin Beretning.

Intet srligt! At Tania er bleven valgt til Medlem af vor Liga, vd du
jo! Jeg haaber, vi har vundet en god Ven i hende!

Ja, det er jeg overbevist om! sagde Andrey med Varme.

Hun har allerede arbejdet en Tid i Narva Distriktet og klarer sig
brillant af en Begynder at vre, vedblev Helene. Det er Skade, at hun
saa snart maa forlade Byen!

Hvor skal hun hen? spurgte Andrey pludselig opskrmmet.

Til Moskva! Det er ndvendigt at bringe nye Krfter til Afdelingen der,
og Georg er bleven valgt som den, der skal rejse dertil -- Tania har
tilbudt sig som frivillig.

Naa -- saaledes! sagde Andrey og saa bort for at skjule sin
Forvirring.

Ja, du vd vel, at der siges, der skal blive et Par af de to? snakkede
den intet anende Helene videre. Jeg tror det for Resten ikke. Jeg har
ikke set noget, der kunde tyde derpaa, det er vist blot lse Rygter.

I Hovedkvarteret traf de en Del Venner, iblandt andre Georg, som kastede
sig stormende om Andreys Hals; ligesom Helene havde han troet, at han
vilde blive i Dubravnik, og var derfor dobbelt glad ved det uventede
Mde. Han spurgte indtrngende til Zina, og Andrey fortalte uden
Udsmykning alt, hvad der var hndet, og lagde heller ikke Skjul paa sin
ngstelse for den unge Kones farlige Stilling. De talte frit og
utvungent sammen; men da de vrige var gaaet, og de to blev alene, flte
de begge en Slags Generthed. Andrey brndte af Lngsel efter at hre
noget om Tania, men kunde ikke faa sig til at sprge, og Georg syntes
med Overlg at undgaa at nvne den unge Piges Navn.

Det var saa uligt Georg, der ellers sent og tidlig snakkede om Tania,
at Andrey straks tnkte, han havde gttet hans Hemmelighed og ikke vilde
saare hans Flelser ved at tale om hende. Det var ridderligt tnkt af
Georg; men til sidst kunde Andrey ikke lnger udholde denne Uvished og
spurgte, om Tania endnu boede hos sin Fader.

Nej, hvor kan du tro det? svarede Vennen. Det vilde vre rent
umuligt; hun vilde jo bringe ham i den ene Forlegenhed efter den anden.
Hun bor for sig selv i det Distrikt, hvor hun har sin Gerning.

Georg tilfjede intet videre, men saa med et underligt Blik -- hvori der
laa baade mhed og Sorg -- op paa sin Ven. Dette Blik forfulgte ofte
Andrey; han kunde ikke forklare sig det.

Andrey genoptog atter sit Arbejde i Propagandaens Tjeneste i sit
tidligere Distrikt og arbejdede med en Lyst og Iver, saa at selv den
altid fordringsfulde Helene erklrede, at han fuldstndig indhentede,
hvad der var gaaet tabt ved hans Fravrelse.

En fjorten Dages Tid efter sin Tilbagekomst traf han Tania for frste
Gang ved et Mde i en Afdeling, hvortil de begge hrte.

Det var et Mde paa en halv Snes Mnd og Kvinder, som alle virkede i
Propagandaen iblandt den arbejdende Klasse. Den bermte Taras Kostrov
var til Stede; det var en af Partiets dygtigste Mnd, ligesom han uden
Tvivl var den mest dominerende; men hans Maade at vre paa var
usdvanlig blid og vindende, hans Jernhaand bar Fljlshandske, og hans
Taler var fulde af Gld og sdere end Honning, som hans Modstandere
plejede at sige.

Omendsknt Vrelset var fuldt af Folk, var det uvilkaarlig Taras
Kostrov, der frst tiltrak sig ens Opmrksomhed, og det var umuligt ikke
at fle sig tiltalt af hans sjldne, mandige Sknhed med det stolte,
kraftigt skaarne Ansigt, som formelig lyste af Intelligens og Mod.

I det fjerneste Hjrne af Stuen opdagede Andrey Tania, og til sin egen
Forbavselse flte han nu, da han stod Ansigt til Ansigt med hende, ingen
Forvirring, men kun en dyb, stille Glde over Gensynet.

Da alle var til Stede, begyndte Forhandlingerne uden nogen som helst
Indledning. Ethvert Medlem havde at aflgge Beretning om, hvad der siden
sidste Mde var forefaldet i hans Distrikt, hvad der var under
Forberedelse o.s.v. Det var mere en fri Diskussion mellem Venner end en
formel Beretning.

Da Turen kom til Helene Zubova, erklrede hun, at hun intet srligt
havde at meddele, alt var temmelig uforandret siden sidst.

Lad os hellere hre, hvad Tania har at sige, foreslog hun, hun
arbejder i ny, og, som jeg haaber, tilmed i en frugtbar Jord.

Jeg maa desvrre tilstaa, at jeg hidtil ikke har udrettet stort,
begyndte Tania roligt og beskedent, og hun udviklede derpaa, hvorledes
hun havde den bedste Tro for Fremtiden med Hensyn til sit Distrikt. Hun
besvarede derpaa klart og forstandigt Vennernes Sprgsmaal, og man var
enig om, at her maatte kunne udrettes noget betydeligt.

Vilde det ikke vre heldigst, om en erfaren og dygtig Mand kunde afses
til Narva-Distriktet? -- Ihvert Fald for en Tid-- foreslog Taras
Kostrov.

Det er netop, hvad jeg tnker, sagde Helene. Men vi har ingen fri for
jeblikket. Skulde det ikke lade sig gre at tage en fra de gamle
Pladser, som allerede er udarbejdede? Til at drive et nyt Distrikt op
udfordres der absolut en Mand.

Hun saa paa Andrey, som til sin rgrelse flte, at han rdmede under
dette betegnende Blik.

Shepelev kan forlade sin Plads! sagde en Stemme.

Shepelev var en af de mest erfarne og dygtige iblandt Propagandisterne.

Ja, lad Shepelev faa Narva-Distriktet! ld nu flere Stemmer.

Helene var af en anden Mening. Jeg synes, vedblev hun, at Andrey
passer langt bedre end Shepelev, og begyndte saa med den strste
Frimodighed og Sindsro at drage en Sammenligning mellem de to Mnds
Kvalificationer. Hun indrmmede, at Shepelev var en udmrket Taler, som
Arbejderne havde nemt ved at forstaa, og som havde en egen Evne til at
overbevise; men han var alligevel ikke den rette Mand for en ny Plads og
til at hverve ny Mnd, dertil var han ikke virksom og energisk nok og
havde desuden en vis Vanskelighed ved at stifte nye Bekendtskaber. Paa
det Punkt var Andrey ubetinget den bedste.

Helene talte paa sin sdvanlige, forretningsmssige Maade uden at hve
Stemmen det ringeste; hendes store, blaa jne vandrede fra den ene til
den anden af de to Mnd, og hendes Blik var lige roligt og fast, hvad
enten hun sagde dem en Kompliment eller en Ubehagelighed.

Shepelev, som var en ganske ung Mand med blegt Ansigt og langt Haar,
lyttede opmrksomt til Helenes kritiske Bemrkninger, og smilede nu og
da, naar hun blev srlig skarp. Han syntes at more sig over den unge
Piges usminkede Oprigtighed.

Ja, jeg tror selv, at du vil kunne udrette mere end jeg, sagde han til
Andrey, da Helene var frdig. Kan du gre dig fri?

Naturligvis kan han det, faldt Helene ind, frend Andrey endnu havde
faaet svaret; hun kendte hans Distrikt lige saa godt som han selv.

Andrey saa stjaalent hen paa Tania, som sad lige ved Siden af ham og
syntes lidt forvirret over det uventede Forslag. Han var ganske paa det
rene med, hvad han vilde, og erklrede sig beredt til at tage den ny
Plads.

Efter at den almindelige Diskussion var endt, bad han Tania fortlle sig
lidt om deres tilkommende flles Distrikt. Hun svarede, at der om
Aftenen skulde vre et Mde i hendes Hjem, og at det allerbedste vilde
vre, om han straks gik med hende, han kunde saa lre en Del af hendes
Arbejdere at kende og derefter selv dmme.

De forlod altsaa Mdet sammen; paa Vejen spurgte Andrey hende, om hun
ofte besgte sin Fader, og hvorledes han egentlig havde taget
Skilsmissen. Andrey nrede den dybeste Hjagtelse for den gamle Advokat,
og Tania vidste det.

Det var hende derfor en stor Glde at tale med ham om sin Fader, og det
gjorde hende godt at lette sit Hjerte over for en, der forstod hende saa
helt paa dette Punkt -- det mmeste i hendes Liv.

Tania boede ikke alene. Ligaen havde til sin Disposition en Del ldre
Damer, mest tidligere Tjenestetyende iblandt Revolutionisterne, som nu
benyttedes som Husholdersker paa Pladser, hvor der ikke udfordredes
nogen srlig Dygtighed; de fleste af disse Kvinder havde ikke det
ringeste Begreb om Revolutionen; men da de alle -- som gamle, prvede
Tjenere -- var trofaste og hengivne, var de til stor Nytte. En af disse
Damer -- tidligere Zinas Amme -- blev givet Tania som Husbestyrerinde og
fingeret Vrtinde.

Tanias ny Lejlighed var ikke srlig hyggelig og saa ulig som vel muligt
det Hjem, hun kom fra. Den var meget for stor til hende, idet den bestod
af fem Vrelser, hvoraf hun kun benyttede de tre; -- men hun havde ikke
kunnet finde noget bedre paa det Strg, der passede hende. Idet strste
af Vrelserne stod et langt Fyrretrsbord og nogle tilsvarende Stole og
Bnke; her var det, at hun holdt sine Mder.

Et jeblik efter, at Tania var vendt tilbage sammen med Andrey, begyndte
Arbejderne at komme, -- af Forsigtighedshensyn i flere Hold. Der var i
alt syv. Andrey blev forestillet som en Ven, der agtede at bostte sig i
deres Kreds for at tage Del i det flles Arbejde. Alle modtog denne
Efterretning med Glde, og han blev straks behandlet som hrende hjemme
iblandt dem.

Han tog dog ikke nogen srlig Del i Forhandlingerne, men njedes med at
iagttage Tania i hendes ny Virksomhed og var i hj Grad forbavset over
at se, med hvilken Ligefremhed og Ynde denne fine, fornemt opdragne unge
Pige forstod at bevge sig iblandt disse tarvelige Mennesker. Uden anden
Lrer end hendes eget brndende nske om at blive forstaaet talte hun
til dem i et Sprog og paa en Maade, som de uden Vanskelighed begreb; ja,
hun lagde saa meget af sin egen Sjl i sine Ord, at hun nsten smeltede
sammen til t med sine Tilhrere.

Kun nu og da, naar hun var allerivrigst, kunde hun pludselig standse,
som angst for at give sig helt hen i sin Varme og Overbevisning, hun var
da som en ngstelig Rytter, der ikke vover helt ud at benytte sig af sin
Gangers Dristighed.

Da Tania var frdig med at lse og forklare, blev Samtalen almindelig,
ogsaa Andrey tog nu Del i den, og man skiltes som de bedste Venner.

I den Maaned, som fulgte efter hans Forflyttelse til Narva-Distriktet,
lrte Andrey en Lykke at kende, som nsten taaler Sammenligning med en
gengldt Krligheds Lykke, den nemlig at arbejde sammen med den Kvinde,
man elsker, paa et Vrk, hvori man begge nedlgger det bedste, man har i
sig selv.

Det daglige Livs mange trttende, tunge Pligter viste sig pludselig for
ham i et helt nyt Lys, og den Fremgang, han havde med sit Arbejde, blev
for ham hele smaa Triumfer, som fyldte ham med den mest ublandede Glde.
Hans egne strke Flelser lagde en Varme og Magt over hans Ord som
aldrig fr, og han flte sig strkere end nogen Sinde knyttet til sine
lidende Medmennesker.

Antallet af Andreys og Tanias Tilhngere voksede hurtigt, og det viste
sig snart ndvendigt at danne en ny Afdeling i samme Distrikt, hvis
Ledelse man overdrog to unge Mnd.

Tanias Del i det flles Arbejde var ikke den ringeste. Isin Iver for at
se den unge Pige virke i sin ny Gerning, tog Andrey undertiden Delingen
af Arbejdet lidt for bogstaveligt og lagde vel meget paa hendes unge
Skuldre; men hun udfyldte sin Plads beundringsvrdigt. Der var for ham
noget uendeligt rrende og stort i den varme, inderlige Krlighed, hun
lagde for Dagen over for den jvne Mand, og i den Ro og Vrdighed,
hvormed hun bevgede sig iblandt de Farer, som hun daglig var udsat for;
det var, som om hun aldrig tnkte paa, hvilken Skbne der muligvis
ventede hende.

Hun var for ham med t Slag bleven en fuldt udviklet Kvinde, som havde
bibeholdt Barnets Mangel paa Selvbevidsthed.

For Andrey var denne Tid en stor og stille Lykke, og han lullede sig
selv til Ro med den Tanke, at han intet mere nskede. Han troede fuld og
fast paa, at hans Forhold til Tania, som det nu var, kunde fortsttes i
det uendelige, indtil pludselig en ubetydelig Hndelse fik ham til at se
mere klart.




VI. KAPITEL.

_Et Vendepunkt._


Tania og Andrey sad en Aften alene i Arbejdsvrelset, det var allerede
sent, og hele Huset hvilede i den frste, dybe Svn. De havde sammen
vret til et Mde, som var blevet holdt hos en af deres Medarbejdere,
og Aftenen havde vret ualmindelig vellykket og interessant. Tania havde
forelst en lille rrende Fortlling ud af det daglige Livs Hndelser og
Lidelser, og da hun selv var grebet af Temaet, havde hun talt usdvanlig
godt.

Andrey havde som sdvanlig ledsaget hende hjem; men da de begge var i en
lykkelig og oprmt Stemning, havde han taget imod hendes Tilbud at gaa
med op og drikke en Kop Te under Foregivende af, at det kunde gre godt
efter al den megen Talen.

De havde haft et ualmindeligt fornjeligt lille Aftensmaaltid og
passiarede nu let og utvungent sammen.

Andrey begyndte at tale om den lille Fortlling, hun havde lst. Den
maa vi anbefale vore Venner! sagde han. Jeg vd ingen anden Historie,
der til den Grad egner sig til at bringe Bevgelse iblandt vore
Arbejdere. Vi maa ubetinget indlemme den i Ligaens faste Bibliotek!

Jeg skal tale til Helene derom, frste Gang jeg trffer hende.

Men hvem vd, maaske var det Rytteren og ikke Hesten, der vandt
Prisen, sagde Andrey smilende. Jeg haaber da, at du, efter hvad du har
oplevet i Aften, ikke lnger er i Tvivl om din Dygtighed, og om hvilken
glimrende Fremtid, der venter dig som Propagandist iblandt Arbejderne!

Aa ja, jeg tror selv, at jeg vil kunne udrette noget, svarede Tania,
lykkelig som en ung Lrke, der prver sine Vinger og gr sin frste
strre Flugt. Men nu begynder jeg allerede at ngste mig for, at jeg
skal vre bleven saa vant til at tale til den jvne Mand, at jeg helt
har mistet Evnen til at kunne henvende mig til Folk af vor egen Klasse.

Vilde det da vre saadan en stor Ulykke? spurgte Andrey godmodigt.

Ja, selvflgelig isr nu! udbrd Tania med ungdommelig Varme.

Af hvad Grund? Andrey flte et uvilkaarligt Ubehag.

Fordi jeg netop nu skal til at prve mine Krfter paa det Felt,
svarede hun, og jeg meget ndig vilde gre Fiasko blandt den Del af
mine Venner. Hrte du ikke, at Georg i Gaar sagde til mig, at vi skulde
af Sted til Moskva om en Uges Tid eller saa?

Der lagde sig en kold Haand om Andreys Hjerte; den unge Pige havde jo
ikke sagt ham noget nyt, kun havde han i sin nuvrende Lykke helt glemt
at tnke paa hendes forestaaende Udflugt til Moskva sammen med Georg.
Alligevel var det ikke saa meget hendes Ord, der saarede ham, som den
absolutte Ro, hvormed hun udtalte dem -- ikke en Sky gik over hendes
smukke, unge Ansigt. Saa let var det altsaa for hende at forlade deres
flles Arbejde her.

Lnges du saa meget efter at komme til Moskva? spurgte han bedrvet.

Hun svarede ikke paa hans Sprgsmaal, men sad med lukkede jne og et
lyst Smil om Munden og gav kun et Par smaa, bekrftende Nik.

Andreys Lber blev hvide.

Jeg forstaar saa godt, at du kan lnges efter at komme til Moskva,
sagde han med rolig, dmpet Stemme, medens han indvendig kogte af
Raseri. Det er kun et lidet opmuntrende og yderst trlsomt Arbejde evig
og altid, Gang efter Gang at gentage de samme Ord over for en Haandfuld
almindelige Arbejdere. Selvflgelig er det langt interessantere at
glimre med sine Evner iblandt en Kreds af dannede Tilhrere, som
forstaar at vrdstte ens Talegaver og kan bringe ens Pris og Lov viden
omkring!

Tania havde lftet sine jne og stirrede nu med aaben Mund i den yderste
Forbavselse paa ham. Hun vilde nppe tro sine egne ren; hvad bragte ham
til at tale saaledes til hende?

Antager du mig da virkelig for saa letsindig? spurgte hun endelig med
sklvende Stemme og taarefyldte jne.

Dette Syn fyldte ham med sviende Selvbebrejdelse, og han var ved at
kaste sig paa Kn for hende og bede hende om Tilgivelse; men det var,
som om en ond Aand havde faaet Magt over hans Hjerte og nu igen lagde
Gift og Galde i hans Ord.

Hvor kan jeg andet end fle mig skuffet, udbrd han med Heftighed,
naar du selv indrmmer, at du lnges efter at komme bort fra et
Arbejde, som hidtil har gjort dig Glde, -- -- naar jeg ser, at Tanken
om at komme til at glimre mellem Spidsborgere og pyntede Marionetdukker
fylder dig med Glde -- -- naar jeg ser------ han var ikke i Stand
til at fortstte, men brd brat af, greb sin Hat og stormede uden et Ord
til Afsked ud af Dren.

Fra den Aften var alt forandret. Selvflgelig udjvnede de allerede den
nste Dag deres Strid; men det gode, stille Venskabsforhold, der hidtil
havde bestaaet imellem dem, var rystet i dets Grundvold, og Andrey
troede ikke mere paa dets Genoprettelse. Han led ved at mrke, hvilken
uhyre Magt hun besad over ham, og kmpede forgves for at frigre sig
for den. Denne Kamp hensatte ham i en vedvarende Ophidselse; han blev
lunefuld og pirrelig og sgte at finde Fejl hos hende ved enhver
Anledning.

Tania modtog hans frste Bebrejdelser uden at forsge at forsvare sig;
men da han vedblev at vre uretfrdig og haard, begyndte hun at miste
sin tidligere Tro paa hans Venskab for hende, og begge saa med Angst,
hvorledes hver Dag bragte dem lngere bort fra hinanden.

Tania led ikke mindre end Andrey. En Dag, da han uventet kom op til
hende, saa han, at hun havde grdt. Han sagde til sig selv, at han var
den elendigste Slyngel paa Jorden, og var lige ved at tilstaa hende alt,
men hun optog hans frste Ord saa unaadigt, at dette Besg endte i endnu
strre Disharmoni end noget tidligere.

Han foresatte sig bestemt kun at se hende til de Tider, naar deres
flles Arbejde frte dem sammen; men allerede nste Dag mdte han hos
hende lnge fr den fastsatte Tid for Mdet under Foregivende af at
maatte tale med hende om den forestaaende Diskussion.

Den Sag var afgjort i et Par Minutter, og for frste Gang i sit Liv var
det ham umuligt at finde paa noget at tale med hende om. Saa blev han
rgerlig paa sig selv, fordi han ikke havde overholdt sin Bestemmelse om
at undgaa hende, og var straks igen i daarligt Humr.

Hvor lnge siden er det, at du har set Lisa? spurgte han endelig for
dog at sige noget.

Lisa var en Kusine af Tania og hrte til det fornemme Selskab i Moskva;
det var hos hende, den unge Pige skulde bo under sit Ophold der.

Ikke siden forrige Vinter, da hun var her i St. Petersborg, svarede
hun og syede ivrigt videre paa et Haandarbejde, hun holdt i Haanden.

Atter indtraadte der en lang og pinlig Pavse, som Tania sgte at afbryde
ved at begynde at tale om deres flles Arbejde; men Andrey gav kun
korte, undvigende Svar. Hvad Interesse havde hun vel mere af dette
Arbejde?

Saa begyndte han pludselig med stigende Heftighed at tale om hendes
Rejse til Moskva.

Tania gjorde sig den strste Umage for at vre rolig og svarede stille
uden at se op fra sit Sytj; om tre Dage skulde hun rejse, hun vilde saa
ndigt skilles fra ham i Uvenskab. Hendes Ro ophidsede ham dog kun
yderligere, idet han deri saa et nyt Bevis paa hendes fuldstndige
Ligegyldighed for ham, og, mere og mere ude af Stand til at beherske
sig, gav han sig til sidst til at kritisere og latterliggre hendes
Venner i Moskva, ja, endog til at tale haanligt om hendes Planer og
Forhaabninger.

Dette var mere, end Tania kunde holde ud; hun rejste sig med et St og
sagde med en af Vrede dirrende Stemme:

Nej, Andrey, nu kan det vre nok!

Ogsaa han var sprunget op og stod og stttede sig med den ene Haand til
Bordet, hans Ansigt var blegt og havde et lidende, srgmodigt Udtryk.

Sig mig dog, Andrey, begyndte hun, hvorfor har du i den senere Tid
vret saa forandret over for mig? Hvad har jeg gjort? Er der noget,
hvormed jeg har krnket dig, hvorfor siger du det saa ikke rent ud, som
du plejede at gre? Og hvis du ikke kan, hvorfor skal vi saa pine
hinanden? Hvorfor ikke skilles som Venner og gaa hver sin Vej?

Hendes Stemme var, efterhaanden som hun talte, bleven bld og srgmodig.

Ja, gid jeg kunde, Tania! Gud give, jeg aldrig havde truffet dig!
sagde han med nppe hrlig Stemme og blev endnu en Skygge blegere.

Men hvorfor? Hvad er-- --?

Hun holdt pludselig inde som ramt af en Anelse.

Er du da blind? Ser du da ikke? -- raabte Andrey med hs Stemme, --
forstaar du ikke, at jeg elsker dig, Tania!

Han saa op paa hende, og -- hvad var det for et Under, der pludselig fik
hele hans Legeme til at sklve i Flelsen af en overvttes Lykke? --
Havde han set rigtigt? Hendes Ansigt straalede, og med begge Hnder rakt
ud imod ham kom hun hen til ham, og -- han forstod alt. Med et
Gldesraab laa hun om hans Hals.

Er det muligt? Tania, min elskede, min egen, holder du virkelig af
mig? spurgte han med sklvende Stemme.

Hun klyngede sig kun tttere ind til ham.

Du slemme Mand, hvorfor har du pint mig saadan? hviskede hun smilende.

Tilgiv mig, min elskede! Jeg pinte jo ogsaa mig selv. Men nu er alt
overstaaet! udbrd han jublende. Nu er vi lykkelige -- aa Gud, hvor vi
er lykkelige! Og han trak hende hen til en Stol, knlede ned foran
hende og bedkkede hendes smaa, kolde Hnder og hendes sde, blussende
Ansigt med gldende Kys.

Og jeg, som troede, at du var forelsket i Georg! sagde han endelig.

Georg er den bedste Mand -- meget bedre end du! sagde hun og satte sin
lille Finger energisk paa hans Pande. Men siden den Aften, da du frste
Gang talte til mig hjemme i min Faders Hus -- har mit Hjerte tilhrt
dig. Og jeg er stadig kommen til at holde mere og mere af dig! -- Jeg
vd ikke selv hvorfor, -- tilfjede hun smilende og saa paa ham med et
langt, mt Blik.

Lyden af Entrklokken kaldte dem tilbage til Virkeligheden. Det var det
frste Hold Arbejdere, der kom.

Andrey gik ud for at lukke op, og Tania bd dem velkommen og begyndte
sit Arbejde som sdvanligt. Hun saa endnu smukkere ud end ellers, et
eget forklaret Skr af en stor og hjtidelig Lykke laa over hende.

Men Andrey fik ingen Ro paa sig, selv Tanias Nrvrelse formaaede ikke
at dmpe hans Hjertes heftige Slag, han havde ikke Sans for andet end
for sin egen nye, overvldende Lykke. Han tog Afsked og gik.

Udenfor var det en bidende Frost, og Vinterens hvide Liglagen dkkede
Huse, Trer og Gader; men Andrey nsede ikke Kulden, ihans Bryst var
der Foraar og Solskin.

Det var ingen Drm; det var sandt, hun elskede ham! Han flte endnu det
blide Tryk af hendes Arme om hans Hals, og hendes frste sde Kys
brndte paa hans Lber. Hun var hans! Hendes straalende Sknhed, hendes
fine, harmoniske Sjl, alt tilhrte ham! Uvilkaarlig vandrede hans
Tanker til Georg, og en egen mhed fyldte hans Hjerte. Hvor uvenlig
havde han egentlig ikke vret imod ham, han maatte op til ham for at se
at faa alt udjvnet!

Han fandt Vennen hjemme, begravet i sine Bger og Manuskripter. Isamme
jeblik Georg saa Andreys Ansigt, forstod han, hvad der var hndet, og
inden den anden endnu forvirret og stammende havde faaet aflagt sin
Bekendelse, trykkede han hjerteligt hans Haand og nskede ham til Lykke
-- ikke en Skygge af Misundelse var at opdage i hans lyse, blaa jne.

