                 Henrik Ibsen

                SAMLEDE VRKER


                  Mindeudgave

                  Frste Bind




            Kristiania og Kbenhavn
             Gyldendalske Boghandel
                 Nordisk Forlag

               Centraltrykkeriet
                  KRISTIANIA
                     1908

       *       *       *       *       *


             FRU INGER TIL STRT
                    (1857)




PERSONERNE:

FRU INGER OTTISDATTER RMER, rigshovmester Nils Gyldenlves enke.
ELINE GYLDENLVE, hendes datter.
RIGSRDEN NILS LYKKE, dansk ridder.
OLAF SKAKTAVL, en fredls norsk adelsmand.
NILS STENSSN.
HERR JENS BJELKE, svensk befalingsmand.
BJRN, kammersvend p strt.
HUSTJENEREN FINN.
GRDSFOGDEN EJNAR HUK.
HUSFOLK, BNDER og SVENSKE KRIGSKNGTE.


(Handlingen foregr p herresdet strt ved Trondhjemsfjorden
i ret 1528.)




FRSTE AKT.


(En stue p strt. Gennem den bne dr i baggrunden ses riddersalen
i svagt mnelys, som fra og til streifer ind gennem et dybt buevindu
p den modsatte vg. Til hjre udgangsdr; foran samme et vindu med
forhng. P venstre side en dr, som frer ind til de indre vrelser;
nrmere mod forgrunden et stort bent ildsted, der belyser stuen.
Det er stormfuld aften.)

(Kammersvenden Bjrn og hustjeneren Finn sidder ved ildstedet.
Den sidste er beskftiget med at afpudse en hjelm. Forskellige
vbenstykker, et svrd og et skjold ligger ved siden af dem.)

FINN
(efter et ophold)
Hvem var Knut Alfsn?

BJRN.
Herskabet siger, han var Norges sidste riddersmand.

FINN.
Og Danskerne fldte ham jo i Oslo-fjord?

BJRN.
Sprg en femrs gut, ifald du ikke vd det.

FINN.
S Knut Alfsn var alts vor sidste riddersmand? Og nu er han dd
og borte!
(idet han holder hjelmen ivejret.)
Ja, s kan du gerne finde dig i at hnge blank og pudset i
riddersalen; for nu er du ikke andet end en tom nddeskal;
kernen--den har ormene dt for mange vintre siden.

Hr, du Bjrn,--kunde en ikke sige, at Norges land ogs er slig
en tom nddeskal, ligervis som hjelmen her; blank udenp,
ormstukken indeni?

BJRN.
Hold kft og pas din dont!--Er hjelmen frdig?

FINN.
Den skinner som slv i mneskin.

BJRN.
S st den vk. --Se der; skrab gravrusten af svrdet.

FINN.
(vender og drejer p det.)
Men kan det lnne sig?

BJRN.
Hvad mener du?

FINN.
Eggen er borte.

BJRN.
Kommer ikke dig ved. Lad mig f det. --Se der er skjoldet.

FINN
(som fr)
Det mangler hndgrebet, du!

BJRN
(mumler)
Ja, gid jeg s sandt havde et hndgreb i dig, som--

FINN
(nynner en stund for sig selv).

BJRN.
Hvad er det nu?

FINN.
En tom hjelm, et svrd uden egg, et skjold uden hndgreb,--se,
det er hele herligheden. Jeg tror, ingen skal kunne laste fru
Inger, fordi hun hnger slige vbenstykker pudsede p salsvggen,
i stedet for at lade dem rustne i Daneblod.

BJRN.
Ej, snak; vi har jo fred i landet, vd jeg.

FINN.
Fred? Ja, nr bonden har skudt vk sin sidste pil, og ulven har
stjlet hans sidste lam ud af fjset, s holder de ogs fred sig
imellem. Men det er nu sdant et underligt venskab. N, n; lad
den ting fare. Det er ganske rimeligt, som jeg sagde, at
rustningen hnger blank i salen; for du kender vel det gamle ord:
"kun riddersmanden er en mand";--og da vi nu ikke lnger har
nogen riddersmand hertillands, s har vi alts heller ingen mand;
og hvor der ingen mand er, _der_ fr kvinden rde; se,
derfor--

BJRN.
Derfor--derfor rder jeg dig at holde inde med al den rdne snak.
(han rejser sig.)
Det lakker udover kvelden. Se der; du kan hnge hjelm og plade
ind i salen igen.

FINN
(dmpet)
Nej, lad det heller vre til imorgen.

BJRN.
N, du er vel aldrig mrkrd?

FINN.
Ikke om dagen. Skulde det hnde sig, at jeg var det ved
kveldstid, s er jeg ikke alene om det. Ja, du ser p mig; men du
skal vide, nede i borgestuen gr der snak om s mangt og meget.
(sagtere.)
Der er en og anden, som mener, at der vandrer en stor sortkldt
skikkelse _der inde_ hver evige nat.

BJRN.
Krringsladder!

FINN.
Ja, men de bander allesammen p at det er sandt.

BJRN.
Det tror jeg nok.

FINN.
Det forunderligste er, at fru Inger har den samme mening--

BJRN
(studsende)
Fru Inger? N, hvad mener hun?

FINN.
Hvad fru Inger mener? Ja, se, det er der nok ikke mange som vd.
Men visst er det, at hun har ingen ro p sig. Kan du ikke se at
hun blir blegere og magrere dag for dag?
(med et forskende jekast)
Folkene siger, at hun aldrig sover,--og at det er for spgelsets
skyld--
(Under de sidste ord er Eline Gyldenlve trdt frem i den halvbne
dr til venstre. Hun stanser og lytter uden at bemrkes.)

BJRN.
Og slig dumhed tror du p?

FINN.
Ja, s halvvejs. Der er ellers de, som udlgger den ting p en
anden mde. Men se, det er nu bare ondskab. --Hr, du Bjrn,--
kender du visen, som gr landet rundt?

BJRN.
En vise?

FINN
Ja, den er i folkemunde. Det er en skammelig nidvise; det forstr
sig. Men den gr ret artigt for resten. Hr nu bare efter.
(han synger med dmpet stemme:)
  Fru Inger sidder p strt grd;
  hun er vel svbt i skind.
  Hun er vel svbt i fljel og mrd;
  hun fletter de rde guldperler i hr,--
  men har ikke fred i sit sind.

  Fru Inger har solgt sig til Danskens drot
  Hun skikker sit folk i fremmedes vold,
  som vederlag--

(Bjrn griber ham forbitret i brystet. Eline Gyldenlve trkker
sig ubemrket tilbage.)

BJRN.
Og jeg skal skikke dig djvelen i vold uden vederlag, dersom du
mler et uhvisk ord til om fru Inger!

FINN
(idet han river sig ls)
N, n,--er det _mig_, der har gjort visen?

(Et horn hres udenfor til hjre.)

BJRN.
Hys,--hvad er det?

FINN.
Et horn. S fr vi nok gster ikveld.

BJRN
(ved vinduet)
De bner porten. Jeg hrer hovslag i borggrden. Det m vre en
riddersmand.

FINN.
En riddersmand? Det kan det vel neppe vre.

BJRN.
Hvorfor ikke?

FINN.
Selv har du sagt det: vor sidste riddersmand er dd og borte.
(han gr ud til hjre.)

BJRN.
Den forbandede skelm,--han har jnene med sig overalt. S lidt
har det da bdet, alt det jeg sgte at dlge og dkke. Hun er i
folkemunde; det vil ikke vare lnge, fr hver mand rber, at--

ELINE GYLDENLVE
(kommer atter gennem dren til venstre; hun ser sig om og sprger
med undertrykt bevgelse:)
Er du alene, Bjrn?

BJRN.
Er det jer, jomfru Eline?

ELINE.
Hr--fortl mig et af dine eventyr;--jeg vd, du kan flere end
dem, som--

BJRN.
Fortlle? Men nu,--s sent p kvelden--?

ELINE.
Ifald du regner fra den tid her blev mrkt p strt, s er det
visselig sent.

BJRN.
Hvad fejler jer? Er der get jer noget imod? I er s urolig.

ELINE.
Det er muligt.

BJRN.
Der er noget ivejen. I det sidste halve rs tid har jeg knapt
kunnet kende jer igen.

ELINE.
Husk p: i et halvt r har Lucia, min kreste sster, sovet i
ligklderen.

BJRN.
Det er ikke derfor, jomfru Eline,--det er ikke alene derfor, at I
gr omkring, snart tankefuld og bleg og stille, snart vild og
rdls som nu ikveld.

ELINE.
Mener du? Og hvorfor ikke? Var hun ikke mild og from og fager som
en sommernat? Bjrn,--jeg siger dig, jeg havde Lucia kr som mit
eget liv. Har du glemt, hvor tidt og mange gange vi sad som brn
p dine kn om vinterkvelden? Du sang viser for os, og du
fortalte--

BJRN.
Ja, dengang var I fro og glad.

ELINE.
Ja, dengang, du! Da leved jeg vel et dejligt liv i eventyr og i
mine egne tanker! Kan det vre troligt, at stranden dengang var
s ngen som nu? Var den det, s mrked jeg det ikke. Dernede var
det jeg helst gik og digted alle de fagre krniker; mine helte
kom langvejs fra og fr over havet igen; jeg selv leved iblandt
dem og fulgte med, nr de drog bort.
(synker ned p en stol.)
Nu kender jeg mig s mat og trt; mine eventyr kan ikke nre mig
lnger;--de er kun--eventyr.
(rejser sig heftigt)
Bjrn,--vd du, hvad der har gjort mig syg? En sandhed. En styg,
styg sandhed, som nager mig nat og dag.

BJRN.
Hvad mener I?

ELINE.
Kan du mindes, at du stundom gav os leveregler og gode rd?
Sster Lucia fulgte dem; men jeg,--gud bedre!

BJRN
(trstende)
N, n!

ELINE.
Jeg vd det,--jeg var stolt, hovmodig! Nr vi legte sammen, vilde
jeg altid vre dronning, fordi jeg var den strste, den fagreste,
den klgtigste. Jeg vd det!

BJRN.
Det er sandt.

ELINE.
Engang tog du mig ved hnden og s alvorligt p mig, idet du
sagde: vr ikke stolt af din fagerhed og din klgt; men vr stolt
som rnen p fjeldet, hver gang du tnker p, at du er Inger
Gyldenlves datter!

BJRN.
I havde vel grund til at vre stolt derover.

ELINE.
Ja, det fortalte du mig tidt nok, Bjrn! O, du fortalte mig s
mange eventyr dengang.
(trykker hans hnd.)
Tak for dem allesammen!--Fortl mig endnu t; det turde hnde
sig, at jeg blev let tilsinds igen, som fr.

BJRN.
I er jo ikke lnger noget barn.

ELINE.
Tilvisse! Men lad mig bilde mig ind, at jeg er det. --Nu; fortl!
(Hun kaster sig ned p en stol; Bjrn stter sig p kanten
af ildstedet.)

BJRN.
Der var engang en hjbaaren riddersmand--

ELINE,
(der uroligt har lyttet mod salen, griber ham i armen og udbryder
heftigt men hviskende):
Hys! Skrig da ikke s;--jeg er jo ikke tunghrt!

BJRN
(sagtere)
Der var engang en hjbren riddersmand, om hvem der gik det
selsomme ord--

ELINE
(rejser sig halvt op og lytter i ngstelig spnding mod salen).

BJRN.
Jomfru Eline,--hvad fattes jer?

ELINE
(stter sig atter)
Mig? Ingenting. Fortl du kun.

BJRN.
N, som sagt,--nr han s en kvinde stivt ind i jet, s glemte
hun det aldrig siden, men fulgte ham i tanken, hvor han gik og
stod, og sygnede hen af sorg.

ELINE.
Det har jeg hrt. --Det er for resten ikke noget eventyr, det, du
der fortller. Thi riddersmanden, som du beretter om, er Nils
Lykke, der endnu den dag idag sidder i det danske rigsrd--

BJRN.
Kan vel hnde.

ELINE.
Nu ja, lige godt;--bliv kun ved!

BJRN.
Og s begav det sig engang--

ELINE
(rejser sig pludselig)
Hys; vr stille!

BJRN.
Hvad nu? Hvad gr der af jer?

ELINE
(lyttende)
Hrer du?

BJRN.
Hvilket?

ELINE.
Det _er_ der! Ja, ved Kristi kors, det _er_ der!

BJRN
(rejser sig)
_Hvad_ er der? Hvor?

ELINE.
Hun selv,--i riddersalen--(hun iler op mod baggrunden.)

BJRN
(flger efter)
Hvor kan I tro--? Jomfru Eline,--g til jert kammer!

ELINE.
Hys; st stille! Rr dig ikke; lad dig ikke se! Vent;--der kommer
mnen frem--. Kan du skimte den sorte skikkelse--?

BJRN.
Ved alle hellige--!

ELINE.
Ser du,--der vender hun Knut Alfsns billede indad mod vggen.
Ha-ha; det stirrer hende nok for stivt i jnene!

BJRN.
Jomfru Eline, hr mig!

ELINE
(idet hun gr nedover mod ildstedet)
Nu vd jeg, hvad jeg vd!

BJRN
(hen for sig)
S er det dog sandt!

ELINE.
Hvem var det, Bjrn? Hvem var det?

BJRN.
Det s I liges grant som jeg.

ELINE.
Nu vel? Hvem s jeg?

BJRN.
I s eders moder.

ELINE
(halvt for sig selv)
Nat efter nat har jeg hrt hendes skridt derinde. Jeg har hrt
hende hviske og vnde sig som en ulst sjl. Og visen siger jo--;
ah, nu vd jeg det! Nu vd jeg, at--

BJRN.
Stille!

(Fru Inger Gyldenlve kommer hurtig ud fra salen uden at lgge
mrke til de andre, gr lige hen til vinduet, trkker forhnget
fra og stirrer en tidlang ud, som om hun spejdede efter nogen p
landeveien; derp vender hun sig og gr langsomt ind i salen igen.)

ELINE
(sagte, flger hende med jnene)
S drivende hvid, som en ddning--!

(Larm og mange stemmer hres udenfor dren til hjre.)

BJRN.
Hvad er der nu?

ELINE.
G ud og se efter, hvad det glder!

(Grdsfogden Ejnar Huk samt en stor flok husfolk og bnder kommer
tilsyne i forstuen.)

EJNAR HUK
(i dren)
Lige ind til hende! Og s ikke forsagt!

BJRN.
Hvad sger I?

EJNAR HUK.
Fru Inger selv.

BJRN.
Fru Inger? S sent p kvelden?

EJNAR HUK.
Sent, men tidsnok, tnker jeg.

BNDERNE.
Ja, ja,--nu m hun hre os!

(Hele mngden trnger ind i stuen. I det samme viser fru Inger
Gyldenlve sig i dren til riddersalen. Alle tier pludselig.)

FRU INGER.
Hvad vil I mig?

EJNAR HUK.
Vi sgte eder, hjbrne frue, for at--

FRU INGER.
Nu vel,--sig frem!

EJNAR HUK.
N, det er jo en rlig sag. Kort og godt,--vi kommer for at bede
eder om orlov og vben--

FRU INGER.
Orlov og vben? Hvortil?

EJNAR HUK.
Der er kommet det rygte over fra Sverig, at almuen har rejst sig
i Dalarne og stvner imod kong Gustav--

FRU INGER.
Har almuen i Dalarne?

EJNAR HUK.
Ja, s gr ordet, og det skal vre ganske sikkert.

FRU INGER.
Nu,--om s var,--hvad har da I med Dalkarlenes rejsning at gre?

BNDERNE.
Vi vil med! Vi vil hjlpe til! Fri os selv!

FRU INGER
(sagte)
Ah, skulde tiden vre kommen!

EJNAR HUK.
Fra alle de norske grnsebygder stryger bnder indover til
Dalarne. Selv fredlse mnd, som har vanket vildsomt r for r i
fjeldet, de vover sig nu ned til grdene igen, sger folk og
sliber eggen p sine rustne vrger.

FRU INGER
(efter et ophold)
Hr,--sig mig, har I tilfulde betnkt jer? Har I regnet efter,
hvad det vilde koste jer, hvis kong Gustavs mnd skulde sejre?

BJRN
(sagte og bnligt til fru Inger)
Regn efter, hvad det vil koste Dansken, hvis kong Gustavs mnd
skulde tabe.

FRU INGER
(afvisende)
Det regnestykke er ikke min sag.
(hun vender sig til mngden.)
I vd, kong Gustav kan hbe p sikker bistand fra Danmark. Kong
Fredrik er hans ven, og han vil visselig ikke lade ham i stikken--

EJNAR HUK.
Men dersom nu bnderne rejste sig trindt om i hele Norges land?
Dersom vi rejste os alle tilhobe,--herskabsfolk og almue?--Ja,
fru Inger Gyldenlve, nu tror jeg nsten lejligheden er kommen,
som vi har ventet p. Bryder det nu ls, s m de fremmede ud af
landet.

BNDERNE.
Ja, ud med de danske fogder! Ud med de fremmede herremnd! Ud med
rigsrdernes svende!

FRU INGER
(sagte)
O, malm er der i dem;--men dog, dog--!

BJRN
(hen for sig)
Hun er tvilrdig,
(til Eline.)
Hvad glder det, jomfru Eline,--I har forsyndet jer i dommen over
eders moder.

ELINE.
Bjrn,--jeg kunde rive mine jne ud af hovedet, ifald de havde
ljet for mig!

EJNAR HUK.
Ser I vel, min hjbrne frue,--frst glder det kong Gustav; er
_han_ gjort magtls, s vil ikke Danskerne kunne holde sig
lnge her i landet--

FRU INGER.
Og s?

EJNAR HUK.
S er vi fri; vi har ingen fremmede overherrer mere, og kan kre
os en konge selv, ligesom Svenskerne gjorde fr os.

FRU INGER
(levende)
En konge selv! Tnker du p Sture-slgten?

EJNAR HUK.
Kong Kristjern, og andre efter ham, har gjort ryddigt hus rundt
om p odels-sderne. De bedste blandt vore herremnd vanker
fredlse p fjeldstien, hvis de endnu er til. Men det turde vel
hnde sig alligevel, at der kunde findes en eller anden tling af
de gamle slgter, som--

FRU INGER
(hurtig)
Det er nok, Ejnar Huk! Det er nok!
(hen for sig.)
Ah, mit dyreste hb!
(hun vender sig til bnderne og husfolkene.)
Jeg har nu formanet jer, s godt jeg kunde. Jeg har sagt jer,
hvor stor en fare I vover jer ind i. Men dersom I er s faste i
eders forst, s vilde det vel vre drligt af mig at forbyde
jer, hvad I jo p egen hnd kunde stte igennem.

EJNAR HUK.
Vi har alts eders minde til at--?

FRU INGER.
I har eders egen faste vilje; sprg _den_ tilrds. Er det
s, som I siger, at I dagligen plages og trykkes--. Jeg vd s
lidet om disse ting. Jeg vil ikke vide mere! Hvad kan jeg, en
enlig kvinde--? Selv om I vilde plyndre riddersalen--; og der
findes mangt et brugeligt vrge derinde--; I har jo hele magten
p strt ikveld. I fr gre, hvad eder lyster. God nat!

(Mngden bryder ud i hje gldesrb. Der tndes lys og huskarlene
henter allehnde vbenstykker ind fra salen.)

BJRN
(griber fru Ingers hnd idet hun vil g.)
Tak, min dle og stormodige frue! Jeg, som har kendt jer lige fra
barnerene, jeg har aldrig tvilet p jer.

FRU INGER.
Stille, Bjrn,--det er et farefuldt spil, jeg har vovet i denne
kveld. --For de andre glder det kun livet; men for mig--tusende
gange mere; tro mig!

BJRN.
Hvorledes? ngstes I for eders magt og for eders gode forstelse
med--?

FRU INGER.
Min magt? O, gud i himlen!

EN HUSKARL
(kommer fra salen med et stort svrd)
Se, her er en rigtig ulvetand! Med den skal jeg flnge
blodsugernes svende.

EJNAR HUK
(til en anden huskarl)
Hvad har du fundet der?

HUSKARLEN.
Brystpladen, som de kalder for Herlof Hyttefads.

EJNAR HUK.
Den er for god til dig;--se, her har jeg lansestagen efter Sten
Sture; hng pladen p den, s frer vi det gildeste hrmrke,
nogen mand vil forlange.

HUSTJENEREN FINN
(med et brev i hnden, kommer fra dren til venstre og gr hen
imod fru Inger)
Jeg har ledt efter eder i alle stuer--

FRU INGER.
Hvad vil du?

FINN
(rkker hende brevet)
En svend fra Trondhjem har bragt brev og bud til eder.

FRU INGER.
Lad os se!
(idet hun bner brevet.)
Fra Trondhjem? Hvad kan det glde?
(gennemlber skrivelsen.)
Hjlp, Krist! Fra ham! Og her i landet--

(hun lser videre i strk bevgelse, medens mndene vedbliver at
hente vben ind fra salen.)

FRU INGER
(hen for sig)
Han kommer alts hid. Han kommer hid i denne nat. --Ja, s glder
det at kmpe med klgt og ikke med svrd.

EJNAR HUK.
Nok, nok, I gode bnder; nu mener jeg vi er vel rustede. Nu kan
vi lgge ivej!

FRU INGER
(med en hurtig vending)
Ingen mand m forlade grden inat!

EJNAR HUK.
Men, min dle frue, nu er vinden os fjelig; vi stryger indover
fjorden og--

FRU INGER.
Det bliver, som jeg har sagt.

EINAR HUK.
Skal vi da bie til imorgen?

FRU INGER.
Bde til imorgen og lngere. Ingen vbnet mand fr lov til at
forlade strt for det frste.

(Der fornemmes uvilje iblandt mngden.)

NOGLE AF BNDERNE.
Vi gr alligevel, fru Inger!

MANGE FLERE.
Ja, ja; vi gr alligevel!

FRU INGER
(et skridt nrmere)
Hvem vover det?
(alle tier; efter et jebliks ophold tilfjer hun:)
Jeg har tnkt for jer. Hvad vd I ringe mnd af almuen om landets
sager? Hvor kan I tage jer for at dmme om sligt? I fr se at
tle tryk og tyngsler en stund endnu. Det kan vel ikke g jer for
nr, nr I betnker, at selv os, herreslgterne, bydes der ikke
bedre kr nutildags. --Br alle vben ind i salen igen. Siden
skal I f min vilje at vide. G ud!

(Husfolkene bringer vbenstykkerne bort, hvorefter hele flokken
fjerner sig gennem dren til hjre.)

ELINE
(sagte til Bjrn)
Mener du endnu, at jeg har forsyndet mig i dommen over--fruen p
strt?

FRU INGER
(vinker Bjrn til sig og siger):
Hold et gstekammer rede.

BJRN.
Vel, fru Inger!

FRU INGER.
Og porten ben for enhver, som mtte banke p.

BJRN.
Men--?

FRU INGER.
Porten ben!

BJRN.
Porten ben.
(han gr ud til hjre.)

FRU INGER
(til Eline, som allerede er i dren til venstre)
Bliv her!--Eline;--mit barn,--jeg har noget at sige dig i enrum.

ELINE.
Jeg hrer eder.

FRU INGER.
Eline,--du tror ilde om din moder.

ELINE.
Jeg tror, hvad eders frd s kvidefuldt tvinger mig til at tro.

FRU INGER.
Og du svarer mig som dit umilde sind byder.

ELINE.
Hvem har lagt umildhed over mit sind? Alt fra jeg var barn af
havde jeg vant mig til at se p eder som p en stor, hjsindet
kvinde. Lig eder tnkte jeg mig hine kvinder, hvorom der str at
lse i krnikerne og i Kmpe-bogen. Det tyktes mig, som om Gud
Herren selv havde sat sit tegn p eders pande og mrket jer som
den, der skulde lede de rdde og de rdvilde. I hjsalen sang
riddere og herremnd eders pris; og selve almuen, nr og fjern,
kaldte eder landets hb og sttte. Og alle mente de, at gennem
eder skulde de gode tider komme igen! Alle mente de, at med eder
skulde der komme som en ny dag over os. Det er endnu nat; og
snart vd jeg ikke lnger, om jeg tr tro, at nogen morgen kommer
med eder.

FRU INGER.
Det ligger nr at sknne, hvor du henter slige giftige ord fra.
Det er bret dig for re, hvad den tankelse hob hvisker og
mumler om ting, som den lidet kan dmme om.