Jeg har allerede for flere Maaneder siden vidst, at hun elskede dig,
sagde han roligt som Svar paa Andreys sprgende Blik.

Hvor kunde du vide det?

Paa den simpleste Maade af Verden -- hun fortalte mig det selv -- ved
en bestemt Anledning! svarede Georg og syntes et jeblik optaget af
sine egne Tanker, men snart efter passiarede de atter fornjet videre.

Da Andrey tog Afsked, sagde Georg halvt spgende, halvt i Alvor:

Jeg haaber ikke, at du bliver skinsyg, fordi jeg ledsager Tania til
Moskov?

Aa nej, slet saa dybt er jeg ikke falden! svarede Andrey oglo.


Tania havde lovet Andrey at komme hurtigt tilbage, og hun holdt Ord.
Fjorten Dage senere var han paa Banen for at tage imod hende, og kort
derefter blev de gifte. Ingen Prst eller vrighedsperson var til Stede
ved den Anledning; de tilkendegav simpelthen deres Beslutning for
Vennerne, saadan som man altid plejede at gre i den Verden, de
tilhrte.

Deres Giftermaal forandrede intet i deres ydre Liv. De genoptog begge
deres flles Arbejde, kun flyttede de til en anden Del af Hovedstaden,
da det gamle Distrikt efterhaanden blev dem for hedt. Ien beskeden
Sidegade lejede de en lille Lejlighed paa to Vrelser og Kkken.

Vrelserne var smaa og tarveligt mblerede, Gulvet uden Tppe, og der
var lavt til Loftet; gennem de smaa Vinduer havde de ingen anden Udsigt
end den lange, kedsommelige Husrkke paa den anden Side af Gaden.
Alligevel var dette lille Hjem deres Paradis, -- hvis dette Udtryk i det
hele taget kan bruges i den moderne Menneskeheds mere ngterne Sprog.

Den frste berusende Lykke, der var saa lidet forenelig med det Liv, de
levede, og det, de saa omkring sig -- var snart forbi og havde veget
Pladsen for en roligere og dlere Flelse. De nd fuldt ud den Lykke,
som det er for to Elskende i gensidig Forstaaelse at kunne udveksle
Flelser og Tanker, og som frst faar den rette Vrd og Betydning efter
Foreningen.

De var sig begge fuldt bevidst, at denne Lykke kun var et kort Hvilested
paa Vejen, at et Damoklessvrd stadig hang over deres Hoveder, og at
hver Dag kunde vre deres sidste. Men de var alt for unge og fulde af
Livsmod til at lade sig kue af disse Tanker; hvert jeblik, de havde
sammen, blev for dem derved kun dobbelt krt og dyrebart.

Det var en Formiddag i Begyndelsen af Foraaret, Tania lste hjt for
Andrey af et Hfte, som de havde faaet af hendes Fader, hos hvem de
havde tilbragt den foregaaende Aften.

Pludselig genld hele den lille Lejlighed af en heftig Ringning paa
Entrklokken, efterfulgt af to svagere Slag. Det var en Vens Ringning!

Andrey gik ud for at lukke op, og Tania, som blev siddende, hrte ham
udbryde i et Gldesraab, som naar man uventet ser en god Ven; men
pludselig dmpedes hans Stemme, der fulgte en hurtig Hvisken og derefter
dyb Tavshed.

Da Andrey vendte tilbage, var han ddbleg. Han kom med Georg og en ung
Mand, som Tania ikke kendte -- begge saa alvorlige og bedrvedeud.

Hvad er der hndet? spurgte hun angst og gik dem i Mde.

En frygtelig Ulykke! svarede Andrey. Zina og Vasily er blevne
arresterede efter en heftig Kamp -- begge bliver rimeligvis dmte til
Dden -- Annie Vulitch blev drbt i Kampen!

Han kastede sig ned paa en Stol og strg sig med Haanden over Panden.
De to Gster havde ligeledes sat sig; hun mdte den fremmede unge Mands
Blik.

Mit Navn er Vatajko! sagde han, idet han forestillede sig, da ingen af
de andre tnkte derpaa. Jeg er lige kommen fra Dubravnik med den
forfrdelige Efterretning og med en Besked til Deres Mand!

Hvornaar skete det? spurgte hun.

For tre Dage siden. Politiet har forsgt at holde det hemmeligt; men
det er ikke lykkedes; iMorgen vil det staa i alle Aviser. Hele Byen
taler allerede derom.

Saa begyndte han med dmpet, behersket Stemme at fortlle alle
Enkeltheder; men efterhaanden, som han skred frem i sin Beretning, blev
han heftigere, og da han endelig naaede til selve Kampen, var han i
fuldstndig Ekstase.

Midt i Nattens Stilhed havde Politiet forsgt at trnge ind i Zinas Hus,
hvor Vasily nu ogsaa boede. For at vre fuldstndig lydlse og muligvis
kunne overraske dem i Svne, skruede de Hngslerne af Drene og vilde
rimeligvis ogsaa have naaet deres Hensigt, hvis ikke Annie Vulitch imod
Sdvane havde siddet oppe endnu og lst. Hun blev opmrksom paa den
besynderlige Lyd, og da det gik op for hende, hvad det var, begyndte hun
at fyre. Det uventede Angreb drev Gendarmerne tilbage, og det lykkedes
hende ved at affyre Skud paa Skud at holde dem borte i flere Minutter,
indtil hun selv blev truffen af en Kugle i Hovedet. Hun dde i det
jeblik, Vasily kom lbende til Undstning.

Hvilken Helt hun var, denne unge Pige! -- og hvilken smuk Dd! udbrd
Andrey begejstret.

De to andre, vedblev Vatajko, gjorde et Forsg paa at bane sig Vej
med deres Revolvere; men det var umuligt. Saa trak de sig tilbage til de
indre Vrelser, barrikaderede Dren og brndte alle kompromitterende
Papirer. Efter i en halv Time at have holdt Politiet Stangen og efter at
have brugt alle deres Patroner, overgav de sig.

Han tilfjede, at de, efter hvad man havde hrt, rimeligvis vilde blive
forhrt sammen med Boris. Politiet havde endelig faaet Nys om, at Zina
vistnok stod i Forbindelse med ham, og var henrykt over den gode Fangst.
Vasily skulde tiltales for bevbnet Modstand, og der var nppe Tvivl om,
at alle tre vilde blive dmte til Dden.

Men dette maa ikke ske! udbrd han lidenskabeligt. De maa befries,
om det saa skal ske i et Haandgemng!

Han sprang op, og idet han, heftigt gestikulerende, snart gik frem og
tilbage og snart blev staaende -- saa for den ene og saa for den anden
af de tre, fortalte han, at Dubravnik Sektionen havde bestemt at stte
alle Krfter ind paa et Befrielsesforsg. Der skulde hverves nye Folk
iblandt alle Klasser i Byen, iblandt de studerende unge Mnd og iblandt
Haandvrkerne. Ihvert Fald var man fast bestemt paa at gre et Forsg;
alle som n var varme for Sagen! Men man trngte til en Leder, man havde
valgt Andrey, og Vatajko skulde sprge, om han tog imod Valget.

Andrey saa op og sagde:

Har I ogsaa vel overvejet eders Valg? Jeg har aldrig fr vret Formand
for en saa vanskelig og farlig Affre!

Ja, vi er enige om, at vi ikke kan faa nogen bedre end dig! svarede
den unge Mand med Varme.

Nuvel, saa lad det blive, som I vil! Jeg er rede til at tjene en Sag
som denne paa hvilken som helst Maade, der fordres af mig! sagde
Andrey.

Det sagde jeg dem ogsaa! udbrd Vatajko og trykkede heftigt hans
Haand. For Resten mener vi alle, at du ikke behver at komme til
Dubravnik lige straks, vedblev han. Hvis Politiet skulde faa Nys om,
at du var der, vilde man vre paa sin Post. Det er bedre, du bliver her,
indtil det afgrende jeblik staar for Dren; vi skal holde dig  jour
med, hvad der foregaar, og raadsprge dig om alt!

Saaledes gik det til, at Andrey atter blev taget fra sit Arbejde og fra
sit stille, lykkelige Liv for igen at blive kastet midt ind i
Revolutionens vildeste Malstrm.

Han gjorde en kort Rejse til Dubravnik nrmest for at undersge
Forholdene. Da han kom dertil, erfarede han en ny Ulykke: et Par Dage
fr var Sstrene Duderov og en ung Mand ved Navn Botsharov, en af Sagens
mest begejstrede Tilhngere, blevne arresterede og skulde forhres
sammen med Boris, Zina og Vasily -- et Kompagniskab, som intet godt
spaaede dem.

Men forvrigt var de Indtryk, Andrey fik, ret gunstige, bedre, end han
havde ventet; der var rigeligt og udmrket Kampmateriale, og Planen var
lagt med stor Dygtighed. Han tvivlede ikke om, at det vilde lykkes dem.
Hans gamle Kampinstinkt var vakt, og han nsede ikke Farerne, ja, saa
dem knapt. Men for Tania var de lykkelige Dage til Ende. Hun erkendte
fuldt ud, at det var Andreys Pligt at trde til her -- _hendes_ Andrey
kunde ikke holde sig tilbage i en Sag som denne! men hendes Angst og
Sorg for ham blev ikke mindre derved.




TREDJE DEL

Alt for den store Sag!




I. KAPITEL.

_I Themis' Tempel._


I et af de tarveligere Kvarterer i Dubravnik sad en Aften i Begyndelsen
af Foraaret to unge Mnd foran et aabent Vindue. Den ene af dem spejdede
ivrigt hen ad den mrke Gade og iagttog opmrksomt enhver, der kom inden
for den mat brndende Lygtes Lyskreds. Denne unge Mand var Vatajko; den
anden var Andrey, som for fjorten Dage siden var kommen til Byen og nu
sammen med sin Ven boede i denne stille, beskedne Bydel.

Ser du endnu ingen? spurgte Andrey.

Nej!

Det er besynderligt! Forhret maa vre forbi for mindst tre Timer
siden. Han har haft rigelig Tid til at kunne tale med Kusinen og burde
allerede for lnge siden have vret her.

Jeg forstaar det ikke! Han er ellers saa uhyre punktlig, sagde
Vatajko. Han skulde da vel ikke vre sprngt i Luften! tilfjede han
leende.

Det kunde saamnd godt vre muligt, bemrkede Andrey alvorligt. Han
er rasende uforsigtig med alt det Kram!

Skal jeg ikke hellere lbe hen til ham og sprge ad?

Hvis han er sprngt i Luften, kan han dog ikke svare dig -- det er
bedre, du venter; han kommer nok!

I dette jeblik hrte de Larmen af en Vogn paa Gaden.

Der er han endelig! udbrd Vatajko.

Ogsaa Andrey gik hen til Vinduet og saa den Mand, de ventede paa, komme
krende hurtigt ned ad Gaden i en aaben Vogn. Det var en midaldrende
Mand med et uhyre langt, graat Skg og en Skikkelse som en Herkules.

Et jeblik efter traadte den ventede ind ad Dren, idet han forsigtigt
bjede Hovedet for ikke at stde sig mod Karmen. Vatajko havde allerede
lukket Vinduerne, rullet ned og tndt Lys.

Naa, hvad nyt? spurgte Andrey.

Lad mig frst faa Frakken af! sagde han. Kun paa Forhaand saa meget:
der er intet srlig nyt!

Ved nrmere Eftersyn viste denne Mand sig aldeles ikke at vre nogen
Herkules, han var hj og mager og holdt sig lidt kroget -- det mest
ijnefaldende ved ham var et Par tindrende, urolige, graa jne i det
lange, smalle Ansigt.

Traf De saa Deres Kusine? spurgte Andrey.

Ja vel! og den hje Mand satte sig ned og begyndte at fortlle.

Forhrene over de fngslede for den militre Domstol var begyndt den
Dag. Der var intet srligt forefaldet i det frste Mde, men man kunde
dog med lidt Behndighed allerede saa nogenlunde deraf drage sine
Slutninger for de kommende. De fleste af Rettens Medlemmer var stvnede
til at mde.

Omendsknt ingen militr Domstol -- hvad enten den er almindelig eller
ekstraordinr -- frembyder srlig Garanti for retfrdig Behandling af
politiske Forbrydere, saa var dette dog et daarligt Tegn. Det viste, at
Regeringen havde en eller anden uhyggelig Plan for og nskede at have
sine sikre Mnd om sig. Den kejserlige Anklagers Tale ved Aabningsmdet
var af strste Vigtighed. Med Hensyn til de tre Hovedfanger var der kun
t at vente, men ikke saa med de andre, som stadig ikke var overbeviste
om nogen anden Brde end den at have kendt de sammensvorne. Det varslede
imidlertid meget ilde, at den offentlige Anklager beskyldte dem alle
seks for at have udgjort et hemmeligt Selskab, hvis Formaal det var at
omstyrte Tronen og saa fremdeles.

Hvis denne Udlgning af Fangernes gensidige Bekendtskab blev taget for
gode Varer af Rettens vrige Medlemmer, saa betd det Dden for dem
alle; thi Dden er den almindelige Straf for Oprr mod Tronen.

Men hvilket Bevis har de Slyngler for en Sammensvrgelse? udbrd
Vatajko.

Der maa vre nogen, der har sladret; desuden har Portneren i det Hus,
hvor Sstrene Dudorov boede, genkendt Annie Vulitch efter et Fotografi
og erklret, at den Dame ofte kom til Frkenerne Dudorov.

Og hvorledes saa de anklagede ud? spurgte Andrey efter en Pavse.

Min Hjemelsmand fortalte, at de var saa optagne af at tale med hinanden
efter alle disse Maaneders Adskillelse, at de nppe tog Notits af
Retten; kun ved en eneste Lejlighed gjorde de en energisk Indsigelse.

Og han fortalte, at Anklageren -- med Juryens Billigelse -- ikke havde
undset sig for at overse Fangerne, isr de tre Kvinder, med de mest
uhviske Beskyldninger.

Den Slyngel! raabte Vatajko ophidset. Havde jeg ham her under min
Haand! Selv Slagteren, der frer Kvget til Slagtehuset, kaster dog ikke
Sten paa det!

Du venter vel ikke, at Czarens svorne Blodhunde skulde have en Slagters
Menneskelighed! sagde Andrey bittert.

Ja, men det er umuligt, de kan ikke dmme dem alle seks til Dden; de
tre har jo vitterligt intet gjort! mente Vatajko ivrigt.

De er endnu meget naiv, min unge Mand, sagde den fremmede med skarpt
ironisk Tonefald og lod et jeblik sine rastlse, funklende jne hvile
paa Vatajko. Hans Hustru -- som heller intet havde gjort -- var bleven
slbt vk fra ham og holdt indesprret i Fngselet i flere Aar, indtil
hun til sidst var bleven sindssyg og i et Anfald af Raseri havde skaaret
Halsen over paa sig selv med et Glasskaar.

Med Hensyn til Dommen, saa er jeg vis paa, at den vil lyde paa Dden
for dem alle -- sagde Andrey. Det vil give Dommeren en saa smuk
Lejlighed til at lgge sin naadefulde Humanitetsflelse for Dagen, og
han vil rimeligvis formilde Straffen for de to Sstre Dudorovs
Vedkommende til Tvangsarbejde -- og vistnok for Botcharovs med. Det vil
som sagt tage sig godt ud over for den offentlige Mening -- den Slags
Komedier arrangerer de altid indbyrdes. Jeg tror bestemt ikke, at
Ddsdommen bliver stadfstet for mere end de tre af dem -- for Boris og
Vasily uden Tvivl ogsaa -- for Zina -- eller Botcharov---- tilfjede
han med usikker Stemme. -- -- Men hvorfor spekulere videre paa det? Lad
os hellere hre, hvorledes Arbejdet skrider frem, min gode Ven? vedblev
han efter en Pavse, henvendt til den fremmede.

Alt er rede! svarede denne. Jeg har Bomber til halvtredsindstyve Mand
og to Dusin i Reserve. Jeg mangler kun Fngrrene; men det er gjort med
et Par Timers Varsel.


Forhrene over de seks Fanger varede i fem Dage. Hvis det var gaaet
efter den militre Lovbogs almindelig foreskrevne Regler -- som sikkert
ingen skal beskylde for Langsomhed--, vilde det have varet mindst tre
Gange fem Dage. Men det gjaldt for Autoriteterne om hurtigst muligt at
faa afsluttet denne Tragedie, der opfrtes midt iblandt Byens Borgere og
bragte hele Befolkningen i den strste Ophidselse.

Det store Publikum blev udelukket fra Retssalen -- Adgangsbilletter
udstedtes kun med yderste Forsigtighed til Embedsmnd med deres Hustruer
og til enkelte Borgere, om hvis Loyalitet man ikke kunde vre i Tvivl.
For at hindre en mulig Tilkendegivelse af Sympati fra Publikum udenfor
blev alle de nrmest liggende Gader besatte med en strk Politistyrke,
som havde Ordre til at forhindre Sammenlb af flere Mennesker.

Til Trods for denne Forsigtighedsregel var der dog altid en Mngde
nysgerrige og deltagende rundt om paa Raadhuspladsen, og saa snart en
Herre eller en Dame kom ud der inde fra, var han eller hun straks
omringet af en halv Snes Mennesker, der ivrigt spurgte, hvorledes
Tingene gik derinde.

Man vidste, at Dommen vilde falde om Torsdagen, og Ophidselsen ude i
Byen var saa stor, isr blandt en bestemt Del af Publikum, at
Autoriteterne havde anset det for ndvendigt at tage Forholdsregler mod
et muligt Oprr. Raadhuspladsen var fyldt med Soldater og Politi; en
Bataillon Infanteri og to Eskadroner Kosakker blev holdt rede til at
rykke ud i Ministerialbygningerne i Nrheden.

Alligevel voksede Antallet af dem, der fyldte Pladsen foran Raadhuset,
uafbrudt, og henad Aften, da Fabrikkerne lukkedes, kom Skarer af
Arbejdere til. Politiet formaaede uden Vaaben intet over for denne
Mngde, og man nskede saa lnge som muligt at undgaa at bruge Magt.
Inde i Retssalen selv havde Publikum i Lbet af de fem Dage fuldstndig
skiftet Karakter. Ved Hjlp af Bestikkelse hist og her og ved at true og
tvinge over for deres finere Slgtninge og Bekendte var det efterhaanden
lykkedes en hel Del af dem, man netop nskede at holde udenfor, at tage
Plads herinde. Og baade Dommere og Fanger var forbavsede ved at se,
hvorledes deres Publikum, som fra frst af havde vret saa yderst
respektabelt, havde faaet et strkt blandet Prg. Midt imellem civile
Embedsmnd, dekorerede Generaler og Officerer, om hvis Loyalitet ingen
kunde nre Tvivl, opdagede man Individer -- Mnd og Kvinder, om hvis
Loyalitet man i hvert Fald maatte formode, at den var paa den forkerte
Side.

I den anden Stolerkke paa Gulvet tronede Prsidentens Frue i raslende
Silkekjole og med skinnende Juveler; ved denne gode Dames Side saa man
en ung Pige, hvis alvorlige, kloge Ansigt straks tydede paa Nihilisten,
omendsknt hun ikke havde kortklippet Haar og bar en ret elegant blaa
Silkekjole -- laant i Anledningen. Ide bageste Rkker saas
umiskendelige Nihilister, Studenter og korthaarede Pigebrn i tarvelige
Dragter.

Klokken elleve om Aftenen trak Juryen sig tilbage for at enes om sin
Kendelse. Frst Klokken halv to om Morgenen viste den sig atter. Kun
meget faa iblandt Publikum havde i Mellemtiden forladt Salen; man
vidste, at Dommen hvert jeblik kunde blive forkyndt, og man ventede med
Taalmodighed. Langsomt sneglede Tiden sig fremad. Heden og Luften i
Salen var kvlende, thi alle Vinduer var omhyggelig lukkede for at
forhindre Forbindelse mellem Publikum udenfor og dem herinde. Iden
svagt dmrende Morgens matte, graa Lys saa Salen mrkvrdig uhyggelig
ud; de seks Lys, der i hje Slvstager brndte paa Bordet foran
Dommerens Sde, gav det hele Udseende af en Ligbegngelse, og iblandt
den tt pakkede Menneskemngde herskede en nsten ddlignende Tavshed;
kun henne fra Fangernes Aflukke ld der uafbrudt dmpet Mumlen. De
vidste, at de, saa snart Dommen var falden, atter blev adskilte og saa
frst mdtes paa den sidste Vandring til Retterstedet.

Publikum kunde ikke se dem, de sad ned, og omkring dem stod tolv
Gendarmer med dragne Svrd; men at dmme efter den livlige Samtale, de
frte, kunde de ikke vre srlig nedbjede.

Mngden udenfor paa Raadhuspladsen, som den svnige, udasede
Politistyrke efterhaanden havde opgivet at faa Bugt med og derfor havde
overladt til sig selv, forholdt sig hverken saa rolig eller taalmodig;
den hoverede over at have fordrevet Politiet og tilhrte desuden de
uroligste Lag af Befolkningen -- Nihilisterne -- eller for at tale mere
eksakt, det frisindede og fremskredne Element var det overvejende.
Efterhaanden, som de andre, slet og ret nysgerrige, blev trtte af at
vente og forsvandt, sluttede de frste sig mere og mere sammen og
dannede til sidst en kompakt Masse. Mange af dem var gode Bekendte og
talte ugenert sammen uden at lgge Baand paa deres Flelser; men af
denne Samtale fremgik det ogsaa, at ingen af dem hrte til de aktive
Oprrere.

I et af Vinduerne i Retssalen blev i dette jeblik et hvidt
Lommetrklde synligt.

Juryen! raabte en Stemme blandt Mngden, og jeblikkelig blev der
Ddsstilhed. Man pressede sig sammen under Vinduerne med opad bjede
Hoveder.

Inde i Salen forkyndte nu Retsbetjentens Stemme, at den sidste Del af
den oprrende Farce var ved at tage sin Begyndelse. Juryen vendte
tilbage for at oplse sin Kendelse.

Som n Mand rejste alle sig op i Salen og stod i aandels Forventning.
Der var en Stilhed, saa man syntes, man maatte kunne hre hvert enkelt
Hjertes Slag -- de, der bankede i Ddsangst for dem, de stod nr, og de,
der blot bankede i den voldsomme Spnding, som det usdvanlige
dramatiske Optrin medfrte.

En efter en traadte Juryens Medlemmer op paa Forhjningen bag det lange,
grnne Bord med de seks Liglys. Deres Udseende var ikke just saaledes,
som man tnkte sig Retfrdighedens og Lovens Reprsentanter. Ideres
trtte, urolige Miner laa snarere Bevidstheden om en nylig begaaet
Skndselsdaad end den ophjede Ro, som Flelsen af at have gjort sin
Pligt -- hvor pinefuld den end er -- uvilkaarlig forlener det
menneskelige Ansigt med. De seks Fanger, som ogsaa havde rejst sig nu og
stod Ansigt til Ansigt med deres Dommere, synlige for Publikum, var
absolut de roligste og vrdigste af de to Partier. Men endnu saa ingen
paa Fangerne, alles jne var rettede paa Juryens Formand, som med det
hvide Ark Papir i Haanden skulde til at oplse de skbnesvangre Ord.

Med usdvanlig hj Stemme lste han Indledningen, som syntes at vare en
Evighed.

Endelig kom han til selve Dommen, og allerede ved de frste Ord gik der
som et elektrisk Std igennem Tilhrerne. Det var Boris' Navn, der var
nvnet og blev efterfulgt af en lang Mumlen, som ingen forstod. Det var
Opremsningen af alle hans Synder -- saa fulgte en kort Pavse, og saa kom
Dommen -- -- Dden!

Omendsknt ingen havde ventet andet, faldt dette Ord dog som et
Hammerslag paa de spndte Nerver. Derpaa fulgte Vasilys Navn -- atter en
Mumlen; men kortere -- saa et nyt Hammerslag: -- Dden!------

Den tredje i Rkken er Zina, hende, hvis Skbne er bleven mest
diskuteret, og om hvem man har vret mest i Usikkerhed Tavsheden i Salen
bliver om muligt endnu mere aandels. Er det Liv eller Dd Liv eller
Dd? sprger hvert Hjerte sig selv medens den uhyggelige Mumlen bliver
ved i det uendelige Skyld hobes paa Skyld; den truende Hammer lftes --
hjere og hjere -- en kort Pavse, og atter falder den med en skurrende
Lyd -- Det er Dden!--

-- Et Suk som en mangestemmet Stnnen gaar igennem Salen. Alles jne,
selv de strengest dmmendes -- rettes i Sympati og Rdsel paa denne unge
Kvinde, som staar der saa rolig og vrdig foran sine Medfanger.

De fleste havde troet, at hun som Kvinde var bleven benaadet; denne
Ddsdom virkede som et brutalt, uventet Slag; men dog gaar der som et
Befrielsens Suk gennem Mngden, den vrste Spnding er overstaaet! De
tre Fanger, som endnu er tilbage, er saa lidt kompromitterede, eller
rettere slet ikke, at det kun for dem kan dreje sig om en lettere
Straffedom. Den Mumlen, som efterfulgte Botcharovs Navn, bestyrker denne
Formodning -- det er rent ubetydelige Forseelser, der opramses --
Publikum hrer nppe efter mere. -- Da studser man pludselig ved at
bemrke en let Sklven i Dommerens Stemme -- en kort Pavse, og --
Ddsdommen er forkyndt!

Alle farer sammen; et Forbandelsens Udbrud undslipper alles Lber, man
ser paa hinanden som for at forvisse sig om, at man har hrt rigtigt.

rbdigst Tak, hjstrede Dommere! lyder saa skarpt og bidende den
dmtes Stemme, og man er ikke lnger i Tvivl. Han er virkelig dmt til
Dden! Men hvorfor? Hvad har han gjort? Publikums Indignation holdes
imidlertid i Tmme ved den fornyede Spnding og Interesse, hvormed man
nu atter lytter til Dommerens Ord.

Botcharov er ikke bleven kaldt til Rette for sin usmmelige Afbrydelse;
man foretrkker at lade, som om man intet har hrt, glad over, at det
ikke var noget vrre, og skynder sig videre med Oplsningen.

Det er den ldste af Sstrene Dudorov, der nu staar for Tur, og denne
Gang flger Publikum med spndt Opmrksomhed Ordene. Det drejer sig om
rene Ubetydeligheder, som umuligt kan have Dden til Flge; men man er
paa sin Post. Med stigende Spnding flger man hver Vending i dette
uendelige Vv af kunstig opbygget Anklage og Beskyldning -- snart gyser
man i Angst, og snart hengiver man sig igen til Haabet. -- Den
uheldsvangre Hammer lftes og snkes uafbrudt -- endelig lftes den igen
og falder -- det blev Dden!------

Som med t Slag brd nu den lnge tilbageholdte Spnding iblandt
Publikum ls. Raab, Stnnen og Eder, hysteriske Kvinders Skrig og vilde
Forbandelser fylder Luften! -- Folk springer op paa Stolene og gebrder
sig, som om de pludselig var blevne gale. Aldrig havde man inden for
disse Mure set en lignende Scene.

Den gode Dame i anden Rkke -- Prsidentens Frue -- besvimede, og
Officeren, der kommanderede Fangeeskorten, og som personlig kendte
hende, ilede til med en Karaffel Vand; men den unge Pige i den blaa
Silkekjole trder barsk i Vejen for ham og stiller sig beskyttende hen
foran Damen, idet hun raaber: Rr hende ikke! og saa bydende er hendes
Stemme og saa vildt flammende hendes mrke jne, at han uvilkaarligt
trkker sig tilbage, medens hun roligt tager et Glas Vand fra
Dommerbordet og vender sig til den besvimede for at yde hende Hjlp. Hun
kender ikke denne Dame, aner ikke, hvem hun er; men hun fler sig
overbevist om, at det maa vre en Ven, og af den Grund vil hun befri
hende for den forhadte Berrelse af en af Politiets Mnd. Det faldt
hende ikke ind, at det maaske kun var den fine Dames overspndte Nerver,
der bukkede under for dette jebliks strke Spnding.

Oppe paa Juryens Forhjning var Forvirringen ikke ringere end nede i
Salen.

Bleg af Harme og Skam sgte Formanden at overdve Larmen og skaffe Ro
til Veje; men hans Forsg mislykkedes absolut. Alligevel beordrede han
ikke Salen rmmet, han nskede, at Publikum skulde blive og hre
Slutningen af Dommen. Det hvide Ark sklvede i hans Haand, og han lste
videre. Den sidste af de seks Fanger, den yngste Sster Dudorov, blev i
Betragtning af hendes Ungdom dmt -- ikke til Dden, som den kejserlige
Anklager havde forlangt, men til femten Aars Straffearbejde. De havde
forbeholdt sig denne ene stakkels Naadesbevisning, dels for at
tilfredsstille deres egen Samvittighed og dels for at vise Publikum
deres gode Vilje. Men Publikum hrte ikke et Ord mere af, hvad der blev
lst. Ophidselsen var alt for stor, og en ung Mand -- den samme, der fr
havde givet Signalet med Lommetrkldet -- stdte et Vindu op, lnede
sig ud og raabte med hj Rst til de nedenunder forsamlede Skarer:

Dden! Alle er dmt til Dden!

Han erklrede bagefter, at han var overbevist om at have hrt Formanden
oplse Ddsdommen ogsaa for den yngste af Sstrene Dudorov.

Et ildevarslende, gennemtrngende Skrig fra Mngden udenfor var Svaret
paa denne Meddelelse og forhjede Forvirringen i Salen. De loyale
Elementer iblandt dem derinde troede, at Folket i nste Nu vilde storme
Raadhuset og kaste sig over dem -- og i et Anfald af Panik gav de sig nu
til at skrige og raabe med.

En Politiofficer, der holdt Vagt uden for Dren til Salen, kom ilsomt
ind og konfererede med Dommerne, hvorpaa han lige saa hurtigt igen lb
bort ad en Bagdr. Prsidenten havde givet Ordre til, at Tropperne
skulde tilkaldes og Pladsen udenfor ryddes for enhver Pris.

En for en listede imidlertid Juryen sig vk og barrikaderede sig i de
indre Vrelser, medens Politiet begyndte at rydde Salen.

Et blodigt Sammenstd syntes uundgaaeligt -- men udeblev desuagtet.

Revolutionens organiserede og ledende Parti havde al Grund til at undgaa
et saadant Sammenstd i dette jeblik, idet det kun yderligere vilde
besvrliggre -- ja umuliggre deres forestaaende Forsg paa at befri de
ddsdmte, og da den strkere aandelige Magt altid har Overtaget over
den mindre udviklede, lykkedes det de enkelte, som stod under mere eller
mindre direkte Indflydelse af Andreys medsammensvorne, at holde
Urostifterne tilbage. Da Militret viste sig for Enden af Gaden,
spredtes Mngden uden videre Tumult med en Del Larm og nogle Stenkast.

Hele den heftige Bvgelse indskrnkede sig saaledes til at blive en rent
forbigaaende -- et uvilkaarligt Udslag af jeblikkets strke Impuls.




II. KAPITEL.

_Modgang og Hjhed._


Fuldbyrdelsen af en Ddsdom foregaar i Rusland sjldent senere end et
Par Dage efter, at Dommen er falden.

Om Lrdagen -- to Dage efter Domfldelsen -- forkyndte Bladene, at
Generalguvernren havde formildet Straffen for de to Sstre Dudorovs
Vedkommende, saaledes at den ldste fik tolv Aars haardt Tvangsarbejde
og den yngre kun seks Aar almindeligt Straffearbejde i Stedet for de
idmte femten Aar.

Dette var en sjlden liberal Formildelse af en Ddsdom og gav en stor
Del af Publikum Haab for de fire andre. -- Man vilde vist nok ogsaa vise
Naade imod dem! Guvernren, fortaltes der, var personlig stemt for
Mildhed og ventede kun paa Ordrer fra St. Petersborg.

Men hverken Andrey eller hans medsammensvorne delte disse Forhaabninger;
de havde deres sikre Meddelelser fra selve Fjendens Lejr.

For Boris og Vasily var der absolut intet Haab; men det var muligt, at
Zina eller Botcharov -- maaske endog begge -- kunde faa deres Straf
formildet, Zina, fordi hun var en Kvinde, og Botcharov, fordi han
vitterligt ikke var bleven overbevist om nogen virkelig Brde. Det
eneste Bevis imod ham var, at han havde skaffet Penge til Revolutionen.
Imidlertid kunde intet endnu siges sikkert, alt afhang af Autoriteterne
i St. Petersborg.

De sammensvornes Arbejde blev under disse Forhold endnu vanskeligere,
idet den mindste Uforsigtighed, som kunde bringe Politiet paa Spor,
utvivlsomt vilde fre til, at alle fire Fanger uden Skaansel mistede
Livet.

Det viste sig at vre til uvurderlig Nytte, at Ledelsen af hele Sagen
var lagt i en enkelt Mands Haartd, idet man derved undgik de strre
Mder og Forsamlinger. For denne ene Mand var det imidlertid uhyre
vanskeligt at handle energisk og dristigt under de mange trykkende,
uendelig hemmende Forsigtighedshensyn.

Indtil dette jeblik var kun syv Mand indviede i Hemmeligheden, sknt
det Antal, der udkrvedes til Planens Udfrelse, belb sig til syv Gange
syv. Hovedstyrken skulde frst samles Dagen fr Katastrofen.

De syv Mand, der udgjorde Frerne for Komplottet, var alle valgte
iblandt de af Byens Revolutionister, der havde den mest udstrakte
Bekendtskabskreds blandt deres Fller. Hver isr af disse syv skulde
srge for at have fem indtil ti sikre Mnd i Beredskab, som de i sidste
jeblik kunde opfordre til Deltagelse uden at faa et Afslag eller at
risikere Forrderi. Andrey skulde give det endelige Signal, naar hele
Styrken skulde samles.

Lrdag og Sndag bragte intet nyt. Om Mandagen spredte det Rygte sig i
Byen, at en Afdeling almindelige Fanger under Eskorte var i Frd med at
grave paa Pushkarsky-Flleden. Det var der, at Galgen skulde rejses.

Men for hvor mange var den bestemt? Den var meget for stor til kun at
skulle benyttes til en? -- Var den til to -- tre -- eller til dem alle
fire?

Byen var atter i den strste Ophidselse, og de samme Folk, som nogle
Dage fr havde hengivet sig til de videst gaaende Forhaabninger, var nu
dem, der ivrigst forfgtede akkurat de modsatte Anskuelser.

Andrey tog lige saa lidt Notits af disse Rygter som af de tidligere; han
vidste, at Guvernren handlede efter sine Instrukser og ikke talte til
nogen om Tingene; men hvad der ngstede ham, var, at Sagen stadig
forhaledes. Det var fr hndet, at politiske Fanger var blevne
henrettede med kun nogle Timers Varsel for derved at undgaa ethvert som
helst Udslag af den offentlige Mening.

St, at det var det, Guvernren havde i Sinde!

Var det da ikke bedst, at Andrey straks samlede hele Styrken og hellere
lb den Risiko, at en eller anden sladrede, end at komme for sent?

Efter nje at have overvejet Sagen, besluttede han sig dog til at vente.
-- Igennem den fr omtalte Kusine af Manden med Bomberne havde han den
mest udmrkede Forbindelse med Fjendens Hovedkvarter. Og hjst to Timer
efter, at Guvernren havde givet sine Instrukser til Eksekutionen, vilde
Andrey vide Besked derom. Selv i vrste Tilflde vilde han dog kunne
gre Regning paa at have syv til otte Timer for sig, og om end ikke alle
halvtredsindstyve Mand kunde samles med saa kort Varsel, var det bedre
at have et noget mindre Antal end at risikere, at Politiet fik Nys om
Sagen. Der var i det hele taget ikke stor Sandsynlighed for, at
Guvernren vilde beordre en hovedkulds Eksekution; det vilde aldeles
ikke vre overensstemmende med hans Vrdighed over for Publikum.

Andrey forlod ikke et jeblik sit Vrelse, det Bud, han ventede paa,
kunde komme hvert jeblik.

Natten til Tirsdag vkkedes han af sin lette, urolige Svn ved, at der
bankedes paa hans Vindue. Han var i et Nu paa Benene og fik lukket op.
-- Iden dybe Slagskygge af Muren opdagede han en kvindelig Skikkelse,
alt for lille til at vre Xenia -- den Pige, han ventede.

Hvem er det? spurgte han hviskende.

Xenia Dmitrievnas Pige! Hun kunde ikke selv komme, men sender dette
Brev! -- hviskedes der tilbage.

Andrey rakte Haanden ud for at gribe Brevet; men Skikkelsen holdt det
fast og traadte et Par Skridt tilbage.

Jeg kender Dem ikke! sagde Stemmen. Jeg har Ordre til at aflevere
Brevet i Alexander Ilichs egne Hnder!

Det var Vatajko -- som imidlertid var vaagnet og nu stod bag Andreys
Ryg. Pigen lod til at genkende ham; thi hun rakte straks Brevet op til
ham og lb saa hurtigt sin Vej.

I en Krog af de to Mnds Sovevrelse brndte en lille Natlampe -- en
Forsigtighedsregel, Andrey altid iagttog for det Tilfldes Skyld, at
Politiet skulde overrumple ham ved Nattetide. ISkret af dette
sparsomme Lys lste han nu flgende Ord, nedskrevne med Blyant:

  Dommen er af Guvernren stadfstet for alle fire. Eksekutionen
  fastsat til Onsdag Morgen Klokken ti, Pushkarsky Flled.

        X.

Et jeblik blev han siddende som lamslaaet, han formaaede nppe at samle
sine Tanker.

Var det virkelig muligt? Alle fire skulde d! -- -- Zina med? Og
Botcharov -- -- -- Botcharov ogsaa!

I alle disse angstfulde Dage havde maaske ingens Skbne vejet tungere
paa ham end denne unge Mands -- som han under Forhrene havde lrt at
kende og stte Pris paa som et ualmindelig klart og dygtigt Hoved. Han
havde absolut intet gjort og var nppe forberedt paa at mde saa haard
en Skbne, -- og nu skulde alle disse dygtige, ubrugte Evner ofres for
intet!

Ls hjt! sagde Vatajko.

Men Andrey kunde ikke faa et Ord over sine Lber og rakte ham stiltiende
Brevet.

Nuvel, sagde Andrey efter et jebliks Pavse -- Det vil maaske vre
det bedste, der kunde hnde for vor Sag! Ingen af vore Mnd vil nu holde
sig tilbage, men de vil kmpe som vilde Dyr! Vil du straks i Morgen
tidlig gaa til vor Ven og sige, at Bomberne maa vre rede til Klokken
seks Eftermiddag. Til den Tid er du der med Vognen og bringer alt hen
paa det aftalte Sted. Jeg selv maa nu af Sted til Hovedkvarteret!

Klokken var omtrent fire om Morgenen, da Andrey kom ud paa Gaden.
Vatajko var allerede gaaet forud for at stvne de syv Mnd til straks at
mde. Han havde tredive Timer for sig, mere end tilstrkkeligt til at
faa det ordnet uden Overilelse; men han nskede at have det frste Mde
med sine medsammensvorne, frend Meddelelsen om Tiden for Eksekutionen
var bleven offentlig bekendtgjort. ILbet af en halv Time var han ved
Hovedkvarterets Gadedr, hvortil han havde sin egen Ngle. Han kom
ubemrket ind; alt i Huset var stille, og han satte sig straks til ved
Hjlp af et Kort over Byen at betegne den Vej, Processionen maatte tage.
Takket vre hans praktiske og vidtstrakte Kendskab til Byen, var det ham
en let Sag uden megen Overvejelse at vlge den bedste Plads for
Katastrofen. Det var en kort Gade imellem to Bjninger af Vejen, ikke
langt fra Flleden. Sandsynligvis vilde den lille Gade vre tt pakket
af Mennesker, men denne Ulempe opvejedes fuldstndigt ved de udmrkede
Betingelser den afgav for et Tilbagetog -- frst en Rkke snvre
Strder, hvor Politiet med strste Lethed kunde holdes tilbage ved Hjlp
af Bomberne -- dernst Byens Park umiddelbart ved Bredden af Floden. Man
kunde lukke de hje Jernporte ind til Parken ved Hjlp af et Par
forsvarlige Hngelaase, og kunde desuden yderligere anbringe nogle af
Bombemandens Torpedoer, en Opfindelse, af hvilken han selv var meget
stolt og ventede sig store Resultater. Alt dette vilde vre
tilstrkkeligt til at opholde de forflgende Tropper lnge nok. Inde i
Parken havde man i L af Buskene ved den lille Flod en Baad i Beredskab,
som skulde optage de fire Fanger og dem, der var saarede. Resten af dem
skulde se at komme bort igennem den fjernest liggende Del af Parken for
derefter roligt at blande sig imellem Mngden ude paa Flleden.

I Lbet af en Times Tid var alle de syv Mnd samlede, og der holdtes et
kort Krigsraad.

I faa Ord forklarede Andrey sin Plan, som vedtoges uden Indsigelse.
Derefter opgav man ham Stedet, hvor de tre flgende Mder vilde blive
afholdte; da det var en Aftale, at man i Stedet for at samles til t
stort Fllesmde skulde trffes i flere mindre Hold, og Andrey maatte
ndvendigt vre til Stede ved dem alle.

I Mellemtiden var Nyheden -- affattet i en saa rolig og fredsommelig
Form som muligt -- igennem Morgenaviserne bleven meddelt Dubravniks
Borgere. Faa var de Lsere, hvis Hjerte ikke krympede sig ved Tanken om,
at fire Mennesker, deriblandt en Kvinde, skulde miste Livet paa denne
uhyggelige Maade. Russerne er ikke vant til at se Ddsstraffen bragt i
Anvendelse -- imere end et Aarhundrede er den kun bleven anvendt over
for politiske Forbrydere. For alle andre Forbrydelser, hvor afskyelige
de end kan vre, anses Tvangsarbejde for tilstrkkelig haard Straf.

Det store Publikum har aldrig rigtig vret i Stand til at godkende denne
Forskel; for den simple, sundt tnkende Mand kan en politisk Forbryder
ikke blive vrre end en Mordbrnder eller en Landevejsrver.

Andrey havde overvret alle tre Mder og vendte nu tilbage til
Hovedkvarteret, hvor han til sin store Glde og Overraskelse fandt David
ventende paa sig. Han havde vret paa den anden Side af Grnsen, da et
Brev fra St. Petersborg satte ham i Kundskab om, hvad der foregik i
Dubravnik. jeblikkelig satte han atter Kursen mod Rusland, og ved at
rejse Dag og Nat lykkedes det ham at komme akkurat i sidste jeblik,
for, som han sagde, at stille sig under Andreys Kommando. Jeg haaber,
du har noget at give mig at bestille? sluttede David sin Forklaring.

Ja, saa meget du vil!

Andreys Humr var blevet betydelig bedre i Lbet af Dagen, Mderne med
de sammensvorne havde givet ham nyt Mod og Haab; det var alle
tilforladelige, prgtige Folk.

Vi har al Grund til at haabe paa et godt Udfald af vor Dag i Morgen,
sagde han til David. Med de Vaaben, vi har, vil halvtredsindstyve Mand
kunne udrette Vidundere. Det er en Fornjelse, siger jeg dig, at se vore
Folk, de vil gaa i Ilden til det sidste! Klokken syv skal vi have endnu
et afsluttende Mde her, du vil da faa Lejlighed til at trffe dem! Ved
den fastsatte Tid begyndte Mndene at komme, en for en. -- David kendte
en Del af dem og blev forestillet de andre som en god Ven.

Mdet forlb under en lysere og mere forhaabningsfuld Stemning end de
foregaaende; hver enkelt flte, at Sagen umuligt kunde have vret grebet
bedrean.

Planen var i sin Helhed meget simpel. Andrey skulde den nste Morgen
tidlig Klokken syv vre paa Stedet med ti Mand for at sikre sig Plads
forud. De andre fyrretyve skulde opholde sig paa forskellige, bestemte
Steder i Nrheden og frst efterhaanden, som der kom Bud efter dem,
trde til. ITilflde af, at Menneskemngden skulde vre meget tt,
skulde de stille sig i frste Rkke i to Pelotoner, lige overfor
hinanden. Mngden vilde da, naar Panikken brd ls, lbe bort bag dem,
og saaledes ikke hindre deres Bevgelser.

Men hvis Menneskemngden derimod kun skulde vre ringe, skulde de
sammensvorne spredes paa forskellige Steder, idet Andrey med sine ti
Mand dannede en Slags Avantgarde. Det blev da hans Opgave at standse
Processionen paa dens Vej og give de andre Tid til at indfinde sig paa
Kamppladsen.

Se saa! sagde Andrey. Nu er det Tid at gaa hen og hente Vaabnene.
Klokken er halv otte.

Vatajko skulde paa dette Tidspunkt have bragt Bomberne hen til det
aftalte Sted, hvor de syv Mand atter skulde afhente dem for at opbevare
dem sikkert indtil nste Morgen. -- Man ansaa det for alt for risikabelt
at uddele dem allerede nu, thi et rent tilfldigt Besg af Politiet
vilde kunne lede til de mest uberegnelige Flger, hvis der noget Sted
blev fundet en Bombe. Revolvere og lignende Vaaben blev derimod straks
uddelte.

Det frste Hold af de sammensvorne var ved at gaa, da Daniel henledte
Andreys Opmrksomhed paa et mistnkeligt udseende Individ, der listede
omkring i Nrheden af Huset.

Jeg har lagt Mrke til ham de sidste ti Minutter; han synes srlig at
have vore Vinduer her i Kikkerten, endsknt han gerne vil lade som
ingenting.

Aa nej, han er ikke farlig! sagde Andrey beroligende. Det er en Ven!
Han vil rimeligvis tale med Vatajko eller mig! Men gaa lidt bort fra
Vinduerne! -- Manden er meget frygtsom af sig.

Manden, som Andrey havde genkendt, var en underordnet Skriver oppe fra
Raadhuset, som for et ringe Vederlag bragte ham de Nyheder, det var ham
muligt at opsnappe.

Da Andrey, efter at have talt et Par Minutter med den fremmede, atter
kom ind i Stuen, var hans Ansigt langtfra roligt.

Politiet har allerede faaet Nys om vort Foretagende! sagde han
alvorligt. En eller anden maa have sladret! Fordmt ogsaa!

Det er umuligt! Hvad siger du? ld det fra alle Kanter.

Der er desvrre ingen Tvivl derom! Manden derude fortalte mig, at
Politiinspektren, umiddelbart fr Kontorerne skulde lukkes, kom
styrtende ind og spurgte efter Politichefen. Faa Minutter senere gik de
begge i strste Hastvrk og i synlig Ophidselse til Guvernren. Idet de
gik forbi, hrte min Hjemmelsmand af deres hviskende Samtale tydelig
Ordet Dynamitbomber. Det kan desvrre ikke vre et Foster af hans egen
Fantasi; thi han aner ikke, hvad vi har for. Jeg mener altsaa, at dette
taler tydeligt nok!

Paa Forsamlingen virkede denne Meddelelse fuldstndigt lammende. Nej,
der var ingen Tvivl derom, man stod over for et Faktum -- et frygteligt
-- et uimodsigeligt!

Selv sammensvorne er ikke altid saa tavse, som de burde vre, og det laa
inden for menneskelige Muligheders Grnse at antage, at en af de nye
Mnd kunde have sladret af Skole over for en Hustru, en Kreste eller en
intim Ven.

I alles jne lste man den samme Tanke. De syv Formnd havde samlet sig
i en Gruppe og talte hviskende og hurtigt sammen.

Det var umuligt! -- Der _kunde_ intet Forrderi have fundet Sted --
enhver af dem turde svare for sine Mnd. Nrmere laa det at tnke sig,
at Politiet i sin Ophidselse var bleven opskrmt ved en eller anden ren
tom Indbildning. Intet positivt kunde i Virkeligheden vre sivetud.

En voldsom Ringen efterfulgt af en energisk Banken paa Dren afbrd alle
videre Gisninger. Andrey gjorde en betegnende Bevgelse med Hovedet og
spndte sin Revolver. Alle forstod Signalet og stillede sig ligeledes i
Kampstilling, beredte paa at slge Livet saa dyrt som muligt.

Idet Andrey aabnede Dren, hrte man ikke -- som man havde ventet -- et
Skud, men derimod en heftig Vredesytring.

Hvad Pokker, er det dig? Hvad skal det betyde? Hvorfor melder du dig
paa en saa forbandet Maade?

Jeg skulde skynde mig! svarede Vatajko aandelst; thi ham var det, der
nu styrtede ind i Stuen.

Og Bomberne? Har du bragt dem i Sikkerhed? spurgte Andrey.

Nej, nej! Der er sket en frygtelig Ulykke! Vor Ven er saaret, maaske
dd. Ved Middagstid har der fundet en Eksplosion Sted i hans Hus. Da vi
kom med Vognen, saa vi alle Vinduer og Dre sprngte.

Og Bomberne? Hvor er de henne? spurgte Andrey. Gik du ikke ind i
Huset?

Nej, det var umuligt! Gaarden var fuld af Folk, som jeg straks antog
for Detektiver, og i samme jeblik kom Politiinspektren og gik ind i
Huset. Det var uden for al Tvivl -- Huset var besat af Politiet!

Videre! sagde Andrey. Hvad mere?

Vi krte altsaa forbi Huset, og da vi var komne lidt hen i Gaden,
overlod jeg Vognen til min Kammerats Omsorg og gik den anden Vej, neden
om, langs med Floden, hen til Stedet. IHaven ved Siden af fik jeg je
paa Gartnerens Datter og gav mig i Snak med hende. Hun fortalte mig, at
der havde fundet en Eksplosion Sted i Nabohuset, og at det nu holdtes
besat af Politiet. Jeg bad hende ikke omtale til nogen, at hun havde set
mig, og skjulte mig derpaa imellem nogle Buske bag Rkvrket ind til den
anden Gaard.

Igennem nogle Sprkker imellem Plankerne kunde jeg tydelig se en Del af
Gaarden. To Fangevogne kom krende ind, umiddelbart derefter blev vor
ulykkelige Ven paa en Stige baaren ud af Huset og anbragt i den ene. Saa
bar man -- med uhyre Forsigtighed -- en Del store Kasser og Krukker ud
og endelig Bomberne -- en for en--! Politiinspektren holdt sig i
rbdig Afstand. Jeg ventede nu ikke lnger; men lb for saa hurtig som
muligt at bringe dig Meddelelsen.

Der var Ddsstilhed i Stuen, da Vatajko endte sin Beretning.

Nej! der var intet mere at vente paa! Intet mere at vente paa! Intet
mere at haabe! Andrey vidste det kun alt for vel. Hvis de dog blot havde
haft Bomberne -- de havde vovet Forsget alligeve! -- til Trods for, at
Politiet var advaret.