ELINE.
I mngdens mund er sandhed, sagde I dengang, da eders pris ld i
sang og tale.

FRU INGER.
Lad s vre. Men om jeg ogs valgte at sidde uvirksom her, sknt
det stod til mig at handle,--tror du da ikke, at slige kr var
mig en byrde, tung nok, uden at du skulde hobe stene p den?

ELINE.
De stene, jeg hober p eders byrde, knuger mig liges tungt som
eder. Let og fri trak jeg livsens nde, s lnge jeg havde eder
at tro p. Thi for at leve m jeg kende mig stolt; og det vilde
jeg vret med rette, dersom I var bleven, hvad I engang var.

FRU INGER.
Og hvad borger dig for, at jeg ikke er det? Eline,--hvoraf  vd
du s visst, at du ikke gr din moder uret?

ELINE
(frembrydende)
O, hvis jeg gjorde det!

FRU INGER.
Stille! Du har ingen ret til at krve regnskab af din moder. --
Med et eneste ord kunde jeg--; dog, det vilde ikke vre godt for
dig at hre; du m vente, hvad tiden bringer med sig; kan hnde,
at--

ELINE
(idet hun vil g)
Sov vel, min moder!

FRU INGER
(nlende)
Nej,--bliv hos mig; der er endnu noget, som--Kom nrmere;--du maa
hre mig, Eline!
(hun stter sig ved bordet foran vinduet.)

ELINE.
Jeg hrer eder.

FRU INGER.
S taus du ogs er, s vd jeg dog for visst, at du mere end
engang lnges bort herfra. Det er dig for ensomt og for de p
strt.

ELINE.
Hvor kan det undre jer, min moder?

FRU INGER.
Det str til dig selv, om det herefterdags skal vorde anderledes.

ELINE.
Hvordan?

FRU INGER.
Hr mig. --I denne nat venter jeg en gst til grden.

ELINE
(nrmere)
En gst?

FRU INGER.
En gst, som m vre fremmed og ukendt. Ingen tr vide, hvorfra
han kommer eller hvor han gr hen.

ELINE
(kaster sig med et gldesskrig ned for hende og griber hendes
hnder)
Min moder! Min moder! Forlad mig al min uret imod jer, hvis I kan
det!

FRU INGER.
Hvad mener du?--Eline, jeg forstr dig ikke.

ELINE.
S har de da alle taget fejl? I er da endnu trofast i hjertet!

FRU INGER.
Men s rejs dig,--og sig mig--

ELINE.
O, tror I da ikke jeg vd, hvem gsten er?

FRU INGER.
Du vd det? Og alligevel--?

ELINE.
Tnker I da, strts porte har vret s tt stngte, at ikke et
jammers-rygte engang skulde smutte indenfor? Mener I ikke jeg
vd, at mangen tling af de gamle slgter vanker som fredls
mand, uden ly og leje, medens de danske herrer rder p hans
fdres grd?

FRU INGER.
Og s? Hvad mere?

ELINE.
Jeg vd godt, at mangen hjbren ridder jages som sulten ulv i
skogen. Han har ikke arnested at hvile ved, ikke brd at bide--

FRU INGER
(koldt)
Det er nok! Nu forstr jeg dig.

ELINE
(vedblivende)
Og derfor bner I strts porte ved nattetid! Derfor m han
vre fremmed og ukendt, han, denne gst, om hvem ingen br vide,
hvorfra han kommer eller hvor han gr hen! I trodser det strenge
herrebud, som ngter jer at huse den forfulgte, og at st ham bi
med ly og pleje--

FRU INGER.
Det er nok, siger jeg!
(hun tier lidt og tilfjer med overvindelse:)
Du fejler, Eline;--det er ingen fredls mand jeg venter.

ELINE
(rejser sig)
S har jeg visselig kun ilde forstet eder.

FRU INGER.
Hr mig, mit barn! Men hr mig med overlg; hvis du ellers mgter
at tmme dit vilde sind.

ELINE.
Jeg skal vre tam, til I har udtalt.

FRU INGER.
S hr efter, hvad jeg har at sige dig. --Jeg har, sa vidt det
stod i min magt, sgt at holde dig uvidende om al den nd og
vnde, som vi nu er stedt i. Thi hvad kunde det bde, om jeg
dryssed sorg og harm i din unge sjl? Det er ikke grd og
kvindeklynk, som skal fri os ud af trngslerne. Der krves mod
og mandskraft.

ELINE.
Hvo har sagt jer, at jeg ikke ejer mod og mandskraft, nr det
gres behov?

FRU INGER.
Stille, barn;--jeg kunde tage dig p ordet.

ELINE.
Hvordan, min moder?

FRU INGER.
Jeg kunde krve begge dele af dig; jeg kunde--dog, lad mig frst
f tale til ende.

Du m da vide, at den tid tykkes nrme sig, som det danske
rigsrd gennem mange r har virket for,--den tid, mener jeg, da
de kan give vore rettigheder og vor frihed det sidste std. Se,
derfor glder det--

ELINE
(livfuldt)
At sl ls, min moder?

FRU INGER.
Nej; det glder at vinde rderum. I Kbenhavn er rdet nu
forsamlet for at overlgge, hvorledes de bedst kan gribe sgen
an. De fleste skal vre af den mening, at tvistighederne ikke
kan bilgges, s lnge ikke Norsk og Dansk er t; thi dersom vi
beholder vore rettigheder som et frit rige, nr nyt kongevalg
engang skal foreg, s er det rimeligt, at fejden bryder benbart
ud. Se, dette vil de danske herrer forhindre--

ELINE.
Ja, de vil forhindre det,--ja! Men skal vi tle sligt? Skal vi
roligt se til, at--?

FRU INGER.
Nej, vi skal ikke tle det. Men at bruge vben,--at trde frem
i ben dyst,--hvor vilde det bre hen, s lnge vi ikke alle er
enige? Og stod det nogen tid vrre til med enigheden hertillands,
end netop nu?--Nej, skal vi kunne udrette noget, s m det ske i
lndom og stilhed. Vi m, som jeg siger dig, f stunder til at
omrde os. I det sndre Norge er en god del af adelen for de
Danske; men her nordenfjelds er det endnu tvilsomt. Derfor har
kong Fredrik skikket en af sine hjst betroede mnd herop, for
med egne jne at forvisse sig om, hvordan vi er sindede.

ELINE
(spndt)
Nu;--og s--?

FRU INGER.
Denne ridder kommer hid til strt inat.

ELINE.
Herhid? Og inat?

FRU INGER.
Et kbmandsskib bragte ham igr til Trondhjem. For nylig fik jeg
det budskab, at han vil gste mig. Inden en time kan han ventes.

ELINE.
Og I betnker ikke, min moder, hvad I udstter eders rygte for,
ved at tilstede den danske udsending et sligt mde? Er ikke
almuen heromkring allerede mistroisk nok imod eder? Hvor kan I
hbe, at den engang vil lade sig lede og rde af eder, nr det
sprges, at--

FRU INGER.
Vr ubekymret. Alt dette har jeg fuldelig betnkt; men det har
ingen nd. Hans rende her i landet er en hemmelighed; derfor er
han kommen som fremmed til Trondhjem; og som fremmed og ukendt
vil han ogs gste strt.

ELINE.
Og denne danske herres navn--?

FRU INGER.
Det klinger godt, Eline! Danmarks adel har knapt noget bedre at
nvne.

ELINE.
Men hvad har I s i sinde? Endnu har jeg ikke fattet eders
mening.

FRU INGER.
Du vil snart begribe. --Da vi ikke kan sndertrde ormen, s m
vi binde den.

ELINE.
Vogt jer vel, at ikke snoren brister.

FRU INGER.
Det kommer an p dig, hvor fast den skal strammes.

ELINE.
P mig?

FRU INGER.
Lnge har jeg mrket, at strt er dig et fangebur. Det huger
ikke en ung falk at sidde imellem jernstnger.

ELINE.
Min vinge er stkket. Gav I mig end fri,--det vilde kun lidet
bde mig.

FRU INGER.
Din vinge er ikke stkket, lnger end du selv vil.

ELINE.
Vil? Min vilje er i eders hnder. Bliv ved at vre, hvad I var,
s vil ogs jeg--

FRU INGER.
Nok derom. Hr mig videre. --At drage fra strt vil neppe vre
dig meget imod.

ELINE.
Kan hnde, min moder!

FRU INGER.
Du har engang sagt mig, at du levede dit gladeste liv i dine
eventyr og krniker. Dette liv kunde vende tilbage for dig.

ELINE.
Hvad mener I?

FRU INGER.
Eline,--hvis nu en mgtig riddersmand kom og frte dig til sin
borg, hvor du fandt terner og svende, silkeklder og hje sale?

ELINE.
En ridder, siger I?

FRU INGER.
En ridder.

ELINE
(saktere)
Og den danske udsending kommer hid inat.

FRU INGER.
Inat.

ELINE.
Hvis s er, da rddes jeg for at tyde eders ord.

FRU INGER.
Der er intet at rddes for, ifald du ikke vil mistyde dem. Det er
visselig ikke min agt at tvinge dig. Efter eget tykke skal du
vlge og rde selv i denne sag.

ELINE
(et skridt nrmere)
Har I hrt om hin moder der krte over fjeldet ved nattetid med
sine smbarn i slden? Ulveflokken fulgte hende i sporet; det
gjaldt liv eller dd;--og hun kasted sine sm bagud efter sig, en
for en, for at vinde tid og frelse sig selv.

FRU INGER
Eventyr! En moder rev hjertet af sit bryst, fr hun kasted sit
barn for ulvene!

ELINE.
Hvis jeg ikke var min moders datter, s skulde jeg give eder
ret. Men I er som hin moder; og eders dtre har I kastet ud for
ulvene, en for en. Frst kasted I den ldste. For fem r siden
drog Merete fra strt; nu sidder hun i Bergen som Vinzents
Lunges hustru. Men tror I, hun er lykkelig som den danske ridders
frue? Vinzents Lunge er mgtig, fast som en konge; Merete har
terner og svende, silkeklder og hje sale; men dagen har ingen
sol for hende, og natten ingen hvile; thi hun har aldrig vret
ham god. Han kom hid, han bejled til hende, fordi hun var Norges
rigeste arving, og fordi han dengang trngte til at f fast fod i
landet. Jeg vd det; jeg vd det tilfulde! Merete var eder hrig;
hun fulgte den fremmede herre. Men hvad har det kostet hende?
Flere trer, end en moder skulde nske at svare til p dommens
dag!

FRU INGER.
Jeg kender mit regnskab, og det skrkker mig ikke.

ELINE.
Eders regnskab er ikke hermed til ende. Hvor er Lucia, eders
andet barn?

FRU INGER.
Sprg Gud, som tog hende.

ELINE.
Eder sprger jeg; thi det er eder, som skal svare for, at hun
mtte lade sit unge liv. Glad var hun som en fugl om vren, da
hun sejled fra strt for at gste Merete i Bergen. Et r efter
stod hun atter her i stuen; men da var hendes kinder hvide, og
dden havde dt sig ind i hendes bryst. Ja, I undres, min moder!
I mente nok, at denne stygge hemmelighed var begraven med hende;--
men hun har sagt mig alt. En hvisk ridder havde vundet hendes
hjerte. Han vilde gte hende. I vidste, at det gjaldt hendes re.
Men I blev ubjelig,--og eders barn mtte d. I ser, jeg vd det
alt!

FRU INGER.
Alt? S har hun vel ogs sagt dig hans navn?

ELINE.
Hans navn? Nej; hans navn har hun ikke sagt mig. Hun havde
ligesom en stingende rdsel for hans navn;--hun nvnte det
aldrig.

FRU INGER
(lettet, hen for sig)
Ah, s vd du dog ikke alt.--

Eline;--den sag, du nu har rrt ved, var mig fuldt ud vitterlig.
Men der er noget ved sagen, hvad du kanske ikke har givet agt p:
Hin herremand, som Lucia traf i Bergen, var en Dansk--

ELINE.
Ogs det vd jeg.

FRU INGER.
Og hans krlighed var en lgn. Ved list og glatte ord havde han
besnret hende.

ELINE.
Jeg vd det; men hun havde ham kr alligevel; og havde I havt en
moders hjerte, s var eders barns re get for alt.

FRU INGER.
Ikke for hendes lykke. Tror du, at jeg, med Meretes lod for jnene,
vilde ofre mit andet barn til en mand, som ikke var hende god?

ELINE.
Klgtige ord drer s mangt et sind; men mig drer de ikke.--

Tro ikke, at jeg er s ganske fremmed for hvad der gr for sig
rundt om i landet. Tilfulde sknner jeg eders frd. Jeg vd godt,
at de danske herremnd ikke har nogen fuldtro ven i jer. I hader
dem mske; men I frygter dem tillige. Dengang I gav Merete til
Vinzents Lunge, havde de danske herrer overmagten p alle kanter
i landet. Tre r efter, da I forbd Lucia at gte ham, til hvem
hun havde knyttet sit liv, sknt han havde forlokket hende,--da
stod sagerne helt anderledes. Kongens danske fogder havde vet
skndige ugerninger imod almuen, og I fandt det ikke rdeligt at
knytte jer fastere, end sket var, til de fremmede voldsmnd.

Og hvad har I vel gjort for at hvne hende, der mtte d s ung?
I har intet gjort. Nu vel; jeg skal handle for jer; jeg skal
hvne al den forsmdelse, der er overget vort folk og vor t!

FRU INGER.
Du? Hvad har du i sinde?

ELINE.
Jeg gr _min_ vej, ligesom I gr _eders_. Hvad jeg har i sinde,
vd jeg ikke selv; men jeg fler krfter i mig til at vove alt
for vor retfrdige sag.

FRU INGER.
Da vil du f en hrd dyst at best. Jeg har engang lovet det
samme som du,--og mit hr er grnet under byrden af mit lfte.

ELINE.
God nat! Eders gst kan ventes; og ved det mde er jeg tilovers.

Mske det endnu er tid for eder--; nu, Gud styrke og lede eders
frd! Glem ikke at mange tusenders jne vogter p eder. Tnk p
Merete, som grder sent og tidlig over sit forspildte liv. Tnk
p Lucia, som sover i den sorte kiste.

Og endnu t. Glem ikke, at i denne nat spiller I brikkespil om
eders sidste barn.
(hun gr ud til venstre.)

FRU INGER
(ser en stund efter hende)
Mit sidste barn? Der talte du sandere, end du selv vidste.
--Men det glder ikke mit barn alene. Hjlp mig Gud; i denne
nat spilles brikkespil om hele Norges rige.

Ah,--rider der ikke nogen gennem borgeledet?
(hun lytter ved vinduet.)
Nej; endnu ikke. Det var kun vinden. Gravkoldt blser det.--

Har Gud Herren ret til dette?--Danne mig til kvinde,--og s lsse
en mandsdd p mine skuldre.

For jeg _har_ landets velfrd i mine hnder. Det _str_ i min
magt at rejse dem alle som n mand. Det er fra _mig_ de venter
tegnet; og giver jeg det ikke nu, s sker det--kanske aldrig.

Nle? Ofre de mange for den enes skyld?--Var det ikke bedre,
ifald jeg kunde--? Nej, nej, nej--jeg _vil_ det ikke! Jeg _kan_
det ikke!
(hun kaster et stjlent blik imod riddersalen, vender sig bort
som i angst og siger hviskende:)
Nu er de derinde igen. Blege spgelser;--dde fdre; faldne
frnder. --Fy; disse borende jne fra alle krogene!
(hun slr bagover med hnden og skriger:)
Sten Sture! Knut Alfsn! Olaf Skaktavl! Vig,--vig! Jeg _kan_
ikke dette!

(En fremmed, strkbygget mand med grsprngt hr og skg,
kldt i en forreven lammeskinds kjortel og med rustne vben, er
trdt ind fra riddersalen.)

DEN FREMMEDE MAND
(stanser ved dren og siger dmpet):
Hil eder, fru Inger
Gyldenlve!

FRU INGER
(vender sig med et skrig)
Ah, fri mig Krist i himlen!

(hun falder om i stolen. Den fremmede mand stirrer p hende,
ubevgelig, lnet til sit svrd.)




ANDEN AKT.


(Stuen p strt, ligesom i forrige akt.)

(Fru Inger Gyldenlve sidder ved bordet til hjre foran vinduet.
Olaf Skaktavl str et stykke fra hende. Begges ansigter forrder,
at en strkt bevget samtale har fundet sted.)

OLAF SKAKTAVL.
For sidste gang, Inger Gyldenlve,--I er alts urokkelig i eders
forst?

FRU INGER.
Jeg kan ikke andet. Og mit rd til eder er: gr I ligesom jeg. Er
det himlens vilje, at Norge rent skal g under, s gr det under,
hvad enten vi sttter det eller ej.

OLAF SKAKTAVL.
Og med den tro mener I, at jeg skal sl mig tiltls? Jeg skulde
roligt sidde og se til, nu, da timen er kommen? Har I glemt,
hvad jeg har at hvne? Mit jordegods har de rvet og stykket ud
imellem sig. Min sn, mit eneste barn, sidste tlingen af min
slgt, slog de ihjel for mig som en hund. Mig selv har de i tyve
r jaget fredls i skog og fjeld. --Rygtet har sagt mig dd mere
end n god gang; men jeg har nu den tro, at de ikke skal f lagt
mig i jorden, fr jeg har taget hvn.

FRU INGER.
S har I et langt liv i vente. Hvad vil I da gre?

OLAF SKAKTAVL.
Gre? Hvad vd jeg, hvad jeg vil gre? Jeg har aldrig givet
mig af med at lgge anslag op. Det er _det_, som I skal hjlpe
mig med. I er klgtig nok til det. Jeg har kun to arme og mit
vrge.

FRU INGER.
Eders vrge er rustent, Olaf Skaktavl! Alle vrger i Norge er
rustne.

OLAF SKAKTAVL.
Det er vel derfor, at visse folk bare strider med tungen. --Inger
Gyldenlve,--I har strkt forandret eder. Der var en tid, da der
slog et mandshjerte i eders bryst.

FRU INGER.
Mind mig ikke om, hvad der _var_.

OLAF SKAKTAVL.
Og dog er det derfor jeg er kommen til jer. I _skal_ hre mig,
om s.--

FRU INGER.
Nu vel; men gr det kort; thi,--ja, jeg m da sige jer det,--det
er utrygt for eder her p grden.

OLAF SKAKTAVL.
P strt grd er det utrygt for den fredlse? Det har jeg lnge
vidst. Men I glemmer nok, at fredls mand er utryg, hvor han end
vanker.

FRU INGER.
S tal; jeg skal ikke formene jer det.

OLAF SKAKTAVL.
Det er nu snart treti r siden jeg s eder for frste gang. Det
var p Akershus hos Knut Alfsn og hans frue. Dengang var I endnu
fast et barn; men dog var I kk som en jagende falk, og derhos
stundom bde vild og ustyrlig. Mange var de, der bejled om eder.
Ogs mig var I kr,--kr, som ingen kvinde har vret det fr
eller siden. Men I havde kun t jemrke og n tanke. Det var
tanken p rigets ulykke og store nd.

FRU INGER.
Jeg var femten sommere gammel,--husk det! Og var det ikke, som om
et vildsind havde grebet os allesammen i hine dage?

OLAF SKAKTAVL.
Kald det for hvad jer tykkes. Men _det_ vd jeg: de gamle og
erfarne blandt os mente, det stod skrevet hist oppe hos Vorherre,
at I var den, som skulde bryde trldommen og give os alle vore
rettigheder tilbage. Og _det_ vd jeg ogs: I selv tnkte
dengang det samme.

FRU INGER.
Det var en syndig tanke, Olaf Skaktavl! Det var hovmod og ikke
Herrens kald, der talte gennem mig.

OLAF SKAKTAVL.
I _kunde_ blevet den udkrne, ifald I havde villet. I stammed
fra Norges dleste tter; I havde magt og rigdom i vente; og I
havde re for klageskrigene--dengang.--

Mindes I hin eftermiddag, da Hendrik Krummedike kom med danske
flden for Akershus? Skibsherrerne bd mindeligt forlig; og tryg
ved lejdebrevet lod Knut Alfsn sig ro ombord. Tre timer efter
bar vi ham ind gennem slotsporten--

FRU INGER.
Som lig; som lig!

OLAF SKAKTAVL.
Norges bedste hjerte brast, da Krummedikes lejesvende fldte ham.
Endnu tykkes det mig, at jeg ser det lange tog, som skred ind i
riddersalen, sorgtungt og par for par. Der l han p bren, med
ksehugget over panden, s hvid som en vrsky. Jeg tr vel sige,
at Norges gveste mnd var samlet der hin nat. Fru Margrete
stod ved sin dde husbonds hoved, og alle, alle svor vi at vove
velfrd og liv for at hvne bde denne sidste ugerning og alt det
vrige. --Inger Gyldenlve,--hvem var det, som da brd sig vej
gennem mndenes kreds? En ungm,--fast endnu et barn,--med ild i
jet og med grdfyldt mle. --Hvad svor hun? Skal jeg gentage
eders ord?

FRU INGER.
Jeg svor, hvad I andre svor; hverken mere eller mindre.

OLAF SKAKTAVL.
I husker eders ed--og har dog glemt den.

FRU INGER.
Og hvorledes holdt de andre, hvad de havde lovet? Jeg taler ikke
om eder, Olaf Skaktavl, men om eders venner, al Norges adel. Der
er ikke n af dem, i alle disse r, som har havt mod til at vre
mand; og dog lgger de mig til last, at jeg er en kvinde.

OLAF SKAKTAVL.
Jeg vd, hvad I vil sige. Hvorfor de har underkastet sig, i stedet
for at byde voldsmndene trods til det sidste? Vel sandt; der er
usel malm i vore slgter nutildags; men havde der vret samhold
imellem dem,--hvem vd, hvad der da vilde sket? Og I kunde have
holdt dem sammen; thi for eder havde de alle bjet sig.

FRU INGER.
Let kunde jeg svare eder; men I vilde vel neppe tage mit svar for
gyldigt. Lad os derfor ikke videre tale om, hvad der ej str til
at ndre. Kom heller frem med, hvad der nrmest frer eder til
strt. Trnger I til ly? Nu vel; jeg skal prve p at skjule
eder. Har I andre ting behov, s sig det; I skal finde mig rede--

OLAF SKAKTAVL.
I tyve r har jeg vret hjemls. P Jmtelandsfjeldet er mit hr
bleven grt. Jeg har lnt hus hos ulv og bjrn. --I ser, fru
Inger,--_jeg_ trnger eder ikke; men bde adel og almue har
eder behov.

FRU INGER.
Det gamle omkvd.

OLAF SKAKTAVL.
Ja, det klinger ilde i eders ren, det vd jeg nok; men I fr
hre det alligevel. Kort og godt: jeg kommer fra Sverig. Der er
uro pfrde. I Dalarne skal det bryde ls.

FRU INGER.
Jeg vd det.

OLAF SKAKTAVL.
Peder Kanzler er med,--men hemmeligt, forstr I.

FRU INGER
(studsende)
Ja s?

OLAF SKAKTAVL.
Det er ham, som har skikket mig til strt.

FRU INGER
(rejser sig)
Peder Kanzler, siger I?

OLAF SKAKTAVL.
Han selv;--eller, kan hnde, I kender ham ikke lnger?

FRU INGER
(halvt hen for sig)
Kun altfor vel!--

Men sig mig, jeg beder jer,--hvad budskab bringer I?

OLAF SKAKTAVL.
Da ufredsrygtet spurgtes oppe p grnsefjeldene, hvor jeg holdt
til, s tog jeg straks afsted indover til Sverig. Jeg kunde nok
tnke mig, at Peder Kanzler havde sin hnd med i legen. Jeg sgte
ham op og bd ham min bistand;--han har kendt mig i tidligere
dage, som I vd. Han vidste, jeg var at lide p; og s skikked
han mig hid.

FRU INGER
(utlmodig)
Ja visst, ja visst,--han skikked eder hid for at--?

OLAF SKAKTAVL
(hemmelighedsfuldt)
Fru Inger,--der kommer en fremmed til strt inat.

FRU INGER
(overrasket)
Hvorledes? Vd I, at--?

OLAF SKAKTAVL.
Ja vel vd jeg. Jeg vd alt. Det er jo for at trffe ham, at
Peder Kanzler skikked mig hid.

FRU INGER.
Ham? Umuligt, Olaf Skaktavl,--umuligt!

OLAF SKAKTAVL.
Som jeg siger jer. Hvis han ikke er kommen, s vil det ikke vare
lnge, frend--

FRU INGER.
Nej, ganske sikkert; men--

OLAF SKAKTAVL.
S I var da beredt p hans komme?

FRU INGER.
Ja visst. Han har skikket mig budskab derom. Det var derfor I
slap ind, s snart I banked p.

OLAF SKAKTAVL
(lyttende)
Hys;--der rider nogen over vejen.
(han gr til vinduet.)
Porten lukkes op.

FRU INGER
(ser ud)
Det er en ridder og hans svend. De stiger af i grden.

OLAF SKAKTAVL.
Det er alts ham. Hans navn?

FRU INGER.
I vd ikke hans navn?

OLAF SKAKTAVL.
Peder Kanzler vgred sig ved at nvne det. Han sagde kun, at
udsendingen skulde mde mig p strt tredje kvelden efter
Mortens-messe--

FRU INGER.
Rigtig; det er just som ikveld.

OLAF SKAKTAVL.
Han skulde bringe brevskaber med. Af dem og af eders egen mund
kunde jeg erfare, hvem han var.

FRU INGER.
S lad mig flge jer til eders gstekammer. I trnger til at
kvge og hege jer. Den fremmede herre skal I snart f i tale.

OLAF SKAKTAVL.
Nu, hvis I s lyster.
(De gr begge ud til venstre.)

(Efter et kort ophold kommer hustjeneren Finn forsigtigt ind gennem
dren til hjre, ser sig om i vrelset, kiger ind i riddersalen,
gr s tilbage til dren igen og giver et tegn til nogen udenfor.
Derefter trder rigsrden Nils Lykke og den svenske befalingsmand,
Herr Jens Bjelke, ind i stuen.)

NILS LYKKE
(dmpet)
Ingen?

FINN
(liges)
Nej, herre!

NILS LYKKE.
Og vi kan jo sikkert forlade os p dig i et og alt?

FINN.
Befalingsmanden i Trondhjem har stedse givet mig skudsml for at
vre plidelig.

NILS LYKKE.
Vel, vel; det har han ogs sagt mig. Alts, frst og fremst,--er
nogen fremmed kommet herhid til strt fr os iaften?

FINN.
Ja, for en time siden kom her en fremmed mand.

NILS LYKKE
(dmpet til Jens Bjelke)
Han er her.
(vender sig atter til Finn.)
Vilde du kunne genkende ham? Har du set ham?

FINN.
Nej, det har nok ingen uden portvgteren, s vidt jeg vd. Han
blev straks stedet for fru Inger, og hun--

NILS LYKKE.
Nu? Hvad hun? Han er dog vel ikke allerede borte igen?

FINN.
Nej; men hun holder ham nok skjult inde i en af sine egne stuer,
for--

NILS LYKKE.
Det er godt.

JENS BJELKE
(hvisker)
Alts frst og fremst vagt for porten; s har vi ham sikker.

NILS LYKKE
(med et smil)
Hm!
(til Finn:)
Hr, sig mig,--gives der her p grden nogen anden udgang, end
gennem porten? Se ikke s dumt p mig! Jeg mener,--kan nogen
slippe ust bort fra strt, nr borgeporten holdes lukket?

FINN.
Ja, det vd jeg ikke. Der tales rigtignok om lngange nedenunder
i klderne; men der er nok ingen, som kender dem, uden fru Inger
selv; ja--og s kanske jomfru Eline.

JENS BJELKE.
S, for djvelen!

NILS LYKKE.
Det er godt. Du kan g.

FINN.
Vel. Skulde I senere ville mig noget, s behver I bare at lukke
p den anden dr til hjre derinde i riddersalen; jeg skal da
straks vre ved hnden.

NILS LYKKE.
Godt.
(han peger mod dren til forgangen. Finn gr ud.)

JENS BJELKE.
Hr,--vd I hvad, kre ven og bror,--dette her bliver nok et
lumpigt felttog for os beggeto.

NILS LYKKE
(smilende)
,--ikke for mig, hber jeg.

JENS BJELKE.
S? For det frste er der nu liden re i at gre jagt p slig
en oplben pojk, som denne Nils Sture. Skal jeg tro han er klog
eller galen, efter den vis han har faret frem p? Frst stte
ondt blod i bnderne; love dem bistand og guld og grnne skoge;--
og s, nr det kommer til stykket, lbe sin vej og krybe i skjul
bag et kvindeskrt!

Forresten angrer det mig, rent ud sagt, at jeg fulgte eders rd
og ikke gik frem efter mit eget hoved.

NILS LYKKE
(sagte)
Den anger kommer vel silde, min bror!

JENS BJELKE.
For, ser I, at ligge og rode efter grvlinger, det har nu aldrig
vret min lyst. Jeg havde ventet mig noget helt andet. Nu har
jeg trukket afsted lige fra Jmteland med mine ryttere; har fet
den trondhjemske befalingsmands brev for, at jeg kan sge efter
urostifteren overalt, hvor jeg lyster. Alle spor tyder p, at han
tlede sig til strt--

NILS LYKKE.
Han _er_ her! Han _er_ her, siger jeg!

JENS BJELKE.
Ja, men hvad havde s vret rimeligere end at vi havde fundet
porten bde stngt og under forsvarlig vagt? Gid vi havde; s
kunde jeg da ft brug for mine krigskngte--

NILS LYKKE.
Men i det sted bner man porten noks hfligt for os. Pas p;--
svarer fru Inger Gyldenlve til sit rygte, s lar hun det ikke
skorte sine gster hverken p mad eller drikke.

JENS BJELKE.
For at snakke sig ifra mit rend, ja!--Hvor kunde I nu ogs f
det indfald, at jeg skulde lade mine ryttere blive tilbage en hel
fjerdingvej fra grden. Var vi kommen hid med krigsmandskab, s--

NILS LYKKE.
Hun havde modtaget os som lige krkomne gster for _det_. Men
lg mrke til, at i s fald havde besget gjort opsigt. Bnderne
heromkring vilde holdt det for en voldshandling imod fru Inger;
hun var da atter stegen i almuens gunst, og, ser I, _det_ er
ikke rdeligt.

JENS BJELKE.
Kan vel vre. Men hvad gr jeg nu? Grev Sture er p strt, siger
I. Ja, hvad hjlper det mig? Fru Inger Gyldenlve har sagtens,
ligesom rven, mange gemsler og flere end n udgang. Her kan vi
to enslige karle g omkring og snuse s lnge vi vil. Gid djvlen
havde hele sagen!

NILS LYKKE.
Nu vel, kre herre,--hvis I ikke synes om den vending, eders
sendelse har taget, s overlad slagmarken til mig.

JENS BJELKE
Til jer? Hvad vil I da gre?

NILS LYKKE.
Klgt og list turde mske her kunne udrette, hvad vi ikke
med vbenmagt kan stte igennem. --Nu, rligt talt, herr Jens
Bjelke,--jeg har allerede havt noget sligt i tankerne lige fra vi
mdtes i Trondhjem igr.

JENS BJELKE.
Var det derfor I overtalte mig til at skille mig ved
krigskngtene?

NILS LYKKE.
Bde eders og mit rend p strt kunde jo fremmes bedst uden
dem; og s--

JENS BJELKE.
Fanden bestte jer,--havde jeg nr sagt! Og mig selv med! For jeg
burde da vidst, at I stndig gr med en rv bag ret.

NILS LYKKE.
Ja, men ser I, her kommer rven vel tilpas, hvis vbnene skal
vre lige p begge sider. Og jeg m sige eder, at det er mig af
hjeste vigtighed, at jeg skiller mig vel og i al stilhed fra min
sendelse. I skal vide, at min herre, kongen, var mig lidet ndig,
da jeg rejste. Han formente at have sine grunde dertil, sknt jeg
tror, at jeg har tjent ham s nyttelig som nogen i mere end t
vanskeligt hverv.

JENS BJELKE.
Det skudsml tr I frit give jer. Gud og hvermand vd, at I er
den slugeste djvel i alle de tre riger.

NILS LYKKE.
, jeg takker! Det vil nu ikke sige s stort. Men det, jeg her
gr tilmdes, det regner jeg rigtignok for en mesterprve; thi
her glder det at besnre en kvinde--

JENS BJELKE.
Ha-ha-ha! I _det_ hndvrk har I nok for lnge siden gjort
mesterprve, kre bror! Mener I ikke, vi kender visen i Sverig
ogs?:

  Hver en skn-jomfru sukker s mod,--
  Gud give, Nils Lykke var mig huld og god!

NILS LYKKE.
Ak, den vise glder kvinder i tyvers-alderen og deromkring.
Men fru Inger Gyldenlve er henimod de femti og derhos snu som
ingen anden. Det vil holde hrdt at vinde bugt med hende. Men
det _m_ ske,--for enhver pris! Lykkes det mig at forskaffe
kongen visse fordele over hende, dem han lnge har eftertragtet,
s kan jeg gre regning p at betroes sendelsen til Frankrig
nste vr. I vd vel, at jeg har tilbragt fulde tre r ved
hjskolen i Paris? Hele min hug str did ned igen, besynderligen
hvis jeg kunde f fremtrde i s hjst anslig egenskab som en
konges sendebud. --Nu,--ikke sandt,--I overlader fru Inger til
mig? Husk p,--dengang I sidst gsted hoffet i Kbenhavn, veg jeg
pladsen for eder hos mere end n ungm--

JENS BJELKE.
, vd I hvad,--det delmod var nu ikke s stort endda. I havde
jo hals og hnd over dem allesammen. Men lige meget; siden jeg nu
engang har faret galt afsted, s ser jeg helst, at I tar sagen p
jer. Dog, _det_ er et ord,--findes den unge grev Sture p strt,
s skaffer I ham frem dd eller levende!

NILS LYKKE.
Lyslevende skal I have ham. Jeg agter ialfald ikke at sl ham
ihjel. Men nu m I alts ride tilbage til eders folk. Hold
landevejen besat. Skulde jeg mrke noget mistnkeligt, s skal
i uopholdelig f kundskab derom.

JENS BJELKE.
Godt, godt. Men hvorledes slipper jeg ud--?

NILS LYKKE.
Karlen, som var her, hjlper jer nok tilrette. Men i al stilhed--

JENS BJELKE.
Forstr sig. N,--god lykke!

NILS LYKKE.
Lykken har aldrig svigtet mig i dyst med kvinder. Skynd jer nu!
(Jens Bjelke gr ud til hjre.)

NILS LYKKE
(str en stund stille, gr lidt omkring i stuen, ser sig om;
derp siger han dmpet):
S str jeg da omsider p strt. P dette gamle herresde,
som et barn for to r siden fortalte mig s meget om.

Lucia. Ja, for to r siden var hun endnu et barn. Og nu,--nu er
hun dd
(han nynner med et halvt smil:)
  "Blomster brkkes, blomster visner--"

(han ser sig om igen.)
strt. Det er, som om jeg havde set det altsammen fr; som om
jeg var tilhuse her. --Derinde er riddersalen. Og nedenunder er--
gravklderen. Der ligger nok Lucia ogs.
(sagtere, halvt alvorligt, halvt tvungent spgende.)
Dersom jeg var en rd mand, s kunde jeg bilde mig ind, at da jeg
satte foden indenfor strts port, s vendte hun sig i kisten. Da
jeg gik over borggrden, lfted hun p lget. Og da jeg nys
nvnte hendes navn, var det som en rst maned hende op af
ligklderen. --Mske famler hun sig nu opad trappen. Svededugen
er hende ivejen; men hun famler sig frem alligevel.

Hun er helt oppe i riddersalen! Hun str og ser paa mig bag
drstolpen!
(han kaster hovedet tilbage over skuldren, nikker og siger hjt:)
Kom nrmere, Lucia! Snak lidt med mig! Din moder lar mig vente.
Det er kedeligt at vente;--og du har hjulpet mig at fordrive s
mangen kedelig stund--
(han farer med hnden over panden og gr et par gange frem og
tilbage.)
Se s!--Rigtig; der er det dybe vindu med forhnget. Der er det
jo Inger Gyldenlve plejer st og stirre udover landevejen, som
om hun vented p en, der aldrig kommer. --Derinde--
(han ser mod dren til venstre)
der indenfor etsteds ligger sster Elines stue. Eline? Ja, det er
Eline hun heder.

Kan jeg rigtig tro p, at hun er s mrkvrdig,--s klgtig og s
djrv, som Lucia sagde? Fager skal hun ogs vre. Men til
gtehustru--? S ligetil burde jeg ikke have skrevet.--
(han vil i tanker stte sig ved bordet, men retter sig op igen.)
Hvorledes vil fru Inger modtage mig?--Hun vil ikke svide grden
af over os. Hun vil ikke lokke mig ud p en falddr. Sdant med
knive bagfra vil hun heller ikke--(han lytter mod stien.)

Aha!

FRU INGER GYLDENLVE
(kommer ind gennem salsdren og siger koldt:)
Jeg byder eder min hilsen, herr rigsrd,--

NILS LYKKE
(bjer sig dybt)
Ah,--strts frue!

FRU INGER.
--og min tak fordi I forud har ladet mig vide eders komme.

NILS LYKKE.
Ikke mere end min skyldighed. Jeg havde grunde til at formode, at
mit komme vilde overraske eder--

FRU INGER.
I sandhed, herr rigsrd, deri har I ikke taget fejl. Jeg havde
visselig mindst af alle ventet at se Nils Lykke som gst p
strt.

NILS LYKKE.
Og endnu mindre havde I vel ventet, at han skulde komme som ven?

FRU INGER.
Som ven? I fjer spot til al den smerte og skndsel, I har dynget
over mit hus? Efter at have lagt et barn i graven for mig, vover
I endnu--

NILS LYKKE.
Tillad, fru Inger Gyldenlve,--i det stykke kommer vi neppe
til enighed; thi I tager ikke med i beregningen, hvad _jeg_ ved
samme ulykkelige lejlighed tabte. Mine hensigter var rlige. Jeg
var trt af mit ubundne liv;--over de tredive r var jeg jo ogs
allerede dengang; jeg lngtes efter at finde mig en god og from
hustru. Lg s dertil udsigten til det held at vorde _eders_
svigersn--

FRU INGER.
Tag eder vel i vare, herr rigsrd! Hvad der er vederfaret mit
barn, har jeg efter bedste evne dysset ned. Men tro ikke, at det
er glemt, om det end er gemt. Der turde snart komme en lejlighed--

NILS LYKKE.
I truer mig, fru Inger? Jeg har rakt eder min hnd til forlig.
I vgrer eder ved at modtage den. Der er da alts fr nu af ben
ufred imellem os?

FRU INGER.
Jeg vidste ikke, at det fordum havde vret anderledes.

NILS LYKKE.
Fra _eders_ side, kan hnde. _Jeg_ har aldrig vret eders
avindsmand,--sknt jeg vel, som kongen af Danmarks underst,
havde skellig grund dertil.

FRU INGER.
Jeg forstr eder. Jeg har ikke vret bjelig nok. Det er ikke
get s glat, som man nskede, med at drage mig over i eders
lejr. --Mig synes dog, I intet har at klage p. Min datter
Meretes husbond er eders landsmand. Videre kan jeg ikke g.
Min stilling er vanskelig, Nils Lykke!

NILS LYKKE.
Det fatter jeg tilfulde. Bde herremndene og almuen her i Norge
mener jo at have et gammelt krav p eder,--et krav, som man
siger, at I kun halvvejs har gjort fyldest.

FRU INGER.
Tillad, herr rigsrd,--for min frd str jeg ingen til regnskab
uden Gud og mig selv. Hvis det derfor behager eder, s lader I
mig vide, hvad der frer eder hid.

NILS LYKKE.
Straks, fru Inger! Hensigten med min sendelse her til landet kan
vel ikke vre eder ubekendt--?

FRU INGER.
Jeg kender det hverv, man almindeligvis tillgger eder. Det er
vor konge af vigtighed at vide, hvorledes han str sig med den
norske adel.

NILS LYKKE.
Ganske visst.

FRU INGER.
Det er alts derfor I gster strt?

NILS LYKKE.
For en del derfor. Dog kommer jeg ingenlunde for at krve nogen
mundtlig forsikring af eder--

FRU INGER.
Nu vel?

NILS LYKKE.
Hr mig, fru Inger! I sagde selv for nylig, at eders stilling er
vanskelig. I str midt imellem to modsatte lejre, som begge kun
halvvejs vover t forlade sig p eder. Eders egen fordel m
ndvendigvis knytte jer til _os_. Til de misfornjede er I
derimod bunden ved landsmandskabet, og,--hvem vd,--mske ogs
ved et eller andet hemmeligt bnd.

FRU INGER
(sagte)
Hemmeligt bnd! Krist, skulde han--?

NILS LYKKE
(mrker hendes bevgelse, men lader som intet og tilfjer
utvungent):
I indser visst selv, at denne stilling i lngden ikke er til at
udholde. --St nu, det stod i min magt at udfri eder af disse
forholde, som--

FRU INGER.
I eders magt, siger I?

NILS LYKKE.
Frst og fremst, fru Inger, m jeg bede eder ikke at lgge nogen
vgt p de letfrdige ord, hvormed jeg fr kan have omtalt det,
der er os imellem. Tro ikke, at jeg nogen stund har tabt af
tankerne den skyld, jeg str i til eder. St, at det lnge havde
vret min agt, s vidt muligt, at gre godt igen, hvad jeg har
forbrudt. St, at det var derfor jeg havde skaffet mig denne
sendelse herop.

FRU INGER.
Forklar eder njere, herr rigsrd;--nu forstr jeg eder ikke.

NILS LYKKE.
Jeg tger maske ikke fejl, nr jeg formoder, at I, liges godt
som jeg, kender til de uroligheder, der truer med at bryde ls i
Sverig. I vd, eller I aner ialfald, at disse uroligheder har et
strre ml, end det, man almindeligvis tillgger dem, og vil
derfor begribe, at vor konge ikke roligt kan se begivenhederne
g deres egen gang. Ikke sandt?

FRU INGER.
Bliv ved!

NILS LYKKE
(forskende, efter et kort ophold)
Der gives t tnkeligt tilflde, som kunde stte Gustav Vasas
trone i fare--

FRU INGER
(sagte)
Hvor vil han hen?

NILS LYKKE.
--det tilflde nemlig, at der i Sverig skulde findes en mand, som
p grund af sin byrd havde krav p at kres til folkets styrer.

FRU INGER
(undvigende)
Sverigs adel er lemlstet liges blodigt som vor, herr rigsrd!
Hvor skulde I vel ville sge--?

NILS LYKKE
(smilende)
Sge? Manden er allerede funden--

FRU INGER
(farer sammen)
Ah! Er han funden?

NILS LYKKE.
--og han str jer for nr, min frue, til at eders tanke ikke
skulde falde p ham.
(ser stivt p hende.)
Den afdde grev Sture har efterladt sig en sn--

FRU INGER
(med et skrig)
Hellige frelser, hvoraf vd I--?

NILS LYKKE
(studsende)
Fat eder, min frue, og lad mig tale til ende. --Denne unge mand
har hidtil levet stille hos sin moder, Sten Stures enke.

FRU INGER
(nder friere igen)
Hos--? Ah ja;--ja visst!

NILS LYKKE.
Nu derimod er han trdt benlyst frem. I Dalarne har han vist sig
som bndernes leder. Deres antal vokser med hver dag; og--som I
mske vd, finder de venner blandt almuen p denne side af
grnsefjeldene.

FRU INGER,
(der imidlertid har fattet sig)
Herr rigsrd,--I nvner alle disse begivenheder med fuld
forvissning om, at jeg kender dem. Hvad grund har jeg givet eder
til at formode sligt? Jeg vd intet, og nsker ikke at vide
noget. Det er min agt at leve roligt indenfor mine egne
enemrker; jeg rkker ikke ufredsstifterne min bistand; men regn
heller ikke p mig, dersom det er eders agt at underkue dem.

NILS LYKKE
(dmpet)
Vilde I ogs forholde eder uvirksom, ifald det var min agt at st
dem bi?

FRU INGER.
Hvorledes skal jeg forst eder?

NILS LYKKE.
I har alts ikke fattet, hvad jeg den hele tid har sigtet til?--
Nu vel; rligt og ligefrem vil jeg da sige eder alt. Vid da, at
kongen og hans rd tilfulde har indset, hvorledes der i lngden
intet sikkert fodfste findes for os i Norge, dersom adel og
almue, sledes som nu, vedbliver at tro sig forurettet og
undertrykt. Vi har fuldelig begrebet, at villige forbundsfller
er bedre end tvungne understter; og vi nsker derfor intet
hjerteligere, end at kunne lsne de bnd, der i grunden snrer
_os_ liges stramt som _eder_. Men I vil visst ogs erkende,
at Normndenes sindelag imod os gr et sdant skridt altfor
betnkeligt,--s lnge vi ikke har en plidelig sttte i ryggen.

FRU INGER.
Og denne sttte--?

NILS LYKKE.
Denne sttte er nrmest at sge i Sverig. Men, vel at mrke,
ej s lnge Gustav Vasa sidder ved roret; thi _hans_ regnskab
med Danmark er endnu ikke opgjort, og vil vel heller aldrig blive
det. En ny svensk konge derimod, som havde folket p sin side,
og som skyldte Danmarks bistand sin krone--. Nu; I begynder at
forst mig? _Da_ kunde vi med tryghed sige til eder Norske:
"tag eders gamle arvede rettigheder tilbage; vlg eder en styrer
efter eget tykke; vr vore venner i nden, ligesom vi vil vre
eders!"--Lg ellers vel mrke til, fru Inger, at dette hjmod i
grunden ikke er s stort, som det kanske synes; thi I vil selv
indse, at vi, langtfra at svkkes, snarere vil styrkes derved.

Og da jeg nu har talt benhjertigt med eder, s lad ogs I enhver
mistro fare. Alts--
(bestemt.)
den riddersmand fr Sverig, som kom hid en timestid fr jeg--

FRU INGER.
I vd det da allerede?

NILS LYKKE.
Tilfulde. Det er ham jeg sger.

FRU INGER
(for sig selv)
Forunderligt. Alts dog som Olaf Skaktavl sagde.
(til Nils Lykke.)
Jeg beder eder vente her, herr rigsrd! Nu gr jeg for at fre
ham til eder.
(hun gr ud gennem riddersalen.)

NILS LYKKE
(ser en stund efter hende i hoverende forundring).
Hun henter ham! Ja, virkelig,--hun henter ham! Dysten er halvvejs
vunden. S let havde jeg ikke tnkt, det skulde g.--

Hun sidder dybt i det med urostifterne. Fr sammen af skrk, da
jeg nvnte Sten Stures sn.--

Og s? Hm! Er fru Inger troskyldig lbet i flden, s vil ikke
Nils Sture gre mange vanskeligheder. Et ungt blod, uden al
sindighed og omtanke--. Med mit lfte om bistand drager han
afsted. Uheldigvis snapper Jens Bjelke ham op p vejen,--og det
hele forehavende er kvalt.

Og s? S et skridt videre, til fromme for os selv. Det spredes
ud, at den unge grev Sture har vret p strt,--at en dansk
udsending har havt en sammenkomst med fru Inger,--at, som flge
deraf, junker Nils blev snappet op af kong Gustavs krigskngte en
fjerdingvej fr grden. --Inger Gyldenlves anseelse hos almuen
vre s stor den vil,--imod sligt et std skal den have svrt for
at st sig.
(farer pludselig uroligt op.)
Alle djvle--! Om fru Inger skulde have anet urd! Kanske han i
dette jeblik smutter os af hnderne--
(lytter beroliget mod riddersalen.)
Ah, det har ingen nd. Der kommer de.
(Fru Inger Gyldenlve kommer inde fra salen, ledsaget af herr
Olaf Skaktavl.)

FRU INGER
(til Nils Lykke)
Her bringer jeg den I venter.

NILS LYKKE
(sagte)
For helvede,--hvad skal det sige?

FRU INGER.
Jeg har sagt denne riddersmand eders navn, og hvad I har meddelt
mig--

NILS LYKKE
(tvilrdig)
S? Ja s? Nu, ja--

FRU INGER.
--og jeg vil ikke dlge for eder, at han ej fster den strkeste
lid til eders bistand.

NILS LYKKE.
Ikke det?