Men nu? Alt var med et Slag delagt -- ramlet sammen for dem! -- Om
fjorten Timer vilde Zina, Boris, Botcharov og Vasily -- alle fire --
vre hngte!----

Ikke en eneste af dem vilde det vre muligt at frelse! Og de Stakler,
som havde vret saa forhaabningsfulde, saa fast havde troet, at deres
Gang til Skafottet skulde blive den sikre Vej til Frihed!

Han pressede sin knyttede Haand imod Panden. Hvor frygteligt det dog
var! Det havde vret langt bedre, om der slet ikke var blevet lagt nogen
Plan til at befri dem, end nu i sidste jeblik at skulle berede dem
denne bitre Skuffelse! Da Andrey endelig igen lftede Hovedet, saa han,
at alles jne var rettede paa ham.

Hvad skal der nu gres? spurgte David og gav med disse Ord hver enkelt
Tanke Udtryk.

Hvad der skal gres? gentog Andrey. Der er kun en eneste Ting for os
nu at gre, det er, saa hurtigt som muligt at lade vore ulykkelige
Venner faa Meddelelse om, at alt Haab er ude, for at de kan faa Tid til
at ruste sig til at mde deres Skbne!

Der gik en Mumlen gennem Vrelset. Andreys Raad var ham saa uligt og kom
dem alle saa ganske uventet. Man begyndte at gre Indsigelser, frst
ganske svagt, saa mere og mere energisk. Forsget burde gres, selv uden
Bomber! -- De var halvtredsindstyve Mand, rede til at kmpe til sidste
Bloddraabe, og der vilde endnu vre Tid til at skaffe lige saa mange
bevbnede Mnd til, ja maaske endnu flere! Hvorfor opgive det hele?

Men Andrey var ganske paa det rene med, hvad han vilde. Hvad kunde en
Haandfuld Mnd bevbnet med Revolvere og Dolke udrette mod Soldaternes
kompakte Bajonetrkker? Det vilde blive en stor og absolut frugtesls
Nedsabling, som ikke vilde indvirke godt paa nogen eller noget.

Vatajko var iblandt dem, der ivrigst stemte for et Forsg, og bebrejdede
Andrey hans Lunkenhed.

Min Ven! sagde Andrey og lagde Haanden fast paa hans Skulder. Hvorfor
skal vi forbitre vore stakkels Venners sidste jeblik paa saa grusom en
Maade? Det er aldeles utnkeligt, at vi kan redde blot en eneste af dem,
vi vil derimod blive sablet ned for deres jne. Hvorfor skal vi gre
deres sidste jeblikke endnu tungere ved at lade dem blive Vidne til
dette Syn?

Vatajko bjede tavs sit Hoved, og ingen tog mere til Genmle. Man
skiltes kort efter i Stilhed og Sorg; hver enkelt gik for at
tilbagekalde sine Ordrer. Det blev Andreys Pligt at gre Vennerne den
sidste tunge Meddelelse og bede dem om at mde den uundgaaelige Skbne
med al den Hjhed, de besad. Han bragte selv sit Brev til Fangevogteren,
og fik bagefter at vide, at det allerede samme Aften var kommet dem i
Hnde. Zina besvarede det i sine Lidelsesfllers Navn. Hendes Brev var
ikke srgmodigt; snarere glad og fortrstningsfuldt. Men desuagtet fik
det Andrey -- denne Mand med Jernnerver -- til at grde som et Barn; thi
han modtog det frst to Dage senere, da den Haand, som havde skrevet
det, allerede var kold, og det Hjerte, som havde dikteret disse simple,
rrende Ord, havde ophrt at slaa.


Andrey vaagnede med et Ryk, som om nogen havde givet ham et Puf i Siden.
Isamme jeblik slog et Kirkeur i Nrheden Fem-Slaget -- han saa paa sit
Ur, der laa paa en Stol ved Sengen, tillige med hans Revolver og Dolk --
Klokken var fem, og han huskede nu, at han Dagen i Forvejen, mens han
endnu var midt i Forberedelserne til Kampen for at befri Vennerne, havde
foresat sig at ville vaagne Klokken fem. Andrey besad den Evne til i
Kraft af sin Vilje at kunne vaagne til et hvilket som helst bestemt
Klokkeslt. Han havde ikke senere tnkt paa det, men vaagnede nu ganske
mekanisk, endsknt der intet mere var at vaagne for.

Han var kommen sent hjem Aftenen fr, trt og medtaget af det
utaknemrrtelige Arbejde, som det var at srge for at forhindre et eller
andet taabeligt Udbrud fra de alt for varmblodiges Side, et Arbejde, som
han ikke udelukkende kunde lgge paa sine Kammeraters Skuldre. De faa
Timers Svn, han havde faaet, havde ingen Hvile vret; thi selv i Svnen
forlod Bevidstheden om den srgelige Virkelighed ham ikke helt.

Vatajko sov i samme Vrelse, men med den tyveaariges dybe, lykkelige
Svn. Andrey nnnede ikke at vkke ham, men kldte sig stille paa, tvang
sig til at spise et Stykke Brd og listede saa ud af Vrelset og ned paa
Gaden.

Solen var allerede staaet op, men var skjult bag en let Taage. Byen laa
endnu i Nattens Hvile, alle Skodder var lukkede, kun Natmndenes
Kretjer og enkelte Drosker var at se i Gaderne. Iblandt de faa
Fodgngere, han mdte, var der flere Mnd, om hvem han antog, at de var
Lidelsesfller. Den langsomme Gang, hvormed de bevgede sig fremad, de
feberagtigt flammende jne og det forpinte, srgmodige Udtryk i deres
Ansigter kunde nok tyde paa, at de var Venner og Bekendte af de
ddsdmte, og at de, ligesom Andrey, forfulgt af deres indre Uro, var
blevet drevne bort fra deres Leje, ud paa Gaden -- hvor de vistnok havde
vandret omkring hele Natten, maaske i det Haab ved legemlig Trthed at
dve deres sjlelige Lidelser.------

Uden nogen bestemt Tanke eller Flelse, kun med en pinlig, nagende
Smerte i Hjertet, vedblev Andrey at gaa og gaa, indtil han pludselig
befandt sig paa et Sted, som han kun alt for godt kendte. Det var der,
at Anslaget skulde have fundet Sted. Han havde vret der den foregaaende
Dag saa fuld af Haab og Tillid, og nu -- kun nogle faa Timer senere, var
det alt som en fjern og utydelig Drm.

Han drejede hurtigt om, gik ind i en Rkke smaa, snvre Gader, som
frte til Byen, og foresatte sig at ville gaa uafbrudt, indtil den
frygtelige Time var forbi -- frst da vilde han vende tilbage til
Hovedkvarteret.----

Men jo lngere han kom frem, desto mere blev han hindret i sin Gang af
utallige Menneskeskarer, som gik i modsat Retning, og det varede ikke
lnge, frend Gaderne var overfyldte af gaaende, ridende og krende --
som alle bevgede sig fremad i en og samme Retning.

Mon disse Mennesker tnkte paa, hvad det var, de gik ud for at se? Var
der i det hele taget nogen af dem, der begreb det? Og hos hvem var deres
Sympati? Hos dem, der blev drbte, eller hos dem, der lod drbe?----

Intet kunde man lse sig til i disse Transigter, de bevarede deres
Hemmelighed godt, _hvis_ de havde nogen! Mon de vilde bre denne Maske
lige til det sidste? Vilde den ikke pludselig falde og aabenbare
menneskelige Flelser -- Had eller Krlighed -- bag sig?

Antallet af Transigterne, af Kjoler, Huer, Frakker og Hatte i alle
Farver og alle Former voksede stadigt og dannede til sidst en kompakt
Masse, som man kun med Magt kunde tvinge sig Vej igennem.

Men hvorfor egentlig? Hvor vilde han hen?

Andrey hrte op med at kmpe sig frem og lod sig viljelst, fre med af
Strmmen, ogsaa hans Ansigt blev tragtigt.------

I Begyndelsen gik det ret hurtigt, men efterhaanden sagtnedes Gangen for
nu og da helt at standse, naar nye Skarer kom vltende frem fra de
tilstdende Gader. Efterhaanden, som Folk trykkedes tttere sammen, blev
Larmen af Stemmerne strkere. Han hrte dem tale -- med Ord, der var
lige saa forstenede og tragtige som deres Ansigter, og som det senere
vilde have vret ham umuligt at huske et eneste af. Saa pressedes
pludselig hele den brede Strm ind i et snvert Strde, og da man atter
kunde begynde at aande friere, kom Andrey pludselig til at gyse. Foran
ham laa en stor, aaben Slette, og hjt op i Luften, -- imod den lyse
Morgenhimmel, ragede fire Galger -- klodsede, ubevgelige,
rdselsfulde!------

Uvilkaarlig saa han paa sine Naboer til hjre og til venstre; alles jne
var rettede mod de fire Mordmaskiner, og Transigterne havde nu faaet et
Udtryk af Angst og Forfrdelse. Alligevel vedblev man at arbejde sig
videre frem, og Andrey fulgte med.

De fire sorte Galger stod paa en sort Forhjning omgiven af et sort
Rkvrk, og sortmalede Trappetrin frte op til den. Fra det Sted, hvor
han stod, kunde han tydeligt se Tovene, Trisserne og Ringene. Iden
lette Morgenbrise svingede Tovene langsomt -- ganske langsomt -- frem og
tilbage, og saa ud, som om de ved deres Tyngde vilde knkke
Tvrbjlkerne. En lille, firskaaren, gemytlig-udseende Mand med kort,
hrgult Skg og ifrt rd Skjorte og en russisk Fljelstrje -- med
Hatten lidt paa den ene Side, gik frem og tilbage paa Forhjningen. Det
var Bdlen. Nedenfor ved Trappen saa man Militr -- ibrogede Uniformer
og med alvorlige Ansigter, nogle af dem til Hest. Men alt tilsammen, den
sorte Forhjning, Rytterne og Soldaterne var paa alle Sider indrammet af
en tt Mur af Infanteri med funklende Bajonetter. Kun Dden alene kunde
komme inden for disse Mure af Kd og Jern, kolde og haarde som Jernet
selv!

I kort Afstand fra den frste levende Mur stod en anden, dannet af
Kavalleri-Eskadroner. Den var ikke langt fjernet fra Mngden, man kunde
tydeligt se hver enkelts Ansigt, og det var vanskeligt at afgre, hvem
der saa mest ligegyldige ud -- Hestene eller Mndene paa deres Ryg.

Umiddelbart bag denne sidste Mur var en enkelt Rkke Politibetjente til
Fods, hvis Opgave det var at holde Mngden tilbage.

Nye Skarer vedblev uafbrudt at strmme til og optog hver eneste lille
Plet, som endnu var levnet paa den uhyre Plads. Alle stirrede i
taalmodig Forventning op imod den sorte Forhjning, hvor om et jeblik
Dden -- denne grufulde Magt, som de alle frygtede, men som her i dette
Tilflde lod dem uskadt -- skulde opfre sin rdselsfulde Ddningedans
-- et Syn, der lokkede dem paa samme Maade, som Slangens Blik fortryller
Aben.

Andrey var ikke kommen for at overvre dette nedvrdigende Skuespil.
Hvad han nskede, var at se sine Venners kre Ansigter for sidste Gang
og muligvis veksle et Blik, et Farvel uden Ord med dem. Men her paa
denne Plads med den dobbelte Rkke Soldater vilde ethvert Haab derom
vre umuligt.

Det lykkedes ham at komme fri for Mngden og slippe ind i den Gade,
gennem hvilken de ddsdmte vilde komme ud paa Pladsen.

To Rkker Politibetjente holdt Midten af Gaden fri, for at Fangevognen
og Eskorten uhindret kunde passere. Bag dem stod Mngden atter tt
pakket. Andrey gjorde en kort Omvej og kom endelig til den lngst borte
liggende Del af Gaden, hvor han fandt en god Plads.

Tilskuerne her hrte udelukkende til de bredere Lag, og det var
interessant at iagttage dem. De havde vistnok allerede staaet opstillede
lnge, thi de havde gensidig stiftet Bekendtskab og var synlig kede af
at Vente. Ihvilken Anledning de var komne, syntes de helt at have
glemt; kun meget faa talte on noget, der stod i Forbindelse med den
forestaaende Begivenhed.

En gammel Kone skndte paa et ungt Pigebarn ved sin Side, fordi hun
havde glemt at stte Grden paa Ilden, frend de gik; nu vilde der ligge
et Hus, naar Mndene kom hjem til Middag! En ung oplben Kns med
hngende Skuldre og lang Hals i en Sirtses Bluse gnaskede gemytligt
Fret af en Solsikke i sig og morede sig med at spytte Skallerne saa
langt som muligt ud i den tomme Gade. En ung, robust Kvinde med et spdt
Barn ved Brystet forsgte energisk at skubbe sig frem foran den af
Politiet dannede Rkke, men blev vist tilbage af en ung Politimand. Med
en djrv-gemytlig Spg foreholdt han hende, hvilket Besvr hun vilde
have af atter at maatte skaffe sig et nyt Barn, hvis dette blev trampet
ned af Hestene! -- Den unge Kvinde gav et skarpt Svar tilbage, og Folk
omkring hendelo.

Bag Andreys Ryg udspandt der sig imidlertid en mere hjrstet
Diskussion; han forstod, at man talte om Politik -- rigtignok af en egen
Sort. Han vendte sig om og saa en Bondemand i graa Kappe med et magert,
solbrndt Ansigt og et lille, graasprngt Skg paa en fremspringende
Hage i Samtale med en anden Bonde.

-- -- Naa ja! -- fortalte han, saa greb de altsaa dem alle fire, --
men den femte, som var deres Frer, fik de ikke fat paa -- han
forvandlede sig til en gul Kat og forsvandt op igennem Skorstenen. Men
han kom bestandig i sin Katteskikkelse tilbage til det gamle Sted, og
endelig lykkedes det dem en Dag at gribe ham, og nu lser hans
Hjrvrdighed Biskoppen hver Dag Steder i de hellige Bger over ham for
at forsge at bryde Fortryllelsen, saa at han atter kan faa sin
menneskelige Skikkelse tilbage!

Er det virkelig muligt? spurgte den anden forbavset.

Det er sandt nok! Det skal have staaet i alle Aviser, efter hvad Folk
siger!

Andrey mindedes, at der i enkelte Blade af Smuds-Pressen havde vret
gjort en Del Ljer med Zinas gule Kat, som man nogle Dage efter
Arrestationen havde fundet i Boligen halv dd af Sult.

I dette jeblik lb en utydelig Mumlen igennem Menneskerkken; det ld,
som naar et Vindpust farer igennem Skoven.

Nu kommer de! Nu kommer de! ld det dmpet fra Tusinder af Stemmer.

jeblikkelig forstummede al Tale, og i den ddlignende Tavshed hrte man
langt borte Trommernes Hvirvler.

En Ordonnans kom sprngende op ad Gaden, efterfulgt af en Afdeling
Kosakker. Folk saa paa dem, idet de red forbi; men ikke et je fulgte
dem, alle saa i samme Retning med samme aandelse, rdselsslagne Udtryk.

Endelig kom det hjtidelige Tog, som de ventede paa; der gik en Gysen
igennem Mngden, som i dette jeblik syntes at udgre et Legeme.

Op imod Himlens lyse Baggrund saa Andrey en blgende Linie af sorte,
skinnende Hjlme og blinkende Lanser, og imellem dem en sort Masse,
hvoraf han utydeligt udskilte Omridsene af fire menneskelige Skikkelser.
Endnu syntes disse fire Skikkelser og disse skinnende, blgende Hjlme
og Lanser at vre et med Menneskemngden paa Gaden. Langsomt, ganske
langsomt kom de nrmere, og nu saa han Vognen, Hestene, Kusken, Kuskens
Ansigt; men endnu kunde han ikke skelne de fire Skikkelser. Til sidst
forstod han hvorfor.

De sidder baglns, hver paa en Stol, ragende op over Omgivelserne og
bundet ved Skuldrene med strke Lderremme til Stolens Ryg. De er alle
ifrte den samme hslige, graa, uformelige Kldning og ser ud, som om de
var indsvbte i Tpper. De kommer bestandig nrmere, lige saa uformelige
som fr; men nu kan han skelne deres Haarfarve; han kender Vasilys
mrkebrune Lokker, Boris' lyseblonde og Botcharovs Hrtot. Men han kan
ikke rigtig faa den fjerde Skikkelse ved Boris Side til at blive til
Zina. -- Vinden spiller med de korte, lysegule Krller paa det
ubedkkede Hoved, der ligner en ung Kns's.

De har klippet Haaret af hende for nemmere at kunne hnge hende, gaar
det endelig op for ham.

En Fugl flyver over de ddsdmtes Hoveder; den maa have set disse fire
Ansigter og ogsaa de fire sorte, klodsede Maskiner, der staar og venter
paa dem deroppe paa den sorte Forhjning, -- -- og som greben af Rdsel
flyver den i svimlende Fart langt, langt bort, saa hurtigt, som dens
strke Vinger kan bre den! Hvor han misundte denne Fugl! Men selv om
han havde Vinger, vilde han ikke have vret i Stand til at rre sig ud
af Stedet. Sklvende som i Feber, med vildt bankende Hjerte og med vidt
opspilede jne stod han der, iAngst for at gaa Glip af det ene korte
Minut, hvor de kunde veksle Blik. Og dog frygtede han dette Mde og
vilde vre lbet bort, hvis ikke hans Fdder havde vret naglede til
Jorden og hans jne som magnetisk hftede paa de fire hje Skikkelser.

Boris drejede sig paa Stolen; med sine, strke Skuldre tvang han
Lderremmene til at give efter og vendte sig, imod Mngden til venstre.
-- Andrey, som havde hans Ansigt i Profil, forstod af hans Lber, der
bevgede sig, at han sagde noget til Mngden ved hans Fdder. Men
Trommerne overdvede hans Stemme -- han havde allerede flere Gange
undervejs gjort Forsg paa at tale -- hver Gang forgves! Ikke et Ord
kunde hres! Nu opgav han det atter og kastede sig rgerlig tilbage.

Endnu et Par Omdrejninger af Hjulene, og Andrey saa dem alle ind i
Ansigtet.

De sad tt sammen med Fdderne hvilende paa samme Brt. Boris saa vred
og trodsig ud som en tapper Kriger, der, besejret af Overmagten, er
bleven lagt i Lnker. Vasily sagde noget til Botcharov, der var den
sidste i Rkken; det maatte vre noget morsomt; thi et svagt Smil gled
over den unge Mands Lber. Vasilys Ansigt havde ikke lnger det jvne,
noget slve Udtryk, det plejede at bre.

Rolig, behersket og ophjet sad han der og forekom Andrey at vre en hel
anden end den Mand, han havde kendt.

Men det er og bliver dog Kvinden, der paa et hvilket som helst Stadium i
Verden bliver den dominerende! Alles jne var rettede mod dette ene
Ansigt ved Siden af Boris. Skn, som kun en Kvinde kan vre det, med det
lyse, gule Haar indrammende Hovedet som en Glorie og med en fin,
blufrdig Rdmen under de mange Blikke saa Zina ned paa Mngden foran
hende med et uendelig mildt, medlidende Blik. Hun sgte nogen dernede.

I Afskedsbrevet, som Andrey den Gang endnu ikke havde modtaget, havde
hun skrevet, at de alle vilde vre glade, hvis en af Vennerne vilde tage
Plads paa et ijnefaldende Sted undervejs, saa at de endnu sidste Gang
kunde ses. Hun ventede, at Andrey vilde komme, og opdagede ham
jeblikkelig.

Der stod han, lige under hendes Fdder, med Hovedet bjet op imod hende.
Deres jne mdtes.------

Hverken den Gang eller nogen Sinde senere kunde Andrey forklare sig
selv, hvad der i det jeblik foregik i ham, men alt blev med et Slag
forandret, det var, som om der havde ligget en Trolddom i dette milde,
medlidende Blik. Angst, Frygt -- ja selv Vrede, Had og Sorg var glemt --
maatte vige for noget, der var endnu strkere og voldsommere, noget, som
ikke var til at beskrive, og som var mere end Enthusiasme, mere end
Beredvillighed til at lide alt. Det var en fortrende Lngsel efter et
Martyrium -- en Flelse, han aldrig fr havde forstaaet, men som i dette
jeblik brd frem i ham.

At sidde deroppe imellem de fire paa Skndselens sorte Karre, surret
fast til Trbnken lig hin Kvinde, hvis lyse, straalende Pande bjede
sig ned over Mngden, det var ikke Straf, ikke Rdsel! Nej, det var
hellige nskers og sknne Drmmes Virkeliggrelse! Og idet han glemte
Stedet, Mngden, Faren, alt -- og kun gav efter for jeblikkets
Indskydelse -- traadte han et Skridt frem og strakte begge Hnder ud
imod hende.

Han raabte ikke Ord hjt, som jeblikkelig vilde have delagt ham, men
kun af den Grund, at Stemmen svigtede ham, -- eller overdvedes maaske
hans Ord af Trommehvirvlerne og Larmen af Mngden, der nu fra begge
Sider trngte sig sammen og som en uhyre Blge fulgte det bestandig
fremadskridende Tog?

Da han atter kunde skelne noget for Taagen, der et jeblik havde dugget
hans jne, saa han, at der midt paa Vejen var noget galt paa Frde. Det
var en Mand, der blev frt bort af to Politibetjente. Til sin store
Forbavselse genkendte Andrey i Arrestanten den Bondemand, der for lidt
siden havde givet Historien til Bedste om den gule Kat og Forvandlingen.

Manden havde, idet Toget kom forbi -- paa sin Maade greben af Synet --
knlet ned, bjet Hovedet og bedt en Bn for de dmtes Sjle.

Fangevognen og Mngden, som fulgte den, var draget forbi; Andrey nskede
ikke lnger at flge. Han havde faaet sit Budskab! -- Mere vilde han
ikke. Han saa Toget forsvinde om Hjrnet, og i samme jeblik var Gaden
nsten tom; han selv gik stille bort i en anden Retning.

Ad ubrolagte Veje, langs Marker og Haver vedblev han at gaa, fuldstndig
fordybet i sine Tanker, som han nu var i Stand til roligt at forflge.
Vistnok var disse Tanker stadig yderst srgmodige, men dog paa en hel
anden Maade end fr og af ganske andre Grunde end om Morgenen.

Men pludselig var det, som gik der et Stik igennem hans Hjerte, det
bankede voldsomt, og hans Strube snrede sig krampagtigt sammen. Han
flte det -- ikke som en Formodning, men som en fast, urokkelig
Kendsgerning, at i dette jeblik var alt forbi deroppe paa den
frygtelige, sorte Forhjning! Han sank ned paa en lille Jordhj og
bedkkede sine jne med Hnderne.

Et jeblik senere gik han hurtigt, nsten lb tilbage til Byen, han
kunde ikke udholde at vre alene.

I Hovedkvarteret havde der efterhaanden samlet sig en Del af Partiets
Folk; mange af dem kom frst langt ud paa Aftenen, de fleste af
Kvinderne savnedes. Iblandt de Mnd, der var til Stede, opdagede Andrey
Georg -- den sidste, han havde ventet at trffe her!

Sektionen i St. Petersborg havde faaet Meddelelsen om Eksplosionen og de
deraf flgende Begivenheder endog lidt fr end Andrey selv, idet
Opdagelsen af Anslaget jeblikkelig var bleven telegraferet til
Central-Politikontoret i Hovedstaden og derfra hemmeligt bragt Ligaen.
Samtidig fik man at vide, at Andreys Ophold i Dubravnik ikke lnger var
nogen Hemmelighed, og at en Mngde Spioner, som kendte ham af Udseende,
skulde sendes af Sted for at paagribe ham. Alarmeret ved den
overhngende Fare, hvori hendes Andrey svvede, havde Tania faaet Georg
overtalt til jeblikkelig at rejse til Dubravnik for i hvert Fald at
vinde en Dags Forspring for Forflgerne.

Georg sagde imidlertid ikke straks dette til Andrey, men njedes med at
trykke hans Haand. Saa rykkede han lidt til Side paa Sofaen, hvor han
sad, for at gre Plads til Vennen, og begge lyttede til den Mand, der
netop var i Frd med at aflgge sin Beretning for Forsamlingen.

Det var Onkel, som talte -- en midaldrende Herre med et glat skglst
Ansigt. Som Flge af sin Stilling som civil Politiembedsmand havde han
Ret til Adgang til den sorte Forhjning. Han havde denne Dag gjort Brug
af sit Privilegium, for at de ddsdmte dog skulde se et Venneansigt
iblandt de mange Fjender, og havde saaledes overvret hele den
uhyggelige Handling. Med ensformig, hul Stemme, uden nogen som helst
Afvigelse eller Kommentar -- kun som en simpel Kendsgerning gengav han
hele Scenen. To Mnd stod nr den talende, de vrige seks, syv sad rundt
omkring i Vrelset, alle aandelst lyttende, fuldstndig ubevgelige,
som stivnede til Automater. Ingen spurgte, ingen gjorde Bemrkninger.

Efterhaanden, som Beretningen nrmede sig sin Slutning, flte Andrey, at
Georg rystede som i Feber; han lagde sin Arm fast paa Vennens og tvang
ham til at vre rolig, for at intet Udbrud skulde afbryde Onkel. Georg
blev atter Herre over sig selv og hrte den frygtelige Skildring til
Ende; men ved de sidste Ord svigtede hans Nerver ham, og han brd ud i
en krampagtig Graad.

Andrey greb ham i Skulderen og rystede ham heftigt.

Hold op med den Kvindegraad! sagde han rasende. Det er ikke med
Taarer, men med Blod, at den Slags Skndselsgerninger skal besvares!

En stor og frygtelig Plan formede sig i dette jeblik for Andreys indre
je, men han sagde intet endnu. Thi denne Tanke maatte tnkes om og om
igen, inden den udtaltes i Ord.

Georg faldt efterhaanden til Ro og blandede sig i Samtalen, der frtes
mellem Kammeraterne, og som udelukkende drejede sig om Hvnplaner.
Generalguvernren, den kejserlige Anklager og Freren for Gendarmerne
blev udpegede som de Kandidater, der ved frste Lejlighed skulde falde
for de sammensvornes Haand.

Kun Andrey sagde intet; alt dette kunde vre meget godt; men hvad frte
det egentlig til? Hvad nyttede det at falde over disse Mennesker, som
dog alle mere eller mindre var villielse Redskaber i en hjeres Haand?
Vilde det rokke ved Despotismen? Nej! Hvis Slaget skal virke, saa maa
der sigtes hjere -- det maa trffe den Mand, som er Grundpillen --
Hovedet for hele Systemet!

Han hrte ligegyldig Vennernes heftige Ord, som efterhaanden mistede
enhver Interesse for ham. Lidt efter rejste han sig og tog Afsked; han
gik bort sammen med Georg.

De tilbragte hele Dagen ude, og gik ustandseligt. Georg fortalte,
hvorfor han var kommen, og det blev bestemt, at de endnu samme Nat
skulde afrejse til St. Petersborg -- Andrey havde nu intet mere, der
holdt ham tilbage i Dubravnik.

Lad os blot ikke tabe Modet! sagde Georg med sin sdvanlige
Haabefuldhed -- han havde nu ganske overvundet sin Svaghed fra fr. Vor
endelige Sejr afhnger udelukkende af, at vi kan bre Nederlag paa
Nederlag med tilstrkkeligt Mod!

Det er muligt, svarede Andrey, men saa maa vi i hvert Fald sigte
hjere med vore Slag, end vi hidtil har gjort, for at selve vore
Nederlag kan gre Epoke!

Hvad mener du med det? spurgte Georg; hans hurtige Blik havde opfanget
noget ubeskriveligt, noget, han aldrig fr havde set i Vennens Ansigt.

Det skal du faa at vide, naar Tiden kommer! svarede Andrey undvigende
og afbrd Samtalen.




III. KAPITEL.

_I Fngslet._


Da de vendte tilbage, fandt de Vatajko ventende utaalmodigt paa dem --
ogsaa David var der, mere nedbrudt og srgmodig, end Andrey nogen Sinde
havde set ham.

Hvor kedeligt, at I ikke kom fr! var Vatajkos frste Ord. Onkel
har vret her for at sprge efter dig, Andrey.

Hvad vilde han mig?

Han vilde tale med dig om et Brev fra Zina!

Et Brev fra Zina! Hvor er det? Gav han dig det ikke?

Nej, det er just Sagen, han kan ikke faa fat paa det uden at have et
Par Ord med fra dig. Slutteren har ved sdvanlig Tid vret i Vrtshuset
i Dag, men du kom ikke.

Det var sandt nok, Andrey mente ikke, at der nu var mere at gaa efter.

Saa vil jeg straks se at opsge Slutteren! sagde Andrey.

Det er der ikke Tid til nu! Saa kommer du for sent til Toget! mente
Georg.

Saa lad Toget kre -- for mig gerne! Hvis jeg ikke kan trffe Manden i
Aften, saa venter jeg til i Morgen! sagde Andrey bestemt.

Tidlig nste Morgen gik Vatajko til Slutterens Hjem for at aftale et
Mde midt paa Dagen, men vendte tilbage med uforrettet Sag. Manden havde
Fngselstjeneste hele Dagen og kom frst hjem sent paa Aftenen, hans
Kone vidste intet om Brevet.

Det var en kedelig Meddelelse, thi det betd i det mindste endnu en Dags
Udsttelse -- en Risiko, Andrey ikke turde lbe, naar han vilde undgaa
Spionerne.

Jeg vil forsge at trffe Manden i Fngslet! sagde han efter nogen
Overvejelse.

I Fngslet! Er du rigtig klog! udbrd Vatajko.

Ja, hvorfor ikke? Det er i Dag de politiske Fangers Modtagelsesdag. Jeg
vil gaa hen til Varia Voinova og flge med hende, naar hun som sdvanlig
aflgger sit Besg hos Sstrene Dudorov.

Denne Varia Voinova var velkendt iblandt dem alle og gik almindeligt
under Navnet de bedrvedes Moder. Hun var Enke efter en Lge med
frisindede Anskuelser og havde sat sig til Opgave ved de Midler, der
stod til hendes Raadighed, saa vidt det laa i hendes Magt, at lette
Tilvrelsen for de politiske Fanger og var i den Anledning en kendt Gst
i Fngslet.

Men du vil straks blive genkendt og jeblikkelig frt i Arrest! sagde
Georg.

Aa nej! svarede Andrey smilende. Intet Menneske falder paa at sge
mig i Fngslets Modtagelsesvrelse. Det _ser_ kun farligt ud. Jeg _maa_
have det Brev, frend jeg rejser! tilfjede han alvorligt.

Uden at vente paa yderligere Indsigelse skyndte Andrey sig bort.

De politiske Fangers Besgstid var mellem Klokken to og fire. Lidt fr
to var Andrey ved Varia Voinovas Side i Nrheden af Fngslet, den store,
stygge Bygning, der for ham gemte saa mange Minder. IHaanden bar han en
lille Pose med Fdemidler og nogle Bger, han havde laant i et
Lejebibliotek. Varia, som af Erfaring vidste, hvor uhyre simple de
Formaliteter var, som man havde at gennemgaa for at faa Lov til at
besge en Fange, var beredvilligt gaaet ind paa Andreys Id og mente
ogsaa, at han ikke lb nogen srlig Fare derved.

Skildvagten aabnede Porten og lukkede den atter omhyggeligt efter dem --
Andrey var inden for Lvens Kler! Et jeblik paakom der ham en
uhyggelig Flelse af Hjlpelshed, han var til Mode som en Mand, der
pludselig kastes i et Fangetaarn. Saa saa han op og lyttede. En
undertrykt Mumlen af mange Stemmer hrtes rundt omkring, men alting var
mrkt. De befandt sig i en lang, overbygget Gang med svre
Jerngitterporte for hver Ende, og kun igennem disse trngte Lyset
sparsomt ind. Denne Gang, som frte ud til en Gaardsplads, der var
indrammet af selve Fngselsbygningerne, tjente som en Slags Ventevrelse
for de besgende.

Efterhaanden, som Andreys jne vnnede sig til Halvmrket herinde, saa
han en Mngde Mennesker -- Mnd, Kvinder og Brn, hobede sammen bag
Jerngitre paa begge Sider af Gangen. Flertallet af disse besgende
skulde til de almindelige Forbrydere. Men i et Hjrne til hjre Side for
Indgangen stod der en Samling Mnd og Kvinder, hvis Dragter viste, at de
hrte til den mere priviligerede Klasse, og som desuden adskilte sig
fra de vrige derved, at de fleste af dem holdt Blomster, Pakker eller
Bger i Haanden. Det var Folk, der vilde besge de politiske.

Varia gik hen til dem, fulgt i nogen Afstand af Andrey. Hun syntes at
kende dem alle og vekslede Hilsener og Haandtryk med de fleste. En bleg,
mrkhaaret Dame, som holdt en ti-tolv Aars Dreng ved Haanden og havde en
Kurv med Blomster paa Armen, optog hende lidt lngere end de andre.

Hvilke smukke Blomster De har bragt med! sagde Varia. Giv mig nogle
af dem til mine Fanger, jeg har desvrre ingen faaet med i Dag!

Damen rakte hende Kurven, og Varia tog meget uceremonielt Halvdelen af
Blomsterne, hvoraf hun rakte nogle til en hj, graahaaret Herre, som
stod et Par Skridt fra hende.

Se her, tag dem til Deres Datter! Der er intet, Fanger stter saa megen
Pris paa som Blomster.

Derpaa gik hun hen til en ldre Kone, ifrt en tarvlig Bondedragt med
Hovedet indhyllet i et Sirtsestrklde.

Har din Sn flere Penge tilbage? spurgte hun.

Ja, lille Mor, han har endnu to Rubler! svarede den gamle.

I sin Egenskab af Revolutionens barmhjertige Sster havde Varia
Bestyrelsen af Fngselsfondet under sig, og det var hendes Pligt at
srge for, at alle Fangerne, rige og fattige, fik hver sin Del af Penge,
Bger, Linned o.s.v.

Hvem er den Dame med Drengen ved Haanden? spurgte Andrey, da Varia
atter kom tilbage til ham.

Det er Advokat Palizins Hustru, svarede hun. Han skal sendes til
Minerne i Sibirien, og hun flger ham. Stakkels Kone, det vil blive
drjt for hende; thi hun maa lade Drengen blive tilbage her, og Varia
fortalte videre uden frst at blive spurgt.

Den gamle Herre var en Kbmand fra Byen, som skulde flge efter sine to
ldre Sstre til st-Sibirien. Bondekonen var Moder til en ung, lovende
Kns, og saa fremdeles; alle disse Mennesker, hvilken Klasse de end
tilhrte, var knyttede sammen ved en stor flles Sorg.

Raslen af Kder og Laase, der blev lukkede op, afbrd deres Samtale. Den
inderste Port aabnedes og gav Plads for en Afdeling almindelige Fanger,
der skulde ud af Fngslet. De passerede Gangen og blev lukkede ud af den
sidste Port, som atter forsvarlig stngedes efter dem. Derpaa laa alt i
det tidligere Halvmrke. Nu og da viste der sig ved Dren, der frte ind
til Kontorerne, en Konstabel, der raabte Navnene op paa dem, hvis Tur
det var til at tage imod Besg.

Der er endelig Mikael Evgrafich! udbrd Varia.

I dette jeblik viste der sig en hj, svr Politi-Officer i Dren ind
til Kontorerne.

Er der Gster til de politiske? raabte han hjt.

Varia gik op ad de faa Trappetrin, der frte til Dren, og hilste paa
Officeren som paa en gammel Bekendt.

Jeg har bragt en Broder af Sstrene Dudorov med mig i Dag, Mikael
Evgrafich! sagde hun. Han er for et jeblik siden kommen hertil fra
Moskva blot for at se sine Sstre. Desvrre maa han rejse igen i Morgen,
saa der var ikke Tid til at faa Adgangstilladelse for ham; men jeg er
vis paa, at----

Officeren kastede et prvende Blik paa Broderen, som imidlertid var
traadt frem og bukkede hfligt.

Skriv hans Navn op inde i Kontoret! afbrd han hende kort; men lad
det ikke hnde oftere! De ved, at det er imod Reglementet!

En gammel, skaldet Herre, som et jeblik fr var kommen ind, havde
imidlertid nrmet sig og betragtede Andrey med et mistroisk forskende
Blik.

Jeg beder Dem undskylde, min Herre, sagde han til Officeren, men
ogsaa jeg kommer for at besge Sstrene Dudorov, mit Navn er Timothy
Dudorov, jeg er en Onkel af dem!

Jeg kan ikke tillade flere Visitter i Dag til de to Sstre! svarede
Officeren kort.

Men jeg har min Adgangstilladelse, og det er mine Niecer! -- Jeg synes,
naar en fremmed kan faa Lov--

Officeren havde imidlertid allerede vendt Ryggen til ham og var
forsvunden ind i Kontoret uden at hre videre paa ham.

Nej, det er uhrt, udbrd den gamle vredt. Jeg gaar lige ind paa
Kontoret og klager--

Saa vr dog stille, Menneske! hviskede Varia og greb ham heftigt i
Armen. Det er Mashas Kreste, de elsker hinanden over al Beskrivelse,
og han vil gifte sig med hende, saa snart hendes Skbne er afgjort. Det
er for at trffe Aftale med hende om den Sag, at han kommer i Dag. De
vil da vel ikke delgge deres Lykke ved at gre Skandale her? Vr bare
stille og stol paa mig! Jeg skal nok faa ordnet det saaledes, at De
ogsaa kommer ind.

Naa, hnger det saadan sammen! sagde den gamle venligt. Det kunde De
jo straks have sagt mig!

Varia forsvandt ind i Kontoret, og den gamle gik hen til Andrey og
trykkede hjerteligt hans Haand.

Jeg kender Deres Hemmelighed, unge Mand, sagde han, og nsker Dem al
mulig Lykke! Jeg skal ikke forhindre Deres Mde med Masha! De kan hilse
hende mange Gange fra Onkel Timothy!

Da Varia kom tilbage, fandt hun de to Mnd i fredelig Samtale. Hun havde
faaet ordnet det saaledes, at de to Sstre blev bragte ind hver for sig;
den gamle Herre skulde tale med den yngste, og hun og Andrey med Masha.

Et jeblik efter blev den gamles Navn raabt op, og da han et Kvarters
Tid senere kom ud, hviskede han gldestraalende til Andrey: Masha er
forberedt paa Deres Komme! Jeg lod et Par Ord falde derom til Katia!

Nye Hold besgende blev indladte, en for en -- Fdre, Mdre og Hustruer
-- alle gik hurtigt, hver isr med sin Pakke eller Blomsterbuket. Naar
de vendte tilbage, havde de ingen Pakker og ingen Blomster mere, men kun
et uendelig srgmodigt Udtryk i deres Ansigt. Enkelte var fuldstndig
knuste, sknt de gjorde deres Bedste for at holde sig tappert. En for
en, som blege Skygger forsvandt de i den halvmrke Gang. Andrey var dybt
greben ved dette Syn; bag hvert enkelt af disse Ansigter lste han den
skjulte Tragedie, og det forekom ham, at han aldrig i sit Liv havde set
saa megen Sorg og Lidelse som i disse to Timer.

Endelig kom Turen til ham og Varia.

Denne Vej! sagde hun og frte ham hurtigt igennem en Rkke mrke Gange
ind i et stort, lyst Rum, der mere saa ud som en Forsal end som et
Vrelse. Til begge Sider fra Indgangsdren lb to Afdelinger, som
nrmest kunde betegnes som to uhyre Bure. Et tt Staaltraadsnet, som ved
nrmere Eftersyn viste sig at vre dobbelt, idet der med fire, fem Alens
Mellemrum atter var et lignende, sprrede ind til disse Afdelinger.
Imellem de to Gitre gik en Skildvagt op og ned, og i Rummet selv sad der
to andre, som saa meget svnigeud.

Hvor er Fangerne? spurgte Andrey.

De bliver straks frte ind. Vi skal frst efterses, sagde Varia.

En af Skildvagterne rejste sig ag sagde, at hvis de havde bragt noget
med til Fangerne, maatte de aflevere det til den vagthavende Skildvagt,
som skulde undersge det. Denne Skildvagt var ham, der gik op og ned
mellem Gitrene, og netop den Mand, som Andrey nskede at trffe.

Han rakte sin Pakke ind igennem en Luge og sagde hjt: Til Sstrene
Dudorov!

Manden kastede et ligegyldigt, slvt Blik paa den besgende og begyndte
langsomt at aabne Pakken.

Jeg maa have mit Brev i Dag, hviskede Andrey.

Manden syntes intet at have hrt, men var tilsyneladende ganske optaget
af at skre en stegt Kylling i to Dele for at forvisse sig om, at intet
Budskab var skjult inden i den.

I det bageste Vrelse -- under den gamle Kiste! sagde han lidt efter
uden at seop.

Varia talte allerede med Masha Dudorov, der med ligblegt Ansigt lnede
sig til Gitteret.

Naa, det er altsaa dig, der er min Kreste! sagde hun smilende, da
Andrey kom hen til dem. Jeg kunde ikke forstaa, hvad Onkel havde ment
med sine Ord til Katia!

Hvordan har Katia det, og hvordan gaar det eder begge? spurgte han.

Hun fortalte, at de begge var raske og vistnok snart vilde blive sendte
til Sibirien -- de vidste allerede, til hvilken Mine de skulde. Andrey
havde flere Venner deroppe og bad hende tage Hilsener med.

De talte i en hurtig, hviskende Tone, uforstyrret af deres Ven Vogteren,
der lod, som om han intet hrte.

Masha bad derpaa Andrey om at hilse alle Vennerne, der blev tilbage, og
udtalte sluttelig i varme Ord et nske om, at han endnu lnge maatte
beholde sin Frihed og vre i Stand til at udrette mere for den store
Sag, end hun og Ssteren havde vret i Stand til.

Den usdvanlige Samtale bragte Mashas Nabo inden for Gitteret til at
studse, og han sagde hviskende et Par Ord til den unge Pige, som derpaa
henvendte sig til Andrey.

Min Nabo, Palizin, nsker at hilse paa dig!

Den lille, energisk udseende Mand med de skarpe Ansigtstrk var altsaa
den bekendte Revolutionist, den forhenvrende Dommer Palizin! Andrey
burde for Resten have kunnet tnke sig det; thi uden for Gitteret stod
Damen med Drengen, der for nylig var bleven vist ham som Fru Palizin.

Andrey sagde, at han gldede sig over at gre hans Bekendtskab, selv om
det var under disse uhyggelige Forhold, og udtalte sin Beklagelse over,
at de ikke mdtes begge to paa denne Side af Gitteret.

Naa, hvem ved, hvorledes det kan gaa! sagde den uforsagte Frihedsmand
med et stolt Kast med Nakken. Vi mdes nok udenfor en Gang!
Fngselsmurene er hje, men en rn stiger dog endnu hjere! Ihvert Fald
vil min Dreng der snart trde i mine Fodspor! Han pegede paa Drengen,
hvis Kinder farvedes af en dyb Rdme.

Men pludselig afbrdes deres Samtale ved, at en Stemme fra den anden Del
af Rummet raabte: Andrey, Andrey!

De to halvsovende Skildvagter fo'r i Vejret, og alle Hoveder vendte sig
i Retning af den, der havde raabt; Varia stod stiv af Skrk.

I Afdelingen lige over for stod en Fange og vinkede ivrigt ad Andrey,
som nu gik over Gulvet hen til ham.

Hvad? Mitia? Er det dig? Hvorledes kommer du her?

Fangen var en tidligere Studiekammerat og Ven af Andrey og den sidste,
han ventede at trffe paa dette Sted.

Vagten traadte til.

Gaa tilbage til Deres Plads, min Herre! sagde han barskt. Det er
forbudt de besgende at tale med andre Fanger end dem, de har
Adgangstilladelse til.

Jeg beder undskylde! sagde Andrey hfligt, men viste desuagtet ikke
synderlig Iver for at gaa sin Vej.

Det er nu det tredje Aar, at jeg er her, kun paa Mistanke! hviskede
Fangen hurtigt. Jeg har Brystsyge! Lgen siger, at der kun er en
Ottendedel af Lungen tilbage, tilfjede han triumferende og med hj
Stemme, som om det var en stor Lykke, der forestod ham.

Et voldsomt Hosteanfald afbrd ham, og i samme jeblik ld Signalet, der
betegnede, at Besgstiden var til Ende; Fangerne blev frte bort, og de
besgende maatte gaa.

Udenfor i Gangen var der Larm.

Hvad er der i Vejen? spurgte Varia noget angst.

Det er en ny politisk Fange, der bliver bragt ind! forklarede Fru
Palizin.

I dette jeblik saa man i den nederste Ende af Gangen. Gendarmer i Frd
med at aabne den yderste Port.

For Andrey frembd det ikke nogen srlig Fare at vise sig iblandt de
almindelige Fngselsbetjente, da ingen af dem -- med Undtagelse af den
ene, der var hans Ven -- kendte ham af Udseende; men helt anderledes
forholdt det sig med Gendarmerne! Han havde al Grund til at holde sig
saa meget som muligt paa Afstand fra dem. Men gjort tryg ved den saa
heldig overstaaede Visit og ivrig efter at se, hvem Fangen var -- det
kunde jo vre en af Vennerne -- glemte han i dette jeblik at iagttage
den ndvendige Forsigtighed. Lnet op imod Jernstangen tog han Plads i
Gangen nogle faa Skridt fra Porten. Et jeblik efter rulledes
Transport-Baaren ind, og i det fulde Dagslys, som nu faldt paa det lille
Gittervindue i Baaren, saa han den ulykkelige Bombemands udtrede,
spgelseagtige Trk! Efter tre Dages Ophold paa et Hospital ansaa man
ham for tilstrkkelig restitueret til at kunne forflyttes til Fngslet.

Saa optaget var Andrey af dette uventede Mde, at han ikke bemrkede, at
han selv var Genstand for en temmelig skarp Iagttagelse. En rdskgget
Gendarm, der gik efter Fangevognen, havde flere Gange set forskende hen
paa Andrey og pressede sig nu imellem Jernstangen og Baaren frem til en
af Gendarmerne, der gik forbi.

Et jeblik efter vendte de tilbage, men da var Andrey forsvunden. Uden
at give sig Tid til at vente paa Varia var han hurtigt smuttet ud
igennem Porten. Han lngtes efter at faa fat paa det dyrebare Brev, som
ventede paa ham i Slutterens Hus.

Skildvagten uden for Porten, der som de andre havde vret optaget af at
stirre paa Transportbaaren, havde ikke lagt Mrke til, at Andrey gik, og
da Gendarmerne spurgte, om nogen var gaaet ud, forsikrede han hjt og
helligt og i god Tro, at ingen i Lbet af de sidste fem Minutter havde
forladt Vestibulen.




IV. KAPITEL.

_Den store Beslutning!_


I Hovedkvarteret modtoges Andrey med Gldesudbrud af Georg og Vatajko,
der i ngstelse havde afventet hans Tilbagekomst.

St. Petersborger-Toget krte Klokken halvti, der var ingen Tid at
spilde.

Hurtigt pakkede de deres Ting sammen. Man blev enig om, at Vatajko
skulde kre forud til Banen med Tjet -- to smaa Kufferter og en Vadsk
-- tilstrkkeligt til at give dem Udseende af at vre almindelig
rejsende -- og tage Billetterne, belgge deres Pladser og derpaa gaa dem
i Mde. Da Andreys Stilling var meget udsat, burde han ikke vise sig paa
Stationen frend i sidste jeblik.

Lnge fr Andrey og Georg havde ventet, kom Vatajko dem i Mde. Han
havde ingen Billetter taget, han erklrede, at det var ganske umuligt
for Andrey at rejse med Toget. Der var ikke Tvivl om, at man var paa
Jagt efter ham. Stationen var fyldt med Politi; ved Indgangen var der
posteret to civilkldte Individer -- rimeligvis Spioner, som kendte ham
-- der stirrede hver enkelt, som kom, hensynslst ind i Ansigtet. Hvis
han viste sig, vilde han straks blive nappet.

Af den Grund havde Vatajko anbragt Bagagen i Garderoben og kom nu for at
foreslaa en anden Plan. De skulde kre med Vogn til en af de nrmeste
Stationer og rejse derfra -- David kunde imidlertid tage med Toget og
vre der for at advare dem, hvis ogsaa der skulde vise sig at vre Ugler
i Mosen.

Andrey var adspredt og nedtrykt. Besget i Fngslet og Zinas Brev havde
bragt yderligere Uro i hans forud saa oprrte Sind, og han var kun lidet
interesseret i, hvad der foregik omkring ham. De fulgtes alle tre ad;
efter adskillig Talen frem og tilbage blev Georg og Vatajko enige om,
at det dog vist var sikrest, at de begav sig til Fods til den nrmeste
Station, som var fem Mile borte; kun maatte de da se at faa fat paa
nogle andre Dragter; thi det vilde se mistnkeligt ud, om fine Herrer
rejste til Fods. Vatajko kendte to Snedkere -- Brdrene Shigaev -- som
han var sikker paa vilde hjlpe dem. Han tilbd straks at gaa til dem
for maaske endnu samme Aften at kunne bringe de nye Klder; isaa Fald
vilde de kunne komme af Sted tidlig nste Morgen.

Henad Midnat vendte Vatajko tilbage til Hovedkvarteret med en stor Bylt,
der indeholdt de forndne Klder til Andrey og Georg og to Lrredsposer
med Vrktj, saadant som rejsende Snedkersvende i Almindelighed
medfrer. Men det bedste af det hele var dog to Passer, som Snedkerne
havde laant ham paa den Betingelse, at de straks blev sendte tilbage,
naar de rejsende var komne til St. Petersborg.

De gik alle tre til Ro for at faa nogle Timers Hvile, inden de begyndte
paa deres Vandring. Men det var ikke Andrey muligt at sove, de sidste
Dages frygtelige Begivenheder forfulgte ham uafbrudt.

Hvilken Mngde Ofre! Zina -- Boris -- Vasily og Botcharov -- alle dde!
Og Masha, Katia og saa mange, mange andre levende begravede! Ogsaa han
vilde en skn Dag staa for Tur, han kunde ikke haabe til evige Tider at
undslippe Politiet. Og hvad hjalp saa alle disse Ofre? Havde de i
Virkeligheden forbedret Sagen?

Aa, jo! Alle disse Mennesker var ikke dde for intet! Det var
Tirailleurerne, hvis Opgave det havde vret at skrmme det store Uhyre
op af sin Ro, og det blev nu de efterlevendes Sag at fortstte Arbejdet
-- at bekmpe og overvinde Uhyret.

Den Id, som under Onkels Fortlling vagt og usikkert havde formet sig
for ham, slog nu som en fuldt moden Plan ned i ham.

Kampen mod Selvherskerdmmets krybende Lejesvende skulde vre forbi,
Slaget maatte rettes mod Czaren selv! Og han -- Andrey -- var Manden,
der skulde gre det!

Halv paakldt og paa bare Fdder -- for ikke at vkke Georg -- gik han
op og ned ad Gulvet.