FRU INGER.
Kan det undre jer? I kender dog vel bde hans sindelag og hans
tunge skbne--

NILS LYKKE.
Denne mands--? N--ja, ja vel--

OLAF SKAKTAVL
(til Nils Lykke)
Men eftersom det er Peder Kanzler selv, der har stvnet os til at
mdes her--

NILS LYKKE.
Peder Kanzler--?
(fatter sig hurtig.)
Ja, rigtig,--jeg har en sendelse fra Peder Kanzler--

OLAF SKAKTAVL.
Og han m jo bedst vide, hvem han tr bygge p. Jeg gider derfor
ikke bryde mit hoved med at gruble over, hvorledes--

NILS LYKKE.
Nej, det er ret, kre herre; lad os for alting ikke det.

OLAF SKAKTAVL.
Heller lige ls p sagen--

NILS LYKKE.
Lige ls, uden omsvb;--sledes er altid min vane.

OLAF SKAKTAVL.
Og vil I s sige mig, hvad rend I bringer?

NILS LYKKE.
Mit rend tnker jeg vel I s omtrent kan gtte--

OLAF SKAKTAVL.
Peder Kanzler nvnte noget om papirer, som--

NILS LYKKE.
Papirer? N ja, papirerne!

OLAF SKAKTAVL.
I har dem vel hos jer?

NILS LYKKE.
Naturligvis; vel forvarede; nsten altfor vel til i en hast--
(han lader som om han sger indenfor sin vams, og siger sagte:)
Hvem djvelen er han? Hvad griber jeg til? Her tr vre store
opdagelser at gre--
(han bemrker, at hustjenerne dkker bordet og tnder lamperne i
riddersalen, og siger til Olaf Skaktavl:)
Ah, jeg ser, fru Inger lader aftensmltidet anrette. Ved bordet
kunde vi kanske bedre tale om vore anliggender.

OLAF SKAKTAVL.
Godt; som I synes.

NILS LYKKE
(sagte)
Frist vunden,--dyst vunden!
(med stor venlighed, til fru Inger:)
Og imidlertid kunde vi f at vide, hvad andel fru Inger
Gyldenlve agter at tage i vort forehavende?

FRU INGER.
Jeg?--Ingen.

NILS LYKKE og OLAF SKAKTAVL.
Ingen?

FRU INGER.
Kan det undre eder, mine dle herrer, at jeg ikke vover mig ind i
en leg, hvori alt sttes p spil? S meget mere, da ingen af mine
forbundsfller vover at forlade sig trygt p mig.

NILS LYKKE.
Denne bebrejdelse rammer ikke mig. Jeg tror eder blindt; derom
beder jeg eder vre forsikret.

OLAF SKAKTAVL.
Hvem skulde turde bygge p eder, nr det ikke var eders
landsmnd?

FRU INGER.
Sandelig,--denne tiltro glder mig.
(hun gr hen til et skab i baggrunden og fylder to bgre med vin.)

NILS LYKKE
(sagte)
Fordmt, om hun skulde trkke sig ud af snaren!

FRU INGER
(rkker hver af dem et bger)
Og siden s er, s byder jeg eder i et bger velkommen til
strt. Drik, mine dle riddere! Drik tilbunds!
(hun betragter dem vekselvis efterat de har drukket, og siger
alvorlig:)
Men nu m I vide,--det ene bger indeholdt en velkomsthilsen for
min forbundsflle, det andet--dden for min uven!

NILS LYKKE
(kaster bgeret)
Ah, jeg er forgiftet!

OLAF SKAKTAVL
(p samme tid, idet han griber efter sit sverd)
Dd og helvede, har I myrdet mig!

FRU INGER
(leende til Olaf Skaktavl, idet hun peger p Nils Lykke):
Dette er de Danskes lid til Inger Gyldenlve--
(til Nils Lykke, pegende p Olaf Skaktavl:)
--og mine landsmnds tro p mig, ligervis!
(til dem begge:)
Og dog skulde jeg give mig eder i vold? S sagte, mine dle
herrer,--s sagte! Fruen p strt har endnu sin fulde samling.

ELINE GYLDENLVE
(kommer gennem dren til venstre)
Stor larm og stj--. Hvad er pfrde?

FRU INGER
(til Nils Lykke)
Min datter Eline.

NILS LYKKE
(sagte)
Eline! Sledes havde jeg ikke tnkt mig hende.

ELINE
(bemrker Nils Lykke og blir overrasket stende, idet hun
betragter hum).

FRU INGER
(rrer ved hendes arm)
Mit barn,--denne ridder er--

ELINE.
(gr en afvrgende hndbevgelse, idet hun fremdeles ser
ufravendt p ham og siger):
Behves ikke! Jeg ser, hvad han heder. Det er Nils Lykke.

NILS LYKKE
(sagte til fru Inger)
Hvorledes? Kender hun mig? Skulde Lucia--? Skulde hun vide--?

FRU INGER.
Stille! Hun vd intet.

ELINE
(hen for sig)
Jeg vidste det;--sledes mtte Nils Lykke se ud.

NILS LYKKE
(nrmere)
Nu vel, Eline Gyldenlve,--I har gttet rigtigt. Og da jeg
sledes p en mde er eder bekendt,--og da jeg derhos er eders
moders gst,--s vil I ikke ngte mig den blomsterkost, I brer
ved eders bryst. S lnge den er frisk og duftende, ejer jeg i
den et billed af eder selv.

ELINE
(stolt, men stedse vedblivende at stirre p ham)
Forlad mig, herr ridder,--den er plukket i mit eget kammer, og
der vokser ingen blomst for eder.

NILS LYKKE
(idet han lsner en blomsterkost, som han selv brer indstukken
foran i sin vams:)
Ah; men s vil I dog ikke forsm denne ringe gave. En hvisk frue
rakte mig den til afsked, da jeg imorges fr fra Trondhjem. --Lg
vel mrke til, min dle jomfru,--skulde jeg byde eder en sknk,
der var eder fuldkommen vrdig, s mtte det vre en fyrstekrone.

ELINE,
(der viljelst har taget blomsterne)
Og var det end Danmarks kongekrone, I rakte mig,--fr jeg delte
den med _eder_, fr krysted jeg den snder mellem mine hnder
og slngte stumperne for eders fod!
(hun kaster blomsterkosten for hans fdder og gr ind i
riddersalen.)

OLAF SKAKTAVL
(mumler for sig selv):
Kk,--som Inger Ottisdatter ved Knut Alfsns bre!

FRU INGER
(sagte, efter vekselvis at have betragtet Eline og Nils Lykke)
Ulven _kan_ tmmes. Det glder at smede lnken frdig.

NILS LYKKE
(idet han tager blomsterne op og stirrer henrykt efter Eline)
Guds hellige blod, hvor hun er stolt og fager!




TREDJE AKT.


(Riddersalen. Et hjt buevindu i baggrunden; et mindre vindu i
forgrunden til venstre. Flere dre p begge sider. Loftet stttes
af tykke fritstende trstolper, der, ligesom vggene, er behngte
med alleslags vbenstykker. Billeder af helgener, riddere og fruer
hnger i lange rader. Under loftet en stor brndende lampe med
mange arme. I forgrunden til hjre et gammeldags udskret hjsde.
Midt i salen str et dkket bord med levningerne af aftensmltidet.)

ELINE GYLDENLVE
(kommer langsomt og tankefuld fra venstre. Udtrykket I hendes
ansigt forrder, hvorledes hun i erindringen gennemlever
optrinnet med Nils Lykke. Tilsidst gr hun en armbevgelse,
ligesom da hun kastede blomsterkosten; derp siger hun med dmpet
stemme):
--og s samlede han stumperne af Danmarks kongekrone--;
blomsterne var det;--og

"Guds hellige blod, hvor hun er stolt og fager!"

Havde han hvisket disse ord i den lnligste krog, milevidt fra
strt,--jeg havde hrt dem alligevel!

Hvor jeg hader ham! Hvor jeg altid har hadet ham,--denne Nils
Lykke!--Ingen anden mand er som han, siges der. Med kvinder leger
han,--og trder dem under sin fod.

Og det er til _ham_, min moder tnkte at byde mig frem!--
Hvor jeg hader ham!

De siger, at Nils Lykke er anderledes end andre mnd. Det er ikke
sandt! Der er intet selsomt ved ham. Der findes mange, mange,
som han! Nr Bjrn fortalte mig eventyr, da s alle prinser ud
som Nils Lykke. Nr jeg sad ensom her i salen og drmte krniker,
og mine riddere kom og gik,--allesammen s de ud som Nils Lykke.

Hvor det er forunderligt og hvor det er godt at hade. Aldrig har
jeg vidst, hvor sdt det var--fr ikveld. Nej,--ikke for tusend
rs liv vilde jeg slge de jeblikke, jeg har levet siden jeg s
ham!--

"Guds hellige blod, hvor hun--"

(hun gr langsomt op mod baggrunden, bner vinduet og ser ud.)

(Nils Lykke kommer ind gennem den forreste dr til hjre.)

NILS LYKKE
(hen for sig)
"Sov vel p strt, herr ridder," sagde Inger Gyldenlve, da hun
gik. Sov vel? Ja, det er snart nok sagt, men--; der udenfor,
himmel og hav i oprr; nedenunder i gravklderen det unge blod p
bren; to rigers skbne i min hnd;--og p mit bryst en vissen
blomsterkost, som en kvinde har slngt for mine fdder. Sandelig,
jeg frygter strkt for, at svnen vil melde sig noget sent.

(bemrker Eline, der forlader vinduet og vil g ind til venstre.)
Der er hun. Det stolte je lader tankefuldt. --Ah, hvis jeg turde
vove--

(hjt:)
Jomfru Eline!

ELINE
(stansende ved dren)
Hvad vil I? Hvi forflger I mig?

NILS LYKKE.
I fejler; jeg forflger eder ikke. Jeg er selv forfulgt.

ELINE.
Er I?

NILS LYKKE.
Af mangehnde tanker. Derfor gr det med svnen, som med eder;--
den flyr mig.

ELINE.
G til vinduet, s vil I finde tidekort;--et hav i storm--

NILS LYKKE
(smilende)
Et hav i storm? Det kan jeg ogs finde hos eder.

ELINE.
Hos mig?

NILS LYKKE
Vort frste mde har forvisset mig derom.

ELINE.
Og I besvrer eder derover?

NILS LYKKE.
Nej, ingenlunde, men jeg nskede dog at se eder mildere stemt.

ELINE
(stolt)
Tror I, det vil lykkes eder?

NILS LYKKE.
Jeg er viss derp; thi jeg bringer eder et krkomment budskab.

ELINE
Og hvilket?

NILS LYKKE
Mit farvel.

ELINE
(et skridt nrmere)
Eders farvel? I forlader strt--s snart?

NILS LYKKE.
Endnu inat.

ELINE
(synes et jeblik tvilrdig med sig selv; derp siger hun koldt):
S tag min hilsen, herr ridder!
(hun bjer sig og vil g.)

NILS LYKKE.
Eline Gyldenlve,--jeg har ingen ret til at holde eder tilbage,
men det er udelt, dersom I ngter at hre, hvad jeg har at sige
eder.

ELINE.
Jeg hrer eder, herr ridder!

NILS LYKKE.
Jeg vd, I hader mig.

ELINE
Eders klarsyn er usvkket, som jeg mrker.

NILS LYKKE.
Men jeg vd ogs, at jeg tilfulde har fortjent dette had.
Usmmelige og krnkende var de ord, hvormed jeg tydede p eder
i min skrivelse til fru Inger.

ELINE.
Nok muligt, jeg har ikke lst dem.

NILS LYKKE.
Men indholdet er eder i det mindste ikke ubekendt; jeg vd, eders
moder har ikke ladet eder i uvidenhed derom; hun har ialfald sagt
eder, at jeg priste den mand heldig, som--; ja, I vd, hvad hb
jeg nrede--

ELINE.
Herr ridder,--hvis det er derom I agter at tale, s--

NILS LYKKE.
Jeg agter at tale derom, alene for at undskylde min frd. Ikke af
andre grunde;--det svrger jeg eder. Hvis mit rygte,--hvad jeg
desvrre har rsag til at formode,--er net til eder, forinden
jeg selv fremstillede mig p strt, s m I ogs kende mit liv
tilstrkkeligt til ikke at forundre eder over, at jeg i deslige
sager gr noget dristigt tilvrks. Jeg har truffet mange kvinder,
Eline Gyldenlve! Ubjelige har jeg aldrig fundet dem. Under
slige omstndigheder, ser I, blir man noget magelig. Man kommer
ud af vanen med at betjene sig af omveje--

ELINE.
Nok muligt. Jeg vd ikke, hvad malm hine kvinder har vret af.

I fejler for vrigt, nr I mener, at det er brevet til min moder,
der har vakt mit hjertes had og bitterhed imod eder. Jeg havde
ldre grunde.

NILS LYKKE
(urolig)
ldre grunde? Hvad vil I sige med det?

ELINE.
Det er som I formoded;--eders rygte er get forud for eder selv,
til strt, som over det hele land. Nvnes Nils Lykkes navn, s
nvnes det altid sammen med en kvinde, som han har besnret og
forstdt. Nogle nvner det med harme, andre med latter og kd
spot over hine svagsindede skabninger. Men gennem harmen og
latteren og spotten klinger visen om eder, overdvende og
eggende, lig en fiendes sejers-sang.

Dette er det alt tilhobe, som har avlet mit had til eder. Idelig
stod I for mine tanker; og det drog mig tilmdes som en lngsel,
at stilles ansigt til ansigt med eder, forat I kunde erfare, at
der gives kvinder, hos hvem eders smidige tale er spildt--dersom
I agter at bruge den.

NILS LYKKE.
I dmmer mig uretfrdigt, dersom I dmmer efter, hvad rygtet har
sagt eder. Muligt, at der er sandhed i alt, hvad I har hrt;--men
rsagerne dertil kender I ikke. --Som syttenrig junker begyndte
jeg min lystige frd. Jeg har levet fulde femten r siden den
tid. Lette kvinder sknked mig, hvad jeg nsked--endnu fr nsket
var blevet til bn; og hvad jeg bd dem, det greb de med glade
hnder. I er den frste kvinde, som foragtelig har slngt min
gave tilbage for min egen fod.

Tro ikke, at jeg beklager mig. Nej, tvertimod,--jeg rer eder
derfor, sledes, som jeg endnu aldrig har ret nogen kvinde. Men
hvad jeg klager over, og hvad der nager mig som en stor sjlev,
det er, at skbnen ikke tidligere har frt mig eder imde.--

Eline Gyldenlve! Eders moder har fortalt mig om eder. Medens
livet gik sin urolige gang fjernt herfra, da vandred I p det
ensomme strt, stille, med eders digten og eders drmme. Se,
derfor vil I forst, hvad jeg har at sige eder. --Vid da, at ogs
jeg engang har levet et liv, som I her. Jeg tnkte mig, at nr
jeg trdte ud i den store vide verden, da vilde der komme mig
imde en del og herlig kvinde, som skulde vinke ad mig og vise
mig vejen til et bermmeligt ml. --Jeg bedrog mig, Eline
Gyldenlve! Kvinder kom mig imde; men _hun_ var ikke iblandt
dem. Endnu fr jeg fuldt var bleven mand, havde jeg lrt at
foragte dem alle tilhobe.

Er det da min skyld? Hvorfor var ikke de andre ligesom I?--Jeg
vd, eders fdrelands skbne hviler eder tungt p sinde. I kender
den andel, jeg har i forholdene--. Det siges om mig, at jeg skal
vre falsk som havskummet. Nok muligt; men er jeg det, da har
kvinderne lrt mig at vre det. Havde jeg tidligere fundet, hvad
jeg sgte,--havde jeg truffet en kvinde, stolt, del og hjsindet
som I, da var visselig min vej blevet en hel anden. Kan hnde, at
jeg da i dette jeblik, havde stet ved eders side som talsmand
for alle de forurettede i Norges rige. Thi _det_ tror jeg: en
kvinde er det mgtigste i verden, og i hendes hnd str det at
bje en mand didhen, hvor Gud Herren vil have ham.

ELINE
(for sig selv)
Skulde det vre, som han siger? Nej, nej; der er lgn i hans je
og svig p hans lber. Og dog--; ingen sang er s liflig som hans
ord.

NILS LYKKE
(nrmere, dmpet og mere fortroligt):
Hvor ofte har I vel ikke siddet her p strt, ensom, med eders
vekslende tanker. Da er det blevet eder trangt om brystet; loft og
vgge har ligesom skrumpet sig sammen og knuget eders sind. Da har I
lngtes udad; da har det lystet eder at flyve langt herfra, uden at
I selv vidste hvorhen. --Hvor ofte har I ikke vandret ensom ved
fjorden; et smykket skib, med riddere og damer ombord, med sang og
strengeleg, har sejlet forbi, langt derude;--et dunkelt rygte om
store begivenheder er net til eder;--da har I flt en higen i
eders bryst, en ubetvingelig lngsel efter at vide, hvad der var
hinsides havet. Men I har ikke forstet, hvad der fattedes eder.
I har stundom ment, det var eders fdrelands lod, der fyldte eder
med alle de urolige tanker. I bedrog eder selv;--en jomfru i
eders unge r har andet at gruble over. --Eline Gyldenlve! Har I
aldrig tnkt eder hemmelige krfter,--en strk og lndomsfuld
magt, som knytter menneskenes skbner til hinanden? Nr I drmte
om det brogede liv derude i den vide verden,--nr I drmte om
ridderspil og lystige fester,--s I da aldrig i eders drmme en
ridder, der stod med smil p lben og med grmmelse i hjertet
midt i den larmende frd,--en ridder, der engang havde drmt
fagert som I, om en kvinde, del og herlig, og som han forgves
sgte blandt alle dem, der omgav ham.

ELINE.
Hvo er I, der mgter at klde mine lnligste tanker i ord?
Hvorledes kan I sige mig, hvad jeg har bret inderst i mit bryst--
uden selv at vide det? Hvoraf vd I--?

NILS LYKKE.
Hvad jeg har sagt eder, har jeg lst i eders jne.

ELINE.
Aldrig har nogen mand talt til mig som I. Jeg har kun dunkelt
forstet eder; og dog--alt, alt synes mig forandret siden--
(hen for sig.)
Nu begriber jeg, hvorfor de sagde, at Nils Lykke er anderledes
end alle andre.

NILS LYKKE.
Der gives n ting i verden, som kunde forstyrre et menneskes
tanker, nr vi grubler derover; og det er tanken om, hvad der
kunde sket, hvis alt havde fjet sig _s_ eller _s_. Havde
jeg mdt eder p min vej, medens mit livstr endnu var grnt
og frodigt, s havde I mske i denne stund siddet som--

Men tilgiv mig, min dle jomfru! Disse f jeblikkes samtale har
bragt mig til at glemme vor gensidige stilling. Det var som om en
lnlig rst fr frst af havde sagt mig, at med eder kunde jeg
tale bent, uden smiger og uden forstillelse.

ELINE.
Det kan I.

NILS LYKKE.
Nu vel;--og denne benhjertighed har mske allerede s halvt om
halvt forsonet os med hinanden. Ja,--jeg er endnu dristigere i
mit hb. Kanhnde den tid endnu kan komme, da I vil mindes den
fremmede ridder uden had og uden harme i sjlen. N, n,--
misforst mig ikke! Jeg mener ikke _nu straks_,--men _engang_,
senere hen i tiden. Og for at gre eder dette mindre svrt,--
og da jeg nu engang er begyndt at tale benhjertigt og
ligefrem med eder, s lad mig sige jer--

ELINE.
Herr ridder--!

NILS LYKKE
(smilende)
Ah, jeg mrker, at mit brev endnu stter eder i skrk. Men vr
I fuldkommen rolig. Jeg kunde give tusender til, dersom det var
uskrevet; thi--ja, da jeg vd, at det just ikke vil gre eder
synderlig ondt at hre, s kan jeg jo liges godt sige det rent
ud,--jeg elsker eder ikke, og vil aldrig til at elske eder. Vr
I derfor, som sagt, fullkommen tryg; jeg skal ingensinde gre
forsg p at--

Men hvad fattes eder--?

ELINE.
Mig? Intet; intet. --Sig mig kun t: Hvorfor gr I endnu med
disse blomster? Hvad vil I med dem?

NILS LYKKE.
Disse? Er det ikke en stridshanske, som I p alle kvinders vegne
har tilkastet den onde Nils Lykke? Skulde jeg s ikke tage den
op?

Hvad jeg vil med dem, spurgte I?
(dmpet.)
Nr jeg atter str mellem de fagre fruer i Danmark,--nr
strengelegen tier og der er stilhed i salen,--da vil jeg tage
disse blomster frem og fortlle et eventyr om en ung kvinde, der
sidder ensom i en mrk bjelkehal, fjernt oppe i Norge--

(afbrydende, idet han rbdigt bjer sig.)
Men jeg frygter, at jeg altfor lnge opholder husets dle datter.
Vi ss ikke mere; thi endnu fr daggry er jeg afsted. Jeg byder
eder alts mit farvel.

ELINE.
Og jeg sknker eder mit, herr ridder!
(kort stilhed.)

NILS LYKKE.
I er atter s tankefuld, Eline Gyldenlve! Er det atter eders
fdrelands skbne, der nager eder?

ELINE
(hovedrystende, idet hun adspredt stirrer hen for sig)
Mit fdreland?--Jeg tnker ikke p mit fdreland.

NILS LYKKE.
S er det tiden med al dens kamp og nd, der ngster eder.

ELINE.
Tiden? Den glemmer jeg nu. --I gr til Danmark? Var det ikke s I
sagde?

NILS LYKKE.
Jeg gr til Danmark.

ELINE.
Kan jeg se mod Danmark her fra salen?

NILS LYKKE
(pegende p vinduet til venstre)
Ja, fra dette vindu. Hist, mod syd, ligger Danmark.

ELINE.
Og er det langt herfra? Mere end hundrede mile?

NILS LYKKE.
Meget mere. Havet ligger mellem Danmark og eder.

ELINE
(hen for sig)
Havet? Tanken har mgevinger. Havet stanser den ikke.
(hun gr ud til venstre).

NILS LYKKE
(ser en stund efter hende; derp siger han):
Hvis jeg kunde afse to dage til det--eller blot n--s skulde
hun vre i min vold liges godt som alle de andre.

Der er ellers et sjeldent stof i denne unge kvinde. Hun er stolt.
Skulde jeg virkelig beslutte mig til--? Nej; heller ydmyge hende.

--(han gr omkring i stuen.)
Sandelig, tror jeg ikke, hun har sat mit blod i brand. Hvem
skulde tnkt sligt muligt herefterdags?--Vk med dette! Jeg m ud
af al den vilderede, jeg her har rodet mig ind i.

(han stter sig i en stol til hjre.)
Hvorledes skal jeg forklare mig det? Bde Olaf Skaktavl og Inger
Gyldenlve synes blinde for den mistro, de udstter sig for, nr
det rygtes, at jeg er med i forbundet. --Eller skulde fru Inger
virkelig have fattet min hensigt? Skulde hun sknne, at alle
lfter kun var beregnede p at lokke Nils Sture frem af sit
smuthul?

(han springer op)
Fordmt! Er jeg virkelig selv bleven narret? Det er hjst
rimeligt, at grev Sture slet ikke findes p strt. Kan hnde at
rygtet om hans flugt kun har vret en krigslist. Han sidder
kanske i denne stund velbeholden hos sine venner i Sverig, medens
jeg--

(gr urolig op og ned ad gulvet.)
At jeg ogs skulde vre s sikker i min sag! Om jeg nu intet
udretter! Om fru Inger kommer efter mine hensigter,--og ikke
lgger dlgsml p min frd--. At st til spot og spe bde her og
i Danmark! Ville lokke fru Inger i flden,--og s gavne hendes
sag p det bedste,--styrke hendes gunst hos almuen--! --Ah, jeg
kunde fristes til at give mig den onde selv i vold, om han
skaffed mig fingre i grev Sture--

(Vinduet i baggrunden stdes op. Nils Stenssn viser sig
udenfor.)

NILS LYKKE
(griber efter sverdet)
Hvad nu?

NILS STENSSN
(idet han springer ned p gulvet)
N; endelig er jeg her da!

NILS LYKKE
(sagte)
Hvad skal dette sige?

NILS STENSSN.
Guds fred, herre!

NILS LYKKE.
Tak, herre! Det er ellers en sregen indgang, I der har valgt
jer.

NILS STENSSN.
Ja, hvad djvelen skulde jeg gre? Porten var jo lukket. Her p
grden m nok folk have en svn som bjrnen ved juletider.

NILS LYKKE.
Takker Gud! En god samvittighed er den bedste hovedpude, vd I
vel.

NILS STENSSN.
Ja, det m s vre; for alt hvad jeg hamred og dundred, s--

NILS LYKKE.
--s slap I dog ikke ind?

NILS STENSSN.
Truffet p et hr. Jeg sagde alts til mig selv: da du nu m ind
p strt ikveld, om du s skal g gennem ild og vand, s kan du
jo sagtens ogs krybe gennem vinduet.

NILS LYKKE
(sagte)
Ah, om det skulde vre--!
(et par skridt nrmere)
S det var eder da s magtpliggende at komme til strt just
iaften?

NILS STENSSN.
Om det var? Ja, det skulde jeg mene. Jeg lar ndig vente p mig,
skal jeg sige eder.

NILS LYKKE.
Aha,--fru Inger Gyldenlve venter eder alts?

NILS STENSSN.
Fru Inger Gyldenlve? Ja, det skal jeg ikke s bestemt kunne
svare p;
(med et listigt smil.)
men her turde vre en anden--

NILS LYKKE
(smiler ogs)
N, s her turde vre en anden--?

NILS STENSSN.
Sig mig,--hrer I til huset?

NILS LYKKE.
Jeg? Ja, for s vidt som jeg fra iaftes er fru Ingers gst.

NILS STENSSN.
S?--Jeg tror vi iaften har tredje kvelden efter Mortens-messe?

NILS LYKKE.
Tredje kvelden efter--? Ja, det er ret nok. --nsker I kanske at
stedes for husets frue straks? Svidt jeg vd, er hun ikke get
tilsengs endnu. Men kunde I ikke stte eder ned og hvile eder ud
slnge, kre unge herre? Se, her er endnu en kande vin tilovers.
Lidt at spise finder I vel ogs. Nu; tag for eder; I kan trnge
til at styrke jer.

NILS STENSSN.
I har ret, herre; det vilde ikke vre s ilde.
(han stter sig ved bordet og spiser og drikker under det
flgende.)
Bde steg og sd kage! Det er jo et herremandsliv I frer her!
Nr man, som jeg, har sovet p den bare jord og levet af brd og
vand i fire-fem dage--

NILS LYKKE
(betragter ham smilende)
Ja, det m falde tungt for en, der er vant til at sidde til
hjbords i grevelige sale.

NILS STENSSN.
Grevelige sale--?

NILS LYKKE.
Men nu kan I jo hvile eder ud her p strt, s lnge, som I
lyster.

NILS STENSSN
(glad)
S? Kan jeg virkelig det? Jeg skal da ikke s snart afsted igen?

NILS LYKKE.
Ja, jeg vd ikke. Det maa I vel selv bedst kunne svare p.

NILS STENSSN
(sagte)
Au, for fanden!
(han breder sig i stolen.)
Ja, ser I,--den ting er endnu ikke s ganske afgjort. Jeg, for
_min_ del, skulde ikke have noget imod at sl mig ned her
for det frste; men--

NILS LYKKE.
--men I er ikke i et og alt eders egen herre? Der gives andre
hverv og andre anliggender--?

NILS STENSSN.
Ja, det er netop knuden. Stod det til mig, s hvilte jeg mig
ialfald ud vinteren over her p strt; jeg har nu levet min
meste tid p feltfod, og s--
(han bryder pludselig af, sknker og drikker.)
Eders skl, herre!

NILS LYKKE.
P feltfod? Hm!

NILS STENSSN.
Nej, det var _det_ jeg vilde sige: jeg har lnge higet efter at
se fru Inger Gyldenlve, som der gr s stort et ry af. Det m
vre en herlig kvinde. Ikke sandt?--Det eneste, jeg ikke kan
finde mig i, er, at hun s forbandet ndig vil sl ls.

NILS LYKKE.
Sl ls?

NILS STENSSN.
Nu ja, I forstr mig nok; jeg mener, at hun s ndig vil tage
hnd i med, for at drive de fremmede herremnd ud af landet.

NILS LYKKE.
Ja, det har I ret i. Men nu fr I gre, hvad I kan, s gr det
nok.

NILS STENSSN.
Jeg? Ja, Gud bedre s sandt; det skulde stort hjlpe, om jeg--

NILS LYKKE.
Da er det dog selsomt, at I gster hende, nr I ikke har bedre
hb.

NILS STENSSN.
Hvad mener I med det?--Hr, kender I fru Inger?

NILS LYKKE.
Forstr sig; siden jeg er hendes gst, s--

NILS STENSSN.
Ja, derfor er det jo slet ikke sagt, at I kender hende. Jeg er
ogs hendes gst og har dog aldrig set s meget som hendes skygge
engang.

NILS LYKKE.
Men I vd dog at fortlle--

NILS STENSSN.
--hvad hvermand snakker om? Ja, det er rimeligt. Desuden har jeg
tidt nok hrt af Peder Kanzler--
(han stanser i forvirring og begynder ivrigt at spise.)

NILS LYKKE.
I vilde sagt noget mere.

NILS STENSSN
(spisende)
Jeg?  nej, det kan vre det samme.

NILS LYKKE
(ler).

NILS STENSSN.
Hvoraf ler I, herre?

NILS LYKKE.
Af ingenting, herre!

NILS STENSSN
(drikker)
Det er en liflig vin, I har her p grden.

NILS LYKKE
(nrmer sig fortrolig)
Hr,--skulde det nu ikke vre p tide at kaste masken?

NILS STENSSN
(smilende)
Masken? Ja, det fr I gre som I selv synes.

NILS LYKKE.
S lad al forstillelse fare. I er kendt, grev Sture!

NILS STENSSN
(med latter)
Grev Sture? Tror I ogs, at jeg er grev Sture?
(han rejser sig fra bordet.)
I fejler, herre! Jeg er ikke grev Sture.

NILS LYKKE.
Virkelig ikke? Hvem er I da?

NILS STENSSN.
Mit navn er Nils Stenssn.

NILS LYKKE
(ser smilende p ham)
Hm! Nils Stenssn? Men I er ikke Sten Stures sn Nils. Navnet
slr ialfald til.

NILS STENSSN.
Ganske sandt; men Gud m vide, med hvilken ret jeg brer det. Min
fader har jeg aldrig kendt; min moder var en fattig bondehustru,
som blev plyndret og slt ihjel i en af de forrige fejder. Peder
Kanzler var just dengang ved hnden; han tog sig af mig, fostred
mig op og lrte mig vbenhndvrket. Som i vd, har han i mange
r vret forfulgt af kong Gustav, og jeg har trolig ledsaget ham,
hvor han frdedes.

NILS LYKKE.
Peder Kanzler har nok lrt jer mere end vbenhndvrket, lader
det til. --Nu godt; I er alts ikke Nils Sture. Men I kommer dog
fra Sverig. Peder Kanzler har skikket eder hid for at finde en
fremmed, som--

NILS STENSSN
(nikker usagt)
--som alt er funden.

NILS LYKKE
(noget usikker)
Og som I ikke kender?

NILS STENSSN.
Ligeslidt, som I kender mig; thi jeg svrger eder ved Gud Fader
selv: jeg er ikke grev Sture!

NILS LYKKE.
Alvorligt, herre?

NILS STENSSN.
S sandt som jeg lever! Hvorfor skulde jeg ngte det, hvis s var?

NILS LYKKE.
Men hvor er da grev Sture?

NILS STENSSN
(dmpet)
Ja, _det_ er just hemmeligheden.

NILS LYKKE
(hviskende)
Som er eder bekendt? Ikke s?

NILS STENSSN
(nikker)
Og som jeg har at meddele eder.

NILS LYKKE.
Mig? Nu da,--hvor er han?

NILS STENSSN
(peger opad).

NILS LYKKE.
Deroppe? Fru Inger holder ham skjult p loftet?

NILS STENSSN.
Nej, visst ikke; I misforstr mig.
(ser sig forsigtigt om.)
Nils Sture er himlet.

NILS LYKKE.
Dd! Hvor?

NILS STENSSN.
P sin moders slot,--for tre uger siden.

NILS LYKKE.
Ah, I bedrager mig! For fem, sex dage siden drog han over grnsen
ind i Norge.

NILS STENSSN.
, det har vret mig.

NILS LYKKE.
Men kort tid tilforn havde greven vist sig i Dalarne. Almuen som
allerede var urolig, gjorde bent oprr og vilde kre ham til
konge.

NILS STENSSN.
Ha-ha-ha; det var jo mig!

NILS LYKKE.
Eder?

NILS STENSSN.
Nu skal I hre, hvorledes det gik til. En dag kaldte Peder
Kanzler mig for sig og lod sig forlyde med, at store begivenheder
var i gre. Han bd mig drage ind i Norge til strt, hvor jeg
mtte vre tilstede p en bestemt tid--

NILS LYKKE
(nikker)
Tredje aften efter Mortens-messe.

NILS STENSSN.
Der skulde jeg mde en fremmed--

NILS LYKKE.
Rigtig; det er mig.

NILS STENSSN.
Af ham vilde jeg f at vide, hvad jeg senere havde at gre. Jeg
skulde derhos melde ham, at greven pludselig var dd, men at det
endnu ikke var vitterligt for nogen anden end for hans moder
grevinden, samt for Peder Kanzler og nogle gamle husfolk hos
Sturerne.

NILS LYKKE.
Jeg forstr. Greven var hovedet for bnderne. Hvis hans dd
rygtedes, s vilde de g fra hverandre,--og der blev da intet af
det hele.

NILS STENSSN.
Kan nok hnde; jeg er ikke s inde i de ting.

NILS LYKKE.
Men hvorledes kunde det falde eder ind at give eder ud for
greven?

NILS STENSSN.
Hvorledes det kunde falde mig ind? Ja, hvad vd jeg det? Der er
falden mig s mangen galskab ind i mine dage. Det var for resten
ikke _mit_ pfund; thi hvorsomhelst jeg kom frem i Dalarne, der
stimled almuen sammen og hilste mig som grev Sture. Det hjalp
ikke, alt hvad jeg sagde dem imod. Greven havde vret der for to
r siden, fortalte de,--og det mindste barn kendte mig igen. N,
lad g, tnkte jeg; du blir aldrig greve mere i dette liv; du kan
jo sagtens engang forsge, hvordan det er.

NILS LYKKE.
Nu,--og hvad tog I jer s videre for?

NILS STENSSN.
Jeg? Jeg spiste og drak og levede godt. Det var bare skade, at
jeg mtte s snart afsted igen. Men da jeg fr over
grnsen--ha-ha-ha--s loved jeg dem, at jeg snart skulde komme
tilbage med tre-fire tusend mand--eller hvor mange det nu var,--og
s skulde det rigtig g ls.

NILS LYKKE.
Og det faldt eder ikke ind, at I handlede ubesindigt?

NILS STENSSN.
Jo, det faldt mig ind bagefter; men da var det rigtignok for
sent.

NILS LYKKE.
Det gr mig ondt for eder, min unge ven; men I vil snart komme
til at spore flgerne af eders drskab. Jeg kan fortlle jer, at
I er forfulgt. En deling svenske ryttere har sat efter jer.

NILS STENSSN.
Efter mig? Ha-ha-ha! Nej, det er prgtigt! Og nr de s kommer,
og mener, at de har ft klrne i grev Sture--ha-ha-ha!

NILS LYKKE
(alvorligt)
--s er det ude med eders liv.

NILS STENSSN.
Mit--? Jeg er jo ikke grev Sture.

NILS LYKKE.
Men I har kaldt almuen til vben. I har gjort oprrske lfter og
vkket ufred i landet.

NILS STENSSN.
Ej, det var jo kun for spg!

NILS LYKKE.
Kong Gustav vil se sagen p en anden mde.

NILS STENSSN.
Ja, sandelig, der er noget i, hvad I der siger. At jeg ogs kunde
vre s galen--. N, det kommer vi vel ud af! I vil jo nok tage
jer af mig; og desuden,--rytterne er vel ikke i hlene p mig
endnu.

NILS LYKKE.
Men hvad har I s videre at sige mig?

NILS STENSSN.
Jeg? Ingenting. Nr jeg nu bare fr givet eder pakken--

NILS LYKKE
(ubetnksomt)
Pakken?

NILS STENSSN.
Ja visst; I vd jo--

NILS LYKKE.
Ah, ja rigtig; papirerne fra Peder Kanzler--

NILS STENSSN.
Se, her har I dem allesammen.
(han rkker ham en pakke, som han har taget frem under sin vams.)

NILS LYKKE
(sagte)
Breve og pergamenter til herr Olaf Skaktavl.
(til Nils Stenssn.)
Pakken er ben, ser jeg. S kender I vel indholdet?

NILS STENSSN.
Nej, herre, jeg lser ikke gerne skrift; det har s sine rsager.

NILS LYKKE.
Forstr; I har mest lagt vind p vbenhndvrket.
(han stter sig ved bordet til hjre og gennemlber papirerne.)
Aha! Oplysninger, mere end tilstrkkelige for at komme efter,
hvad der er i gre.

Dette lille brev med silkesnoren om--
(undersger udskriften.)
Ogs til herr Olaf Skaktavl.

(bner brevet og ser flygtigt p indholdet.)
Fra Peder Kanzler. Det kunde jeg tnke.

(lser mumlende.)
"Jeg er hrdt i betryk; thi--"; ja, ganske rigtigt; her str det;
--"den unge junker Sture er gangen til sine fdre just i det
samme urolighederne skulde bryde ls"-- "--men endnu kan der
rdes bod p alting--" Hvad nu?
(han studser og lser videre.)
"I m da vide, herr Olaf Skaktavl, at den unge mand, der bringer
eder dette brev, er en sn af--" --Himmel og jord,--str det s?--
Ja, ved Kristi blod, det str der!

(med et blik p Nils Stenssn.)
Han skulde vre--? Ah, hvis det var sledes!

(lser videre.)
"Jeg har fostret ham, fra han var rsgammel; men til denne dag har
jeg stadig vgret mig ved at give ham tilbake, fordi jeg tnkte, at
jeg i ham skulde have et sikkert gidsel for Inger Gyldenlves troskab
imod os og mod vore venner. Dog har han til dette jemed kun lidet
bdet os. I tr vel undres over, at jeg ikke betrode eder denne
hemmelighed, dengang I nys var hos mig her; og jeg vil derfor rligt
tilst, at jeg frygtede for, I skulde beholde ham i samme jemed som
jeg. Nu derimod, da I er stedet til mde med fru Inger, og venteligen
har forvisset eder om, hvor uvillig hun er til at tage sig af vore
anliggender, vil I sknne, at det er klogest, s snart ske kan, at
give hende tilbage, hvad hendes er. Vel turde det da vre muligt,
at glden, trygheden og taknemmeligheden--" -- "--dette er nu vort
sidste hb".

(han sidder en stund som slagen af overraskelse; da udbryder han
for sig selv:)
Aha,--hvilket brev! Det er guld vrd!

NILS STENSSN.
Jeg har nok bragt eder vigtige budskaber, kan jeg sknne. Ja,
ja,--Peder Kanzler har mange jern i ilden, siges der.

NILS LYKKE
(hen for sig)
Hvad gr jeg med alt dette? Her er tusend veje at sl ind p.
--Ifald jeg--? Nej, det var for usikkert. Men dersom--? Ah, dersom
jeg--? Det skal voves!

(han river brevet tvers over, krller stykkerne sammen og gemmer
dem indenfor vamsen; de vrige papirer lgger han ind i pakken
igen, stikker denne i sit blte, rejser sig og siger:)
Et ord, min unge ven!

NILS STENSSN
(nrmer sig)
N,--det lader p jer, som om spillet gr godt.

NILS LYKKE.
Ja, det skulde jeg mene. I har givet mig lutter herrekort p
hnden,--damer og kngter og--

NILS STENSSN.
Men jeg, som har bragt jer alle disse gode tidender, har jeg nu
ikke mere at bestille?

NILS LYKKE.
I? Jo, det skulde jeg mene. I hrer med til spillet. I er konge--
og trumf ovenikbet.

NILS STENSSN.
Er jeg?  ja, nu forstr jeg jer; I tnker vel p ophjelsen--

NILS LYKKE.
Ophjelsen?

NILS STENSSN.
Ja; dersom kong Gustavs folk fik fingre i mig, spde I, s--
(han gr tegn, som en, der hnges.)

NILS LYKKE.
Sandt nok;--men lad ikke det anfgte jer lnger. Det str nu til
eder selv, om I inden en mned skal bre hampesnoren eller en
gylden kde om halsen.

NILS STENSSN.
En gylden kde? Og det str til mig selv?

NILS LYKKE
(nikker).

NILS STENSSN.
Ja, s mtte fanden betnke sig lnge! Men sig mig bare, hvordan
jeg skal bre mig ad.

NILS LYKKE.
Det skal jeg. Dog frst svrger I mig en dyr ed p, at intet
levende menneske i den vide verden fr erfare, hvad jeg betror
jer.

NILS STENSSN.
Ikke andet? I skal f ti eder, om I vil.

NILS LYKKE.
Alvor, herre! Jeg spger ikke med jer.

NILS STENSSN.
N ja, ja; jeg _er_ alvorlig.

NILS LYKKE.
I Dalarne kaldte I eder grevesn;--ikke s?

NILS STENSSN.
Ej,--begynder I nu med _det_ igen? Jeg har jo rligt skriftet
for eder--

NILS LYKKE.
I forstr mig ikke. Hvad I dengang sagde, var sandhed.

NILS STENSSN.
Sandhed? Hvor vil I nu hen? Men s sig mig da--!

NILS LYKKE.
Frst eden! Den helligste, den ubrydeligste, I kender.

NILS STENSSN.
Den skal I f. Hist p vggen hnger jomfru Marias billede--

NILS LYKKE.
Jomfru Maria er bleven affldig p den sidste tid. Har I ikke
hrt, hvad munken i Wittenberg pstr?

NILS STENSSN.
Fy; hvor vil I agte p munken i Wittenberg? Det er jo en ktter,
siger Peder Kanzler.

NILS LYKKE.
Ja, lad os ikke strides derom. Men her skal jeg vise eder en
fuldgod helgen at gre lfte til.
(han peger p et billede, der hnger p en af vgstolperne.)
Kom hid,--og svrg mig taushed indtil jeg selv lser eders
tunge,--taushed, ssandt I hber himlens salighed for eder selv
og for ham, som her hnger afbildet.

NILS STENSSN
(idet han nrmer sig billedet)
Det svrger jeg,--hjlpe mig s sandt Guds hellige ord!
(viger overrasket tilbage.)
Men, Krist, min frelser--!

NILS LYKKE.
Hvad nu?

NILS STENSSN.
Billedet _der_--! Det er jo mig selv!

NILS LYKKE.
Det er den gamle Sten Sture, sledes, som han i sine yngre r gik
og stod her i livet.

NILS STENSSN.
Sten Sture!--Og ligheden--? Og--jeg talte sandhed, da jeg kaldte
mig grevesn, sagde I? Var det ikke s?

NILS LYKKE.
S var det.

NILS STENSSN.
Ah, jeg har det; jeg har det! Jeg er--

NILS LYKKE.
I er Sten Stures sn, herre!

NILS STENSSN
(slagen af stille forundring)
_Jeg_ Sten Stures sn!

NILS LYKKE.
Ogs p mdrene-side er I adelsbren. Peder Kanzler har talt
usandt, hvis han har sagt, at en fattig bondehustru var eders
moder.

NILS STENSSN.
Selsomt; vidunderligt!--Men kan jeg da ogs tro--?

NILS LYKKE.
Alt, hvad jeg siger eder, kan I tro. Men kom vel ihug, at det er
altsammen til eders eget fordrv, dersom I glemmer, hvad I
tilsvor mig ved eders faders salighed.

NILS STENSSN.
Glemme det? O nej, det kan I vre sikker p, jeg ikke skal. --Men
I, som jeg har givet mit ord,--sig mig--hvem er I?

NILS LYKKE.
Mit navn er Nils Lykke.

NILS STENSSN
(overrasket)
Nils Lykke? Dog vel ikke den danske rigsrd?

NILS LYKKE.
Jo netop.

NILS STENSSN.
Og I skulde--? Det var selsomt. Hvordan kommer I--?

NILS LYKKE.
--til at modtage budsendelser fr Peder Kanzler? Det undrer eder
nok?

NILS STENSSN.
Ja, jeg skal ikke ngte det. Han har altid nvnt eder som vor
bitreste avindsmand--

NILS LYKKE.
Og derfor mistror I mig?

NILS STENSSN.
Nej, _det_ just ikke; men--. N; fanden mtte gruble!

NILS LYKKE.
Det har I ret i. Flger I eders eget hoved, s er bastesnoren
eder liges viss, som grevenavnet og den gyldne kde, dersom I
forlader eder p mig.

NILS STENSSN.
I et og alt! Se, her er min hnd, kre herre! Hjlp I mig med
gode rd, s lnge det er forndent. Nr det glder at hugge ls,
skal jeg nok berge mig selv.

NILS LYKKE.
Det er godt. Flg mig nu did ind i kammeret, s skal jeg sige
jer, hvordan alt dette hnger sammen, og hvad I videre har at
gre.
(han gr ud til hjre.)

NILS STENSSN
(med et blik p billedet)
_Jeg_ Sten Stures sn! O, vidunderligt, som en drm--!
(han flger efter Nils Lykke.)




FJERDE AKT.


(Riddersalen, ligesom fr, kun at spisebordet er borttaget.)

(Kammersvenden Bjrn lyser med en tndt armstage fru Inger
Gyldenlve og herr Olaf Skaktavl ind gennem den anden dr til
venstre. Fru Inger har nogle papirer i hnden.)

FRU INGER
(til Bjrn)
Og du er viss p, at min datter har talt med ridderen her i
salen?

BJRN
(idet han stter armstagen p bordet til venstre)
Ganske viss. Jeg mdte hende just i det samme hun trdte ud p
gangen.

FRU INGER.
Og da lod hun til at vre oprrt i sindet? Var det ikke s?

BJRN.
Hun s ganske bleg og forstyrret ud. Jeg spurgte, om hun var syg;
men i stedet for at svare p mit sprgsml sagde hun: "g ind til
min moder og sig hende, at ridderen drager herfra endnu fr
dagbrkningen; hvis hun har brev eller budskab til ham, s bed
hende, at hun ikke forvolder ham undigt ophold". Og s fjed hun
noget til, som jeg ikke rigtigt kunde hre.

FRU INGER.
Hrte du det slet ikke?

BJRN.
Det ld for mig, som om hun sagde: "nsten tror jeg, han alt har
vret for lnge p strt".

FRU INGER.
Og ridderen? Hvor er han?

BJRN.
Jeg tnker, han er inde p sit kammer i portfljen.

FRU INGER.
Det er godt. Jeg har frdigt, hvad jeg agter at give ham med. G
ind til ham og sig, at jeg venter ham her i salen.

(Bjrn gr ud til hjre.)

OLAF SKAKTAVL.
Vd I hvad, fru Inger,--rigtignok er jeg i slige ting s blind
som en muldvarp; men det bres mig dog for, som om--hm!

FRU INGER.
Nu?

OLAF SKAKTAVL.
--som om Nils Lykke var eders datter god.

FRU INGER.
Da er I nok ikke saa blind endda; thi jeg mtte storligen tage
fejl, dersom I ikke havde ret. Lagde I ikke mrke til, hvor
begrligt han ved natverdsbordet lytted efter det mindste ord,
jeg fortalte om Eline?

OLAF SKAKTAVL.
Han glemte bde mad og drikke.

FRU INGER.
Og vore hemmelige anliggender med.

OLAF SKAKTAVL.
Ja, og det som mere er,--papirerne fra Peder Kanzler.

FRU INGER.
Og af alt dette slutter I vel--?

OLAF SKAKTAVL.
Af alt dette slutter jeg frst og fremst, at da I kender Nils
Lykke og vd, hvad ry der gr af ham, fornemmelig i kvindevejen,
s--

FRU INGER.
--s br det vre mig krt at vide ham udenfor porten?

OLAF SKAKTAVL.
Ja; og det jo fr jo heller.

FRU INGER
(smilende)
Nej,--lige det modsatte, Olaf Skaktavl!