Tania! raabte pludselig en Stemme i ham, og hans Hjerte snredes
sammen i Fortvivlelse og Angst. Men kun et jeblik varede hans Svaghed!
Hvad betd deres egne personlige Lidelser i Forhold til hele det uhyre
Lands ubeskrivelige, uendelige Lidelser? Desuden -- Tania var ikke alene
hans Hustru, men hans Kammerat og medkmpende! Hun vilde billige hans
Beslutning og have tilstrkkeligt Mod til at bre sin Del af Byrden.

Han standsede brat midt i Vrelset -- hans jne flammede i vild
Begejstring, der laa en ubjelig Vilje i hans Ansigt, og han rakte begge
Hnder frem med samme Gestus, som da han saa Zina paa Fangekrren.

Beslutningen var tagen og var uigenkaldelig; nu kunde han tale om den.

Han vkkede Georg og fortalte ham, i hvilket rinde han rejste til St.
Petersborg. Georg syntes at blive mere bedrvet end begejstret ved
Meddelelsen; han tnkte paa Tania. Men han kunde ikke lade vre med at
give Andrey Ret i hans Argumenter, og det var alt, hvad Andrey i
jeblikket forlangte af ham.

De vkkede Vatajko, som sov i et tilstdende Vrelse, og begyndte derpaa
at gre sig i Stand til Rejsen. Man blev enig om ikke at forlade Byen
fr Klokken otte, den Tid, da Bnderne vender tilbage fra deres
Markedsforretninger. IVrktjsskkene fandt de blandt andet to smaa
Haandkser, som de stak i Bltet, de gav dem mere Udseendet af rejsende
Haandvrkere og kunde desuden i Ndstilflde benyttes som Vrge. Det
eneste, som ikke passede til Forkldningen, var deres Fodtj. -- Vatajko
havde et Par langskaftede Jagtstvler, som Georg kunde passe; men Andrey
var ndt til at gaa i sine egne Fjersko.

Da de nrmede sig Byens Port, saa de til deres Overraskelse to
Politibetjente staa opstillede der. Siden Ophvelsen af
Brndevins-Monopolet havde der aldrig vret Vagt ved Byens Porte -- det
maatte altsaa have sin srlige Grund.

En Bondekone, som kom brende med en tom Kurv, hvori hun havde anbragt
sit Barn, fik Lov til uhindret at passere. Derefter kom to ldre Mnd,
som begge paa det omhyggeligste blev undersgte, inden de slap igennem.
Ikke saa let slap en yngre Haandvrker fra det, med ham opstod der en
formelig Strid. Han syntes at have besvaret Gendarmernes Sprgsmaal
uforskammet; thi pludselig fo'r en af dem ls paa ham med knyttet Nve;
den unge Mand parerede behndigt Slaget og lb under djrve Eder sin Vej
saa hurtigt, han kunde.

Dette saa ikke meget lovende ud for vore to rejsende.

Vi maa vre belavede paa det vrste! sagde Georg.

Overlad bare alt til mig! Vi skal nok slippe igennem! svarede Andrey.

De var nu lige ved Porten og flte de to Vogteres jne hvile forskende
paa sig -- Andrey isr syntes at vre Genstand for deres Opmrksomhed.

Stop! sagde den ene -- en lille, kortbenet Fyr -- og stillede sig i
Vejen for dem.

Hvem er De? Og hvor skal De hen? spurgte han.

Vi er Snedkere, der er paa Vejen til vor Hjemstavn! svarede Andrey i
samme Aandedrt.

Deres Navn, Adresse, Fdested? Hvor lnge har De opholdt Dem her i
Byen? spurgte han.

Andrey besvarede roligt alle disse Sprgsmaal, han havde omhyggeligt
studeret sine Passer.

Hvorfor er De ikke rejste med Banen? Det plejer alle at gre nu til
Dags! spurgte han videre.

Jeg antager, at Vejene er til for enhver! svarede Andrey kort -- han
mente, det var bedst at lade fornrmet.

De gjorde bedre i at passe lidt paa Deres Mund! sagde den anden. Har
De Pas?

Ja, naturligvis har jeg Pas!

Vil De lukke Deres Skke op, saa at jeg kan se, hvad der er i dem!

Der er i hvert Fald ikke noget, der tilhrer Dem, svarede Andrey mere
og mere gnaven -- De spilder bare Tiden for os!

Gr, som jeg siger, og se, at du kan rappe dig! brummede Politimanden.

Andrey trak paa Skuldrene og aabnede med en halv fortrdelig, halv
haanlig Mine sin Sk.

Betjenten undersgte Indholdet og vendte sig derpaa mod Georg.

Og hvem er saa De? spurgte han i en langt roligere Tone.

Jeg hedder Semen Shigaev og skal ogsaa hjem!

Saa er De vel Brdre?

Halvbrdre! svarede Georg; det faldt ham ind, hvor lidt de lignede
hinanden.

Imidlertid var der kommet flere Folk til, der skulde igennem Porten og
altsaa ogsaa maatte undersges.

De kan gaa! sagde Politibetjenten og vinkede affrdigende med Haanden.

Andrey tog atter sin Sk paa Ryggen og belavede sig paa at fortstte sin
Vej. Men den anden Betjent, en hj, koparret Fyr, gik hurtigt hen til
sin Kollega og hviskede ham et Par Ord i ret, hvorpaa denne sprang frem
foran Andrey, sprrede Vejen for ham og raabte:

Hallj -- Stop igen! De kommer til at flge med paa Stationen!

Hvad skal jeg paa Stationen? spurgte Andrey. Jeg er hverken gal eller
drukken, og mit Pas er i Orden.

Det skal De nok faa at vide! Min Pligt er det kun at standse Dem her!

Sagen begyndte at antage et uhyggeligt Udseende. Det vilde vre let nok
at slaa disse to Karle ned; men hvorledes skulde man undslippe til Fods,
paa aaben Landevej og i fuldt Dagslys?

Medens Andrey hurtigt oversaa Terrainet omkring dem, begyndte han
heftigt og hjlydt at protestere mod denne Behandling. Han var kendt for
at vre en rlig Mand og havde de bedste Vidnesbyrd fra sine Mestre.

Semen! sagde ban til Georg. Lb hen og bed Hr. Arkipovs Forvalter om
at komme et jeblik herhen! Det er ikke langt herfra, forklarede han
Betjenten og nvnede en af de nrmest liggende strre Gader.

Lovens Haandhver syntes ikke at ville gre Indsigelse imod denne Plan,
han havde ingen srlige Instrukser for dette Tilflde, men Georg rrte
sig ikke af Stedet, han forstod godt, at Andrey blot vilde se at faa ham
bort og i Sikkerhed.

Jeg har ikke stor Lyst til at gaa! sagde han betnksomt. Efim
Gavrilich er en sr Patron -- han bliver bare gnaven, hvis man ulejliger
ham for en saadan Bagatel!

Andrey forstod, at Georg ikke lod sig sende bort.

Nuvel, saa lad os straks gaa til Stationen! Vi har daarlig Tid! sagde
han til Gendarmerne.

Det var ham om at gre saa hurtigt som muligt at komme vk fra Stedet,
thi der var allerede fuldt af nysgerrige omkring dem.

De har at vente, til Patrouillen kommer! sagde deres Cerberus kort.
Vi kan ikke forlade vor Post for Deres Skyld!

Andrey og Georg satte sig roligt paa Grftekanten nogle faa Skridt borte
og tndte deres Piber.

Da Mngden ikke lnger hrte nogen Strid, gik snart hver til sit -- selv
Gendarmerne syntes at miste Interessen for deres to Fanger. Men
Patrouillen kunde hvert jeblik komme.

Stik et Guldstykke til den Slyngel! hviskede Georg ind imellem to
dygtige Drag af sin Pibe.

Andrey nikkede; han havde selv tnkt, at de maatte forsge Bestikkelse.
Iet jeblik, da der ikke fandtes Mennesker i Nrheden, vendte han sig
imod Betjenten:

Hr en Gang, gode Ven! Hvad vil De have for at lade os gaa i Fred?
spurgte han.

Hvor meget vil De give? spurgtes der tilbage.

Andrey rakte et Par Kobbermnter frem -- et alt for stort Tilbud vilde i
dette Tilflde kunne vkke Mistanke.

Nej, min Ven! det er for lidt! Vi er to Mand til at dele. Giv os en
Rubel!

Det er godt nok sagt! Men tror De maaske, at jeg har mange Rubler at
kaste bort. Her er en halv Rubel! Det er meget for meget; men jeg har
ikke Tid til at staa her og prutte med dem.

De var atter fri Mnd. I den frste Landsby, de kom til, lejede de et
lille Enspnder-Kretj og ankom ved Middagstid til Jernbanestationen.
Her ventede David paa dem med den gode Nyhed, at Vejen var klar, og ikke
lnge efter dampede de af Sted til St. Petersborg.


Tania havde imidlertid tilbragt en frygtelig Tid; ide fire Dage havde
hun vret fuldstndig uden Underretning fra Andrey, som indtil da
regelmssigt hver Dag havde sendt hende en Avis fra Dubravnik --
selvflgelig Byens mest konservative. -- Andrey turde ikke paa anden
Maade staa i Forbindelse med hende; men for Tania var denne lille, dumme
Avis en dyrebar Skat, fordi den bragte Hilsen og Bud om, at hendes
Andrey endnu var uskadt.

Men den skbnesvangre Eksplosion i Bombemandens Hus, som med et Slag
kuldkastede alle Planer, og de derefter flgende frygtelige Begivenheder
havde til den Grad opfyldt Andreys Sind, at han rent havde glemt at
sende det lille Blad til Tania, desuden troede han, at Georg havde
skrevet.

Imidlertid var Aviserne i Hovedstaden fyldte med de mest alarmerende
Meddelelser, som alle drejede sig om Andrey. Snart hed det sig, at han
var arresteret i sit Hjem -- saa paa Jernbanen og saa i Byen paa aaben
Gade. Rygterne blev vildere og vildere, og den Masse Arrestationer, der
foretoges, viste, hvor ivrigt man var paa Jagt efter ham.

Andrey kunde selvflgelig ikke vre bleven arresteret samtidig paa flere
Steder; men var det tnkeligt, at han kunde vre paa fri Fod uden at
sende hende nogen Meddelelse?

Da David kom op til Tania for at fortlle hende, at Andrey om et jeblik
vilde flge efter -- han var kun gaaet til Hovedkvarteret for at skifte
Dragt--, vilde hun nppe tro paa Rigtigheden af hans Ord. Men da David
smilende forsikrede hende, at han for et jeblik siden havde forladt
hendes Mand i levende Live, og at de havde gjort Rejsen sammen fra
Dubravnik hertil, opklaredes hendes blege, forgrmmede Ansigt af et
lykkeligt Smil.

-- Det er jo et rent Mirakel, at han er sluppen helskindet ud af det
Helvede! sagde hun, da David havde endt sin Beretning.

Ja, de gjorde det hedt nok for ham, svarede David. De maa srge for i
det mindste i det frste halve Aar at holde ham borte fra lignende
Affrer, hans Stilling er alt for udsat. Frem for alt maa han ikke
forlade St. Petersborg.

Jeg skal gre mit Bedste! svarede Tania. Men jeg frygter desvrre,
at her heller ikke er synderlig Sikkerhed for ham.

Det er alligevel ubetinget det sikreste Sted, mente David og tog lidt
efter Afsked. Saa snart han var gaaet, lb Tania hen og stillede sig paa
Vagt bag Vinduesgardinet -- hun kunde herfra overse Gaden i hele dens
Lngde. Da hun endelig saa ham komme i Drosken, gav hun intet som helst
Tegn, men blev staaende ubevgelig; kun hendes lykkestraalende jne og
smilende Mund sagde ham, at hun havde set ham.

Et jeblik senere sluttede Andrey hende i sine Arme og glemte baade
Planer og Forst, Czaren, Politiet og Sammensvrgelser -- alt forsvandt
i den jublende Flelse af at vre elsket og elske igen.

Du kre! hviskede hun ved hans Bryst. Jeg troede aldrig, at jeg
skulde have set dig igen!

Det gjorde du Uret i! sagde han smilende. Jeg lovede dig jo at komme
fri og frank tilbage! Han sad i en Lnestol, hun paa hans Skd. Men
hvor mager og bleg du dog er bleven! sagde han. Har du vret syg?

Nej; men det har vret en frygtelig Tid for mig! svarede hun. Men nu
er det alt sammen glemt! tilfjede hun fornjet og fortalte smilende om
alle sine ngstelser.

Tilgiv mig, du sde! Nu ser jeg frst, hvor styg jeg har vret imod
dig! sagde han.

Bryd dig bare ikke om det! Det var dumt af mig straks at tro det
vrste. Nste Gang skal jeg vre mere fornuftig--

Men ved den pludselige Tanke om, at hun maaske atter skulde gennemleve
noget lignende, udbrd hun i en ganske forandret Tone, idet hun klyngede
sig til ham: Nej! nej! Vi vil aldrig mere skilles! Hvorfor skal vi
ogsaa det? Jeg kan paa saa mange Maader vre dig behjlpelig. Jeg er jo
dog ingen Kryster -- er jeg vel?

Og idet hun lagde begge sine Hnder paa hans Skuldre, bjede hun sig
spgefuldt tilbage, saa at han kunde se hende lige ind i Ansigtet.

Nej, det er du ikke, svarede han og kyssede hende.

Det er heller ikke Faren, jeg frygter, vedblev hun. Eller har jeg
maaske nogen Sinde nset den, naar du var her hos mig? Nej, det er
Uvisheden, der er saa frygtelig. -- Du aner ikke, hvad jeg har lidt,
mens du var borte. Jeg levede i en eneste Spnding, indtil Posten havde
bragt mig den stakkels Dubravnik Tidende, og naar jeg saa endelig
havde faaet den, sagde jeg til mig selv, at du jo godt kunde vre bleven
arresteret et jeblik efter, at du havde sendt den -- og saa var det
lige galt! -- Og saa de frygtelige Dage, da der slet ingen Avis kom mere
-- Aa Gud, alle de rdselsfulde Muligheder, jeg tnkte mig -- Men det er
stygt af mig at tale om dette! -- Jeg ved godt, at du ikke lnge vil
holde dig i Ro; men du maa love mig, at hvad end din nste Opgave bliver
-- selv om den bliver langt vrre end den sidste i Dubravnik--, saa vil
du tage mig med dig? Ikke sandt -- du vil give mig Lov til at dele
enhver Fare med dig?

Hun saa paa ham med et mt bedende, men dog saa tillidsfuldt Blik, som
om den Mulighed var helt udelukket, at han kunde afslaa hendes Bn.

Andrey svarede intet, men betragtede i stum Sorg det yndige, uskyldige,
unge Ansigt foran sig. Tania havde ved sit Sprgsmaal selv brudt den
Fortryllelse, som et jeblik havde holdt alle Skyer borte. Pludselig
stod atter den sidste Nat i Dubravnik lyslevende for ham -- han mindedes
den store Beslutning, han havde fattet, og vidste atter, at han var en
ddsdmt Mand. Lykke, Venskab og Krlighed var ikke mere til for ham!
-- Den Opgave, han nu havde foran sig, tillod intet Medarbejderskab og
havde som Udgang kun Dden.

Den eneste Delagtighed, han kunde give hende i den, var nu at fortlle
hende alt; men han tvede. Han, hvis Nerver var blevne hrdede til Jern
igennem de blodige, bitre Erfaringer, som den underjordiske Kamp
indbragte, han manglede nu Mod til at hve Dolken imod dette dyrebare
Offers Bryst.

Andrey, min egen! Hvad er der i Vejen? Hvorfor ser du saa underligt paa
mig? udbrd hun angst. Stoler du ikke paa mig? Frygter du for, at jeg
ved min Nrvrelse skal svkke dit Mod? Tro dog ikke det! Hvis du ikke
var, netop som du er -- saa kunde jeg slet ikke elske dig! Da David
fortalte om alle de Farer, der truede dig i Dubravnik, og den Maade,
hvorpaa du tog dem, sklvede jeg rigtignok; men jeg flte mig tillige
stolt og lykkelig! Det var saa ganske min Andrey -- ham, jeg elskede! --
Vr overbevist om, at jeg aldrig nogen Sinde skal forsge at afholde dig
fra at gre det, som du anser for rigtigt og ndvendigt!

Jeg ved det, du sde! sagde han og kyssede hendes Hnder.

Hvorfor stter du da et saa alvorligt Ansigt op? Hvorfor lover du mig
ikke rent ud at ville have mig med nste Gang? -- Du holder maaske ikke
saa meget af mig, at du altid vil have mig om dig? Hun lo nu, og han
trykkede hende heftigt op til sig.

Naa ja -- hvis du virkelig har en Hemmelighed, som du vil beholde for
dig selv -- saa for mig gerne! Men det siger jeg dig, at nste Gang du
drager af Sted paa en Ekspedition, saa bliver du ikke fri for mig! Og
saa taler vi ikke mere om den Sag! -- Fortl mig nu alt, hvad du har
oplevet i Dubravnik -- udelad intet! -- Jeg har Mod til at hre alt!

Andrey var glad ved at faa en Anledning til at forhale sin skbnesvangre
Meddelelse.

Det var jo ikke ndvendigt straks at komme med den -- han kunde da i
hvert Fald udstte det til den nste Dag -- unde sig selv en sidste Drik
af Lykkens Bger.

Han fortalte Begivenhederne der nede fra, men undgik saa meget som
muligt de mest gribende Enkeltheder; selve Eksekutionen berrte han
nsten ikke, idet han sagde, at hun jo allerede havde lst alt det i
Aviserne. Mest opholdt han sig ved sine egne personlige Eventyr, som nu,
da de var endte godt, nrmest var fornjelige. Tania lyttede tavs til
hans Ord; men hendes re lod sig ikke bedrage af hans lette Tone. Da han
var frdig, lnede hun sig op imod ham, saa ham fast ind i jnene og
sagde:

Der er noget, du skjuler for mig, Andrey! Noget meget srgeligt --
noget, der tynger paa dit Sind! Sig mig, hvad det er! Lad mig faa Lov
til at dele alle dine Sorger! Du vil selv fle dig lettere til Mode,
naar du har faaet talt ud!

Et jeblik sad Andrey tavs og samlede alt sit Mod til det Slag, der nu
skulde komme.

Du har gttet rigtigt, Tania! sagde han til sidst. Jeg har bestemt at
angribe Czaren!

Hun forstod ham ikke frst.

Har du da ikke altid gjort det? spurgte hun.

I fire korte, knappe Ord, som ikke levnede Rum for Tvivl eller
Sprgsmaal, oplyste han hende om hendes Fejltagelse.

Denne Gang ramte Slaget. Hun skiftede Farve, og hendes Mund aabnedes
krampagtigt -- usknt -- som naar et Menneske falder ned fra en
svimlende Hjde og brkker Halsen.

Aa, min Gud! stammede hun hst -- hun pressede begge Hnder mod
Hjertet og lod dem saa falde hjlpelst ned i Skdet.

Hendes taarelse, blanke jne vandrede uroligt fra et Sted til et andet
med et underligt tomt, forbavset Udtryk. Hele hendes sammensunkne
Skikkelse og forvildede Blik syntes at sige: Min Gud, var det det, jeg
ventede paa?

Andrey rejste sig og greb hendes Haand, hun lod ham viljelst tage den
uden at se paa ham.

Tania, min elskede! Hr paa mig! sagde han og bjede sig over hende.
Jeg vilde saa gerne faa dig til at se, at det er det rette -- fortlle
dig, hvorledes og hvornaar jeg kom til den Beslutning--

Hans Stemme vakte hende, hun drejede sig hurtigt om imod ham, og hendes
Fingre omklamrede krampagtigt hans Haand.

Ja, ja, tal ud, hrer du! Jeg er rolig. -- Lad mig hre dine
Grunde--! Ordene kom hurtigt og stdvis fra hendes Lber.

Et svagt Haab dmrede i hende, maaske var det dog endnu ikke helt
afgjort, siden han nskede at tale med hende derom.

Han begyndte at fortlle, og denne Gang skaanede han hende ikke for de
uhyggelige Enkeltheder baade ved Forhrene og ved den sidste frygtelige
Katastrofe. Han haabede derved at vkke den samme Indignation, som han
selv flte, hos hende. Men han sigtede helt forkert -- hun hrte
fuldstndig koldt og udeltagende paa ham. Ting, som for et jeblik siden
vilde have faaet hendes Hjerte til at blde, prellede nu virkningslst
af som Pile mod et Jernpanser. Hun lyttede i Tavshed; men det haarde,
udeltagende Udtryk i hendes Ansigt syntes at sige: Alt dette er jo nu
en Gang sket og kan ikke afhjlpes -- hvad har det med din Beslutning at
gre?

I dette jeblik gaves der for hende kun n Kamp, kampen for at beskytte
ham, som var hende krere end hendes eget Liv. Men ogsaa Andrey havde
sin Opgave liggende klar for sig, Kampen nemlig for at blive sig selv og
sin Overbevisning tro.--

Og det slog mig, fortsatte han sin Tale, at alle disse Rdsler kun
var et svagt Sindbillede paa, hvad der daglig og overalt bliver forbrudt
imod Tusinder, og at disse Lidelser aldrig nogen Sinde vil blive mindre
eller holde op, hvis ikke vi bringer Ulykke, Skam og Trngsler over den
Magt, der afstedkommer dem--

Han vedblev at tale lnge paa denne Maade med varme, overbevisende Ord;
men det lykkedes ham kun at vkke hendes Modstandskraft.

Hvorfor i Alverden skal du netop vre denne ene Mand, der er dmt til
at gre det?

Og hvorfor skulde jeg ikke vre denne ene Mand, Tania? Det er mig, der
kom til den Beslutning, det maa vre mig, der udfrer den. Men skulde
der i Morgen komme en anden Mand og sige, at han har fattet samme Plan
som jeg, saa vil jeg med Glde lade ham have Forrangen. Jeg fler ingen
srlig rgerrighed efter at d Heltedden, jeg kan lige saa godt som
alle de andre d i Mrke og Ubemrkethed. Men et Tilbud som mit gres
ikke hver Dag, og man betror heller ikke hvem som helst en saadan
Opgave. -- Jeg haaber og tror, at man vil have Tillid til mig!

Tania skjulte sit Hoved i Hnderne. --

Ja, det vil man -- det vil man -- det vil man! hamrede det inde i
hendes Hjerne. Saa snart han har talt, er alt Haab ude!

Som en blndende Vision stod pludselig hendes korte Samliv med Andrey
for hende, og hele hendes unge, kraftige Natur oprrtes imod at skulle
bringe et saa grnselst Offer. Hun maatte faa ham bort fra hans Id --
hun maatte redde ham for sig selv og for hende. Med en voldsom
Kraftanstrengelse samlede hun sine forvirrede Tanker, frend hun
begyndte at tale.

Hun greb hans Haand og saa ham bnligt ind i jnene.

Andrey, min Ven! sagde hun. Overvej endnu en Gang hvad det er, du
vil! Er der da ikke nok af Mord og Blodsudgydelse? Hvad frer det til
andet end til nye Rdsler? Galger og atter Galger! Der bliver til sidst
ingen Ende paa dem! Jeg har tnkt saa meget over Tingene i den senere
Tid, og mit Hjerte har bldt ved at tnke paa, at de dleste og bedste
iblandt os bliver nedslagtede paa denne Maade! Gives der da ikke andre
Midler? Hvorfor skulde du ikke forsge derpaa? Hvorfor kan vi ikke
vedblive med vort Arbejde iblandt Folket og overlade Grusomhederne til
de andre? -- Jeg kan ikke rigtig udtrykke mig, som jeg gerne vilde, men
du forstaar mig nok.

Ja, jeg forstaar dig! svarede Andrey. Og jeg har endogsaa gjort mig
det selv samme Sprgsmaal. Det var, da jeg i Onsdags vendte tilbage fra
Eksekutionen, hvor saa mangen en bitter Tanke havde faaet Bugt med mig!
Men det kan ikke nytte, vi _maa_ fre vor Mission til Ende! Hvad vilde
Landet have vundet, hvis vi, iStedet for at genglde Slag med Slag,
havde njedes med at rejse omkring og tale og undervise i alle mulige
afsides Kroge? Man vilde ikke have hngt os -- sandt nok! Men hvad var
der naaet derved? Man vilde alligevel have arresteret os og sendt os til
Sibirien, og vi vilde alligevel raadne rundt omkring i Fngslerne. Og
Folket vilde vi ikke have gavnet en Djt mere! Eller tror du maaske, at
de giver os Frihed som Belnning for god Opfrsel? Nej, vi maa kmpe med
de Vaaben, vi kan faa fat paa. Og hvis det bringer os Lidelser -- saa
meget des bedre! Det vil vre et nyt Vaaben i vor Haand. Lad dem blot
hnge os, skyde og myrde os i deres underjordiske Fngsler! Jo
grusommere de behandler os, des strre Fremgang faar vor Sag! Jeg vilde
blot nske, at de vilde slide mit Legeme i mange Stykker eller brnde
mig levende over en langsom Ild midt paa Torvet-- sluttede han med
hviskende, uhyggelig Stemme og saa paa hende med et flammende Blik.

Tania flte med Rdsel, at Grunden var ved at slippe vk under Fdderne
paa hende. IStedet for at dulme Ilden havde hun kun gydt Olie i den;
hun vidste ikke mere, hvad hun skulde sige.

Andrey -- hr mig! -- Der er noget mere, jeg vil sige; men nu har jeg
glemt, hvad det var-- stammede hun og lagde sin Haand paa hans Arm.
Det var noget meget overbevisende -- det ved jeg -- men mit Hoved er
ganske forvirret. Aa Gud -- det er alt sammen saa frygteligt! -- Men
vent blot et jeblik -- jeg kommer nok paa, hvad det var, jeg vilde
sige--

Jeg skal vente, saa lnge du vil, du kre Barn! sagde Andrey og
kyssede hendes hvide Pande. Lad os slet ikke tale mere om den Ting i
Dag, hrer du!