OLAF SKAKTAVL.
Hvordan mener I?

FRU INGER.
Hvis det forholder sig, som vi begge tror, s m Nils Lykke ikke
for nogen pris forlade strt for det frste.

OLAF SKAKTAVL
(ser misbilligende p hende)
Er I nu atter inde p krogveje, fru Inger? Hvad er det for anslag
I pnser p? Er det noget, som kan ge eders magt til skade for
os og--?

FRU INGER.
Ah, denne kortsynethed, som gr alle s ubillige imod mig! Jeg
kan se p jer, I tror det er min agt at kre Nils Lykke til
svigersn. Hvis sligt l i min tanke, hvorfor skulde jeg da
vgret mig ved at tage del i de ting, som nu forberedes i Sverig,
og som Nils Lykke og hele det danske tilhng synes villig til at
understtte?

OLAF SKAKTAVL.
Men nr det ikke er eders nske at vinde og binde ham,--hvad har
I s i sinde med ham?

FRU INGER.
Det skal jeg med f ord forklare jer. I et brev til mig har Nils
Lykke nvnt det som et held at kunne komme ind i vor slgt; og
jeg vil vre s rlig at tilst, at jeg virkelig et jeblik gav
mig til at tnke over sagen.

OLAF SKAKTAVL.
Nu, ser I vel!

FRU INGER.
At knytte Nils Lykke til min t, var jo et mgtigt middel til at
forlige mange uenige her i landet.

OLAF SKAKTAVL.
Eders datter Meretes gifterml med Vinzents Lunge, synes mig,
mtte vise eder, hvad slige midler virker. Aldrig s sre fik
herr Lunge fast fod hos os, fr han rev til sig bde gods og
rettigheder--

FRU INGER.
Ak, jeg vd det, Olaf Skaktavl! Men stundom gr der s mangehnde
tanker gennem mit sind. Jeg kan ikke betro mig fuldt ud, hverken
til eder eller til nogen. Tidt vd jeg ikke, hvad der var rettest
for mig. Og alligevel--; anden gang at kre en dansk herre til
svigersn,--det er en udvej, som jeg kun i den yderste nd gad
gribe til; og, himlen vre lovet,--_s_ vidt er det endnu ikke
kommet!

OLAF SKAKTAVL.
Jeg er lige klog, fru Inger;--hvorfor agter I at holde Nils Lykke
tilbage p strt.

FRU INGER
(dmpet)
Fordi jeg brer et inderligt nag til ham. Nils Lykke har krnket
mig blodigere end nogen anden. Jeg kan ikke sige jer, hvad det
ligger i. Men ro fr jeg ikke, fr jeg har taget hvn over ham.
Forstr I mig ikke? St, at Nils Lykke blev min datter god. Jeg
synes, at det vel var tnkeligt. Jeg vil form ham til at blive
her. Han skal lre Eline njere at kende. Hun er bde fager og
klgtig. --Ah, om han engang med hed elskov i hjertet trdte frem
for mig og bad om hende! Da--at jage ham vk som en hund; jage
ham vk med spot, med hn, med foragt; gre det kundbart over
hele landet, at Nils Lykke forgves havde prvet at bejle sig ind
p strt--! Jeg siger eder,--jeg kunde give ti r af mit liv for
at f opleve en slig stund.

OLAF SKAKTAVL.
Hnden p hjertet, Inger Gyldenlve,--_det_ er alts eders
hensigt med ham?

FRU INGER.
_Det_ og intet andet, s sandt Gud lever! I m tro mig, Olaf
Skaktavl, jeg mener det rligt med mine landsmnd. Men jeg er s
lidet min egen herre. Der gives visse ting, som m holdes dulgt,
hvis jeg ikke skal rammes til dden. Dog, er jeg frst sikker fra
_den_ kant, da skal I erfare, om jeg har glemt, hvad jeg svor ved
Knut Alfsns lig.

OLAF SKAKTAVL
(ryster hendes hnd)
Tak for hvad I der siger mig! Jeg vilde s ndig tro ilde om
eder. --Men hvad forehavendet med ridderen angr, s tykkes det
mig, at I frister et voveligt spil. Dersom I nu forregned eder?
Dersom eders datter--? Thi der siges jo, at ingen kvinde mgter
st sig imod denne snigende djvel.

FRU INGER.
Min datter? Tror I, at hun--? Nej, vr kun tryg; jeg kender Eline
bedre. Alt, hvad hun har hrt til hans pris, har gjort hende
hadsk imod ham. I har jo selv med egne jne fornummet--

OLAF SKAKTAVL.
Ja-ja,--kvindesind er en utryg grund at bygge p. Se jer for
skulde I dog.

FRU INGER.
Det vil jeg ogs; jeg vil holde vagtsomt je med dem. Men skulde
det endog lykkes ham at fange hende i sit garn, da behver jeg
blot at hviske hende to ord i ret, og s--

OLAF SKAKTAVL.
Hvad s?

FRU INGER.
--s vil hun sky ham, som om han var en udsending fra den lede
frister selv.

Stille, Olaf Skaktavl! Der kommer han. Vr nu besindig.

(Nils Lykke kommer ind gennem den forreste dr til hjre.)

NILS LYKKE
(gr hfligt hen imod Fru Inger)
Min dle frue har ladet mig kalde.

FRU INGER.
Gennem min datter er det mig sagt, at I tnker p at forlade os
endnu inat.

NILS LYKKE.
Desvrre;--mit hverv p strt er jo til ende.

OLAF SKAKTAVL.
Ikke fr jeg har fet mine papirer.

NILS LYKKE.
Ganske sandt. Nsten havde jeg glemt det vigtigste af mit rende.
Men det er ogs vor hje vrtindes skyld. Ved bordet forstod hun
s klgtigt og s lifligt at sysselstte sine gster--

FRU INGER.
At I ej lnger kom ihug, hvad der frte eder hid? Det glder mig;
thi s var just min agt. Jeg tnkte, at skulde min gst, Nils
Lykke, finde sig vel tilmode p strt, s mtte han--

NILS LYKKE.
Hvilket, frue?

FRU INGER.
--frst og fremst glemme sit rende--og alt, hvad der for resten
er get forud for hans komme.

NILS LYKKE
(til Olaf Skaktavl, idet han fremtager pakken og rkker ham den)
Papirerne fra Peder Kanzler. I vil der finde fuldstndige
oplysninger om vore tilhngere i Sverig.

OLAF SKAKTAVL.
Det er godt.
(han stter sig ved bordet til venstre, hvor han bner og
gennemblader pakken.)

NILS LYKKE.
Og nu, fru Inger Gyldenlve,--nu vd jeg ikke her er mere for mig
at gre.

FRU INGER.
Sfremt det blot og bart er statssager, der har frt os sammen,
da har I mske ret. Men _det_ vilde jeg dog ndig tro.

NILS LYKKE.
I mener--?

FRU INGER.
Jeg mener, det er ikke alene som dansk rigsrd eller som Peder
Kanzlers forbundsflle, at Nils Lykke tog sig for at gste mig.
--Skulde jeg fejle, hvis jeg bildte mig ind, at I nede i Danmark
kunde have hrt et eller andet, som gjorde eder nyfigen efter
nrmere at kende fruen p strt.

NILS LYKKE.
Det vre langt fra mig at ngte--

OLAF SKAKTAVL
(bladende i papirene)
Besynderligt. Slet intet brev.

NILS LYKKE.
--fru Inger Gyldenlves ry er jo altfor vidt udbredt, til at jeg
ikke lnge skulde have higet efter at se hende ansigt til ansigt.

FRU INGER.
S tnkte jeg vel. Men hvad forslr da _det_ at skemte bort
en times tid ved natverdsbordet? Hvad der fr har vret imellem
os, vil vi forsge at sl en streg over. Vel turde det fje sig
s, at den Nils Lykke, jeg kender, lagde en skygge over naget til
ham, som jeg ikke har kendt. Forlng nu eders ophold her i nogle
dage, herr rigsrd! Olaf Skaktavl tr jeg ikke overtale. Han har
jo sine lnlige hverv i Sverig. Hvad derimod eder angr, da har I
visstnok i forvejen indledet sagerne s snildt, at eders
nrvrelse neppe gres fornden. Tro mig, I skal ikke komme til
at finde tiden lang hos os; i det mindste vil bde jeg og min
datter opbyde alle krfter for at vre eder ret hjertelig til
behag.

NILS LYKKE.
Jeg tviler hverken om eders eller eders datters gode sindelag
imod mig. Derom har jeg jo fet fuldgode vidnesbyrd. Men I vil
visstnok erkende, at min nrvrelse andetsteds er uomgngelig
fornden, nr jeg desuagtet m erklre det for umuligt at
forlnge mit ophold p strt.

FRU INGER.
N sledes!--Vd I hvad, herr rigsrd,--dersom jeg var
ondskabsfuld, s kunde jeg falde p at tro, at I var kommen til
strt for at prve en dyst med mig. Denne dyst synes I nu I har
tabt, og derfor er det eder ukrt at dvle lngere p slagmarken
mellem vidnerne til eders nederlag.

NILS LYKKE
(smilende)
Der kunde vre skellig grund til en slig tydning; men visst er
det, at _jeg_ endnu ikke holder slaget for tabt.

FRU INGER.
Det vre nu som det vil; dersom I dvler nogle dage hos os, s
kan det ialfald vindes tilbage. Ja, I ser selv, hvor tvilrdig
jeg str og vipper p skillevejen,--overtaler min farlige
angriber til ikke at rmme marken. --Nu, rent ud sagt, tingen er
denne: eders forbund med de misfornjede i Sverig forekommer mig
endnu noget--ja, hvad skal jeg kalde det?--noget vidunderligt,
herr rigsrd! Jeg siger eder dette uden omsvb, kre herre! Den
tanke, som har ledet kongens rd til dette lnlige skridt, tykkes
mig sre klog; men den stikker strkt af mod visse af eders
landsmnds fremfrd i de forlbne r. Det m derfor ikke krnke
jer, om min lid til eders gode lfter trnger til at stttes lidt
bedre, forinden jeg lgger velfrd og gods i eders hnder.

NILS LYKKE.
For dette jemed vilde et lngere ophold p strt neppe vre til
nogen nytte; thi jeg agter intet yderligere forsg at gre p at
rokke eders beslutning.

FRU INGER.
Da ynker jeg eder af et oprigtigt hjerte. Ja, herr rigsrd,--vel
str jeg her som en rdls enke; men I kan tro mig p mit ord, og
jeg spr jer, at der vil komme til at vokse torne for jer af
eders rejse til strt.

NILS LYKKE
(med et smil)
Spr I det, fru Inger?

FRU INGER.
Tilvisse! Hvad skal man vel sige, kre herre? Menneskene er s
klaffersyge nuomstunder. Mere end n spottefugl vil digte
smdeviser om eder. Inden et halvt r vil I vre i folkemunde;
man vil stanse og se efter eder p alfar vej; man vil sige: se;
se, _der_ rider herr Nils Lykke, som drog op til strt for
at fange Inger Gyldenlve, men som blev hngende i sin egen
snare. --N, n, ikke s utlmodig, herr ridder! Det er jo ikke
_min_ mening; men s vil alle slemme og ondskabsfulde mennesker
dmme. Og dem gives der, desvrre, nok af!--Ja, det er ilde;
men det er sandt og visst,--spot vil blive eders ln,--spot
over, at en kvinde var snildere end I. "Listig som en rv sneg
han sig ind p strt", vil man sige,--"skamfuld som en hund
lusked han igen afgrde". --Og endnu t: mener I ej, at Peder
Kanzler og hans venner vil bede sig fri for eders bistand,
nr det rygtes, at _jeg_ ikke trster mig til at stride under
eders mrke?

NILS LYKKE.
I taler viseligen, frue! Og for ej at udstte mig for spot,--
endvidere, for ej at bryde samvirket med alle de kre venner i
Sverig, s ndes jeg til--

FRU INGER
(hurtig)
--at forlnge eders ophold p strt?

OLAF SKAKTAVL
(der har lyttet)
Nu gr han i flden!

NILS LYKKE.
Nej, min dle frue;--jeg ndes til at komme overens med eder
endnu i denne time.

FRU INGER.
Men ifald det nu ikke skulde lykkes?

NILS LYKKE.
Det _vil_ lykkes.

FRU INGER.
I er sikker i eders sag, som det lader.

NILS LYKKE.
Hvad vdder vi, at I gr med p mine og Peder Kanzlers anslag?

FRU INGER.
strt grd mod eders knspnder!

NILS LYKKE
(slr sig p brystet og rber):
Olaf Skaktavl,--her ser I herren p strt!

FRU INGER.
Herr rigsrd!--

OLAF SKAKTAVL
(rejser sig fra bordet)
Hvad nu?

NILS LYKKE
(til Fru Inger)
Vddemlet modtager jeg ikke; thi om et jeblik sknker I mig
gerne strt grd og mere til, for at fri eder ud af snaren,
hvori ikke jeg men I selv er hildet.

FRU INGER.
Eders skemt begynder at blive noget lystig, herre!

NILS LYKKE.
Den bliver lystigere endnu,--i det mindste for mig. I pukker
p at have overlistet mig. I truer med at dynge p mig alle
menneskers hn og spot. Ah, I skulde vel vogte jer for at egge
min hvnlyst; thi jeg kan med to ord bje eder i kn for mine
fdder.

FRU INGER.
Ha-ha--!
(stanser pludselig som greben af en anelse.)
Og disse to ord, Nils Lykke? Disse to ord--?

NILS LYKKE.
--er hemmeligheden om eders og Sten Stures sn.

FRU INGER
(med et skrig)
O, Jesus Krist--!

OLAF SKAKTAVL.
Inger Gyldenlves sn! Hvad siger I?

FRU INGER
(halvt i kn for Nils Lykke)
Nde! O, vr barmhjertig--!

NILS LYKKE
(lfter hende op)
Kom til eder selv, og lad os tale besindigt sammen.

FRU INGER
(med lav stemme og halvt forvildet)
Hrte I det, Olaf Skaktavl? Eller var det kun en drm? Hrte I,
hvad han sagde?

NILS LYKKE.
Det var ingen drm, fru Inger!

FRU INGER
(slr hnderne sammen)
Og I vd det! I,--I! --Men hvor har I ham da? Hvor har I ham?
Hvad vil I gre med ham?
(skriger:)
Drb ham ikke, Nils Lykke! Giv mig ham igen! Drb ham ikke for
mig!

OLAF SKAKTAVL.
Ah. jeg begynder at begribe--

FRU INGER.
Og denne angst--; denne kvlende rdsel--. Jeg har bret p det i
mangfoldige r,--og s skulde det briste alt tilhobe, og jeg fr
friste slig nd og kvide!--Herre min Gud, er dette ret af dig?
Var det derfor, du gav mig ham?
(hun tager sig sammen og siger med tilkjempet fatning:)
Nils Lykke,--sig mig n ting. Hvor har I ham? Hvor er han?

NILS LYKKE.
Hos sin fosterfader.

FRU INGER.
Endnu hos sin fosterfader. O, denne ubnhrlige mand--! Altid har
han ngtet mig--. Men det m ikke lnger blive sledes ved! Hjlp
mig, Olaf Skaktavl!

OLAF SKAKTAVL.
Jeg?

NILS LYKKE.
Det vil ej vre forndent, sfremt I kun--

FRU INGER.
Hr mig, herr rigsrd! Hvad I vd, det skal I vide tilbunds. Og I
ogs, gamle trofaste ven!--

Nu vel da! I minded mig fr om hin usalige dag, da Knut Alfsn
blev slagen ved Oslo. I minded mig om det lfte, jeg gjorde, da
jeg stod ved liget mellem Norges gveste mnd. Jeg var knapt
fuldvoksen dengang; men jeg kendte Guds kraft i mig, og jeg
mente, hvad mange har ment sidenefter, at Herren selv havde sat
sit mrke p mig og kret mig til at stride forrest for land og
rige.

Var det hovmod? Eller var det en benbarelse ovenfra? Jeg er
aldrig kommen tilbunds i det. Men ve hver den, som har fet en
stor gerning at bre p.

I syv r tr jeg sige, at jeg trolig holdt, hvad jeg havde lovet.
Jeg stod sammen med mine landsmnd i trngsler og nd. Alle mine
legesstre sad som hustruer og mdre trindt om i landet. Jeg
alene turde ikke hre p nogen bejler. Ikke p _nogen_. I
vd det bedst, Olaf Skaktavl!

Da s jeg frste gang Sten Sture. Fagrere mand havde jeg aldrig
set tilforn.

NILS LYKKE.
Ah, det gr op for mig! Sten Sture var den tid i Norge i et
hemmeligt rende. Vi Danske turde ikke vide, at han var velsindet
mod eders venner.

FRU INGER.
Forkldt som en ringe svend leved han en vinter under tag med
mig.

Den vinter tnkte jeg mindre og mindre p rigets velfrd. --S
fager en mand havde jeg aldrig set. Og jeg var bleven henimod de
fem og tyve r--

Nste hst kom Sten Sture igen. Og da han atter drog bort, tog
han med sig i al lndom et spdt barn. Det var ikke menneskenes
onde tunger, som jeg frygted, men det vilde have skadet vor sag,
ifald det havde rygtedes, at Sten Sture stod mig s nr.

Barnet blev sat til opfostring hos Peder Kanzler. Jeg vented p
bedre tider, som snart skulde komme. Aldrig kom de. Sten Sture
gifted sig to r efter i Sverig, og da han dde, efterlod han sig
enke--

OLAF SKAKTAVL.
--og med hende en lovlig arving til sit navn og sine rettigheder.

FRU INGER.
Gang efter gang skrev jeg til Peder Kanzler og bnfaldt ham om at
give mig mit barn tilbage. Men han vgred sig stadigen. "Slut
eder fast og ubrydelig til os", svared han, "s sender jeg
eders sn til Norge; fr ikke". Hvor skulde jeg vove _det_? Vi
misfornjede var dengang ilde set af mange frygtagtige her i
landet. Dersom disse fik nys i sagen--o, jeg vd det! for at
stkke moderen, skulde de gerne have beredt barnet den samme
skbne, som kong Kristjern skulde fristet, om ikke flugten havde
frelst ham.

Men foruden _det_, var ogs Danskerne virksomme. De forsmte
hverken trusler eller lfter for at drive mig over p sin side.

OLAF SKAKTAVL.
Begribeligt. Alles jne vogted p eder, som p den vindflj, de
skulde sejle efter.

FRU INGER.
Nu kom Herluf Hydefads oprr. Mindes I hin tid, Olaf Skaktavl?
Var det ikke, som om en solfuld vr gik over hele landet! Strke
rster maned mig at komme udenfor;--men jeg turde det ikke. Jeg
sad tvilrdig--langt fra striden--p min ensomme grd. Stundom
var det, som om Gud Herren selv rbte p mig; men da kom denne
drbende angst igen og lamslog al vilje. "Hvem vil sejre?" se,
_det_ var sprgsmlet, som idelig ringed for mine ren.

Det var en kortvarig vr, som dengang brd frem over Norge.
Herluf Hydefad, og mangfoldige med ham, lagdes paa stejle og hjul
i de mneder, som fulgte p. Mig kunde ingen krve til regnskab.
Og dog mangled det ikke p forblommede trusler fra Danmark. Hvad,
om de kendte hemmeligheden? Til slut vidste jeg ikke at tyde det
anderledes, end at de kendte den.

I slig en kvidefuld tid var det, at rigshovmester Gyldenlve kom
herop og forlangte mig tilgte. Lad en ngstet moder tnke sig i
mit sted--! En mned efter var jeg rigshovmesterens hustru,--og
hjemls i mine landsmnds hjerter.

S kom de stille r. Ingen rejste sig mere. Herrerne kunde trykke
os ned s dybt og s tungt de lysted. Der var stunder, da jeg
vmmedes over mig selv. Thi hvad havde jeg at gre? Intet, uden
at ngstes, forhnes og fde dtre til verden. Mine dtre! Gud m
forlade mig det, ifald jeg ikke har en moders hjerte for dem.
Mine pligter som hustru var mig et hoveriarbejde. Hvor kunde jeg
s elske mine dtre? O, med min sn var det anderledes! _Han_ var
min sjls eget barn. Han var den eneste, som minded mig om den
tid, da jeg var kvinde og intet andet end kvinde. --Og ham havde
de taget fra mig! Han vokste op mellem fremmede, som mske sde
fordrvelsens sd i ham! Olaf Skaktavl,-- havde jeg, som I,
vandret jaget og forladt p hjfjeldet, i vinter og uvejr,--hvis
jeg havde havt mit barn i mine arme,--tro mig, jeg skulde ikke
have srget og grdt s srt, som jeg har srget og grdt for
ham fra hans fdsel og til denne time!

OLAF SKAKTAVL.
Der er min hnd. Jeg har dmt eder for hrdt, fru Inger! Byd og
rd over mig som fr. Jeg skal lystre. --Ja, ved alle hellige,--
jeg vd, hvad det vil sige at srge for sit barn.

FRU INGER.
Voldsmnd slog eders. Men hvad er dden mod en hvilels angst
gennem alle de lange r?

NILS LYKKE.
Nu vel; det str i eders magt at ende denne angst. Forson de
stridende parter, s tnker ingen af dem p at tilegne sig eders
barn som borgen for eders troskab.

FRU INGER
(hen for sig)
Dette er himlens hvn--
(ser p ham.)
Sig kort og godt, hvad I fordrer.

NILS LYKKE.
Frst fordrer jeg, at I skal kalde den nordenfjeldske almue under
vben for at sttte de misfornjede i Sverig.

FRU INGER.
Og dernst--?

NILS LYKKE.
--at I virker for, at den unge grev Sture kan blive indsat i sin
slgts rettigheder som Sverigs styrer.

FRU INGER.
Han? I fordrer, at jeg--?

OLAF SKAKTAVL
(sagte)
Det er mange Svenskers nske. Ogs vi vilde vre vel tjent
dermed.

NILS LYKKE.
I betnker eder, min frue? I sklver for eders sns sikkerhed.
Hvor kan I da nske noget bedre, end at se hans halvbroder p
tronen?

FRU INGER
(tankefuld)
Vel sandt;--vel sandt--

NILS LYKKE
(betragter hende skarpt)
Medmindre der skulde vre andre anslag i gre--

FRU INGER.
Hvad mener I?

NILS LYKKE.
At Inger Gyldenlve pnsed p at blive--kongemoder.

FRU INGER.
Nej, nej! Giv mig mit barn tilbage, s kan I give kronerne til
hvem I vil.

Men vd I da ogs, om grev Sture er villig--?

NILS LYKKE.
Derom kan han selv forvisse eder.

FRU INGER.
Han selv? Og nr?

NILS LYKKE.
I denne time.

OLAF SKAKTAVL.
Hvordan?

FRU INGER.
Hvad siger I?

NILS LYKKE.
Med t ord, at grev Sture befinder sig p strt.

OLAF SKAKTAVL.
Her?

NILS LYKKE
(til fru Inger)
Det blev eder mske berettet, at jeg red selv anden gennem
porten? Greven var min flgesvend.

FRU INGER
(sagte)
Jeg er i hans vold. Her er intet valg lnger.
(ser p ham og siger:)
Godt, herr rigsrd,--I skal f min forsikring om bistand.

NILS LYKKE.
Skriftlig?

FRU INGER.
Som I begrer.
(hun gr over til bordet p venstre side, stter sig og tager
skrivesager frem af skuffen.)

NILS LYKKE
(afsides, ved bordet til hjre)
Endelig sejrer jeg da!

FRU INGER.
(efter et jebliks betnkning, vender sig pludselig over stolen
mod Olaf Skaktavl og hvisker):
Olaf Skaktavl,--nu ved jeg det med visshed,--Nils Lykke er en
forrder!

OLAF SKAKTAVL
(sagte)
Hvordan? I tror--?

FRU INGER.
Han pnser p svig.
(hun lgger papir tilrette og dypper pennen.)

OLAF SKAKTAVL.
Og dog vil I skrive en slig forsikring, som kan volde eders
undergang?

FRU INGER.
Stille; lad mig rde. Nej, vent, og hr frst--
(hun taler hviskende med ham.)