Hun rystede energisk paa Hovedet -- hun maatte og skulde sige det, der
laa hende paa Hjertet, netop nu -- iDag -- lige straks.

Jo -- ser du -- begyndte hun -- Bondebefolkningen, som tror paa
Czaren. -- Aa nej, det er ikke det, jeg mener. -- Men den Del af
Samfundet, som nu er neutral. -- Nej, jeg kan ikke! brd hun pludselig
af; der gik en heftig Sklven igennem hendes Legeme, og hendes Lber
blev ganske hvide.

Aa, min Gud, hvad skal der blive af mig, naar de drber dig? gispede
hun, lagde Haanden over jnene og kastede sig tilbage.

Min stakkels, kre, lille Tania! udbrd Andrey og greb hende i sine
Arme. Jeg ved jo, hvilket frygteligt Kors jeg lgger paa dig. Det er
saa langt, langt svrere for den, der bliver tilbage, end for den, der
gaar bort. Men tro mig, min egen kre, min Skbne falder mig heller ikke
let. Livet var blevet saa dyrebart for mig nu, siden jeg ejede dig! Det
er svrt, frivilligt at maatte kaste det fra sig -- frivilligt at
skilles fra dig og d, naar jeg kunde leve saa lykkeligt! -- Jeg vilde
give alt for at kunne skaane os begge! Men det er umuligt! Slaget _maa_
slaas! Jeg kan ikke trde tilbage, fordi jeg elsker dig. Jeg vilde
foragte mig selv -- fle mig som en Lgner og en Bedrager over for mit
Land, min Mission og mit eget Selv. Tror du, jeg kunde leve med en
saadan Byrde paa mit Sind? Og tror du, at vor Krlighed kunde trives
under saadanne Forhold? -- Tilgiv mig, min elskede! Tilgiv mig for vor
flles store Sags Skyld, for vort dyrebare Lands Skyld den Sorg, jeg
bringer over dig! -- Hvad betyder Dden -- hvad vil alle vore Lidelser
sige, hvis vi derved blot en eneste Dag fr kan gre Ende paa al den
grnselse Ulykke rundt omkring os?--

Han talte med dmpet, nsten hviskende Stemme, udmattet, som han var,
af denne unaturlige Kamp.

Hans Ord var en Bn om Fred, om Henstand og talte lige til Tanias
Hjerte; der foregik pludselig en fuldstndig Forandring med hende. Hvor
ungdommelig, hvor romantisk og overspndt en Kvindes Krlighed end er,
saa vil der dog altid paa Bunden af den -- hvis hun da virkelig elsker
rigtigt -- vre noget af Moderens beskyttende og medlidende Flelser.
Andrey havde ved sine simple Ord, fremfrte med den sklvende, blde
Stemme, berrt denne Streng i Tanias Hjerte. Hun var ikke overbevist;
men hun bjede sig. Hvor kunde hun vel nnne at gre hans Lod endnu
tungere? Hendes Ansigtstrk formildedes, hendes dybe, mrke jne lyste
atter i uendelig mhed, da hun saa paa ham og lod sin Haand krtegnende
glide hen over hans Hoved, der laa i hendes Skd, og hun talte milde,
beroligende Ord til ham.

Fremtiden laa som et uhyre Mrke for hende -- hendes Liv endte med
Andreys frygtelige Daad. Men hun saa tydelig den Vej, hun _nu_ burde
gaa. Hun var hans Hustru, hans Ven og hans Kammerat, og det var hendes
Pligt at samle alt sit Mod for at kunne bistaa ham i hans svre Kamp og
tage saa meget som muligt af Byrden over paa sine Skuldre.

Hun var efterhaanden bleven ganske rolig; der var ingen Taarer i hendes
store, srgmodige jne; men indvendig grd hun Taarer af Blod -- ikke
lnger over sin egen Skbne, men over hans, som hun elskede.




V. KAPITEL.

_To Mnd._


Andrey gjorde sit Tilbud, og det blev antaget.

Den uhyre og komplicerede Sammensvrgelse, hvis udvende Haand han
skulde vre, var allerede i fuld Gang og arbejdede sig langsomt fremad
paa sin mrke, underjordiske Vej.

En Aften, omtrent fjorten Dage efter Andreys Tilbagekomst til St.
Petersborg, sad Advokat Repin i sit Arbejdsvrelse og ventede paa sin
Svigersn. Han havde Dagen fr sendt Bud til ham, at han nskede at tale
med ham, og havde nu givet Ordre til, at ingen andre end Andrey maatte
komme ind.

Den gamle Advokats Ansigt var tankefuldt og alvorligt, som han sad der
foran sit Skrivebord og aandsfravrende gennemsaa nogle Breve. Han havde
i Sinde at gre Andrey et Forslag, som laa ham meget paa Hjerte, og som
han lngtes efter at faa fremfrt.

Nsten bestandig, naar de sammensvorne har noget srligt alvorligt og
vanskeligt for, vil selv den Del af dem, der ikke er med i
Hemmeligheden, kunne spore, at der er noget i Gre -- det er, som om der
ligger Fare og Ophidselse i Luften omkring dem.

De indviede bliver mere forsigtige over for Politiet og paalgger mere
indtrngende end ellers deres Venner at vre paa deres Post over for
mulige Husundersgelser. Papirer, som ellers ligger aabenlyst fremme,
bliver tilintetgjorte eller anbragte paa sikre Steder. Ja, det kan vel
ogsaa hnde, at en enkelt, noget mere nervs end de vrige, viser Tegn
paa sjlelig Uro og Adspredthed. Saaledes hnder det ofte, at alle i
Partiet er forberedte paa, at noget vil ske, om end man ikke kender
selve Hemmeligheden.

Repin havde lnge iagttaget disse foruroligende Symptomer og var ikke i
Tvivl om, at der igen var nye, frygtelige Planer i Gre. For et Par Dage
siden havde han truffet Tania i en flles Vens Hus, hvor han dog ikke
havde haft Anledning til at tale alene med hende; men hendes nedtrykte,
forgrmmede Udseende havde bekrftet hans vrste Mistanke. Det maatte
vre noget ganske overordentlig farligt, der forestod; thi han havde
aldrig fr set sit Barn se saaledesud.

Det laa uden for hans Magt at kunne faa Tania helt bort fra alt dette,
men han vilde forsge, om han ikke for en Tid kunde faa baade hende og
Andrey ud af Bevgelsen. Nst efter Tania var hans Svigersn det
Menneske, han holdt mest af. Vistnok vilde han nppe, hvis han selv
havde haft Valget, have taget en Svigersn iblandt Oprrerne; men da
Tania alligevel selv var traadt over i Oprrernes Rkker, forvrredes
Sagen ikke synderligt ved, at hun giftede sig med en af dem. Hvis Andrey
blot ikke havde tilhrt netop den mest fortvivlede Afdeling af
Nihilisterne, vilde den gamle Advokat have vret helt tilfreds.

De to Mnd stod paa en udmrket Fod med hinanden, og Andrey besgte sin
Svigerfader saa ofte, det blot af Forsigtighedshensyn lod sig gre, og
talte aabent og frit med ham, for saa vidt som det lod sig forene med
hans Forpligtelser som aktiv Oprrer.

Repin kendte hele Dubravnik-Katastrofen i alle dens Enkeltheder og
vidste ogsaa, hvilken Fare Andrey for Tiden svvede i. Nu var netop
jeblikket kommet til for en Tid at faa ham fjernet, og det var det, som
han i Aften vilde foreslaa ham.

Han tog hjerteligt imod Andrey, som han ikke havde set, siden han kom
tilbage fra Dubravnik. Paa hans Sprgsmaal om, hvorledes Tania havde
det, svarede Andrey, at hun befandt sig i bedste Velgaaende.

Jeg tror, vedblev han med et Smil om Lben, medens hans jne dog
stadig havde et alvorligt Udtryk, at det er lige saa umuligt for en af
vore Folk at blive syg, som det er for en Salamander at faa Snue. Der er
saa forbandet hedt i vor underjordiske Verden, at ingen Bakterier kan
trives der.

Ja, du har Ret, der er meget hedt -- isr for dig, Andrey! svarede
Advokaten. Der fortlles, at Politichefen har sagt, at han vil lade
vende op og ned paa Byen for at faa fat paa dig -- dd eller levende.

Det er lettere sagt end gjort, -- svarede Andrey. Den Slags har de
sagt fr ved tidligere Lejligheder.

Alligevel -- de har i hvert Fald faaet Nys om, at du er her i Byen --
det ved du maaske ikke? Det er bedre ikke at lege med Ilden! Jeg synes,
at jeblikket nu er der til at forsvinde udenlands for en Tid! -- -- Det
er for Resten om den Sag, jeg nsker at tale med dig.

Andrey rystede energisk paa Hovedet.

Vr ikke alt for hastig med dit Afslag! sagde den gamle. Lad mig
frst faa talt ud! Et Par Maaneders Hvile vil ikke kunne skade dig, og
hvad Tania angaar, vil en saadan Ferie vre af uvurderlig Nytte for
hende. Hun vil faa Tid til at lse og studere. Thi du vil vel ikke
ngte, at Kundskaber er ndvendige for en Revolutionist?

Nej, det vil jeg ikke! svarede Andrey.

Nuvel, -- saa er der da noget godt ved min Plan, som du ser. Hun vil
vinde noget ind for Fremtiden, og du vil blive noget kvit af Fortiden,
og I vil begge vende dygtigere tilbage! -- Jo lnger I bliver borte, des
bedre, hvis du vil lytte til mit Raad. Dersom du skulde gre dig
Skrupler ved at trkke af Partiets Fond, saa vil jeg med Glde forsyne
dig med de ndvendige Midler. -- Naa, hvad siger du saa til mit
Forslag?

Andrey overvejede -- ikke, om han skulde tage imod Tilbudet, thi for ham
var Sagen klar nok -- men om ikke det vilde vre en Udvej for Tania. --
-- Dog nej! Intet vilde faa hende til at forlade ham nu, paa dette
Tidspunkt, selv om det kun var for en kort Tid.

Tak for din gode Vilje! sagde han. Men det er mig aldeles umuligt at
gaa ind paa dit Forslag, og jeg tvivler om, at Tania gr det. Men der er
dog noget, du kan gre for os! Hvornaar flytter du ud i din
Sommervilla?

Om en Maanedstid, antager jeg -- maaske ogsaa lidt fr! Men hvorfor
sprger du?

Det vilde vre godt, om du kunde flytte noget tidligere ud-- sagde
Andrey, og om Tania saa maatte bo hos dig i nogle Maaneder.

Da Andrey vidste, hvor hjt Tania elskede sin Fader, havde han tnkt
sig, at det vilde vre lettere for hende at komme over Adskillelsen,
naar hun var hos ham. Tania var -- for hans Skyld -- gaaet ind paa denne
Plan, omendsknt hun for sit eget Vedkommende ikke troede, at det vilde
hjlpe hende synderligt.

Repin svarede paa Andreys Sprgsmaal, at han selvflgelig altid vilde
vre glad ved at have sin Datter hos sig. Men det var dog ikke det, han
havde tnkt sig; han vilde have dem begge ud af Kampen for en Tid, og
han begyndte paa ny i ivrige Ord at tale for sit Forslag.

Det nytter ikke mere at tale om den Ting, afbrd Andrey ham bestemt.
Det er mig aldeles umuligt for jeblikket at forlade Byen.

Repins Ansigt formrkedes. Det var tydeligt, at der forestod noget
alvorligt, og Andrey var rimeligvis Manden, der ledede det.

Det er vel atter en eller anden djvelsk Plan, Ihar for? sagde han
med dmpet Stemme.

Ja -- saadant noget er det, svarede Andrey kort.

Et jeblik tav de begge.

Jeg finder sandelig ikke, at du behver at vre saa forhippet paa at
knkke Halsen-- sagde Repin til sidst. Du har risikeret den ofte nok
i den sidste Tid og kunde gerne tillade dig lidt Hvile nu.

En Soldat kan ikke unddrage sig Tjenesten i Krigstid, blot fordi han
nylig har gennemgaaet store Strabadser, -- svarede Andrey.

Nej -- men Soldaten aflses nu og da i sin Tjeneste -- for at blive i
din Lignelse -- sagde Advokaten.

Undertiden, ja! Men der er ogsaa Tider, hvor der ingen Hvile undes ham,
og det er netop Tilfldet med mig nu.

Det var dette uovervindelige Mod og den ubetvingelige Vilje hos
Revolutionisterne, der tiltalte den gamle Advokat, og isr beundrede han
begge disse Egenskaber hos Andrey. Han for sit eget Vedkommende var saa
fortvivlet skeptisk, og han havde set saa megen Fejghed og Egoisme rundt
om sig, at han ikke kunde lade vre med at beundre disse Menneskers
Trofasthed over for den Sag, de tjente. Selv om han ikke var i Stand til
at dele deres Begejstring for Sagen, saa flte han dog den allerstrste
Sympati for dem som Personer.

Men denne Dag var han pirrelig og fortrdelig -- Skuffelsen over Andreys
Afslag havde vret ham for stor, og i bitre, haanlige Ord bebrejdede han
Nihilisterne deres Stdighed og vilde Fanatisme.

Andrey hrte efter med et Smil paa Lben -- og besvarede halvt
alvorligt, halvt spgende den gamle Mands Udfald.

Hvis I i Virkeligheden nsker at gavne eders Land, saa maa I i hvert
Fald srge for at lgge Baand paa eders lidenskabelige Vrede, saa lnge
den ikke affder andet end delggelse og Ulykke! sluttede Repin sin
heftige Tale.

Er du da vis paa, at den ikke affder andet end delggelse og Ulykke?
spurgte Andrey. Husk paa, at Moskva tndtes i Brand ved en Tllepraas!
Og det er en flammende Fakkel, som vi har kastet ind i Hjertet paa
Rusland. -- -- -- Ingen kan forudsige Fremtiden, og ingen er ansvarlig
for, hvad den brer i sit Skd. Vi kan kun gre vort Bedste for
jeblikket, og de Eksempler, vi har aflagt paa, at der staar Mnd bag
Revolutionen, kan aldrig vre helt frugteslse. Med din Tilladelse vover
jeg at sige, at vi har givet Russerne deres Selvrespekt tilbage, og at
det er os, der har frelst den russiske Nations re, saa at det at vre
Russer nu ikke lnger er identisk med at vre Slave.

Beviser I maaske denne Paastand igennem jeres foragtelige Angreb paa de
enkelte Individer? spurgte den anden bidende.

Hvem har Skylden her? raabte Andrey, irriteret over hans Tone. Ikke
_vi_ -- ihvert Fald! Nej! det er jeres Skyld! -- hele den store Del af
det frisindede Rusland, som fornemt holder sig tilbage fra Kampen,
medens vi -- eders egne Brn, -- kmper og omkommer i Tusindvis -- Aar
for Aar----

Andrey tnkte ikke paa at ramme Repin med denne Beskyldning -- Repin var
snarere en Undtagelse fra Regelen; men desuagtet flte den gamle Mand
disse Ord som rettede mod sig. Han tav en Stund, og da han atter talte,
var det i en helt anden Tone og paa en hel anden Maade end fr.

Lad os formode, at det er, som du siger, begyndte han roligt. Det er
os, de saakaldte bedre stillede, der er Kujoner. Men naar det nu en
Gang er saaledes, og I ikke formaar at ndre det, vilde det da ikke vre
bedre, om I regnede med det som et Faktum og ikke til ingen Nytte rendte
Hovederne imod Muren?

Aa nej -- saa galt er det ikke! Vi har andre Hjlpekilder end det gode
Selskab -- ja, vi har endog det Haab, at dette gode Selskab ved
Tilfrsel af nyt Blod maa kunne forbedres, svarede Andrey halvt
spgende og afbrd derpaa Samtalen ved at gaa over til andre Emner.

Lidt efter gik Andrey; de to Mnd skiltes lige saa hjerteligt, som de
havde mdtes. Repin gentog, at hans Hus og hans Midler til enhver Tid
stod til hans Raadighed.

Andrey svarede, at han vidste det og var ham oprigtig taknemmelig
derfor.

Farvel, Grigory Alexandrovitch! sagde han og trykkede varmt hans
Haand. Jeg ved ikke, hvornaar jeg igen faar Tid til at besge dig!

Der var et besynderligt Udtryk i Andreys Ansigt, som Svigerfaderen frst
senere forstod.


Andrey gik ikke lige hjem; han havde frst noget at besrge i
Hovedkvarteret. Her fik han Bekrftelse paa sin Svigerfaders Udtalelser:
Politiet var strkt paa Spor efter ham, man vidste med Bestemthed, at
han opholdt sig i Hovedstaden og havde sin Bolig paa den anden Side af
Nevaen. Det var ndvendigt for ham straks at sge sig et andet Kvarter.
Vennerne raadede ham indstndigt til ikke mere at gaa hjem; men Andrey
frygtede for, at det paa den anden Side kunde vkke Mistanke, hvis
Husets Beboere saa Tania flytte alene. Ad uendelige Omveje og med
Iagttagelse af den strste Forsigtighed naaede han endelig sit Hjem.

Hvad var det saa, Fader vilde dig? spurgte Tania.

Andrey fortalte hende det og ligeledes, at man i Hovedkvarteret havde
bekrftet den gamles ngstelser, saa at de blev ndte til at flytte
straks. De tog jeblikkelig fat paa at pakke de faa Ting sammen, som de
vilde have med. -- Det lykkedes dem, tidlig nste Morgen, ial Stilhed
at forsvinde fra Stedet og lige saa ubemrket at holde deres Indtog i en
anden Lejlighed.

Den ny Bolig var saa sikker, som kun de mest yderliggaaende
Forsigtighedsregler, dikterede af lang og prvet Erfaring, kunde gre
den. Men desuagtet viste det sig snart, at Stedet her heller ikke var
tilstrkkelig sikkert. Politiet anede intet om det paatnkte Attentat
paa Kejseren; men alligevel blev Jagten efter Andrey mere og mere ivrig.

Hovedkvarteret vilde under disse Omstndigheder ubetinget vre den
rigtige Plads for ham -- der vilde han kunne vre absolut sikker for
Politiet og holde sig indendrs i Dage, ja Uger, uden at det vakte
nogens Opmrksomhed.

For Tania var Tanken om at skulle skilles fra Andrey fr Tiden
forfrdelig -- hver Dag, de havde tilbage sammen, var for hende en Skat,
som, jo lngere man nrmede sig Maalet, blev hende mere og mere dyrebar.

Andrey derimod flte en saadan Adskillelse nsten som en Lettelse. Tania
havde siden hin frygtelige Dag, da han fortalte hende sin Hemmelighed,
tappert gennemfrt med Mod og Selvforngtelse at bre det uundgaaelige
-- men han saa kun alt for vel, hvad denne tavse Heroisme kostede hende,
og Synet af hendes unge, forpinte Ansigt sndersled hans Sjl.

Han fulgte derfor Vennernes Opfordring til at flytte til Hovedkvarteret
i de Par Uger, der endnu kunde vre tilbage, og Stedet egnede sig godt
til at berolige hans Nerver -- de utallige Forretninger, som her optog
alle, og hvoraf ogsaa han fik sin Del, gav ham ikke Tid til at henfalde
i Grublerier over sine egne personlige Flelser.

Hovedkvarteret var Centrum for Partiets hemmelige Korrespondance over
hele Rusland, dertil indlb alle Meddelelser -- fra Fngslerne,
Fstningerne, Minerne i Sibirien og fra de, fjerne Isregioner -- enhver
Post bragte Fortllinger om delagte Menneskeskbner, om frygtelige
Familietragedier, om Vanvid, Selvmord og Dd under alle Former.

Med alt dette for je blev Tanias og hans egen Skbne ikke noget
enestaaende.

En Gang under hans Ophold her afholdtes der et af de almindelige, strre
Mder, hvor ogsaa Tania var til Stede. Andrey var glad ved at se, hvor
fattet hun saa ud -- hun lyttede opmrksomt til Diskussionen og aflagde
roligt sin Beretning, da Turen kom til hende.

Da Mdet var forbi og enhver efterhaanden gaaet til sit, blev Tania
tilbage; det var hendes Agt at blive hos Andrey Aftenen over. Det
lykkedes dem at finde et Vrelse, hvor de kunde vre ene; men i Vrelset
ved Siden af taltes der saa hjt og ivrigt, at de uafbrudt hrte Ordene
derinde fra. Det var dem ikke muligt at faa en fortrolig Samtale i Gang.
For Tania blev denne Tilstand uudholdelig -- og efter en halv Times
Forlb rejste hun sig for at gaa.

Andrey sgte ikke at holde hende tilbage.

Bliver det snart? spurgte hun.

Ja.

Han forstod straks, hvad hun mente.

Hvornaar? spurgte hun nppe hrligt uden at se paa ham.

Om en Uge! svarede Andrey kort.

Hvis der ikke havde vret mrkt i Vrelset, vilde han have set, at hun
skiftede Farve -- hun havde ikke troet, at det var saa nr; -- men hun
sagde intet, stod kun ganske ubevgelig henne ved Dren. Saa traadte hun
pludselig helt tt hen til ham, greb hans Haand og sagde med en sagte,
lidenskabelig Stemme, medens hendes jne gldede i Mrket:

Jeg maa se dig forinden -- men ikke her, ikke i Dag -- hjemme hos os
selv! -- Kom, hrer du! -- -- Jeg kan ikke skilles saaledes fra dig!

Ja, jeg skal komme! hviskede han tilbage, og uden at sige et Ord mere
var hun forsvunden ud af Stuen.

Andrey var alene -- forvirret og urolig -- denne lidenskabelige,
hviskende Stemme -- disse gldende jne havde i et Nu forandret alt i
ham -- de havde vakt hans hede Lngsel efter Livet -- Elskov og
Lykke--, som han troede helt at have faaet Bugt med. Ja, han _maatte_
se hende endnu en Gang. Han _kunde_ ikke d forinden.

Men han nskede, at dette Besg var overstaaet, eller rettere, at hans
frygtelige Gerning, der vilde ende hans Liv, skulde finde Sted den nste
Dag og ikke frst en Uge senere. Han var ikke fdt til at vre Martyr --
det vidste han kun alt for vel. Men en frygtelig Ndvendighed, over
hvilken han ingen Magt havde, bd ham at kue sine egne Lngsler og
frivilligt at give sit Liv hen.

Om Natten havde Andrey en besynderlig Drm. Han gik paa en uhyre Slette,
over sig havde han en uendelig trstesls, gul Himmel. Han vidste, at
han sov, og dog gik han. Omkring ham var der kun graat Sand, hist og her
enkelte Klipper og store Stene, som gjorde Landskabet endnu mere de og
vildt. Tunge, mrke Skyer jog i rasende Fart hen over Himlen, sknt der
ikke var den mindste Vind. Intet Spor af Liv var at se, og dog var
Landevejen, hvorpaa han gik, nedtraadt af mange Menneske-fdder. Andrey
undrede sig over, at han var ganske alene paa en Vej, der syntes saa
strkt befrdet. Men pludselig befandt han sig midt i en Skare Mennesker
-- med blege, skyggeagtige Ansigter -- de fleste var ganske fremmede for
ham. Da saa han med t Boris, Vasily og Botcharov -- den sidstes Ansigt
kunde han dog ikke se, thi han var ifrt en stor, vid Kappe, hvis Htte
var trukken ned over Hovedet paa ham, medens begge de lange rmer var
bundne bag paa Ryggen. De to andre bar almindelige Dragter og saa paa
ham med et mrkt Udtryk!

Naa, endelig mdes vi! sagde Boris med et uhyggeligt ironisk Smil. Du
havde nok ikke tnkt at skulle trffe mig!

Nej, det havde jeg ikke, svarede Andrey, for jeg troede, at du var
dd!

Det er vi ogsaa; men vi kom for at holde dig med Selskab, og Zina
sender dig Brev. Kan du kende Botcharov? Han har taget en Ligdragt paa
-- bare for Kommers! -- Men du kan godt komme til at se ham!

Med disse Ord lftede han Htten, og Andrey saa under den sit eget
Ansigt med frygtelig fortrukne Trk. Han flte Blodet stivne i sine
Aarer af Rdsel; men efterhaanden, som han stirrede, blev dette Ansigt
til Botcharovs, der smilede fornjet til ham og blinkede sklmsk med det
ene je.

Det er bare for Kommers! sagde han.

Andrey fandt, at det var en daarlig Spg, men vovede ikke at sige noget;
han flte Angst for dem alle.

Hvor skal vi egentlig hen? sagde han til Boris.

Til Landet med Floder af Mlk og Honning! Det ligger paa den anden Side
af Bjergene der! svarede Boris og pegede frem. Hvis du tvivler, saa
kan du lade den gamle Fyr der forklare dig, hvorledes det kan lade sig
gre i fuld Overensstemmelse med Kejserrigets Love!

Andrey saa frem foran sig og opdagede nu den gamle Repin, kldt i en
sort Kappe med en stor, bredskygget Filthat -- saadan som Fakkelbrerne
bruger ved Ligbegngelserne -- under Armen holdt han noget, der lignede
en uhyre Protokol. Han gik umiddelbart foran dem uden en eneste Gang at
se sig om -- som en Mand, der skal vise Vej. Men pludselig blev det til
Czar Alexander selv, og i samme jeblik huskede Andrey, at det var hans
Pligt at drbe ham, og at han -- uagtet Tiden endnu ikke var kommen --
burde gre det straks -- nu, her, hvor en saa uventet gunstig Lejlighed
frembd sig. Men Modet svigtede ham, og hans Haand vilde ikke lystre.
Fortvivlet og rasende forsgte han Gang paa Gang; men det var ham ikke
muligt at rre sin Haand.