NILS LYKKE
(sagte, holder je med dem)
Ah, rdsl kun, s meget I lyster! Nu er al fare forbi. Med
hendes skrevne tilsagn i lommen kan jeg forklage hende, hvad time
det skal vre. Endnu i denne nat et hemmeligt bud til Jens
Bjelke--. Jeg har mit ord i behold, nr jeg forsikrer ham, at den
unge grev Sture ikke er p strt. Og s imorgen, nr vejen er
fri,--til Trondhjem med junkeren. Derfra tilskibs med ham som
fange til Kbenhavn. Sidder han frst i trnet dernede, kan vi
foreskrive fru Inger, hvad kr os lyster. Og jeg--? Efter dette
tnker jeg ikke, kongen lgger sendelsen til Frankrig i andre
hnder end mine.

FRU INGER
(fremdeles hviskende til Olaf Skaktavl)
Nu, I har alts forstet mig?

OLAF SKAKTAVL.
Tilfulde. Lad det voves, som I vil.

(han gr ud til hjre i baggrunden.)

(Nils Stenssn kommer ind gennem den forreste dr til hjre,
uden at bemrkes af fru Inger, der er begyndt at skrive.)

NILS STENSSN
(med dmpet stemme)
Herr ridder,--herr ridder!

NILS LYKKE
(hen imod ham)
Uforsigtige! Hvad vil I her? Har jeg ikke sagt, I skulde vente
derinde, til jeg kaldte p jer?

NILS STENSSN.
Hvor kunde jeg det? Nu, da I har betroet mig, at Inger Gyldenlve
er min moder, nu trster jeg mere end nogensinde efter at se
hende ansigt til ansigt--

O, det er hende! Hvor stolt og hj! Sledes har jeg altid tnkt
mig hende. Vr ikke rd, kre herre;--jeg skal ikke forg mig.
Siden jeg fik denne hemmelighed at vide, kender jeg mig ligesom
ldre og sindigere. Jeg vil ikke lnger vre vild og forfljen.
Jeg vil vre som de andre adelige junkere. --Hr, sig mig,--vd
hun, at jeg er her? I har vel forberedt hende?

NILS LYKKE.
Ja, visst nok har jeg det, men--

NILS STENSSN.
Nu?

NILS LYKKE.
--hun vil ikke kendes ved jer som sn.

NILS STENSSN.
Vil hun ikke kendes ved mig? Men hun er jo min moder. --O, nr
der ikke er andet ivejen--
(han tager frem en ring, som han brer i en snor om halsen.)
--s vis hende denne ring. Jeg har bret den fra mine tidligste
r. Den m hun vel vide besked om.

NILS LYKKE.
Gem ringen, menneske! Gem den, siger jeg!

I forstr mig ikke. Fru Inger tviler ingenlunde om, at I er
hendes barn; men,--ja, se eder om; se al denne rigdom; se alle
disse mgtige forfdre og frnder, hvis billeder prunker bde
hjt og lavt p alle vgge; og endelig hun selv, denne stolte
kvinde, der er vant til at byde som den frste adelsfrue i riget.
Tror I, det kan vre hende krt at vise frem en fattig, uvidende
svend for menneskenes jne og sige: se her, denne er min sn!

NILS STENSSN.
Ja, I har visseligen ret. Jeg er fattig og uvidende. Jeg har
intet at byde hende i vederlag for hvad jeg fordrer. O, aldrig
har jeg flt mig tynget af min armod fr i denne stund! Men sig
mig,--hvad tror I, jeg skal gre for at vinde hendes godhed? Sig
mig det, kre herre; I m dog vide det!

NILS LYKKE.
I skal vinde land og rige. Men indtil det kan ske, m I vel vogte
eder for at sre hendes ren ved at ymte om slgtskab eller
sligt. Hun vil te sig, som om hun holdt eder for at vre den
virkelige grev Sture, s lnge til I selv gr eder vrdig at
kaldes hendes sn.

NILS STENSSN.
O, men s sig mig da--!

NILS LYKKE.
Stille; stille!

FRU INGER
(rejser sig og rkker ham papiret)
Herr ridder,--her har I mit tilsagn.

NILS LYKKE.
Jeg takker eder.

FRU INGER
(idet hun bemrker Nils Stenssn)
Ah,--denne unge mand er--?

NILS LYKKE.
Ja, fru Inger, det er grev Sture.

FRU INGER
(afsides, ser stjlent p ham)
Trk for trk;--ja, ved Gud,--det er Sten Stures sn!
(trder nrmere og siger med kold hflighed:)
Vr hilset under mit tag, herr greve! Det hviler i eders hnd,
hvorvidt vi inden et r skal velsigne dette mde eller ej.

NILS STENSSN.
I min hnd? O, byd mig, hvad jeg skal gre! Tro mig, jeg har bde
mod og vilje--

NILS LYKKE
(lytter urolig)
Hvad er det for larm og stj, fru Inger? Det er nogen, som vil
her ind. Hvad skal dette sige?

FRU INGER
(med hvet rst)
Det er nderne, som vgner!

(Olaf Skaktavl, Ejnar Huk, Bjrn, Finn, samt mange bnder og huskarle
kommer ind fra hjre side i baggrunden.)

BNDER OG HUSKARLE.
Hil vre fru Inger Gyldenlve!

FRU INGER
(til Olaf Skaktavl)
Har I sagt dem, hvad der er i gre?

OLAF SKAKTAVL.
Alt, hvad de behver at vide, har jeg sagt dem.

FRU INGER
(til flokken)
Ja nu, mine trofaste husfolk og bnder, nu m I vbne eder, som I
bedst vd og kan. Hvad jeg tidligere iaftes satte mig imod, det
vre eder nu i fuldeste mde tilstedet. Og her stiller jeg frem
for eder den unge grev Sture, Sverigs vordende styrer,--og Norges
med, hvis Gud s vil det.

HELE MNGDEN.
Hil ham! Hil grev Sture!

(Almindelig bevgelse. Bde bnder og huskarle udsger sig vben
og ifrer sig brystplader og stlhuer, alt under stor larm.)

NILS LYKKE
(sagte og urolig)
nderne vgner, sagde hun? P skrmt har jeg manet oprrsdjvelen
frem. Fordmt, om han skulde vokse mig over hovedet!

FRU INGER
(til Nils Stenssn)
Af mig modtager I her den frste hndsrkning,--treti ridende
bnder, som skal flge og beskytte eder. Tro mig,--inden I nr
grnsen, har mange hundrede stillet sig under mit og eders mrke.
Og rejs s med Gud!

NILS STENSSN.
Tak,--Inger Gyldenlve! Tak,--og vr sikker p, I skal aldrig
komme til at skamme eder over--over grev Sture! Hvis I ser mig
igen, da har jeg vundet land og rige!

NILS LYKKE
(for sig selv)
Ja, _hvis_ hun ser dig igen.

OLAF SKAKTAVL.
Hestene venter, I gode bnder! Er I s rede--?

BNDERNE.
Ja, ja, ja!

NILS LYKKE
(urolig, til fru Inger)
Hvordan? Det er da vel ikke eders agt allerede nu inat--?

FRU INGER.
I dette jeblik, herr ridder!

NILS LYKKE.
Nej, nej, umuligt!

FRU INGER.
Som jeg siger.

NILS LYKKE
(sagte til Nils Stenssn)
Lyd hende ikke!

NILS STENSSN.
Hvor kan jeg andet! Jeg vil; jeg m!

NILS LYKKE.
Men det er eders sikre fordrv--

NILS STENSSN.
Lige godt! _Hun_ har al rdighed over mig--

NILS LYKKE
(bydende)
Og _jeg_?

NILS STENSSN.
Mit ord holder jeg; lid p det. Hemmeligheden skal ikke komme
over min mund, fr I selv lser mig. Men hun er min moder!

NILS LYKKE
(afsides)
Og Jens Bjelke, som lurer p vejen! Forbandet! Han snapper mig
byttet af hnderne--
(til fru Inger.)
Vent til imorgen!

FRU INGER
(til Nils Stenssn)
Grev Sture,--vil I lyde mig, eller ej?

NILS STENSSN.
Tilhest!
(han gr op mod baggrunden.)

NILS LYKKE
(afsides)
Den ulykkelige! Han vd ikke, hvad han gr.
(til fru Inger.)
Nu, siden det skal s vre,--lev vel!

(han bjer sig hurtig og vil g.)

FRU INGER
(holder ham tilbage)
Nej, stans! Ikke s, herr ridder,--ikke s!

NILS LYKKE.
Hvad mener I?

FRU INGER
(med dmpet stemme)
Nils Lykke,--I er en forrder! Stille! Lad ingen mrke, at der er
uro i hvedsmndenes lejr. Peder Kanzlers tillid har I vundet ved
en djvelsk list, som jeg ikke mgter gennemskue. I har tvunget
mig til at ve oprrsfrd,--ikke for at sttte vor sag, men for
at fremme eders egne anslag hvilke de end monne vre. Jeg kan
ikke lnger trde tilbage. Men tro ikke derfor, at I har sejret!
Jeg skal vide at gre eder uskadelig--.

NILS LYKKE
(lgger uvilkrligt hnden p svrdet)
Fru Inger!

FRU INGER.
Vr rolig, herr rigsrd! Det glder ikke livet. Men udenfor
strts porte kommer I ikke, fr sejren er vor.

NILS LYKKE.
Dd og ulykke!

FRU INGER.
Al modstand er unyttig. I slipper ikke herfra. Forhold eder
derfor stille; det er det klogeste, I kan gre.

NILS LYKKE
(hen for sig)
Ah,--jeg er overlistet. Hun har vret snedigere end jeg.
(en tanke skyder op i ham.)
Men om jeg endda--?

FRU INGER
(sagte til Olaf Skaktavl).
Flg grev Stures trop lige til grnsen. Drag s uopholdelig
til Peder Kanzler og bring mig mit barn. Nu har han ikke
lnger nogen grund til at forholde mig, hvad mit er.

(tilfjer, da Olaf Skaktavl vil g:)
Vent; et kendemrke--. Den, der brer Sten Stures ring, det er
den rette.

OLAF SKAKTAVL.
Ved alle hellige, I skal f ham!

FRU INGER.
Tak,--tak, min trofaste ven!

NILS LYKKE
(til Finn, hvem han ubemrket har kaldt til sig, og med
hvem han har hvisket)
Alts,--se at liste dig ud. Lad ingen se dig. En fjerdingvej
herfra ligger Svenskerne i baghold. Fortl befalingsmanden, at
grev Sture er dd. Den unge mand _der_ m ikke antastes. Sig
befalingsmanden _det_. Sig ham, at junkerens liv er mig
tusender vrd.

FINN.
Det skal ske.

FRU INGER
(der imidlertid har holdt je med Nils Lykke)
Og rejs nu alle med Gud!
(pegende p Nils Lykke.)
Denne dle ridder _der_ kan ikke bekvemme sig til s hastig
at forlade sine venner p strt. Han vil vente her hos mig til
sejersbudskabet kommer.

NILS LYKKE
(for sig selv)
Djvel!

NILS STENSSN
(griber hans hnd)
Tro mig,--I skal ikke komme til at vente lnge!

NILS LYKKE.
Det er godt; det er godt!
(afsides.)
Alt kan endnu vindes. Hvis bare mit bud kommer betids til Jens
Bjelke--

FRU INGER
(til fogden Ejnar Huk, pegende p Finn)
Og han _der_ hensttes under sikker bevogtning i
borgeklderen.

FINN.
Jeg?

FOGDEN OG HUSKARLENE.
Finn!

NILS LYKKE
(sagte)
Der brast mit sidste anker.

FRU INGER
(bydende)
I borgeklderen!

(Ejnar Huk, Bjrn og et par af grdsfolkene frer Finn
ud til venstre.)

ALLE DE VRIGE
(undtagen Nils Lykke, idet de stormer ud til hjre):
Afsted! Tilhest,--tilhest! Hil vre Inger Gyldenlve!

FRU INGER
(tt forbi Nils Lykke, idet hun flger de bortdragende):
Hvem sejrer?

NILS LYKKE
(str alene igen)
Hvem? Ja, ve dig;--sejren blir dyrekbt. _Jeg_ vasker mine
hnder. Det er ikke _mig_, som myrder ham.

Men mit bytte undslipper mig lige fuldt. Og oprret vokser og
breder sig!--Ah, det er et dumdristigt, et afsindigt spil, jeg
her har indladt mig i!
(han lytter ved vinduet.)

Der rider de raslende ud igennem porten. --Nu stnges der efter
dem;--og her str jeg igen som fange.

Ikke nogen mulighed for at slippe bort! Inden en halv time falder
Svenskerne over ham. Han har treti vel vbnede ryttere med sig.
Det vil g p livet lst.

Men hvis de nu alligevel fangede ham levende?--Var jeg blot fri,
s kunde jeg indhente Svenskerne, inden de nde grnsen, og f
ham udleveret.

(gr op mod vinduet i baggrunden og ser ud.)
Fordmt. Vagt udenfor allevegne. Skulde der da ingen udvej vre?
(gr hurtig nedover gulvet igen; pludselig stanser han og
lytter.)

Hvad er det? Sang og strengeleg. Det kommer ligesom over fra
jomfru Elines kammer. Ja, det er hende, som synger. Alts oppe
endnu--
(en tanke synes at gennemfare ham.)
Eline! Ah, hvis _det_ gik an! Hvis det lod sig gre, at--.
Og hvorfor skulde det ikke lade sig gre? Er jeg ikke endnu mig
selv? I visen heder det:

Hver en skn-jomfru sukker s mod:
Gud give, Nils Lykke var mig huld og god!

Og _hun_--? --Eline Gyldenlve skal frelse mig!

(han gr raskt men listende henimod den forreste dr til venstre.)




FEMTE AKT.


(Riddersalen. Det er fremdeles nat. Salen oplyses kun svagt af en
armstage, der str p bordet til hjre i forgrunden.)

(Fru Inger Gyldenlve sidder ved bordet, fordybet i
tanker.)

FRU INGER
(efter et ophold)
Den klgtigste i landet kalder de mig. Jeg tror, jeg _er_
det ogs. Den klgtigste--. Der er ingen, som vd, hvorfor jeg er
den klgtigste. I mere end tyve r har jeg stridt for mit barns
frelse. _Det_ er nglen til gden. _Det_ gir vid i
panden, det!

Vid? Hvor er min klgt bleven af inat? Hvor har jeg min omtanke
henne? Det ringer og suser for mine ren. Jeg ser skikkelser for
mig, s livagtigt, at jeg kunde gribe i dem.

(hun springer op.)
Herre min Jesus,--hvad er dette? Er jeg ikke lnger rdig over
min forstand? Skulde det komme dertil, at jeg--?
(hun presser hnderne sammen om hovedet; derp stter hun sig
atter og siger roligere:)
O, det er intet. Det gr over. Det har ingen nd;--det gr over.

Hvor her er fredslt i salen inat. Hverken fdre eller frnder
ser truende p mig. Det trnges ikke at hnge dem indad imod
vggen.

(hun rejser sig igen.)
Ja, vel var det, at jeg endelig tog mod til mig. Vi vil sejre;--
og s str jeg ved mlet. Jeg fr mit barn igen.
(hun tager lyset for at g, men stanser og siger hen for sig:)
Ved mlet? Ved mlet? At f ham tilbage? Kun _det_,--og s
intet videre?

(stter atter stagen p bordet.)
Dette flygtige ord, som Nils Lykke sledes kasted hen i vind og
vejr--. Hvorledes kunde han se min ufdte tanke?
(sagtere.)
Kongemoder. --Kongemoder, sagde han. --Og hvorfor ikke? Har ikke
min slgt fr mig rdet som konger, om de end ikke bar
kongenavnet? Har ikke _min_ sn den samme adkomst til Sture-slgtens
rettigheder, som den anden? I Guds jne har han det,--s
sandt der ellers er retfrd i himlen.

Og disse rettigheder har jeg i angstens stund fraskrevet ham. Jeg
har med dsel hnd bortsknket dem, som lsepenge for hans
frihed.

Om de nu kunde vindes tilbage?--Vilde det fortrne himlen, om
jeg--? Skal jeg tro, det kunde kalde nye trngsler ned over mig,
ifald jeg--? --Hvem vd;--hvem vd! Det tr vre sikrest at
forsage.
(hun tager atter lyset.)
Jeg fr jo mit barn igen. _Det_ m vre nok. Jeg vil sge
hvile. Alle de forvovne tanker,--dem vil jeg sove fra mig.

(gr mod baggrunden, men stanser oppe p gulvet og siger
grublende:)
Kongemoder!
(hun gr langsomt ud til venstre i baggrunden.)

(Efter et kort ophold kommer Nils Lykke og Eline Gyldenlve
lydlst ind fra den forreste dr til venstre. Nils Lykke har
en liden lygte i hnden.)

NILS LYKKE
(lyser spejdende omkring og hvisker):
Alt er stille. Jeg m afsted.

ELINE.
O, s lad mig endnu en eneste gang se dig ind i jnene, frend du
forlader mig.

NILS LYKKE
(omfavner hende)
Eline!

ELINE
(efter et lidet ophold)
Kommer du aldrig mere til strt?

NILS LYKKE.
Hvor kan du tvile p det? Er du ikke fra nu af min trolovede?--
Men vil du ogs vre mig tro, Eline? Vil du ikke forglemme mig,
inden vi atter mdes?

ELINE.
Om jeg _vil_ vre dig tro? Har jeg da lnger nogen vilje?
Mgted jeg vel at vre dig utro, selv om jeg vilde det?--Du kom
ved nattetid; du banked p min dr;--og jeg lukked dig ind. Du
talte til mig. Hvad var det du talte? Du stirred mig ind i jet.
Hvad var det for en gdefuld magt, der dred mig og kogled mig
ind som i et trolddoms-net?
(hun skjuler hurtig sit ansigt ved hans skulder.)
O, se ikke p mig, Nils Lykke! Du m ikke se p mig efter dette--.
Tro, siger du? Du _har_ mig jo. Jeg er jo _din_;-- _m_ vre
det--i al evighed.

NILS LYKKE.
Nu, ved min ridder-re, s skal du ogs, inden ret er omme,
sidde som frue i min fdreneborg!

ELINE.
Ingen lfter, Nils Lykke! Svrg mig intet til.

NILS LYKKE.
Hvad fattes dig? Hvorfor ryster du s srgmodigt med hovedet?

ELINE.
Fordi jeg vd, at de blde ord, som dred mit sind, dem har
du tilhvisket mangfoldige fr mig. Nej, nej, vredes ikke, du
elskede! Jeg bebrejder dig intet, sledes som jeg gjorde, da jeg
endnu ikke kendte dig. Nu sknner jeg jo, hvor hjt du sigter
over alle andre. Hvor kan elskov vre _dig_ andet end en leg
og kvinden et legetj?

NILS LYKKE.
Eline,--hr mig!

ELINE.
Jeg er vokset op under lyden af dit navn. Jeg hadede dette navn,
fordi mig tykkedes, at alle kvinder krnkedes ved din frd. Og
dog,--hvor forunderligt,--nr jeg i drmme bygged op mit eget
vordende liv, da var altid du min helt, uden at jeg selv vidste
det. Nu sknner jeg det hele. Had var det ikke jeg flte. Det var
en anende, gdefuld lngsel efter dig, du eneste,--efter dig, som
engang skulde komme for at forklare mig al livets herlighed.

NILS LYKKE
(afsides, idet han stter lygten fra sig p bordet)
Hvorledes er det fat med mig? Denne svimle, hendragende magt--.
Er det sledes at fle krlighed, da har jeg aldrig vidst det fr
i denne stund. --Skulde det ikke endnu vre tid--? Ah, dette
forfrdelige med Lucia!
(han synker ned i stolen.)

ELINE.
Hvad er det? S tungt et suk--

NILS LYKKE.
O, intet,--intet!

Eline,--nu vil jeg skrifte rligt for dig. Jeg har bedraget bde
med ord og med jne, og til mangfoldige har jeg sagt, hvad jeg i
denne nat har tilhvisket dig. Men tro mig--

ELINE.
Stille! Ikke mere derom. Min krlighed er jo intet vederlag for
den, du sknker mig. O nej; jeg elsker dig, fordi ethvert af dine
jekast er et kongebud, som byder det.

(hun lgger sig ned for hans fdder.)
O, lad mig endnu engang prge dette kongebud dybt i mit sind,
sknt jeg vel vd, at herinde str det prentet for tid og for
evighed.

Du gode Gud,--hvor jeg har vret blind for mig selv! Endnu iaftes
sagde jeg til min moder: "for at kunne leve m jeg bevare min
stolthed". Hvad er da min stolthed? Er det at vide mine landsmnd
fri, eller min slgt hdret over lande og riger? O, nej; nej! Min
krlighed er min stolthed. Den lille hund er stolt, nr den tr
sidde ved sin herres fdder og snappe brdsmuler af hans hnd.
Sledes er ogs jeg stolt, s lnge jeg tr sidde ved dine
fdder, medens dine ord og dine jne nrer mig med livsens brd.
Se; derfor siger jeg til dig, hvad jeg nys sagde til min moder:
"for at kunne leve m jeg bevare min krlighed"; thi i den ligger
min stolthed nu og alle dage.

NILS LYKKE
(drager hende op p sit skd)
Nej, nej,--ikke for mine fdder, men ved min side er din plads,--
og det, hvor hjt skbnen end kunde falde p at stille mig. Ja,
Eline,--du har frt mig ind p en bedre vej; og vorder det mig
engang forundt ved en bermmelig dd at sone, hvad jeg i min
vilde ungdom har vet, da skal hderen vre din og min tilhobe.

ELINE.
O, du taler, som om jeg endnu var den Eline, der iaftes slngte
blomsterkosten for din fod.

I mine bger har jeg lst om det brogede liv i fjerne lande.
Under hornets klang stvner ridderen ud i den grnne lund med
falken p sin hnd. Sledes stvner ogs du gennem livet;--dit
navn klinger foran dig, hvor du drager hen. --Alt, hvad _jeg_
begrer af denne herlighed, er at f hvile som falken ved din
arm. Som _den_ var ogs _jeg_ blind for lyset og for livet,
indtil du lste bindet fra mine jne og lod mig svinge mig op
over lvtoppene. --Men, tro mig,--hvor dristigt jeg end spiler
mine vinger, s vender jeg dog altid tilbage til mit bur.

NILS LYKKE
(rejser sig)
S byder jeg ogs forgangenheden trods! Se her;--tag denne ring,
og vr _min_ for Gud og mennesker,--_min_--selv om de dde skulde
f urolige drmme derover.

ELINE.
Du gr mig ilde tilmode. Hvad er det, som--?

NILS LYKKE.
Det er intet. Kom nu; lad mig stte ringen p din finger. --Se
s;--nu har jeg fstet dig!

ELINE.
_Jeg_ Nils Lykkes brud! Det tykkes mig som en drm, alt, hvad
her er hndt i denne nat. O, men det er en fager drm! Jeg er
s let om brystet. Der er ikke lnger bitterhed og had i min hu.
Jeg vil gre al min uret god igen. Jeg har vret ukrlig mod min
moder. Imorgen gr jeg ind til hende; hun m forlade mig, hvad
jeg har fejlet.

NILS LYKKE.
Og give sit minde til vor pakt.

ELINE.
Det vil hun. O, jeg tror det visst. Min moder er god; alle
mennesker er gode;--jeg brer ikke lngere nag til nogen,--
undtagen n.

NILS LYKKE.
Undtagen n?

ELINE.
Ak, det er en srgelig fortelling. Jeg havde en sster--

NILS LYKKE.
Lucia?

ELINE.
Kendte du Lucia?

NILS LYKKE.
Nej, nej; jeg har kun hrt hende nvne.

ELINE.
Ogs hun gav sit hjerte til en ridder. Han bedrog hende;--nu er
hun i himlen.

NILS LYKKE.
Og du--?

ELINE.
Jeg hader ham.

NILS LYKKE.
Had ham ikke! Er der barmhjertighed i dit sind, s tilgiv ham,
hvad han har syndet. Tro mig, han brer straffen i sit eget bryst.

ELINE.
Ham tilgiver jeg aldrig! Jeg _kan_ ikke, selv om jeg vilde det;
thi s dyrt har jeg svoret--
(lyttende.)

Hys! Kan du hre--?

NILS LYKKE.
Hvilket? Hvor?

ELINE.
Udenfor; langt borte. Der rider mange mnd paa landevejen.

NILS LYKKE.
Ah, det er _dem!_ Og jeg, som glemmer--! Hidover kommer de.
S er der stor fare! Jeg m afsted!

ELINE.
Men hvorhen? O, Nils Lykke, hvad dlger du--?