Saa faldt det ham ind, at det hele jo kun var en Drm, og at det
saaledes intet havde at sige, om han drbte Czaren nu -- det skulde dog
gres om igen. Derved blev han atter helt let til Mode, gik hen til
Czaren og hviskede ham ind i ret: De er fortabt, hvis De bliver
genkendt her. Hvor i Alverden kan De, som lever, komme paa dette Sted?

Og De selv da? spurgte den anden ligeledes hviskende.

Det er sandt, hvad har jeg her at gre? tnkte Andrey. Vi maa se at
sagtne vore Skridt, saa at vi faar de andre foran os!

Men nppe havde han faaet tnkt denne Tanke til Ende, frend hele Skaren
kastede sig over ham med lftede Hnder og skummende af Harme.
Forrder! ld det fra alle Sider, og Czaren, som nu var bleven til
Taras Kostrov, greb ham heftigt i Skulderen og rystede ham.

Andrey udstdte et Skrig og vaagnede.

I det svage Morgenlys saa han Georg staa bjet over sig med et
ngsteligt Udtryk i Ansigtet.

Hvad er det? Hvad vil du mig? raabte Andrey endnu halvt under
Indtrykket af sin Drm.

Jeg var bange for, at du var syg -- du har uafbrudt stnnet og jamret
dig i Svne! svarede Georg. Jeg syntes, det var bedst at vkke dig.

Aa ja, jeg har haft en rdsom Drm! sagde Andrey, som nu var helt
vaagen. Jeg saa Boris og Vasily, og de kaldte mig for en Forrder -- og
det frygtelige var, at jeg fortjente det. Det var netop det Ord, du
raabte hjt, idet jeg kom hen til din Seng! svarede Georg.

Gjorde jeg? Naa, saa er Fornrmelsen jo ikke saa stor, svarede Andrey
smilende og fortalte Vennen sin Drm.




VI. KAPITEL.

_Afsked og Slutning._


De sammensvornes Arbejde nrmede sig sin Fuldendelse, og den
skbnesvangre Dag stod for Dren.

Dagen efter, at Tania havde vret til Stede ved Mdet i Hovedkvarteret,
hndte det, at Andrey ved at rense og pudse sin Revolver -- den, han
skulde bruge til Attentatet -- kom til at knkke en Fjeder. Der vilde
ikke blive Tid til at faa den repareret; thi der paafulgte nu flere
Helligdage. En Ven tilbd ham sin og anbefalede den som en i alle Maader
paalidelig og sikker Revolver. Andrey stolede paa hans Ord uden at gre
sig den Ulejlighed at prve Vaabnet ude paa aaben Mark eller i et
Skydelokale.

Han vilde ikke have vret saa ligegyldig, hvis dette Uheld var hndet
paa et tidligere Tidspunkt; men efterhaanden som den afgrende Dag
nrmede sig, var alle hans sjlelige Evner koncentrerede om selve det
afgrende jeblik.

Rdslen for Dden er saa dybt rodfstet i ethvert Menneske, at vist kun
meget faa kan overvinde den helt endog i jeblikke af den hjeste
sjlelige Spnding. Men absolut ingen kan Dag for Dag, Uge for Uge leve
under et saa strkt aandeligt Tryk uden til Tider at slappes.

Andrey skyede med jernhaard Energi alt, som kunde indvirke svkkende paa
hans Nerver og Vilje. Han flte godt, at et Mde med Tania vilde koste
ham en frygtelig Kamp, og han vilde helst have undgaaet det; men han
kunde ikke bringe det over sit Hjerte at skuffe hende saa frygteligt.
Bevbnet med al den Kulde og Haardhed, han raadede over, begav han sig
en Formiddag af Sted til deres flles Bolig.

Tania sprang op og lb ham i Mde, da hun saa ham komme, men fo'r
pludselig forskrkket tilbage ved at se hans forstenede, iskolde Udtryk.
Dog allerede i nste Nu laa hun om hans Hals. Hvad kom hans Kulde hende
ved? Med sine Krtegn og ved sin mhed skulde hun nok faa forjaget
Skyerne paa hans Pande.

Hvorfor er du ikke kommen fr spurgte hun mildt bebrejdende. Jeg har
ventet saadan paa dig.

Andrey nnnede ikke at sige hende, hvor haardt han havde kmpet med sig
selv for at ruste sig til denne Gang.

Du har vel haft saa meget at gre? spurgte hun.

Han nikkede tavst, og saa stod det pludselig klart for hende, at Sagen
nrmede sig sin Afslutning, og at dette var deres sidste Mde. Hun
bjede Hovedet og tav stille; men Andrey begyndte nu i en rolig
forretningsmssig Tone at fortlle alle Enkeltheder ved Attentatet, som
om det var det mest naturlige og behagelige Samtale-Emne for dem begge.
Han forklarede, hvorledes de ved Hjlp af en Mngde fiffige Kneb vilde
forsge, at komme inden for den Kde af Spioner, som omgav Czaren paa
hans daglige Morgentur.

Tania hrte ikke efter hans Ord -- hun saa i Forbavselse paa ham --
hvorfor fortalte han hende alt dette? Han selv syntes at vre trt af
det hele; han talte med en monoton, klangls Stemme, og hans Ansigt
havde det samme forstenede Udtryk, som da han kom.

Det var jo ikke mer hendes Andrey! Det var en fremmed Mand! Ikke et mt
Ord, ikke et Blik havde han tilovers for hende ved denne sidste
Sammenkomst!

Aa Gud, de har jo helt forvandlet ham! -- det er ikke min Andrey!
skreg det inden i hende. Til sidst kunde hun ikke lnger udholde at hre
paa denne lidenskabslse, kolde Stemme.

Ti stille! raabte hun. Hvad kommer Czaren og alle jeres Lumskerier
mig ved?

Tania dog! udbrd han i maalls Forbavselse.

Hun slog fortvivlet Hnderne sammen over Hovedet. Hvor kunde hun dog
vre saa grusom at tale saaledes til ham i et jeblik som dette?

Tilgiv mig! sagde hun, greb hans Haand og kastede sig heftigt ned over
den. Jeg vd ikke selv, hvad jeg siger!

Hun blev liggende en Stund i denne Stilling med Hovedet hvilende paa
Armen af den Stol, paa hvilken han sad -- hendes Haar faldt i Uorden ned
over hende og skjulte Ansigtet -- hun aandede tungt og hastigt.

Andrey troede, hun grd, og Synet af denne kre, brudte Skikkelse
sndersled hans Hjerte. Men hvad Trst kunde han give hende? Hvad kunde
han sige, som ikke ld tomt og intetsigende i dette jeblik? Tavst
krtegnede han hendes Haar og sgte at stryge det til Side. Da lftede
hun sit Hoved, og han saa, at hendes jne var taarelse og skinnede som
i Feber. Med et haardt Blik saa hun paa ham og vendte sig saa bort, idet
hun fortvivlet vred sine Hnder.

Hun vidste, at han var lige ved at gaa, og at hun -- selv om hun dde
her paa Stedet foran hans Fod eller forsgte at knuse sit Hoved mod
Muren der -- ikke vilde kunne holde ham tilbage. En Sten vilde have mere
Medflelse end han nu! Han vilde kun fle Foragt for hendes Svaghed --
-- -- Hvorfor -- hvorfor var han dog kommen----?

Andrey rejste sig meget rigtigt for at gaa.

Farvel, min elskede! sagde han stille og rakte Hnderne ud imod hende.

Hun fo'r sammen, som om det var noget ganske uventet, der hndte.

Nej -- nej, endnu ikke! raabte hun angst -- aa, gaa endnu ikke!
tilfjede hun bnligt.

Han trak hende ind til sig og tog hende i sine Arme.

Jeg maa gaa! -- Jeg tr ikke blive lnger! sagde han. Farvel, Tania,
min egen, min elskede!

Hun saa ind i hans jne, og nu -- endelig genkendte hun sin Andrey! --
og nu vilde han forlade hende!

Smerten overvldede hende. Det var alt for grusomt -- -- Det kunde ikke
vre sandt! Han maatte ikke gaa for at lade sig drbe! -- Hun kunde ikke
leve uden ham! Han var hendes -- og det var ikke hendes Skyld, at han
var bleven alt for hende----!

Andrey! raabte hun ude af sig selv -- du er min! -- Jeg slipper dig
ikke -- du maa ikke gaa fra mig! -- Hrer du, Andrey -- du maa ikke!

Men i nste jeblik lsnedes hendes Fingre under deres krampagtige Greb
-- hun bjede Hovedet og lod sig falde ned i en Stol. -- Bleg,
tilintetgjort og med lukkede jne vinkede hun til ham, at han skulde
gaa.

Der _var_ noget strre -- noget, for hvilket de begge havde lovet at
ofre alt: Liv, Lykke og Elskov.

Men det var tungere for ham at gaa nu, da han saa hendes stille,
selvforngtende Sorg, og han gik hen til hende, kastede sig paa Kn for
hende og bedkkede hendes Ansigt, hendes Hnder, hendes jne med hede,
brndende Kys.

Gaa! hviskede hun. Jeg holder det ikke ud lnger! Skynd dig -- gaa!
Jeg er roligere nu!

Han rev sig ls med Magt og stormede ned ad Trappen, som om alle
Helvedes Furier var efter ham. Der laa en Taage for hans jne, hans
Hoved svimlede, og Gaden gyngede op og ned, som om han var beruset.

Tania havde ikke hrt ham gaa; men hun hrte Gadedren smkke i. Som
brndt af et gldende Jern sprang hun i Vejret ved denne Lyd og lb hen
til Vinduet for endnu at faa et sidste Glimt af ham at se. Men han var
allerede borte -- borte for bestandig! Endnu levede han -- for hende var
han allerede tabt! -- Nu kmpede hun ikke lnger imod sin Sorg.
Fuldstndig knkket, med Haanden for jnene lod hun sig falde ned paa
Sofaen og brast ud i brndende, smertende Taarer. -- Hun syntes, hun
maatte kunne grde sig ihjel -- hendes Hnder, Kinder og Sofaen, hun laa
i, var vdet af hendes Taarer; det var, som om der ikke var Ende paa
dem, og alt imedens sklvede hendes Legeme som i Krampe, og det sled og
skar i hendes Bryst. -- Hendes Krlighed, hendes Liv, hendes Lykke --
alt var med et Slag tilintetgjort! Den store Sag -- det dyrebare
Fdreland eksisterede ikke for hende i dette jeblik -- alt forsvandt
for hendes egen grnselse Fortvivlelse -- som var uden Ende, uden
Lindring og frst vilde holde op, naar hendes eget Hjerte ophrte at
slaa.----

Men lad os drage et Slr for hendes Sorg. Den vil mildnes lidt efter
lidt -- hverken i Dag eller i Morgen, -- men i Tidens Lb, og den vil
lade hende tilbage som en helt anden Kvinde. Hvis hendes Skbne havde
mdt hende nogle Aar senere, vilde den ikke have knkket hende saa
fuldstndig som nu. Men det blev hendes Lod at skulle begynde med det
tungeste straks.


Den store og frygtelige Dag var kommen.

Fra det frste Morgengry laa Andrey kun i en Ds, hvoraf han hvert
jeblik fo'r op for at se paa sitUr.

Lnge fr Tiden kldte han sig paa. Han var i en ganske egen
Sindstilstand denne Morgen, lige langt fra haabls Resignation og fra
begejstret Eksaltation. Der var en lidenskabsls, absolut indre Ro over
ham som over en Mand, der har opgjort sit Regnskab med Livet, som intet
har at vente, intet at frygte og intet mere at give bort. Vistnok havde
han endnu den ene Gerning -- hans Livs strste -- for sig; men der var
allerede arbejdet saa meget paa den, at det forekom ham, at det, der var
tilbage, nsten allerede var udfrt.

Uagtet han endnu levede, var i fuld Besiddelse af sin aandelige og
fysiske Kraft, havde han en besynderlig, nsten haandgribelig Flelse af
at vre en dd Mand. Det var med en fremmeds rolige, lidt medlidende
Overlegenhed, at han tnkte paa alle dem, der stod ham nr, og paa alt
omkring sig.

Hele hans Liv laa i dets mindste Enkeltheder saa mrkvrdig klart for
ham. Han tnkte paa Tania, paa Vennerne, paa Partiet og paa Fdrelandet
-- paa en fuldstndig lidenskabsls Maade, som om det alt var noget, der
laa ham saa uhyre fjernt.

Da Vatajko noget senere kom ind, traf han Andrey fuldt paakldt og rede.

Den unge Mand saa paafaldende alvorlig og bedrvet ud; men Andrey lagde
nppe Mrke til ham; for ham var han kun en Skygge.

Der er en af dine Vagtposter her udenfor, som gerne vilde hilse paa
dig, hvis du ikke har noget imod det, sagde Vatajko stille.

For Andrey var det fuldstndig ligegyldigt, om han hilste paa nogen
eller ej; men som god Kammerat svarede han dog venligt, at det
selvflgelig vilde glde ham, og spurgte om Mandens Navn.

Det er Sazepin, svarede den anden. Husker du ikke, at du traf ham ved
Grnsen forrige Aar, da du vendte tilbage, og han rejste bort?

Aa jo, Andrey huskede godt dette Mde i det lille tyske Gstgiversted og
den livlige Debat, de frte; men hvor uendelig fjernt var det ham
ikkenu!

Sazepin kom ind, i Begyndelsen noget trykket af de egne Forhold,
hvorunder de atter mdtes; men han genvandt snart sin sdvanlige, lidt
stjende, ungdommelige Maade at vre paa.

I Andreys Vsen og Tale laa der intet, der opfordrede til Hjtidelighed;
han var, som han altid plejede at vre -- maaske kun lidt
aandsfravrende.

De talte om deres Mde ved Grnsen -- om Annie Vulitch, David og
Ostrogorsky.

Sazepin var for tre Maaneder siden vendt tilbage til Rusland over
Sydgrnsen og havde i Odessa truffet Klein og Levshin. Andrey spurgte
til dem alle, endsknt han nppe selv forstod hvorfor. -- Hvad vedrrte
alt dette hamnu?

Ikke n Gang, ikke med et eneste Ord berrte de den forestaaende
Handling. Ved Tebordet -- Andrey tvang sig til at nyde noget -- fortalte
Sazepin en fornjelig Historie om, hvorledes han en Gang af en af deres
egne Forposten var bleven tagen for en Politispion.

Pludselig afbrd Andrey ham midt i en Stning ved at sige: Nu er det
Tid! Alle rejste sig jeblikkelig i dybeste Alvor.

Afskeden var kort og uden mange Ord -- de to unge Mnd omfavnede og
kyssede Andrey paa russisk Vis og gik derpaa bort ad en Bagtrappe, ad
hvilken de uset kunde slippe ud paa Gaden. Andrey skulde -- som den, der
sidst viste sig paa Scenen -- frst gaa tyve Minutter senere.

Prcis paa det aftalte Klokkeslt forlod Andrey Huset. Udenfor var det
en herlig Foraarsmorgen med klart Solskin og stille mild Luft. -- Czaren
vilde sikkert ikke undlade i Dag at foretage sin sdvanlige Spadseretur.

Vejen til Slotspladsen, hvor Attentatet skulde finde Sted, var meget
lang og skulde tilbagelgges til Fods, da en Vogn vilde vkke mere
Opmrksomhed end en enlig Fodgnger. Andrey gik med sdvanlig jvn Gang,
han havde beregnet Tiden saaledes, at han vilde kunne vre paa Stedet i
det afgrende jeblik. -- Han gik roligt fremad -- Gade efter Gade, uden
at se eller nse, hvad der foregik omkring ham. Men ved Hjrnet af
Taurida Parken hndte der ham noget, der med t Slag bragte ham ud af
hansRo.

Et ungt Par kom gaaende ham i Mde; det var tydeligt, at det var to
elskende; de havde hinanden under Armen, og den unge Mand talte; det
maatte vre noget meget mt; thi den unge Pige blussede, og begges
Ansigter straalede i inderlig Lykke.

Andrey kunde ikke faa sine jne fra den unge Pige -- hun lignede saa
paafaldende hans egen Tania, kun var hun lidt hjere, og hendes
Underansigt var bredere; men hendes Hudfarve, den Maade, hun bar sit
Hoved paa, og de lange, mrke jenvipper var aldeles Tanias. Ja selv den
Kjole, hun var ifrt, mindede om Tania.

Han vilde have givet meget for at se Blikket i hendes jne, han var vis
paa, at de ogsaa maatte vre som Tanias; men den unge Pige var saa
optaget af at se paa sin Ledsager, at han hele Tiden kun havde hende i
Profil. Parret gik videre, drejede om et Hjrne og forsvandt.

Hos Andrey havde dette Mde vakt Flelser og Minder, som ban troede for
stedse var stedte til Hvile i hans Bryst. Tanias Billede stod ikke
lnger for ham som en fjern Skygge, men som en varm, ung og levende
Kvinde -- fuld af mhed, Sknhed og hjerteskrende Sorg.

-- -- Hvorledes mon det stakkels Barn havde det? Og hvorledes vilde det
gaa hende i Nat, naar hun vidste, at den store Daad var overstaaet, og
at han sad i Fngselscellen? Hvorledes vilde hun bre dette
Slag?------

Den ene Tanke mere srgmodig end den anden jog igennem hans Hjerne.
Hvorfor havde de ogsaa truffet hinanden? Hvis han ikke var kommen, vilde
hun rimeligvis have giftet sig med Georg, og de vilde have levet
lykkeligt sammen i mange Aar!--

-- -- Medens hun nu maatte betale nogle faa Maaneders Lykke med en saa
uhyre Pris.------

Billeder fra deres korte Samliv stod t for t klart for ham -- lokkende
og smertende. Han saa dette kre Ansigt smile i Lykke og overstrmmende
mhed -- -- og han saa det atter -- som ved det sidste Mde --
fortrukket af Sorg og Smerte.

Andrey gik mekanisk videre den rigtige Vej; men hans Tanker var ikke
mere ved hans Gerning, og han havde uvilkaarlig sagtnet sine Skridt.

Pludselig, da han kom ud for Panteleimon Kirken, mindedes han, hvorfor
han gik her, han saa paa sit Ur og blev bleg af Skrk; han vilde
rimeligvis ikke kunne naa at vre paa Stedet i rette Tid.

Elskov, Sorg, Minder og Lngsel var med t Slag som bortvejret, og uden
at bryde sig om den Opmrksomhed, han rimeligvis vakte, gav han sig til
at gaa saa hurtigt, som det var muligt, uden ligefrem at lbe.

Idet han drejede ind i en lille Sidegade nr ved Slottet, hvor Vatajko
skulde vente paa ham, saa han den unge Mand komme imod sig -- hans
Ansigt var paafaldende blegt og forstyrret. Der var ingen Tvivl om det
-- han kom for sent------!

Nej! svarede Vatajko paa hans ngstelige Sprgsmaal. Du kommer
tidsnok; men jeg var angst for, at du ikke vilde komme. Heldigvis har
Czaren i Dag gjort en lngere Tur end ellers!

Andrey sukkede lettet.

Der er vel intet srligt hndet dig undervejs? spurgte Vatajko.

Nej, ikke det ringeste, svarede Andrey. Jeg venter her paa denne
Bnk, gaa saa du og st vore Folk i Bevgelse!

Da Andrey var bleven alene, lftede han sin Haand op imod Luften for at
se, om den var ganske rolig.

Nej! Fingrene rystede ubetydeligt! -- -- Han ventede nogle Minutter, saa
lftede han den igen -- denne Gang var den ganske rolig.

Et jeblik efter saa han Sazepins hje Skikkelse vise sig for Enden af
Gaden. Det var Signalet; han rejste sig og gik ham i Mde.

Sazepins Ansigt var hjtideligt -- nsten srgmodigt; idet Andrey
nrmede sig, saa han med et betegnende, rbdigt Blik paa ham og gjorde
en Bevgelse med Hovedet, som nrmest lignede et Buk.

Tal! sagde Andrey.

Czaren kommer den sdvanlige Vej, hviskede han.

Andrey fortsatte sin Vej og vinkede med Haanden, som om han vilde betyde
den anden at forsvinde. Nu var Turen til ham alene.

Omtrent i fem Hundrede Alens Afstand fra Slotspladsen befandt Andrey sig
pludselig midt inde i den Skare af Spioner og Skildvagter, som gaaende
eller posterede har at vogte over Czarens Vej med Ordre til at holde
enhver fremmed borte, Mand eller Kvinde, og om forndent at foretage
Arrestation.

En ldre, graahaaret, distingveret udseende Herre -- som Andrey aldrig i
sit Liv vilde have taget for en Spion -- traadte hen til ham og sagde i
en hflig, men bydende Tone:

Vr saa god, min Herre, at gaa en anden Vej!

Af hvilken Grund? spurgte Andrey forbavset, idet han samtidig vedblev
at gaa fremad.

Den anden fulgte tt efter ham.

Det er strengt forbudt enhver at gaa denne Vej. Vr saa venlig at vende
om, eller De vil faa Ubehageligheder! sagde han bestemt.

Andrey trak paa Skuldrene.

Jeg begriber ikke, hvorfor Folk ikke maa gaa paa Gaden, sagde han,
idet han stadig gik videre.

Herren vinkede med Haanden, og i samme Nu kom to lange, civilkldte
Fyre, som havde staaet i nogen Afstand, hen imod Andrey i den synlige
Hensigt at fre ham bort med Magt. Hans Stilling var uhyre kritisk, og
han standsede for om muligt at vinde nogle Minutters Tid ved at skndes
med sine to Angribere. Men de sammensvorne havde beregnet Tiden godt;
thi i samme jeblik viste Czarens Hund sig for Enden af Gaden, og i
nste Nu vilde Czaren selv komme, og Spionerne var ndte til at have
Vejen fri.

Andrey gik roligt videre og naaede uhindret Gadehjrnet.

I dette jeblik var Czaren nogle Skridt foran Alexander den Frstes
Monument, med Ansigtet imod Slottet.

I et Vindue i et af Husene lige overfor iagttog to unge Mnd i spndt
Opmrksomhed og med bankende Hjerter denne Scene.

Den ene af dem var Georg. Han havde set Andreys Konflikt med Spionerne
og havde allerede opgivet ham som fortabt. Men i samme jeblik saa han
Czaren, Selvherskeren over alle Russere, dreje omkring Hjrnet og
Andrey, rolig og alvorlig som Skbnen selv, skride hen imod ham.

Det gav et uvilkaarligt Ryk i Czaren, da han saa en fremmed paa sin Vej;
men han vedblev desuagtet at gaa videre.

I aandels Spnding saa Georg Afstanden mellem de to Mnd blive mindre
og mindre, indtil den havde indskrnket sig til en tyve Alen. Efter
Reglementet skulde Andrey nu standse, tage Hatten af og staa barhovedet,
indtil hans Kejser og Herre var passeret.

Men i Stedet for at opfylde sin Underdanighedspligt fo'r Andrey med
Haanden i Lommen, trak sin Revolver frem, sigtede og fyrede.

Kuglen traf i Muren bag Czarens Ryg, omtrent i tresindstyve Alens
Frastand.

Revolveren stdte strkt -- der maatte tages Sigte langt nede, for at
Kuglen kunde ramme det skbnesvangre Sted.

Andrey opdagede dette for sent og stod et Sekund som lammet med begge
Hnder hngende ned. Inste Nu lb han fremad med rynket Pande og
ligbleg, affyrende Skud efter Skud.

Czaren -- ligeledes bleg -- lb, alt hvad han kunde, idet han med begge
Hnder samlede de lange Skder af sin Overfrakke sammen. Men han mistede
ikke Aandsnrvrelsen, han lb uafbrudt i Zigzag og gjorde det derved
vanskeligt for sin Forflger at sigte. Dette frelste ham; kun t af
Skuddene trngte igennem Slaget paa hans Frakke -- alle de andre fo'r
forbi.

I mindre end et Minut havde Andrey affyret de seks Skud, som Revolveren
indeholdt.

Spionerne, som frst havde gjort sig usynlige, kom nu ilende til fra
alle Sider. Georg saa, hvorledes Andrey pludselig var omringet af hele
Skarer af dem. Et jeblik holdt de sig ngsteligt tilbage; men da de saa
ham vaabenls og uden Tegn til at ville gre Modstand, kastede de sig
som vilde Dyr over ham.

Georg hrte deres Raab og Skrig; men han saa intet, thi han havde skjult
Ansigtet i sine Hnder.

Halvt snderrevet blev Andrey kastet i Fngsel. Saa snart han blot
nogenlunde var kommen sig, blev han forhrt, dmt og hngt.


       *       *       *       *       *
           *       *       *       *

Errata

  besluttede at redde Taras [_original tekst er Tarat_]
  Soldaterne var anderledes stive [_original tekst er Soldaerne_]

  Politiet! -- Men saa kom du dog med!  [! -- usynlig]
  hvad kan de udrette uden Penge?  [? usynlig]
  Ja, hvorfor ikke?  [? usynlig]
  jeg gerne vilde tale med dig om.  [ manglende]
  Politiet har allerede faaet Nys  [ manglende]
  Her i dette fattige Vrelse  [, usynlig]

  . usynlig eller manglende:

    som man siger i Rusland.
    skubbede Mngden tilbage.
    indberetter det til Tredje Afdeling.
    vi holder jnene aabne.
    jeg gerne vil tale med Dem om.
    en sjldnere Gst i Advokatens Hus end Andrey.
    og faa dem vk igen, udbrd Zina.
    i det afgrende jeblik.
    for at stvne de syv Mnd til straks at mde.