NILS LYKKE.
Imorgen, Eline--; thi, ved Gud, da kommer jeg igen. --Nu hurtig,--
hvor er lngangen, som du nvnte?

ELINE.
Gennem gravklderen. Se,--her er lemmen--

NILS LYKKE.
Gravklderen!
(for sig selv.)
Lige godt; reddes m han!

ELINE
(ved vinduet)
Rytterne er lige udenfor--(hun rkker ham lygten.)

NILS LYKKE.
Nu velan--
(han begynder at stige ned.)

ELINE.
G frem gennem gangen indtil kisten med ddningehovedet og det
sorte kors; det er Lucias--

NILS LYKKE
(stiger hurtig op og slr lemmen i)
Lucias! Fy--!

ELINE.
Hvad siger du?

NILS LYKKE.
O, intet. Det var liglugten, som gjorde mig svimmel.

ELINE.
Hr; nu hamrer de p porten!

NILS LYKKE
(lader lygten falde)
Ah, det er for sent--!

(Kammersvenden Bjrn kommer ilsomt med lys i hnden fra
hjre.)

ELINE
(imod ham)
Hvad er det, Bjrn? Hvad er det?

BJRN.
Overfald! Grev Sture--

ELINE.
Grev Sture? Hvad han?

NILS LYKKE.
Har de drbt ham?

BJRN
(til Eline)
Hvor er eders moder?

TO HUSKARLE
(indstyrtende fra hjre)
Fru Inger! Fru Inger!

FRU INGER GYLDENLVE,
(med en tndt armstage i hnden, kommer ind gennem den verste
dr til venstre og siger hurtig:)
Jeg vd alting. Ned i borggrden med jer! Hold porten ben for
vore venner, men lukket for alle andre.

(hun stter stagen p bordet til venstre. Bjrn og begge
huskarlene gr ud igen til hjre.)

FRU INGER
(til Nils Lykke)
_Det_ var alts snaren, herr rigsrd!

NILS LYKKE.
Inger Gyldenlve, tro mig--!

FRU INGER.
Et baghold som skulde fange ham op, s snart I havde fet hint
tilsagn, der kan flde mig!

NILS LYKKE
(idet han tager papiret frem og river det istykker)
Her er eders tilsagn. Jeg beholder intet, som kan vidne imod
eder.

FRU INGER.
Hvad gr I?

NILS LYKKE.
Jeg beskrmer eder fra denne stund. Har jeg forsyndet mig imod
eder,--nu, ved himlen, s vil jeg ogs prve p at oprette min
brde. Men ud _m_ jeg nu, om jeg s skal _hugge_ mig
igennem porten! --Eline,--sig din moder alt! --Og I, fru Inger,
lad vort regnskab vre glemt! Vr hjmodig--og taus! Tro mig, I
skal komme til at vide mig stor tak, fr dagen gryr.
(han gr skyndsomt ud til hjre.)

FRU INGER
(ser hoverende efter ham)
Ret s! Jeg forstr ham!
(vender sig til Eline.)
Nils Lykke--? Nu--?

ELINE.
Han har banket p min dr og sat denne ring p min finger.

FRU INGER.
Og han har dig kr af hjertet?

ELINE.
Det har han sagt, og jeg tror ham.

FRU INGER.
Snildt handlet, Eline! Ha-ha, min herr ridder, nu begynder
jeg!

ELINE.
Min moder,--I er s besynderlig. O, ja, jeg vd nok,--det er min
ukrlige frd, som har fortrnet eder.

FRU INGER.
Visst ikke, kre Eline! Du er en lydig datter. Du har lukket ham
ind; du har hrt p hans fagre ord. Jeg fatter tilfulde, hvad det
har kostet dig; thi jeg kender jo dit had--

ELINE.
Men, min moder--!

FRU INGER
Stille! Vi har mdt hinanden i vore anslag. Hvorledes bar du dig
ad, mit klgtige barn? Jeg s elskoven lyse ud af ham. Hold ham
nu fast! Drag ham tttere og tttere ind i garnet; og s--. Ah,
Eline, om vi kunde slide hans mnsvorne hjerte snder i brystet
p ham!

ELINE.
Ve mig;--hvad er det I siger?

FRU INGER
Lad ikke modet svigte dig. Hr p mig. Jeg vd ordet, som skal
holde dig oppe. S vid da--
(lyttende.)
Nu kmper de udenfor porten. Besindighed! Snart glder det--
(hun vender sig atter til Eline.)
Vid da, Nils Lykke var den, der lagde din sster i graven.

ELINE
(med et skrig)
Lucia!

FRU INGER.
Det var ham, s sandt der er en hvner over os!

ELINE.
Da st mig himlen bi!

FRU INGER
(forfrdet)
Eline--?!

ELINE.
Jeg er hans trolovede for Gud.

FRU INGER.
Ulykkelige barn,--hvad har du gjort?

ELINE
(med dump rst)
Forbrudt mit hjertes fred. --God nat, min moder!
(hun gr ud til venstre.)

FRU INGER.
Ha-ha-ha--! Det brer nedad bakke med Inger Gyldenlves slgt.
_Det_ var den sidste af mine dtre.

Hvorfor kunde jeg ikke tiet? Havde hun intet vidst, s var hun
kanske bleven lykkelig--p en mde.

_Det_ skulde s vre. _Det_ str skrevet hist oppe i
stjernerne, at jeg skal bryde den ene grnne gren efter den
anden, indtil stammen str bladls tilbage.

Lad g; lad g! Nu fr jeg min sn igen. P de andre, p mine
dtre vil jeg ikke tnke.

Regnskab? Gre regnskab?--Ah, det er frst p den store
uvejrsdag--. Det varer lnge, frend _den_ kommer.

NILS STENSSN
(rber udenfor til hjre)
Hej,--sl porten i!

FRU INGER.
Grev Stures rst--!

NILS STENSSN
(vbenls og med forrevne klder, kommer indstyrtende og rber
med fortvilet latter:)
Vel mdt igen, Inger Gyldenlve!

FRU INGER.
Hvad har I tabt?

NILS STENSSN.
Mit rige og mit liv!

FRU INGER.
Og bnderne? Mine svende;--hvor har i dem?

NILS STENSSN.
dslerne vil I finde langs landevejen. Hvem der har taget resten,
skal jeg ikke kunne sige jer.

OLAF SKAKTAVL
(udenfor til hjre)
Grev Sture! Hvor er I?

NILS STENSSN.
Her; her!

OLAF SKAKTAVL
(kommer med et klde om sin hjre hnd).

FRU INGER.
Ak, Olaf Skaktavl, ogs I--!

OLAF SKAKTAVL.
Det var ugrligt at slippe igennem.

FRU INGER.
I er sret, ser jeg!

OLAF SKAKTAVL.
, jeg har en finger mindre; det er det hele.

NILS STENSSN.
Hvor er Svenskerne?

OLAF SKAKTAVL.
I hlene p os. De bryder porten op--

NILS STENSSN.
O, Jesus! Men nej, nej! Jeg _kan_ ikke,--jeg _vil_ ikke d!

OLAF SKAKTAVL.
Et smuthul, fru Inger! Er her ingen krog, hvor vi kan dlge ham?

FRU INGER.
Men dersom de gennemsger grden--?

NILS STENSSN.
Ja, ja; s vil de finde mig! Og at slbes bort til fangenskab,
eller at klynges op--! O nej, Inger Gyldenlve,--det vd jeg
forvisst,--det vil I aldrig tle!

OLAF SKAKTAVL
(lyttende)
Nu brast lsen.

FRU INGER
(ved vinduet)
Der stormer mange mennesker ind i portrummet.

NILS STENSSN.
Og _nu_ at lade mit liv! Nu, da det frst ret skulde begynde!
Nu, da jeg s nylig har fet vide, at jeg har noget at leve
for. Nej, nej, nej!--Tro ikke, at jeg er fejg, Inger Gyldenlve!
Hvis der bare mtte forundes mig s mange levedage, at jeg--

FRU INGER.
Jeg hrer dem alt nedenunder i borgestuen.
(bestemt til Olaf Skaktavl.)
Han _m_ reddes--hvad det end skal koste.

NILS STENSSN
(griber hendes hand)
O, det vidste jeg nok;--I er del og god!

OLAF SKAKTAVL.
Men hvordan? Nr vi ikke kan skjule ham--

NILS STENSSN.
Ah, jeg har det; jeg har det! Hemmeligheden--!

FRU INGER.
Hemmeligheden?

NILS STENSSN.
Ja visst; eders og min!

FRU INGER.
Krist i himlen,--kender I den?

NILS STENSSN.
Fr frst til sidst. Og nu, da livet str p spil--. Hvor er herr
Nils Lykke?

FRU INGER.
Flygtet.

NILS STENSSN.
Flygtet? Da st Gud mig bi; thi kun ridderen kan lse min tunge.
--Men livet er mere end et lfte vrd! Nr den svenske hvedsmand
kommer--

FRU INGER.
Hvad s? Hvad vil I gre?

NILS STENSSN.
Kbe liv og frihed;--benbare ham alt.

FRU INGER.
O nej, nej;--vr barmhjertig!

NILS STENSSN.
Der er jo ingen anden redning. Nr jeg har fortalt ham, hvad jeg
nu vd--

FRU INGER
(ser p ham med undertrykt bevgelse)
S er I frelst?

NILS STENSSN.
Ja, ja! Nils Lykke vil tale min sag. I ser, det er det yderste
middel.

FRU INGER
(fattet og med eftertryk)
Det yderste middel? I har ret;--det yderste middel tr hvermand
friste.
(peger op mod venstre.)
Se, derinde kan I skjule eder s lnge.

NILS STENSSN
(dmpet)
Tro mig,--aldrig skal I komme til at angre eders frd.

FRU INGER
(halvt for sig selv)
Det give Gud, I sagde sandhed!

(Nils Stenssn gr hurtig ud gennem den verste dr til venstre.
Olaf Skaktavl vil flge efter; men fru Inger holder ham tilbage.)

FRU INGER.
Forstod I, hvad han mente?

OLAF SKAKTAVL.
Den niding! Han forrder eders hemmelighed. Han vil ofre eders
sn for at frelse sig selv.

FRU INGER.
Nr det glder livet, sagde han, s m det yderste middel
forsges. --Godt og vel, Olaf Skaktavl,--det ske, som han sagde!

OLAF SKAKTAVL.
Hvad mener I?

FRU INGER.
Liv mod liv! n af dem m g under.

OLAF SKAKTAVL.
Ah,--I vil--?

FRU INGER.
Hvis ikke han derinde gres stum, forinden han fr den svenske
hvedsmand i tale, s er min sn tabt for mig. Ryddes han
derimod tilside, s vil jeg med tiden gre fordring p alle hans
adkomster til fromme for mit eget barn. Da skal I se, at der
endnu er malm i Inger Ottisdatter. Lid p det,--lnge skal I ikke
komme til at bie p den hvn, som I nu i tyve r har trstet
efter. --Hrer I? Der kommer de opover trapperne! Olaf Skaktavl,--
det hviler p eder, om jeg imorgen skal vre som en barnls
kvinde eller--

OLAF SKAKTAVL.
Det ske! Jeg har endnu en rrig nve i behold.
(rkker hende hnden.)
Inger Gyldenlve,--ved mig skal ikke eders navn d ud.
(han gr ind i vrelset til Nils Stenssn.)

FRU INGER
(bleg og rystende)
Tr jeg ogs vove--?

(der hres larm i vrelset; hun iler med et skrig henimod dren.)
Nej, nej,--det m ikke ske!
(et tungt fald hres derinde; hun dkker rerne til med begge
hnder og iler med et fortvilet blik fremover gulvet igen. Efter
et ophold tager hun forsigtigt hnderne bort, lytter atter og
siger sagte:)

Nu er det forbi. Alting er stille derinde. --Du s det, Gud,--jeg
betnkte mig! Men Olaf Skaktavl var for rap p hnden.

OLAF SKAKTAVL
(kommer taus ind i salen).

FRU INGER
(lidt efter, uden at se p ham)
Er det gjort?

OLAF SKAKTAVL.
For ham kan I vre tryg;--han forrder ingen.

FRU INGER
(som fr)
Han er alts stum?

OLAF SKAKTAVL.
Seks tommer stl i brystet. Jeg fldte ham med min venstre hnd.

FRU INGER.
Ja, ja,--den hjre var ogs for god til sligt.

OLAF SKAKTAVL.
_Det_ m I om;--tanken var eders. --Og nu til Sverig! Fred med
jer s lnge! Nr vi nste gang trffes p strt, kommer jeg
selv anden.
(han gr ud gennem den verste dr til hjre.)

FRU INGER.
Blod p mine hnder. Dertil skulde det alts komme!--Han begynder
at blive mig dyrekbt nu.

(Kammersvenden Bjrn kommer med nogle svenske krigskngte ind
gennem den forreste dr til hjre.)

EN AF KRIGSKNGTENE.
Tilgiv, hvis I er husets frue--

FRU INGER.
Er det grev Sture, I leder efter?

KRIGSKNGTEN.
Det er s.

FRU INGER.
I er i s fald ikke p vildspor. Greven har sgt tilflugt hos
mig.

KRIGSKNGTEN.
Tilflugt? Forlad, min hjdle frue,--men den mgter I ej at give
ham; thi--

FRU INGER.
Hvad I der siger, har nok greven selv begrebet; og derfor har
han,--ja, se selv efter--, derfor har han aflivet sig.

KRIGSKNGTEN.
Aflivet sig?

FRU INGER.
Se selv efter, som jeg sagde. Der inde vil I finde liget. Og da
han nu allerede er stedet for en anden dommer, s er det min bn,
at han fres herfra med al den re, som det smmer sig hans
adelige byrd. --Bjrn, du vd, i lnkamret har min egen kiste
stet rede i mange r.
(til krigskngtene.)
I den beder jeg, at I vil fre grev Stures lig til Sverig.

DEN FORRIGE KRIGSKNGT.
Det skal ske, som I byder.
(til en af de andre.)
Lb du med dette budskab til herr Jens Bjelke. Han holder med
resten af rytterne borte p landevejen. Vi andre fr g her ind
og--

(en af krigskngtene gr ud til hjre; de vrige gr med Bjrn
ind i vrelset til venstre.)

FRU INGER
(gr en stund taus og urolig omkring p gulvet)
Dersom ikke grev Sture sdan i en skynding havde sagt verden
farvel, s var han inden en mned klynget op i galgen eller sat i
bur for sin levetid. Havde han vret bedre tjent med en slig lod?

Eller ogs havde han kbt sig fri ved at spille mit barn i mine
fienders vold. Er det s _mig_, der har drbt ham? Vrner
ikke ulven selv om sin yngel? Hvo tr da flde dommen over mig,
fordi jeg hug en klo i den, der vilde rve mit kd og blod?--Det
er noget, som _mtte_ s vre. Enhver moder havde gjort som
jeg.

Men det er ikke tid til rkeslse tanker nu. Virke m jeg.
(hun stter sig ved bordet til venstre.)
Jeg vil skrive til alle venner rundt om i landet. Alle m de nu
rejse sig og sttte den store sag. En ny konge--; rigsstyrer
frst, og s konge--

(hun begynder at skrive, men stanser tankefuld og siger sagte:)
Hvem vil de vlge i den ddes sted? --Kongemoder--? Det er et
vakkert ord. Der er kun n hage ved det;--denne hslige lighed
med et andet ord. --Konge_moder_ og--konge_morder_. --Kongemorder,--
det er den, der tager en konges liv. Kongemoder,--det er den, der
sknker en konge livet.

(hun rejser sig.)
Nu vel; jeg vil give vederlag for, hvad jeg har taget. --Min sn
skal vorde konge!

(hun stter sig igen og tager fat p arbejdet, men lgger det
atter fra sig og lner sig tilbage i stolen.)
Det er altid noget uhyggeligt, s lnge en ligger lig i et hus.
Det er derfor jeg kender mig s selsomt tilmode.
(vender hovedet hvast til siden, som om hun talte til nogen.)
Ikke det? Hvoraf skulde det ellers komme?

(grublende.)
Er der da s stor en forskel p at flde en fiende og at sl en
ihjel? Knut Alfsn havde med sit svrd klvet mangen pande; og
dog var hans egen s rolig som et barns. Hvorfor ser jeg da altid
dette--(gr en bevgelse, som nr man hugger til med en kniv.)--
dette std imod hjertet--og s den rde blodflom bagefter?

(hun ringer og vedbliver at tale, idet hun rager om mellem
papirerne.)
Herefter vil jeg ikke vide noget af slige stygge syner. Jeg vil
vre virksom bde dag og nat. Og om en mned--om en mned kommer
min sn til mig--

BJRN
(trder ind)
Var det eder, som ringede, min frue?

FRU INGER
(skrivende)
Du skal hente flere lys. Herefterdags vil jeg have mange lys i
stuen.

(Bjrn gr ud igen til venstre.)

FRU INGER
(efter en stund, rejser sig med heftighed)
Nej, nej, nej;--jeg kan ikke fre pennen inat! Det brnder og
vrker i mit hoved--
(opskrmt, lyttende.)
Hvad er _det?_ , de skruer lget til p kisten derinde.

Dengang jeg var barn, fortalte de mig eventyret om ridder ge,
som kom med kisten p sin bag. --Dersom nu han derinde en nat fik
det indfald at komme med kisten p sin bag og takke for ln?

(ler stille.)
Hm,--vi voksne har ikke noget med vor brnetro at skaffe.
(heftigt.)
Men slige eventyr duger alligevel ikke! De volder urolige drmme.
Nr min sn vorder konge, skal de forbydes.

(hun gr et par gange frem og tilbage; derp bner hun vinduet.)
Hvor lnge plejer det gemenligen vare, forinden et lig begynder
at rdne? Alle stuer skal luftes ud. S lnge ikke det er gjort,
er det usundt at leve her.

(Bjrn kommer ind med to tndte armstager, som han stter p
bordene.)

FRU INGER
(der atter har taget fat p papirerne):
Det er ret. Lad mig se du kommer ihug, hvad jeg sagde dig.
Mange lys p bordet! --Hvad tager de sig nu for derinde?

BJRN.
De holder endnu p at skrue kistelget fast.

FRU INGER
(skrivende)
Skruer de det _godt_ fast?

BJRN.
S godt, som det behves.

FRU INGER.
Ja, ja,--du kan ikke vide, hvor godt det behves. Se efter, at
det gres forsvarligt.
(gr hen til ham med hnden fuld af papirer og siger
hemmelighedsfuldt:)
Bjrn, du er en gammel mand; men jeg vil lgge dig n ting p
hjerte. Vr p din post mod alle mennesker,--bde mod dem, som
_er_ dde og mod dem, som _skal_ d. --G nu ind--g
ind og se efter, at de skruer kistelget godt fast.

BJRN
(sagte, hovedrystende)
Jeg kan ikke blive klog p hende.

(han gr atter ind i vrelset til venstre.)

FRU INGER
(begynder at forsegle et brev, men kaster det halvfrdigt fra
sig, gr en stund op og ned, derp siger hun med heftighed):
Dersom jeg var fejg, s havde jeg aldrig i evighed gjort dette
her! Dersom jeg var fejg, s havde jeg skreget til mig selv: hold
inde, mens du endnu har en slump salighed i behold for din sjl!

(hendes je falder p Sten Stures billede; hun undviger synet og
siger sagte:)
Der ler han livagtigt ned til mig! Fy!
(hun vender billedet om mod vggen uden at se p det.)
Hvorfor lo du? Var det, fordi jeg handled ilde med din sn? Men
den anden,--er ikke ogs han din sn? Og han er _min_ tillige;
mrk dig det!

(hun skotter stjlent henover billedrkken.)
S vilde, som inat, har jeg aldrig set dem fr. De har jnene med
mig, hvor jeg str og gr.
(stamper i gulvet.)
Men jeg vil ikke vide af det! Jeg vil have fred i mit hus!

(begynder at vende alle billederne indad mod vggen.)
Ja, om det s var den hellige jomfru Maria selv--. Synes du det
_nu_ er p tide--? Hvorfor hrte du aldrig mine bnner, nr
jeg s brndende bad om at f mit barn tilbage? Hvorfor? Fordi
munken i Wittenberg har ret: Der er ingen mellem Gud og
menneskene!

(hun nder tungt og vedbliver under stedse stigende vildelse:)
Det er sre godt, at jeg vd besked om de ting. Der er ingen, som
har set, hvad der gik for sig derinde. Der er ingen, som kan
vidne imod mig.

(breder pludselig armene ud og hvisker:)
Min sn! Mit elskede barn! Kom til mig! Her er jeg!--Hys! Jeg vil
sige dig noget. Jeg er forhadt deroppe--hinsides stjernerne--
fordi jeg fdte dig til verden. Det var meningen med mig, at jeg
skulde bre Gud Herrens mrke over riget. Men jeg gik min egen
vej. Det er derfor, jeg har mttet lide s meget og s lnge.

BJRN
(kommer fra vrelset til venstre)
Frue, jeg har at melde--. Krist fri mig,--hvad er dette?

FRU INGER
(der er stegen op i hjsdet, som str ved vggen til hjre):
Stille; stille! Jeg er kongemoder. De har kret min sn til
konge. Det holdt hrdt, forinden det kom s vidt;--thi det var
med den vldige selv, jeg havde at stride.

NILS LYKKE
(kommer ndels ind fr hjre)
Han er frelst! Jeg har Jens Bjelkes lfte. Fru Inger,--vid at--

FRU INGER.
Stille, siger jeg! Se, hvor det vrimler af mennesker.
(en ligsalme hres inde fra vrelset.)
Nu kommer kroningstoget. Hvilken stimmel! Alle nejer de sig for
kongemoderen. Ja, ja; hun har ogs stridt for sin sn--s lnge
til hun fik rde hnder deraf. --Hvor er mine dtre? Jeg ser dem
ikke.

NILS LYKKE.
Guds blod,--hvad er her sket?

FRU INGER.
Mine dtre;--mine fagre dtre! Jeg har ingen mere. Jeg havde n
igen, og hende misted jeg, da hun skulde stige i brudesengen.
(hviskende.)
Lucia l lig i den. Der var ikke plads for to.

NILS LYKKE.
Ah,--dertil er det alts kommet! Herrens hvn har rammet mig.

FRU INGER.
Kan I se ham? Se, se! Det er kongen. Det er Inger Gyldenlves
sn! Jeg kender ham p kronen og p Sten Stures ring, som han
brer om halsen. --Hr, hvor lystigt det klinger. Han nrmer sig!
Jeg har ham snart i min favn! Ha, ha,--hvem sejrer, Gud eller
jeg?

(Krigskngtene kommer ud med kisten.)

FRU INGER
(griber sig om hovedet og rber):
Liget!--
(hviskende.)
Fy; det er en hslig drm.
(hun synker ned i hjsdet.)

JENS BJELKE
(som er trdt ind fra hjre, stanser og rber overrasket):
Dd! Alts dog--

EN AF KRIGSKNGTENE.
Selv har han--

JENS BJELKE
(med et blik til Nils Lykke)
Han selv--?

NILS LYKKE.
Hys!

FRU INGER
(mat og besindende sig)
Ja, rigtig;--nu kommer jeg det altsammen ihug.

JENS BJELKE
(til krigskngtene)
St liget ned. Det er ikke grev Sture.

EN AF KRIGSKNGTENE.
Tilgiv, herr ridder;--men denne ring, som han bar om sin hals--

NILS LYKKE
(griber ham i armen)
Ti; ti!

FRU INGER
(farer ivejret)
Ringen? Ringen!
(hun iler hen og river den til sig.)
Sten Stures ring!
(med et skrig.)

O, Jesus Krist,--min sn!
(hun kaster sig ned over kisten.)

KRIGSKNGTENE.
Hendes sn?

JENS BJELKE
(p samme tid)
Inger Gyldenlves sn?

NILS LYKKE.
S er det.

JENS BJELKE.
Men hvorfor sagde I mig ikke--?

BJRN
(der forsger at lfte hende op):
Hjlp; hjlp! Min frue,--hvad fattes eder?

FRU INGER
(med mat rst, idet hun hver sig halvt ivejret):
Hvad der fattes--? n kiste til. En grav hos mit barn--

(Hun synker atter kraftls ned over kisten. Nils Lykke gr
hurtig ud til hjre. Almindelig bevgelse blandt de vrige.)

       *       *       *       *       *
           *       *       *       *
       *       *       *       *       *
